Tidligere på dagen lagde vi spalteplads til noget af en bredside mod den sagnomspundne Michelinguide. Lars Bjerregaard kaldte den lille røde guide for en ensporet, pissedyr og inderligt ligegyldig tjekliste og mente at det var tid til at overveje en pension af den mere end hundredeårige guide.

På den modsatte side af middagsbordet sidder Kristian Brask Thomsen med en kæmpe respekt for ”den røde bibel”. Kristian Brask Thomsen, ejer af Bon Vivant Communications, er uddannet tjener og sommelier og er tidligere overtjener, restaurantchef og restauratør i København. I dag repræsenterer han nogle af verdens bedste kokke og restauranter og er involveret i kulinariske produktioner, senest som culinary producer for serien “Stjernekokke” om Michelin på Danmarks Radio. Derudover er han manden bag verdensberømte Dining Impossible – verdens mest eftertragtede middagsselskaber. Han roser guiden for sin metodiske og konsistente tilgang til sine ratings og minder os om, hvilken indvirkning disse stjerner har på turisttilstrømningen og den danske økonomi.

 

Af Kristian Brask Thomsen

Jeg ser altid frem til at Guide Michelin udkommer, og specielt nu hvor vi har fået en decideret nordisk guide.
I en tid hvor alle ellers har mistet anonymiteten, da er den røde bibel for mig uden sammenligning den bedste målestok for det kvalitetsmæssige hierarki imellem restauranterne lokalt – set med internationale briller, samt op mod resten af verden.
Michelin kunne ikke være mere ligeglade med hvem der kender hvem, hvem der først fandt på østerssauce skilt med dildolie, hvem der vandt Årets Ret, hvem der lokalt har Nomas gunst (let’s face it – it means something) eller er på W50B-listen, der er – tro mig – mere en popularitetskonkurrence end et decideret kvalitetsbarometer.

Michelin skærer hvert år igennem al *ss kissing og værdsætter, opretholder og dyrker anonymiteten i en tid hvor alle andre opinionsdannere er fanget i en daglig se-mig karussel, – det være sig på TV, de etablerede skrevne medier, på blogs eller social media. Jeg selv inklusive.
Samtidig går guiden systematisk til værks og drager sine konklusioner baseret på flere besøg, ej blot ét til en potentiel fuld plade i et landsdækkende medie, der før i tiden mærkbart kunne mærkes på gæsteantallet tilført en toprestaurant, men i dag mere tjener som kærkommen, god læsning samt en genbekræftelse imellem kolleger og hardcore lokale foodies.
Michelin-stjernerne derimod betyder alverden for restauranterne, og for København, ja, Danmark, selvom nogle skulle føle sig forbigået og derfor måske udtrykker det anderledes.
Pourquoi? Fordi godt halvdelen af de der spiser på, ihvertfald hovedstadens toprestauranter, er udlændinge. Og når de enten har fået et venligt afslag eller krydset Noma af, da Noma er et fænomen, da kigger de dybt i den røde bibel (herunder også på Bib Gourmands).
Den omsætning kan mærkes big time for de stjernebestrøgede restauranter, der samlet udgør flåden af flagskibe for den umådelige interessere udlandet viser den danske gastronomi, der i stor udstrækning gavner os alle, fra køkkenchefen til pølsemanden, hotelejeren til taxachaufføren, østersfiskeren til landmanden. Fra Kongens Nytorv til Skagen.

I den forbindelse lavede VisitDenmark for nogle få år siden en undersøgelse baseret på 5000 turisters besøg i Danmark. Ved spørgsmålet om hvad hovedgrunden til at valget var faldet på Danmark som destination, var svaret for godt 30% vedkommende “High End Gastronomy”.
Det år omsatte Danmark for samlede 82 milliarder turistkroner og understøttede derigennem 120,000 arbejdspladser, inklusive opsamlingsjobs i Jylland, på Fyn, Lolland, Falster, Møn, Bornholm osv.

Food for thought.

Med ønsket om den størst mulige stjernehimmel over København, Aarhus og resten af provinsen i morgen, onsdag.

Og så lige en hilsen til Søens Folk.

Stik os en kommentar