Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 4. december 2020

Scroll to top

Top

Ingen kommentarer

Gastromand x Champagne: Dom Perignon 2010 – You Can’t Stop Rock ‘n’ Roll

Gastromand x Champagne: Dom Perignon 2010 – You Can’t Stop Rock ‘n’ Roll
The Johan

REKLAME: Den anmeldte flaske er venligst stillet til rådighed af Moët Hennessy.

Få ting er konstante her i livet. Faktisk kan jeg i skrivende stund komme på to. Den ene er naturligvis rock ’n’ roll. Det indså jeg for alvor i 2014 da en 60-årig Dee Snider med puddelhår, fuld makeup og overraskende ripped bar overkrop indtog scenen på Copenhell og med ordene ”You Can’t Stop Rock ’n’ Roll” indledte en uventet folkefest, der kulminerede halvanden times tid senere i en sø af crowdsurfende midaldrende mænd i denimjakker med deres vigende hårpragt krampagtigt holdt tilbage af hestehaler, der taktfast skrålede med på 1984 powerballaden ”The Price”.

LÆS OGSÅ: Jagten på Danmarks bedste festivalsnack: Copenhell – Nachos Else Matters

Den andet er, åbenbart, Dom Perignon, der på sin endda helt egen vis har formået at skabe nærmest lige så overraskende og forvirrende øjeblikke i mit liv. Det indså jeg for alvor for føje uger siden, da jeg modtog en henvendelse fra mastodontens PR-bureau, som indeholdt en pressemeddelelse og en invitation til at smage en flaske, jeg egentligt aldrig troede ville komme til at eksistere: Dom Perignon Vintage 2010.

Et stk. meget glad Gastromand med et stk. fredags-Champagne!

The Thing That Should Not Be

Der er den ting med årgangs-Champagner, ser du, at det langt fra er sikkert, der udkommer en hvert år. Det kommer langt henad vejen an på om vejret og forholdene er til det, og om producenterne dømmer druepotentialet egnet hertil. Nogle år er ganske enkelt bedre end andre når det kommer til vindyrkning, og nogle år er ganske enkelt så dårlige, at producenter med respekt for sig selv ikke ønsker at lægge navn og rygte til vine fra disse år.

2010 var for mange producenter et sandt annus horibilis i Champagne, som viste hvor hurtigt tingene kan skifte. Et ellers på mange måder gunstigt år, som godt nok startede koldt, men udviklede sig til nærmest perfekte forhold blev afsluttet af en periode tæt på høsten, hvor guderne over Champagne kvitterede med hvad der svarede til to måneders regn på to dage d. 15. – 16- august. Sådanne forhold er selv sagt ikke gunstige for Champagnedruer, men er til gengæld enormt gunstige for gærsvampen botrytis, som hurtigt angreb de ellers modne druer over hele regionen og skabte absolut kaos for Champagneproducenter, små som store.

Vincent Chaperon, mastodontens kældermester, inspicerer marker mens alting stadig ser godt ud. Foto: Moët Hennessy

Nu måtte der handles hurtigt, og langt de fleste producenter handlede ved simpelthen at opgive at producere en 2010 årgang. Lidt anderledes gik det ved mastodonten Moët & Chandon, som står bag Dom Perignon, der om nogen har kapaciteten, know-how’en og økonomien til at skabe solid Champagne i dårlige år, og samtidig – hvis vi skal være kyniske og realistiske – har et ikke uanseligt millionbeløb at tabe ved udsigten til en tabt årgang.

Fremfor at opgive, traf nyligt udnævnte kældermester Vincent Chaperon en karrierebeslutning om at kaste samtlige gigantens ressourcer bag at redde den i de flestes øjne tvivlsomme 2010 årgang. Marker blev i alt hast gennemgået, opmålt og brutalt segmenteret således at rådne druer kunne kasseres mens perfekt modne druer kunne reddes inden skaden bredte sig som en steppebrand over markerne.

Druerne blev i hast bragt til huse, hvorefter kampen om at vinificere og sammensætte en flagskibschampagne under suboptimale forhold for alvor kunne begynde. Dom Perignon produceres altid af et nogenlunde ligeligt blend af Chardonnay og Pinot Noir druer om end den præcise procentdel varierer fra år til år. I rædselsåret 2010 fremstod Chardonnay-druerne med deres klassiske fyldighed og struktur faktisk som de måske bedste i 30 år og noget bedre end Pinot Noir-druerne, der besad årtiets tredjehøjeste sukkerindhold. Slutresultatet blev et endeligt blend på 56 % Chardonnay og 44 % Pinot Noir i et forsøg på at ramme en klassisk og balanceret stil, kendere ville værdsætte, hvor Pinotens spæde frugt og fylde ikke blev overdøvet af Chardonnayens karakter, syre og nerve.

Indsatsen blev af nogle med rette hyldet som et beundringsværdigt gamble og et produktionslogistisk mesterværk, mens onde tunger påstod at Moët & Chandon efterhånden har alt at tabe og intet at vinde ved at misse en årgang, hvilket der måske også kan være et gran af sandhed i… Selvom man hos Dom Perignon hårdnakket fastholder, at man kun udgiver sin flagsskibs-Champagne i år som kan bære det og i øvrigt holder kortene tæt til kroppen, når det kommer til antal flasker produceret og solgt, er det på ingen måde urealistisk at antage, at man efterhånden står til at tabe adskillige hundrede millioner euro i indtægter ved udsigten til en fejlet årgang. Hvilket de færreste investorer vel i virkeligheden synes om.

Hvad end man hælder til den ene eller den anden teori, skulle der, som tingene så langsomt går i Champagne, gå ti år før det skulle vise sig om Chaperons titaniske gamble ville give pote. 9 års lagring på gæren og ét enkelt år efterfølgende til at finde sig selv, var præcis den tid, han mente, der skulle til, for at den svære årgang kunne vise sit potentiale.

Og gjorde den så det? Det skulle vise sig noget sværere at bedømme end jeg så naivt først havde antaget.

En på alle måder anderledes Dom Perignon

Med sine nu ti år på bagen, virker Dom Perignon 2010 stadig purung. Farven er lysere gylden og mere ungdommelig end jeg husker den, da vinen efter et noget entusiastisk pop rammer glasset, mens boblerne er små, tusindtallige og livlige som man kender det fra en ung Dom Perignon. Næsen, derimod, er reduktiv og overraskende lukket fra start med subtile hint af røg, flint og tropisk frugt.

Smagen lader ligeså vente på sig og byder i første omgang mest på citrusfrugter, markant syre og en bagkant af let bitterhed, i en lidt forstyrrende men fængende enhed. Ja, lidt som en aldrende heavy-rocker, der krænger sig igennem 1983 hit i karrierens efterår. Helt kønt er det ikke, men dog fængende og opsigtsvækkende. Moussen, som er på en gang cremet og intens men samtidig brydes som en sky af små, blide bobler i munden, er faktisk det altoverskyggende men stadig betagende helhedsindtryk.

Vild, brusende og boblende. Det er Dom Perignon 2010.

Så kender vi alligevel Dom Perignon igen, for der er en form for stil over dette stadig forsigtige førstehåndsudtryk, der virker forundrende, forvirrende, men ikke nedslående. Ja, faktisk er det som om den unge dame synes at antyde, at man skal lade hende være – sådan bare lige et år eller to endnu – så hun for alvor kan folde sig ud. Hvilket jo naturligvis viser sig svært, når man i sin kåde nyforelskelse allerede har flået hovedet af flasken.

Gode råd er dog heldigvis langt fra dyre for en levemand, som ønsker sig mere fra sin unge årgangschampagne, og heldigvis er der måder at tvinge sjæl ud af en stille og forsigtig vin. Skridt et er, ganske simpelt, at tage et skridt tilbage, og give det hele lidt tid. Hvis hun ikke vil danse nu, så kan hun blive fri. Den åbne flaske ryger på køl og det skænkede glas får lov at trække luft, mens jeg med en tålmodighed, der kunne tilsvare, hvad en 5-årig Johan udviste juleaften, forsøger at finde noget andet at tage mig til. Let her rest.

Timer går og pludselig er sagen i testglasset en anden: Nu viser glasset på køkkenbordet pludselig klokkeklare noter af bittersød rød frugt, friskbagt brød og en for Dom Perignon så karakteristisk duft af blomster – i særdeleshed jasmin. Mine anelser er bekræftet. Tid og ilt var hvad, der skulle til og mit go-to hvidvinsglas skiftes nu hurtigt ud med en bourgognebalje og en på alle måder vulgær skænkestil, der med vold og magt formår at få tæsket lidt tiltrængt ilt i de gyldne dråber. Skidt for boblerne siger nogle, godt for smagen mener andre. Men sandheden er at unge, sprudlende vine kan trække både en del tid og turbulens uden at miste boblerne, og at lidt tålmodighed eller endda en nænsom dekantering eller et par ture rundt i glasset kan gøre utrolig meget for en lukket Champagne.

Store glas og tid – sådan skal det nogle gange være med unge Champagner.

Således står selv wildcardet fra rædselsåret 2010 pludselig en hel del skarpere og mere forførende i sit udtryk – stadig cremet og skummende i sin stil, men nu også med underspillede florale noter, skovjordbær, en mindre kaskade af tropisk frugt, umoden mango, friskbagt brød og kalksten.

Man må, efter sin umiddelbare skuffelse, på sin vis bukke sig respektfuldt for mastodonten Dom Perignon, og i særdeleshed deres evne til at frembringe god vin i årgange som andre ville kalde umulige. Det er ikke himmelråbende formidabel vin som i topårgangene 1996 (anmeldelse her), 2002 (anmeldelse her) og 2008 (anmeldelse her), jeg tidligere har haft fornøjelsen af. Eller for den sags skyld umiskendelig flirtende og let-drikkelig som Dom Perignon 2005 (anmeldelse her) og 2009… Men det er, i min optik, god vin og en form for kraftpræstation udi at lave vin i umulige årgange. Det er formentligt også en vin, der kun vil blive bedre med lidt tålmodighed. Er udbyttet og tiden dertil, ville det være sjovt at se en P2-udgave (Dom Perignons svar på en ekstra lagret Danbo) om nogle år, når kældermesteren dømmer vinen klar til en anden release efter endnu en rum tid i de mørke, kølige kældre i Epernay.

Dommen over Dom’en

Og pludselig står vi så her med anmelderens svære dilemma. Hvordan anmelder man en vin, der trods at være udtryk for godt håndværk og krisehåndtering på gigantisk plan, og for den sags skyld formentligt repræsentativ for sin årgang, bare ikke helt rammer den stil, man tidligere år er faldet på halen for hos en af sine yndlings-champagner? Det er faktisk ikke nogen helt nem opgave.

Vincent Chaperon, Chef du Cave, hos Dom Perignon – Foto: © Harold de Puymorin (All rights reserved until Jan 2021)

Ser man isoleret på det, er her tale om stor vin i lille årgang, som med behørig behandling og måske lidt tid blomstrer og viser både dybde og sjæl. Ser man på den i forhold til den seneste frigivne årgange og især i lyset af den ikoniske 2008-årgang, så mangler denne flaske en stor portion af den umiddelbare tilgængelighed og sexede wow-faktor, som ung Dom Perignon normalt byder ind med.

For mig er selve definitionen af nye årgange af Dom Perignon, at de skal smage nærmest overrumplende friskt, frugtigt og forførende ved frigivelsen, men samtidig besidde en underliggende dybde og kraft, der bevidner at her er en flaske, der smager henrivende nu, men som absolut vil drage gavn af tålmodighed og ekstra lagring. Det tror jeg så afgjort Dom Perignon 2010 vil. Vinde ved lagring. Det er vin, som i den grad maner til tanke og meditation – som en vin med en vejledende udsalgspris på 1295 kroner skal gøre, men også en vin, der i dette tilfælde kun ved en vis indsats fra nyderen viser sit sande potentiale ved frigivelsen.

Måske vil den, lige som soundtracket til denne anmeldelse, vække undren i sin samtid, men efter flere stille år igen brage igennem lydmuren og cementere en gang for alle at ”You Can’t Stop Rock ’n’ Roll” – eller Dom Perignon for den sags skyld!

Vi ender på fuld plade for indsatsen til kældermester Vincent Chaperon – hands down – men på fire noget mere tilbagelænede Gastromænd for helheden, der tager stor ros for indsatsen og for en generel stor og vellavet vin, som Champagne-elskere vil værdsætte men som for sande Dom Perignon-entusiaster nok vil virke lidt malplaceret i tronfølgen.

Prøv den for et unikt indblik og som 00’ernes mest unikke Dom Perignon. Eller tilsidesæt den for en mere traditionel oplevelse ’08 eller ’09, hvis du foretrækker den mest klassiske stil. Fan eller ej, kan man ikke undgå at være imponeret over indsatsen.

Stik os en kommentar

Smid en kommentar