Sortebro Kro – 9 smagsfornøjelser
For nylig havde jeg fornøjelsen af at besøge Sortebro Kro i Odense. Jeg har været der før, men jeg blev (nemt) lokket tilbage af deres nye januarmenu. Menuen bød på 9 større og mindre retter.
Sortebro Kro ligger lige ved siden af Den Fynske landsby, lidt uden for Odense centrum. Det gamle krohus er helt tilbage fra 1805. Alt er skævt, og gammeldags, men stadig velholdt.
Læs også: Restaurant Pasfall – fransk fynbogourmet
Første ret, vi fik serveret, var en lille bitte løgtærte, som var lige til at spise med fingrene. Rigtig sprød, men den forsvandt hurtigt.
Heldigvis blev den fulgt op af en ny snack i form af smørristet rugbrød med skinke og en slags rygeostcreme. Det var også en rigtig god “hapser”.
Næste ret, vi skulle igennem, var også en mindre ret. Sprængt skank med æbler og selleri og masser af karse. Retten var utrolig velsmagende, og man fik lyst til mere. Desværre slap portionen hurtigt op.
Den næste ret var kammusling, og da jeg ikke er fan af fisk og skaldyr, skulle jeg naturligvis være besværlig og spørge efter nogen andet. Heldigvis var kokkene i køkkenet skarpe og havde åbenbart lidt foie gras. Det fik de i hvert fald fundet frem, stegt og lagt delikat på en tallerken sammen med karamelliserede valnødder, rød syre, svesker og syltede kirsebær.
Retten med kammusling var rigtig, rigtig god ifølge min kæreste, så den er bestemt godkendt. Udover kammuslingen bestod retten af letsyltede agurkestykker, røgede hasselnødder, ærter, dildolie og peberrodscreme. Min ret med foie gras var, omend en smule sød, også lækker. Retten er ikke på menukortet, så jeg kan ikke sige, om det er en tidligere klassiker, eller om det var dagens chance.
Efter forretterne var det tid til hovedretten, men inden fik vi lige en lille ganerenser i form af hyldeblomstgele med stikkelsbær og citrongræsskum. Friskt og tilpas til lige at få ganen klar til næste ret.
Hovedretten var oksemørbrad. Kødet var rigtig godt marmoreret og mørt. Desuden var der også en tilpas mængde kød. Ikke for meget (da man jo alligevel fik en del andet serveret), og ikke for lidt.
Til kødet var der også bagte løg, solbær og små rødbeder. Hertil blev der ved siden af serveret en lille skål kartoffelmos samt en portvinssovs. En lækker og velsmagende ret – man går aldrig galt i byen med et godt stykke kød.
Efter hovedretten blev det tid til dessert. Vi skulle igennem to af slagsen, og det var ikke så ringe endda.
Første dessert (den lille, ifølge tjeneren) var mandarinsorbet, honningkagecrumble, snemandler og brændt marengs. En vanvittig lækker dessert, som man med fornøjelse kastede i sig. Mandarinsorbeten var tilpas frisk til at give modspil til den søde marengs og mandlerne.
Den anden dessert var pocheret pære, kanelcrumble, kokosflager (eller nøddeflager) med vaniljeparfait og citrussyrnet chokoladesovs. Også denne dessert smagte godt, men jeg var glad for, at den ikke var større, da vi var ved at nå bristepunktet mht. vores mavesække! Vi fik ellers en lille pause mellem de to desserter, da et selskab i et tilstødende lokale havde fornøjelsen af en Elvis-efterligner!
Aller sidst sluttede vi af med kaffe og fire små petitfour til kaffen, heriblandt en minimacaron med hvid chokolade og citron.
Hele herligheden for 9 retter uden drikkevarer kostede 595,- pr. person.
Konklusion:
Besøget på Sortebro Kro skuffede ikke. Vi blev revet igennem masser af smagsnuancer og veltilberedte retter. Desuden blev vin til retterne også passet godt ind. Jeg fik bl.a. en rigtig lækker riesling, som jeg kun kan anbefale. Udover det sørgede tjeneren for en superlækker kold rødvin til pæredesserten – som lovet passede den perfekt hertil.
Betjening og servering hang rigtig fint sammen med niveauet på maden. Sortebro Kro ligger i den dyrere ende af skalaen, men man betaler bestemt ikke overpris, når maden og betjening er i så høj en kaliber.
Jeg har kun ros til overs for Sortebro Kros januarmenu, så book et bord og få en hyggelig aften.
Hvor spiser du i Odense?
Stik os en kommentar-
Hold op det ser godt ud. SLURP!
Der blev jeg sulten… -
Ser jo fint ud, men ærligt talt synes jeg det er en smule skuffende, at et sted som Sortebro Kro er så uopfindsomme, at tage 3 (4 med ganerenser) af de samme retter i deres januar menu, som de brugte i nytårsmenuen. Det er lidt ligesom dagens suppe som aldrig bliver udskiftet.
Ser bestemt godkendt ud, men er i min ydmyge mening en ommer:)
Kommentarer