Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 21. november 2024

Scroll to top

Top

No Comments

Navy Strength Gin – Det nye sort?

Navy Strength Gin – Det nye sort?

Gintossen elsker, når de potente Navy Strength Ginner blæser os tilbage i en sand overflod af smag, alkoholboost og helt nye sanseindtryk. Det er i sandheden en gintype, der ofte ”forskrækker” nybegynderen, men som over tid, ikke bare vinder ens hjerte, men går hen og bliver en af de bedste måder at nyde en gin neat på! Ship Ohøj sømand – gør dig klar til en bølgegang af de helt store!

I takt med, at folk har fået øjnene mere og mere op for gin, oplever vi hos Gintossen en stærkt stigende interesse for, at kaste sig ud i nogle af ginnens ”special kategorier”, for at få helt nye smagsoplevelser og for at opdage nogle af de sjove historier – sande som opdigtede – der ofte er forbundet med gin.

En af disse kategorier er Navy Strength – en gin, der for at kunne kalde sig Navy Strength skal have en alkoholprocent på minimum 57% Vol. Ja – du læste rigtigt…!!! Holder man dette op imod, at almindelig gin som minimum skal have en alkoholprocent på 37,5% og at de fleste premium ginner ligger på mellem 40% og 45%, så er der her tale om en smagsbombe af de helt store. Det er ikke kun alkoholniveauet der øges, men hele smagsprofilen, der ændrer sig radikalt i forhold til den normale gin – hvilke botanicals du dufter og smager, hvordan alkoholen føles, hvordan hele smagsoplevelsen bliver.

KI NO BI Navy Strength Gin

KI NO BI Navy Strength Gin

Mindre vand – mere tryk på smagen

Når ginnen destilleres og løber lige så fint ud af destillationsapparatet, har det en alkoholprocent som oftest er over 90%. Derfor er en nedvanding nødvendig. Når Gintossen har produceret gin med vores dygtige destillatører og vi har testet et resultat med forskellige alkoholprocenter, har det altid slået os, hvor stor indflydelse på smagen alkoholprocenten har på det endelige resultat! Det er på ingen måde smagsmæssigt ligegyldigt, om en gin er på 40, 42 eller 45%!

Så hvis du troede at det ”kun” var sammensætningen og mængden af botanicals, der kunne give en destillatør hovedbrud, så kan du godt tro om igen – alkoholniveauet er også en væsentlig parameter! Drengene fra danske Ginscape kan blandt andet berette om deres utallige overvejelser over hvilken alkoholprocent, og dermed hvilken smagsprofil, de skulle gå med helt op til selve dagen, da de skulle fastlåse den endelige opskrift på den prisvindende Ginscape London Dry Gin (som endte på 43,7%)

Så det vil være helt forkert at sige, at en Navy Strength smager af ”mere” af det samme – den har en helt anden smagsprofil. Samspillet mellem den høje alkoholprocent og de forskellige botanicals giver helt andre smagsoplevelser – selv når producenten har bibeholdt alt andet i ginnen! Det skal dog bemærkes, at det ikke er alle ginner, hvor forskellen mellem den almindelige gin og Navy Strength ginnen kun er mængden af tilsat vand! Flere producenter vælger også at justere en lille smule på selve mængden af botanicals, så slutresultatet fintunes til den høje alkoholprocent!

NB Navy Strength Gin

NB Navy Strength Gin

Historien bag Navy Strength

Gin og den engelske flåde har altid haft et tæt forhold. Det forlyder blandt andet, at Lord Nelson under Napoleonskrigene i starten af 1800-tallet, beordrede at få Plymouth Navy Strength gin til sine officerer på de engelske skibe, som delvis betaling og delvis belønning for deres indsats. Back in the days, var det ikke altid let at finde ud af, hvilken alkoholprocent ginnen havde. Hydrometret, refraktometret og andre måleapparater var ikke opfundet eller udbredt, så det var ofte at der blev snydt – jo mere vand man kunne liste i ginnen, jo større mængde var der at sælge. Det var ikke kun tvivlsomme destillerier, der snød på vægtskålen – også de officerer, der skulle passe på skibets ration, kunne sommetider se en fordel i at fortynde ginnen og dermed få mere til sig selv!

Heldigvis fandt søfolkene ud af, at der var en helt simpel metode til at teste ginnens alkoholprocent på: Hvis man hældte Navy Strength ginnen over krudt og krudtet ikke brændte helt rent – eller måske slet ikke kunne antændes – var ginnen nedvandet under de 57% og så var fanden løs i Laksegade… Gud være nådig for de personer, der havde haft ansvaret for ginnen, for der var ikke langt fra at opdage snyd til at mytteri opstod! Dengang hed denne gin med den høje alkoholprocent nok ikke Navy Strength – dette navn er nok opfundet senere af et marketingbureau, som så mange andre små gin historier – men resten af historien er god nok!

Derudover gav den ”brandbare gin” også en ekstra sikkerhed for, at skulle ulykken ske at skibets krudt blev vædet med skibets Navy Strength under f.eks. en storm, så kunne krudtet stadig anvendes og skibet var stadig kampdygtigt!

Tarquins Seadog Gin

Gintossen’s Navy favoritter

Man kan på ingen måde sige, at alle Navy Strength ginner har en ”signatursmag” – de er stort set lige så forskellige som almindelige ginner er, selvom de ligger tæt på hinanden alkoholmæssigt. Men hvis vi skal komme med et par bud på et par Navy Strength ginner, du bør prøve, så er her nogle af vores favoritter:

  • Four Pillars Navy Strength
  • NB Navy Strength
  • Tarquin’s Seadog Navy Strength
  • Ki No Bi Navy Strength
  • Ginscape Navy Strength
Four Pillars Navy Strength Gin

Four Pillars Navy Strength Gin

Hvordan smager man så på en Navy Strength Gin?

Vi drikker gerne vores ginner neat, af et Glencairn glas. Udformningen gør, at det er let at betragte ginnen, dufte ginnen og smage ginnen. Har du ikke et tulipanformet glas, så tag noget der minder om det, så duftene samles ved åbningen af glasset. Når du smager, så start med at tage et meget lille ”nip”, så dine smagsløg vækkes, og vænner sig til den høje alkoholprocent. Herefter kan du smage en større tår, og vi lover dig, at du vil opleve den vildeste smag af alkohol, botanicals og varme!

Og så lige et par enkelte tips: Når du dufter til ginnen, så lad være med at stikke hele ”lugteklumpen” ned i glasset – ikke mindst når du dufter til en Navy Strength gin! Den meget høje alkoholprocent kan meget let virke enormt overvældende og nærmest bedøve din lugtesans – eller i det mindste få hårene til at krølle i smerte. Start med at dufte ginnen lidt væk fra glasset og før derefter langsomt glassets kant, op mod  næsen. Hvis du synes at du gerne vil identificere de enkelte botanicals i ginnen, men synes det er svært pga. den stærke alkoholduft, så tilsæt ginnen et par enkelte dråber vand – vandet binder sig til alkoholen, og fortynder duftmolekylerne en smule, hvilket betyder at næsen bedre kan opfatte aromastofferne!

Vil du vinde den vildeste ”Navy” præmie?

Hvis du er interesseret i at ”mærke historiens vingesus” og smage en virkelig lækker Navy Strength gin, så lancerer Gintossen meget snart en konkurrence, som er skræddersyet til dig: Du kan vinde den vildeste Plymouth skattekiste, som indeholder ALT barudstyr – jigger, strainer, røreske i kobber, cocktailglas, highball glas, mixerglas, Cocktail Studio’s lækre gin cocktailbog og alle 3 forskellige Plymouth ginner. Dvs. den almindelige Plymouth gin, Plymouth Sloe ginnen og naturligvis Plymouth Navy Strength ginnen – og så smider vi 48 tonicvand OG 2 kasser af Mill & Mortar’s nye botanical bokse med i puljen. Så hold øje med Gintossen’s konkurrenceopslag her i marts måned 2019!

Plymouth Navy Strength Gin

Plymouth Navy Strength Gin

Så fra Gintossen skal der lyde en stor opfordring til alle, om at prøve denne smagsoplevelse. Hvis du vil tage din ginoplevelse til et nyt niveau, er Navy Strength et godt sted at fortsætte. Vi er som sagt store fans af denne sømandsdrik – derfor sender ikke kun en hilsen til søens folk, men skåler også for dem!!!

Hvis du har fået mod på mere, efter at have smagt ovenstående – så finder du masser af inspiration på vores sociale profiler på Instagram & Facebook eller check vores hjemmeside på gintossen.dk

Cheers ;)

Stik os en kommentar

Submit a Comment