Tør man som vinanmelder skrive pænt om giganterne? Og kan man efterfølgende se sig selv og sit kernepublikum i øjnene? I dag skal det handle om anmelderens dilemma og om Champagnehuset mange elsker, nogle hader, og mange igen slet og ret elsker at hade: Moët & Chandon! Vi smider “The Man in Black” på jukeboxen. Popper en flaske, vi aldrig troede vi skulle poppe. Kigger nærmere på kontroversen. Og prøver at forklare hvordan ung årgangschampagne er lidt som rock ’n’ rolls unge, vilde år.

REKLAME: Den testede flaske er tilsendt af Moët & Chandon

Nogle gange må man gå linen ud. Det sandede Gastromands gode ven, Frederik Kreutzer, til fulde da han udgav et indlæg med titlen Moët & Chandon – Champagne i balance. Man skulle ikke tro, det kunne lykkes Danmarks måske mest sympatiske og vellidte vinblogger at sætte sindene i kog, men ikke desto mindre var der godt ild i de sociale medier omkring udgivelsen.

”Manden har haft næsen for dybt i glasset, ”mente nogen. ”Han er jo købt,” argumenterede andre. ”Hvad fanden er meningen?” afkrævede en helt anden lejr. Og hvad fanden var egentlig meningen? Tjo. Taler man positivt om de store konglomerater, kan stemningen åbenbart hurtig blive trykket i Danmark, som jo i hvert fald siden EM 1992 har elsket en god under-dog story.

Det kommer måske som en naturlig konsekvens at være den største på markedet, men mastodonten Moët & Chandon har aldrig haft det bedste ry blandt vinentusiaster og seriøse Champagnenørder. Mangen en nybegynder ud i vin har da også kasseret enten en røffel eller en velfortjent formaning med på vejen fra konservative vin-Danmark for at fremhæve deres produkter Det er masseproduceret, dyrt og intetsigende, mener mange. Men er det nu også det?

Ja, Moët & Chandon er et skræmmende stort foretagende. Deres vel nærmest overeksponerede bestseller, Brut Imperial, vil for mange, jeg selv inklusiv, ikke være værd at skrive hjem om. Jeg har faktisk ved tidligere henvendelser takket høfligt nej.

Bevares, det smager faktisk godt, læskende og afbalanceret. Synes man andet, bør man efter min mening få sine smagsløg undersøgt. Kontraster, finesse, spil og liv skal du til gengæld lede længe efter. Det er en pleaser-Champagne, som gør netop det – pleaser – og fred være med det. Der er et kæmpe segment til dette, og det må vi som Champagne-nørder acceptere. Hvad der er mest imponerende ved denne vin, er faktisk, at Moët år efter år over millioner af flasker rammer præcis den samme stil i hver eneste flaske til glæde for deres fanskare. Om man så finder stilen kedelig eller ej.

Men hvad får så Danmarks fermeste vinblogger til at gå ind og tale decideret positivt om brandet? Og hvorfor får det sindene sådan i kog foran skærmene derude? Spørger man mig, handler det om at mange i hetzen glemmer, at Moët & Chandon er langt mere end den poppede Brut Imperial, som på godt og ondt for evigt vil være synonym med Moët. Både hos novicer og hos kendere. Det vi alle glemmer i denne ligning er, at Moet & Chandon faktisk også producerer en anseelig mængde vintage Champagne i den mere seriøse ende af spektret.

Hvad er egentligt årgangs/vintage Champagne? Og hvad er ikke? Læs mere her: Dom Perignon 1996 – Stairway To Heaven

Her snakker vi ikke kun deres fabelagtige Prestige Cuvée, Dom Perignon, som er blandt mine absolutte favoritter, og som mange faktisk tit glemmer er produceret Moët & Chandon. Der findes også en mindre prangende Grand Vintage og en Grand Vintage Rosé, som udfylder pladsen imellem den tilforladelige Brut imperial og den prestigiøse Dom Perignon. Jo, de kan faktisk erhverves for menneskepenge, og skulle efter sigende være ganske fremragende til prisen.

Så skulle man ikke give dem en chance? I stedet for bare at falde i med hylekoret og sværte den gode Kreutzer yderligere til. Det var i hvert fald min tanke, da Moet Hennessey henvendte sig, og spurgte om ikke jeg kunne tænke mig at smage deres Grand Vintage 2012, og give den et par ord med på vejen. Jo, hvorfor egentligt ikke? Hvor slemt kunne det i virkeligheden være?

Kunsten at smage ung vintage er som at forstå anerne til rock ’n’ roll

Før man giver sig i kast med at smage ung vintage Champagne, er der lige en ting, man skal være opmærksom på: Det er, for nogen, en ganske tilvænnet smag!

Ja, bevares, nu lyder det måske ikke helt ungt, når der står 2012 på etiketten, men her skal man huske på at selvom vintage champagner principielt er lavet til at kunne nydes ved frigivelse, så er de oftest lavet til at blive henlagt og udvikle sig over tid. Lang tid.

15-20 år er ingen alder for de bedre eksemplarer, og de sande legender kan leve nærmest evigt. En af hemmelighederne bag at opnå denne evige ungdom er at tilføje en solid mængde Chardonnay til blended, når man sammensætter sin årgang. Chardonnay bidrager med friskhed, nerve, blomstrede, parfumerede noter og tropisk frugt, men i særdeleshed også en markant syre. Syren hjælper med at præservere og balancere vinen over tid, men kan i vinens spæde ungdom også virke sur, vrissende og afvisende.

Med tiden dæmper syren sig og bliver en mere integreret komponent ved siden af de såkaldte tertiære noter, som alderen bringer: rundhed, ristede noter, nødder, brød og moden frugt.  Men at se igennem dette første brusende chok af syre og attitude, at opsnappe og forstå de underlæggende nuancer, og ikke mindst at drømme sig frem til hvad det engang kan blive til, det kan være lidt af en kunst. Og en kunst der for nogen kræver lidt tilvænning.

Det er lidt at sammenligne med en af musikkens helt store helte, Johnny Cash, der først i sin karrieres (og sit livs) efterår bragede frem på MTV, hitlisterne og folkets bevidsthed med sit guddommelige, modne cover at Trent Reznors ”Hurt”. Noget få nok havde forudset, da han små 50 år tidligere kæmpede bravt med at få et gennembrudshit ud af den for datiden provokerende ”I Walk The Line”.

Begge sange er uden tvivl mesterværker. Men der er ingen tvivl om at Rick Rubins eklatant under-producerede 2002 mesterværk har mere folkelig appeal for sin samtid end 1956 Cash, der på en cocktail af sprut og guderne må vide hvad får hevet to backing-musikere ind for gaden og får indspillet hvad der trods alt bliver en udødelig klassiker af en kærlighedserklæring. Det er samme mand, bare i to forskellige stadier af modenhed, men mon ikke han har virket blot lidt mere overrumplende og uforståelig den gang for 65 år siden? Eh, nok snak, lad os smage noget vin!

Scener fra et barnemord: Moët & Chandon: Grand Vintage 2012 – smagsnoter og indtryk

At åbne Champagne kan nogle gange være lidt af et festfyrværkeri for sanserne, og der da ingen tvivl om, at vi her har med et yngre rock-n-rollet eksemplar at gøre. Trods et ellers forsigtigt og lempende forsøg, forlader proppen flasken med et markant pop og en sky af røg. Efter en kraftigt brusende ophældning sætter årgang 2012 fra giganten sig i glasset som en smuk, glinsende og allerede svagt gylden vin fyldt med livligt dansende men ikke helt snorlige rækker af bobler. Det virker lidt ungt og virilt med en ikke helt kontrolleret mousse, som netop antyder, at den måske netop mangler lidt alder og ynde.

Det første smagsindtryk er da også umiskendeligt meget, meget ungt: Brusende bobler blander sig i munden med hvinende syre og en på sin vis forførende cremethed. Bobler prikker mod ganen, og tungen snerper sig let sammen, men ikke på en ubehagelig vis. Det er overrumplende, kraftfuldt men efter det første chok slet ikke utiltalende. Giver man sig lidt tid til at komme over førstehåndsindtrykket og mærker efter, belønnes man da også: Subtile hints af nødder og friskbagt brioche fra mange års lagring på gærrester samt modne røde bær fra Pinot Noir-delen af blended dukker langsomt frem bag syrebruset.

Overmoden pære og varme krydderier fornemmes også, og dette er blot nogle af de tertiære noter, der forsigtigt titter frem mens det cremede førstehåndsindtryk langsomt slår over i en nærmest flødekaramelagtig note. Alt sammen dog stadig indpakket i en flot, brusende, mineralsk, citrus-dreven syre, som til sidst lægger sig inden hele herligheden toner ud i en lang eftersmag af kalksten og mineraler.

Det er på sin vis sammentømret men på en charmerende uperfekt måde – en helhed med plads til mere. Som Cash den yngre, der på netop Walk The Line fastgjorde et spillekort til halsen af sin guitar fordi han godt kunne lide snare trommens lyd, simpelthen ikke have råd til en. På denne måde dannede han en bund og en rytme, der var både harmonisk og uperfekt på samme tid og viste potentiale til noget meget, meget større.

Og det er netop dette mix af ung vitalitet og tegn på yndefuld ælde, der giver lyst til at svømme med Frederik Kreutzer mod strømme: Dette er Champagne i balance! Endnu ikke i perfekt balance, men så afgjort med potentiale til langt mere end den er nu.

Syren er kraftfuld og kommanderende men lige under den ligger allerede noter af begyndende alder og charme. Det kan så absolut drikkes nu, men vil formentligt være endnu mere behageligt, balanceret og forunderligt om 10-15 år. Og det er netop det, god vintage Champagne skal kunne – uanfægtet af hvilket navn, der står på etiketten. Hvor almindelige non-vintage champagner er sammentømret til øjeblikkelig, skal Vintage Champagne give håb for fremtiden og belønne den tålmodige.

Og til en pris på omkring 500 kroner flasken, så er der sgu ret meget håb til prisen i Moët & Chandon Grand Vintage, som faktisk formår at overraske denne Champagne-snobbede Gastromand positivt.

Man skal være i sin fulde ret til at mene, at der findes bedre køb til prisen end Moet & Chandons almindelige Brut Imperial. Det vil jeg gå så langt som at være fuldstændig enig i. Jeg vil dog samtidig mene, at man pludselig får ret meget mere for penge ved at ofre de ekstra 1-200 kroner som vintage udgaven koster. Og lad os så ikke glemme at den mægtige Dom Perignon i sine første årgange faktisk ikke var andet end Grand Vintage i fancy flasker.

Og hvordan vurderer man så denne oplevelse? Tja, det bliver på slet misvisende vis. Kigger vi på dagsformen, så ligger vi et sted i den øvre middelklasse, men kigger vi ud i fremtiden, synes der potentiale til meget, meget mere. Der er kvalitetsmæssigt langt til årgangsmastodonterne Dom Perignon og Krug, som produceres af samme konglomerat – men det er der så sandelig også prismæssigt. Tager vi dette sidste faktum med og lader kvalitet til prisen spille ind, lander vi på fire stolte Gastromænd til den underkendte gigant.

Stik os en kommentar