I anledning af mine nu 30. somre hoppede fruen og jeg på en lille gourmetweekend til London. Første dag skulle vi møde i alt 4 michelinstjerner (1+3 that is), hvor du kan læse om den første del – St. John i dette indlæg. I næste uge kommer anden del, hvor vi besøger Gordon Ramsays første restaurant.

Det startede som et røgeri af bacon og skinke tilbage i 1967, siden da er der sket meget. I dag er St. John i visse kredse kendt som værende den ultimative manderestaurant. Blandt gastromænd har St. Johns således haft næsten mytisk status. Konceptet går på ”Nose to tail-eating” – altså at bruge hele svinet (grisen altså) og det skal jeg så ellers love får de gør – Mere om det senere. St. Johns ligger meget bekvemt i St. Johns Street i London og har foruden en 1-stjernet michelinrestaurant et bageri.

Hele molevitten er meget rustikt og åbent – her er ikke en hyggerestaurant med stearinlys og fin dug på bordet, næ nej. Men misforstå endelig ikke – det her har charme og sjæl som intet andet. Restauranten minder vel mest om et folkekøkken – almindelige træborde, knagerækker rundt langs væggen og et halvåbent køkken, hvor en ordentlig omgang tjenere fiser ind og ud. Betjeningen er i top og menukortet i en klasse for sig.

Endnu engang er min kritiske medspiser min bedre halvdel, og indrømmet hun var lidt chokeret over retterne; ”Grilled Ox Heart”, ”Roast Bone Marrow” og ”Rolled Pig’s Spleen”, derfor hopper hun på Mackerel, Potato og Spinach. Jeg derimod skal ud i det vilde, så jeg napper en Crispy Pigs Skin & Dandelion, altså grillet grisehud og mælkebøtte. Og naturligvis smagte det lækkert, makrellen var frisk og smagfuld – meget rustikt anrettet. Grisen og mælkebøtterne som var overhældt med rigelig mængder vineddike (vi er jo i England) passer sammen på en fed – nærmest provokerende måde. Måske skyldes min iver, at det her bare var en oplevelse. Vi nappede et par glas hvidvin hertil – fransk, som de i øvrigt havde rigeligt af på både flaske og glas. Godt så.

Ejerne af St. John hedder Fergus Henderson and Trevor Gulliver og er udover ”Nose to tail-eating” kendt for ”Trotter Gear”, som de bruger som ingrediens i en del retter. Det er grisetæer der er indkogt i store mængder Madeira. En opfindelse som jeg måtte smage. Derfor spurgte jeg naturligvis tjeneren hvilke ret dette indgår i. Her skulle vi hoppe på Trotter Pie, som kun blev serveret for to. Det gjorde vi så, uden helt præcist at vide hvad det var, mens vi spændte ventede på retten fik vi endnu et glas vin, denne gang Cöte du Rhöne, som var særdeles udmærket. Så kom Trotter Pien ind. En slags stuvning eller sammenkogt ret af forskellige slags kød, meget mørt og meget smagfuldt. Efter første portion kom jeg til at se nærmere på kødet, og pludselig gik det op for mig, hvad vi egentlig spiste. For at være helt sikkert spurgte jeg tjenere, og ja min opfattelse var korrekt – tryne, hale og tæer fra den kære gris. Og ja det smager altså godt! Prøv det! Dertil fik vi nye kogte kartofler.

Det lagde en solid bund så vi valgte at dele en dessert (Ramsay ventede jo trods alt med et arsenal af retter senere på dagen:-). England har jo en hel kultur omkring budding eller ”pudding”, så det måtte jeg smage. En Bread Pudding & Butterscotch Sauce blev det til – en perfekt afslutning på vores lille feast.

Jeg har tænkt meget over, hvorfor St. John har ligget så højt på listen over verdens bedste restauranter. I 2009 lå den på en 14. (fjorten!) plads, i 2010 dog helt ned på en 43. plads og så æret med en michelin-stjerne. Det er på ingen måde en gourmet restaurant i den forstand jeg normalt forbinder med disse, og det er hverken fornemt eller klassisk stilfuldt. Men atmosfæren er i top og konceptet er stramt – alt på grisen skal fortæres. Som gastromand, kan jeg kun anbefale dig at besøge St. Johns!

1. april 2011 åbnede Danmarks første Nose2tail restaurant i København.

Er du ligesom os fan af at gå på restaurant, hvorfor så ikke oprette dig som bruger, abonnere på indlæg eller følge os på Facebook eller Twitter!

Stik os en kommentar