Gastromand-brunch – Part III: French toast, råsyltede bær og masser af Nutella
Så er vi nået til den afsluttende øvelse i vores tre-retters brunchmenu. Stod det udelukkende til undertegnede, ville desserten blive erstattet med endnu en forret!
Forret: Stenbiderrogn, røræg royale, røget fløde
Hovedret: Steak, kålpølse, vesterhavsost, brunet smør
Dessert: French toast, råsyltede bær, Nutella
Men nu er der jo ofte en tilstedeværelse af hunkøn og feminine sjæle omkring bordet, til sådanne arrangementer. Og et fravær af den søde afslutning kan ganske givet føre til lockout-lignende tilstande i det lille hjem.
Desserten er lidt af en klassiker, som vi dog først har opdaget for nyligt. De lækre arme riddere har høstet rigeligt med brede smil fra den dessert-hungrende del af vores gæster. Krydder French toasten som du lyster og brug bare friske bær, når vi når sommeren. Desuden kunne en omgang smeltet chokolade sikkert også være godt, hvis man ikke er tosset med Nutella.
Ingredienser
- 4 tykke skiver hvidt brød
- 1 stang vanille
- 1 tsk kardemomme
- 1 tsk kanel
- 1 1/2 dl sukker
- 1/4 l fløde
- 2 æg
- En smule revet muskatnød
- En god klat smør
- 200 gr bær
- 1 håndfuld hasselnødder
- Nutella
- Evt. Flormelis
Sådan gør du
Råsyltede bær
- Vend bærrene med 1/2dl sukker og korn fra 1/2 vanillestang
- Pres bærrene lidt, uden at mase dem
- Lad bærrene trække i et par timer på køl
Ristede Hasselnødder
- Hak nødderne groft
- Rist ved jævn varme i lidt sukker
- Køl ned
French Toast
- Rør korn fra 1/3 vanillestang kardemomme, kanel, 3/4dl sukker, muskatnød, fløde og æg sammen.
- Læg brødene i blanding og lad det suge så meget som muligt
- Steg brødene i smør på en pande ved jævn varme til de er gyldenbrune (ca. 2 min på hver side)
- Bag færdig i ovnen ved 200 grader i ca 5 min.
Anretning
- Start med en klat Nutella på tallerknen
- Ovenpå placeres din toast
- Afslut med nødder, bær og evt. lidt flormelis
Hav en dejlig weekend derude…
Stik os en kommentar
Kommentarer