Gastromand.dk | 22. November 2017

Scroll to top

Top

En kommentar

Jagten på Danmarks bedste festivalsnack: Copenhell – Nachos Else Matters

danmarks bedste festivalsnack copenhell
Johan Johansen

Jagten på Danmarks Bedste Festivalsnack har ramt Copenhell, og af mangel på bedre erstatning, har vi igen sendt vores rapkæftede heavy metal ven fra johanjohansen.dk på jagt blandt nitter og denimveste:

Nu siger vi ikke, de faste drenge på redaktionen er nogle kyllinger – vi nøjes med at konstatere, at de tilsyneladende endnu ikke har erhvervet hverken modet eller de sorte t-shirts, som er nødvendige for at mænge sig blandt horderne til nordens mest hårdtslående musikfestival: Copenhell!

Nuvel, det betyder jo så heldigvis at jeg – som den rockglade og mentalt langhårede dreng jeg er – for andet år i træk har haft mulighed for trække i den sorte uniform og slå mine folder på Refshaleøen, da Danmarks (måske) bedste festival skulle have besøg af en gastronomisk korrespondent fra Danmarks førende madblog.

 

 

Sidste år kiggede vi jo som bekendt på Danmarks Bedste Festivalburger. En ganske hyggelig men så afgjort også forudsigelig leg, så I år skulle der ske noget nyt. I år skulle der kigges på Danmarks bedste festivalsnack, kort og godt defineret som en servering til 50 kroner eller derunder.

Og her har de andre kære Gastromænd formentligt forsøgt at give sig selv lidt af en naturlig fordel i kampen. Hipsterfestivaller som Heartland, Northside og til dels også Tinderbox rimer bare lidt mere naturligt på gourmetsnacks med kælen for detaljer. Fra deres side har vi da også allerede set både østers og minimum fire nyfortolkninger af gourmettoast, og mon ikke også niveauet bliver forudsigeligt højt på de klassiske mastodonter som Roskilde og Smukfest?

Det sidste har vi til gode at se, her er turen kommet til klassens frække dreng, Copenhell! Kan vi sortklædte får mon følge med de store og fine?

 

Findes Danmarks bedste Festivalsnack på Copenhell?

Når snakken kredser om Copenhells charmerende mix af rå industri, sved, denim og tonstunge basgange henlagt til slidte områder yderst på Amager, så falder de flestes tanker nok mere naturligt på ulødige indslag som grillpølser, bacon og fadbamser end på højere gastronomi. Fair? Nej! Forståeligt? Som sådan! Den stereotypiske opfattelse af en metalhead er vel for pokker en langhåret ung mand med større hang til flæskesvær, øl og bøllerock end til gastronomi og kvalitetssnacks.

Den opfattelse vil man fra metalfællesskabet og Copenhells side gerne lave om på, og man diskede derfor i år op med festivalens til dato største, bredeste og mest ambitiøse madprogram. Så ambitiøst, faktisk, at det først var færdig og klar til granskning få dage før festivalstart.

Så lad mig dog, kære læser, se om jeg med mit bizarre mix af en tyve år lang forelskelse i heavy metal koblet med en brændende passion for gastronomi på højeste hobbyplan kan præstere en form for forsvarskvad for den sorte komet på den danske festivalhimmel. For jo, metal, mad og mudrede festivalpladser kan forenes i smuk harmoni, og metalheads vil mere på madfronten end tørre bacon-cheeseburgere og dødssyg rullekebab.

Det var i hvert fald min klokkeklare indstilling da jeg, flankeret af fem ligesindede sortklædte mænd i alderen 36-53 år med høje tindinger og dunk af varierende størrelse fik den i bund og grund vanvittige idé at tjekke ind til fire døgn i larmen og sølet på Copenhell Camping og endnu en weekend i Helvedes Forgård.

Og hvordan klarede festivalernes grimme ælling sig så? Kan man finde solide snacks på Copenhell til en flad halvtredser eller derunder? Jo, lad os se!

 

Egyptian Plague Milkshake – Hansen Is

Nu var det ikke fordi man sådan for alvor blev solskoldet på årets udgave af Copenhell, men efter at have deltaget i den traditionelle væltning af hegnet og en sand glædesdans over at et års venten var forbi, kan man jo godt blive lidt tørstig og varm.

Vi lagde derfor hårdt ud Copenhell nyklassiker – Egyptian Plague! En lækker og cremet milkshake fra Hansen is – fuldfed og lige efter bogen – i denne version dog frisket op med hyldeblomstsorbet, et skud lakrids og et rundhåndet drys blendede græshopper.

Man kan måske argumentere for at græshopperne ikke som sådan bidrager til det samlede indtryk med meget andet end lidt salt og tekstur – onde tunger ville endda kalde det et gimmick. Men at putte insekter i en snack – se DET er både rock n roll, nytænkende og bæredygtigt – og det må man på en eller anden måde tage hatten af for.

 

3/6 Gastromands Bedømmelse' width=

 

Nachos Else Matters – Tulip

En af grundpillerne i Copenhells snackfront er den ukomplicerede mandesnack! Ting der bare virker uden at blive for skide nytænkende eller overpyntet. Hos Tulips imponerende bacon-bod (ja, de findes!) havde man for eksempel valgt at kombinere to simple ting ingen kan klage over: bacon og nachos! Det er ikke højere gastronomi, og det prøver det heller ikke at være. Det er Tulips klassiske bacon samt ost og salsa fra dåse garneret med et navn fra onkelhumor-skuffen. Det smagte forudsigeligt på godt og ondt, og kunne som sådan have være både bedre eller langt værre.

Alligevel var der en art pervers nydelse ved at svælge i en absolut syndflod af animalsk fedt skyllet ned med en ”Blå Cola” fra Royal mens ørerne blødte til tonerne af hvad der mest lignede julemandens onde storebror, der på under 3 minutter opremsede Josef Mengeles samlede forbrydelser mod menneskeheden ved vel over 90 decibel fra kanten af hovedscenen (Slayer, red.). Selvom man kalder sig Gastromand og sværger til anbefalinger fra franske dækguides, kan man vel godt have guilty pleasures, og vi er derfor trods alt højt oppe at ringe over dette egentligt ikke synderligt komplicerede mesterværk.

 

5/6 Gastromands Bedømmelse' width=

 

Beelzebub’s Horn – Reign in Bacon

Jeg ved ikke helt hvad det er med food trucks lige omkring indgangen til Copenhells festtelt Biergarten. Måske står stjernerne blot heldigt her, men når det kommer til Gastromands sommerjagter har det været en satansbenådet lokation. Her fandt vi sidste års suveræne vinder af Copenhell-heatet i vores burgerjagt, og præcis et år efter tabte vi igen kæben på samme spot.

Jeg spadserede op til boden ”Reign in Bacon” og bestilte deres såkaldte Beelzebub’s Horn uden helt at vide hvad pokker, jeg rodede mig ud i. ”Bacon,” tænkte jeg, ”hvad er det værste, der kan ske?” Det rygende varme produkt, jeg stod med i hånden ca. et minut senere lignede mest baconverdenens svar på et pølsehorn. Et sprødstegt horn af bacon, der ved første bid viste sig at indeholde en smørstegt croissant, der igen som en uhellig russisk babushka dukke åbnede sig til et tyktflydende indre af smeltet ost og skinke. Ost, smør og bacon. Tårerne vædede et kort øjeblik mine kinder mens et ganske sagte ”min sjæl, hvad vil du mere?” undslap mine læber. Ham Beelzebub var vist ikke nogen skide sympatisk fyr, men hans horn er enhver flæsketars våde drøm! Vi bøjer os og smider for andet år i træk topkarakter efter en af Biergartens skjulte perler!

 

6/6 Gastromands Bedømmelse' width=

 

Fried Finger Death Punch – Tulip

Kan man egentligt få for meget bacon? Vi tænkte nej og forsøgte os med et såkaldt bacon-hattrick på årets festival. Igen var vi forbi Tulips baconhimmel og snuse (med fingrene) til Fried Finger Death Punch, eller på jævnt dansk: fritter med baconmayo.

Fritter med mayo kan være hit and miss, og når man som her brugte et (dog velfriteret) standardprodukt og glemte salten, så er det op ad bakke. Vi fik på venlig forespørgsel et rundhåndet drys salt eftersendt, og så spillede det hele pludseligt lidt bedre. Vi endte lige omkring middel for en velsmagende hverken kedelig eller synderligt opløftende oplevelse. Efter lidt vaklen på pointskalaen kvitterer vi med en ren middelkarakter i anerkendelse af, at man har valgt at kombinere to af vores yndlingsgrundstoffer: mayo og bacon.

 

3/6 Gastromands Bedømmelse' width=

 

 

Potato Tornado – Potato Tornado

I Gastromands tjeneste må man være klar på at ofre sig. Derfor gør vi også nogle gange her på bloggen ting, vi ikke som sådan kan anbefale – så du, kære læser, slipper. Vi bringer derfor hermed en advarsel: hvis du ser denne vogn på den danske festivalscene, så gå videre.

Jeg har absolut intet imod konceptet potato tornado; en spiralskåret, friteret kartoffel serveret på pind som en one-hander, der kan spises uden gaffel, kniv, saks eller andre moderne hjælpemidler. Faktisk er jeg ret vild med konceptet, men det er sådan set fordi de ofte serveres med krydderi eller overhældt med ost, spicy sauce eller andre gode, usunde ting.

Det blev disse ikke og der var endda heller ikke salt at spore. Det var tørt, kedeligt, trist og rækker desværre kun lige til en bundplacering på skalaen samt en velmenende opfordring herfra til at spice tingene lidt op.

 

1/6 Gastromands Bedømmelse' width=

 

Vegetarwontons – System of a Saigon (LêLê)

”Bar’ fordi man hader alle mennesker, kan man vel godt være glaj’ ve’ dyr?” – lød det på klingende vestjysk i køen til næste bod med henvisning til Copenhells voksende vifte af vegetariske tilbud. Men ser I, sandheden er den, at mange i det ekstreme musikmiljø tilkender sig en vegetarisk eller endda vegansk livsstil, og når man som Copenhell vil favne bredt, skal der naturligvis også være noget til denne gruppe.

Vegetarisk festivalmad har historisk set været temmelig kedelig – ofte fordi det netop har været et alternativ til en i forvejen indskrænket menu. Heldigvis blæser forandringens vinde over de danske festivalpladser, og med sig fører de steder som LêLê, som under banneret System of a Saigon serverede en omgang dejligt sprøde wontons fyldt med friskt, sprødt grønt og rigeligt med krydderier fra det Vietnamesiske køkken.

Når man tilmed har gjort sit hjemmearbejde og ved, at vores udsendte har et nærmest sygeligt forhold til Sriracha chili sauce , som her faldbydes ad libitum, tæller det næsten som doping i kampen om Danmarks bedste festivalsnack. Med slet skjult overraskelse må vi kaste en flot, høj karakter efter konceptet uden egentligt at føle nogen skam derved!

 

4/6 Gastromands Bedømmelse' width=

 

1/4 lb pork shoulder – Warpigs

Mikkellers barbeque-eventyr Warpigs skiller virkeligt vandene. De fleste kan blive enige om, at deres priser er ALT for høje, men meningerne om kvaliteten har været så varierende, at de må tænkes at have startet ind til flere slagsmål på morgenværtshusene omkring Kødbyen hvor Warpigs bor til dagligt. Jeg selv må indrømme, at jeg ved tidligere besøg på deres brewpub i Kødbyen har været vanvittigt positiv over kvaliteten. Det har medført en sand regn af beskyldninger om at fra inkompetence til alkoholisme – og netop derfor var jeg spændt på at besøge Warpigs’ BBQ fæstning på Copenhell: Nu skulle tvivlerne sættes til vægs, eller jeg skulle æde mine ord!

Nuvel, stik mig en gaffel og noget salt! Desværre skuffede kvaliteten af den beskedne portion pulled pork, som med sin pris på 50 kroner lige netop formåede at slæbe sig med i kategorien snacks. Mørhed og røgsmag var praktisk talt efter bogen, men både krydring og tilsmagning manglede. De medfølgende hush puppies (majskroketter) til en ny 50’er var fint sprøde men igen uden indtryk, selv ikke når de blev parret med den medfølgende pimento cheese dip af ost, mayo og peberfrugt.

Skomager bliv ved din læst kommenterede en følger på Instagram, og med de ord får hipsterkrigssvinene fra stenbroen en karakter under middel med på vejen og en knæliggende bøn fra undertegnede om at få gjort noget ved udsvingene i deres kvalitet så hele verden tror mig når jeg siger, at man faktisk kan få endda rigtig god BBQ hos Warpigs.

 

2/6 Gastromands Bedømmelse' width=

 

(Chili) Pølse med Brød – Butcher Boy Sausage

Butcher Boys har været en klassiker på både Copenhell og andre hårdtslående koncertforetagender de seneste år, og det egentligt med god grund. Moshpittens svar på en stadionplatte er bare et solidt, mættende måltid uden de store dikkedarer. At pølsen var velgrillet med solidt knæk og kunne fås i en svedig og rock ’n’ rollet chili udgave med et frækt lille bid trækker bestemt heller ikke ned. Brødet og det brun-røde dyppelseshav var af den velkendte kvalitet fra barndommens ture til skinkekutteren, og trækker her hverken op eller ned – dog kipper vi med vikingehjelmen for ENDELIG at servere en gedigen portion senf, som er en andengenerationsindvandrer fra Sønderjylland værdig.

 

3/6 Gastromands Bedømmelse' width=

 

Fucking Duck Fat Fries – Bistronomi French From Hell

Duck fat fries er blevet en moderne klassiker på den danske street food scene, og det med god grund. Kartofler kogt i fedt smeltet af ænder er bare bedre end almindelige kartofler! Det giver slet og ret en dybere, mere aromatisk og, well, dyrisk smag.

Copenhells andefritter fandt vi ved Bistronomi, som også er repræsenteret på andre festivaler i denne snack-battle, men i dagens anledning havde taget navneforandring til Bistronomi French From Hell. Vi må derfor også antage, at eneste forskel ved Copenhell-versionen af deres eftertragtede andefritter var, at man helt i stedets ånd havde kastet ordet “fuck” hovedkulds ind i produktnavnet. For 40 kroner fik vi en lille, men mættende portion fritter, som nok havde stået lidt længe og godt kunne have været sprødere. Til gengæld genvandt de lidt karakter og udtryk på den udmærkede spicy ketchup og mayo.

 

3/6 Gastromands Bedømmelse' width=

 

Stegt flæsk (Refill) – Big Bad Wolf

Nu siger jeg noget, som nok kommer til at stemple mig i denne forsamling: Jeg har faktisk aldrig været begejstret for stegt flæsk. Undskyld. Men når man ser Dan Jørgensens nationalret på en festival, så må man jo ofre sig. Når nu stegt flæsk for mange er en tradition på Copenhell – for nogen måske endda weekendens eneste faste føde – måtte vi finde en måde hvorpå vi kunne få denne festivalklassiker med i legen!

En portion stegt flæsk med hele udtrækket kostede i år 90 kroner, hvilket faldt mange faste besøgende for brystet. Det var samtidig også væsentligt mere end de 50 kroner, legens regler dikterede, men da vi så at man kunne erhverve sig en refill-tallerken med flæsk for 50 kroner, slog vi alligevel til, og gav den et skud.

Flæsken var sprød som Familiefaren i smoking, tydeligvis nystegt og det ensartet og smukt. I modsætning til visse andre udbud på pladsen var den også helt tilpas saltet, og så er der vel ikke mange andre succesparametre for stegt flæsk? Den enlige kartoffel og den skefuld halvbleg sovs uden farvespil, vi fik tilsnusket os fra en medspisers tallerken, var fuldt ud godkendt men kan i sagens natur ikke tælle med her. Vi forholder os her alene til flæsket og lander trods indledende skepsis lige over middel på snackbarometret. Vi har her valgt at medtage et billede af den fulde oplevelse.

 

4/6 Gastromands Bedømmelse' width=

 

Scorpions Chili Dog – Video Video

Indrømmet, jeg ved ikke hvad et halvtreds år gammelt rockband fra Hannover og en chili dog har til fælles. Jeg havde nok også forventet noget andet end nedenstående, da jeg så navnet chili dog, som jo normalt består af en hotdog toppet med chili con carne. Men lad nu det ligge. Der er forbavsende få slagsmål på Copenhell, og så skal vi da ikke til at slås om definitioner.

Hvad der endte med at gemme sig bag navnet Scorpions Chili Dog, var en tydeligt Mexicansk-inspireret sag fra pladsens eneste Nintendo-inspirerede madbod, Video Video. Doggen udviste fint bid i både tarm og chili, og en god røget bund af hvad vi formoder var chipotle – alt sammen toppet med en syrlig/sød dressing på cremefraiche og drysset med søde majs. Helhedsindtrykket var måske lidt rodet og blødt i blødt, hvilket gjorde det svært at afkode de enkelte elementer. Smagsbalancen balancerede dog mesterligt imellem det syrlige, røgede og søde og fejlede ikke en skid i denne Tex-Mex tosses optik.

 

3/6 Gastromands Bedømmelse' width=

 

Maden og folkefesten på Copenhell generelt

Vi må konstatere, at Copenhell igen i år har fortsat det kvantespring, som startede få år tilbage. Hvad mange havde troet ville peake sidste år med rekordmange tilskuere og giganterne Black Sabbath i front, havde i år vokset sig endnu større og fået endnu mere plads at boltre sig på.

Et endnu engang rekordstort besøgstal på 23.000 besøgende med et aldersspænd fra ca. 2 – 82 og en imponerende demografisk fordeling stiller overraskende store krav til variationen i festivalmaden. Her har Copenhell heldigvis gjort deres bedste for at please den voksende mængde af metalheads og almindelige nysgerrige. Man har blandt andet anlagt deciderede vinbarer med et ganske fornuftigt udvalg, man har skruet op for antallet af specialøl, der er tænkt på både vegetarer og veganere, og så har man endda husket de gastrofile.

Således kunne man i år blandt andet også mæske sig i en tre-retters menu komplet med vinparinger, velkomstbobler og snacks i det nyindrettede koncept Dining on Wheels inde i de ikoniske, gamle B&W haller, eller spise smørrebrød og klassisk dansk kromad i Sorte Kro. Hvis man da ikke som os allerede havde tabt pusten og appetitten i de over 20 boder med mad fra hele verden, man kunne boltre sig i på pladsen.

Vi nøjedes derfor med en snack fra Dining on Wheels bestående af solid portion saltmandler og oliven serveret med en dansk tripel lagret på ungarske Tokay-fade, mens vi hviskede et stille “næste år”.

 

3/6 Gastromands Bedømmelse' width=

 

 

Lad os dømme Copenhell…

I 2017 har Copenhell til fulde bevist, at man ikke blot var heldige sidste år. Man har taget, hvad der virkede, og har skruet op for alle parametre – også for maden – og DET giver pote. Man er ikke længere blot festival-Danmarks grimme lillebror, man er faktisk klar til (og fortjener) at mænge sig med de helt store spillere blandt danske sommerfestivaller: på musik-, hygge- og madfronten.

Vi tror på, at en sådan position forpligter, og om end man ikke kan være skuffet over spænd og kvalitet i dag, tror vi også på ønsket blandt ledelsen om at gøre madscenen endnu bredere, endnu større og endnu vildere i 2018. For den sags skyld tror vi også, der er grobund for det.

Tyngden i feltet lå på dette års festival tungt omkring de klassiske snacks. Det er ikke en klage, men en konstatering. Men der var samtidig tænkt nyt og når man på pladsen kan høre klingende jyske perler som ”Og så var’e ovre ve’ den der kinabiks (LêLê, red) og få så’en gang barbecue svin i manne’ portion. Det var kraftæjme’ det best a’ har få’n længe,” flyve frit fra midaldrende mandsmunde, så er det bare med at tænke stort og være endnu mere kvalitetsbevidste, gakkede og eksperimenterende næste år!

 

 

 

 

Tillykke, Copenhell, I var måske nok en fucking underdog i dette ræs, men en smuk en af slagsen – vi glæder os allerede til vores næste tre dage i helvedes forgård og til at følge den positive udvikling mod nye højder.

 

Copenhells Bedste Festivalsnack er…

 

Beelzebub’s Horn – Reign in Bacon

 

~~~

 

Jagten på Danmarks bedste Festivalsnack fortsætter

Dårlig har dette indlæg set dagens lys før vi skruer op for musikken på Roskilde, hvis alt flasker sig, følg os løbende på instagram: @gastromanddk

 

.

Kommentarer

Smid en kommentar