Gastromand i Irland: Mødet med komave og kogt blodpølse…
Outlook er sat på autosvar, kufferten pakket og hjernen indstillet på grønne landskaber, øl-bryggerier og irsk-gæstfrihed. Turen går til Irland, hvor jeg over de næste 4 dage skal besøge en række bryggerier – store som små.
Jeg elsker lidt overskriften, mest fordi der refereres til den fortælling Bilbo skriver om i sit eventyr. Jeg føler mig nemlig lidt som på vej til et nyt eventyr i det irske højland, hvor jeg er blevet inviteret af Irlands Touristkontor. En munter, venlig og meget imødekommende fyr – Desmond Burke har stået for denne del. Han fungerer også som vores ”fixer” på denne lille udflugt. I modsætning til min tur til Lyon sidste år, hvor Becuse D’Or skulle dækkes, er vi her langt mere nede på jorden. Mine medkompagner denne gang er tre journalister fra Norge, Sverige og Danmark – sidste faktisk fra Politiken, og da vores kogebog jo er udgivet samme sted er vi praktisk talt i familie…
Første dag byder traditionen tro på en lille rundtur i byen Cork, hvor vi skal besøge ”The English Market” – tja tænker jeg ved mig selv, det ligner lidt Torvehallerne, og det er det dybest set også, men priserne er bare ca. en fjerdedel og udvalget enormt! Mine øjne falder over noget lidt specielt – ”Tripe and Drisheen” som er komave der serveres med kogt blodpølse. Det må jeg prøve senere tænker jeg ved mig selv…
Hvad du ønsker skal du få
Kort tid efter vil skæbnen at mit ønske bliver indfriet. Vores fixer forklarer nemlig en tjener i en restaurant som er placeret ovenpå markedet, at hun rejser med en meget ivrig ung mand, som gerne vil smage denne egnsret. Kort tid kommer der Tripe and Drisheen ind til deling mellem de rejsende.
Det er lidt af en overvindelse, men smagen er faktisk ikke så slem som man kunne tro – konsistensen er lidt besynderlig, og ja ”gummi-agtigt” for at sige det, som det er. Blodpølsen var nok bedre stegt, men ”when in rome…”. En kulinarisk oplevelse rigere og vi vender snuden mod mere sightseeing.
Cornstore
Mine tanker går lidt mere på næste måltid end på vores tur rundt i Cork også selv om byen nu er meget hyggelig på trods af det tydelige industrielle look. Efter en times traven rundt er appetitten på sit højeste og vi nærmer os aftenens restaurant – ”Cornstore” som er kendt i Cork for velsmag, enkelthed og ikke mindst masser af øl!
Jeg kører taktikken med, at bestille det som er mest ”irsk” på menuen, hvilket overraskende nok er Ande-parfait med blommechutney og ristet brød, jeg spørger forsigtigt om det er mere fransk inspireret, men får svaret, at franskmændene er inspireret af det irske folk. Fair nok tænker jeg. Hovedretten er til gengæld ikke irsk – ”Burger with Aged Beef”, men godt nok fra irsk frigående kvæg. Jeg skyder også et billede af min smukke medspiser Elins ”Fish And Chips”. Mest for at imponere hende, men det holder vi lige tæt med ikke…?
De gør sig meget i tærter og pie i Irland, så desserten er en blomme-tærte med flødesovs og is – fandme lækkert. De drikker også meget øl i Irland, og om det lige passer til retten er faktisk ikke så vigtigt – jeg tænker jeg må starte ud med noget ærke irsk, så det bliver en Murphy, som i min verden minder lidt om en Guinness – enlighten me pleace?
Første dag er afsluttet og jeg er blevet lidt klogere på det irske folkefærd. De er meget venlige, hjælpsomme og viser stor interesse for, at du har valgt at besøge deres land. Først troede jeg faktisk lidt, at det var påtaget, men det er det på ingen måder, det er helt autentisk og oprigtigt.
Har du nogle oplevelser fra “Den Grønne ø”?
Stik os en kommentar-
Tager til Irland om 1 uge (24-27 september) det er 5. Gang jeg skal derover, og altid sidste weekend i september.
Lander i Dublin og tager direkte til galway på vestkysten.
Der er galway international Oyster & seafood festival. I år er det 61 år siden det startede.
Der skal jeg deltage i VM i østersåbning for 4. Gang og forhåbentlig vinde igen, som keg gjorde i 2013.
Lidt uden for galway ligger morans Oyster cottage, som er et must at besøge når man er på disse kanter.
Kellys Oyster farm er også et fedt sted at besøge og se hvordan de høster, renser og sender østers til hele verden.-
Lyder godt Jesper – det er virkelig også et dejligt land – vi har også fået rigelige med seafood og østers, det er helt normalt at få det på en Pub med en pint om aftenen… Lyder godt med VM i Østersåbning, knæk og bræk!
-
Kommentarer