Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 30. oktober 2024

Scroll to top

Top

3 kommentarer

Noma er genåbnet som burger- og vinbar: Kan den leve op til hypen?

Noma er genåbnet som burger- og vinbar: Kan den leve op til hypen?

Det er hårdt at tænke på, at det først er nu, hvor restauranterne endelig har fået lov til at åbne igen, at de virkelig skal stå distancen i denne tid. Under nedlukningen har staten dækket 75 procent af lønomkostningerne, men det har stadig efterladt restauraterne med de resterende 25 procent, som de har måttet tage fra egen lomme – hvis der var noget at komme efter dér.

Restauranterne åbner altså igen med ryggen mod muren, og nu, hvor de skal stå på egne ben, må vi bare krydse fingre for, at dansken er så ivrig efter at komme på restaurant, at der kan komme rigtig godt gang i den igen.

Angelika: Kan Rasmus Kofoed & Co bryde igennem kødmuren?

Rigtig mange af landets toprestauranter lever i høj grad af turister. Det bedste eksempel er velsagtens Noma, som efter sigende i gennemsnit har haft 70 procent gæster fra udlandet siddende i restauranten de seneste år. Det giver sig selv, at turisterne ikke kommer strømmende det næste stykke tid, og derfor har Noma også været tvunget til at tænke kreativt. Samtidig er Noma et gigantisk maskineri med dusinvis af medarbejdere, der igen skal køres ind, før den nye menu kan rulles ud. Det har Noma ikke kunnet nå med det korte varsel, der blev udstukket fra regeringen, og hvad gør man så, mens man venter på, at man kan åbne i den form, man er berømt for, og man måske samtidig gerne vil byde mange af de danskere inden for, som har haft svært ved at få bord i de forgange år? Man laver naturligvis en burger- og vinbar under åben himmel i de smukke grønne omgivelser omkring restauranten. Noma er simpelthen blevet omdannet til en vaskeægte burgerbar uden mulighed for reservation, så det er først til mølle-princippet, der gælder.

Man kan ikke klage over omgivelserne.

Hvordan smager en NOMA-burger så?

Det er i dag, torsdag d. 21. maj, at Nomas burger- og vinbar har første åbningsdag, og mens du læser dette, er de første gæster strømmet til for at tage del i Nomas burgerparty. Jeg havde fornøjelsen af at deltage i en lille opvarmingsseance i går, således at vi her på Gastromand kan være blandt de første til at fortælle dig om fænomenet, der allerede er gået verden rundt i alverdens toneangivende medier.

Baren er åben fra torsdag til søndag fra 13-21.

Det ene af Nomas drivhuse foran selve restaurantbygningen er blevet omdannet til bestillingslokale. Her afgiver man sin ordre på mad og drikkevarer. Blandt sidstnævnte er der er bredt udvalg af vine på glas fra 95 kroner per glas, og der er ligeledes adgang til udvalgte vine på flaske. Ydermere er der et udvalg af kombucha og juice samt friskbrygget kaffe.

noma burger
Man bestiller i vinbaren i det ene af Nomas drivhuse.
Tavlemenuen.

Der er to burgere at vælge imellem: en cheeseburger og en vegetarisk burger. Førstnævnte byder på en saftig og flot ensartet rosa hakkebøf af grofthakket flank steak blandet med det fedt, der sidder omkring nyrerne for at give en ekstra dyb kødsmag. Stegeskorpen er tyk med masser af smag, og den grove struktur er særdeles delikat i munden. På bøffen ligger der en skive smeltet cheddar, tykke skiver rødløg og en dressing med pickles og nogle af Nomas mange fermenterede saucer, som bidrager med masser af dybde og umami. Bollen er en blød kartoffel-brioche, og alt i alt er der tale om en hamrende velsmagende cheeseburger uden nogen form for nonsens. Fordi det er Noma, havde jeg nok forestillet mig, at der ville være en eller anden markant smag, der fik burgeren til smagsmæssigt at adskille sig fra det, man kender, men i stedet for har restauranten sat sig for at lave en cheeseburger efter de klassiske forskrifter og så til gengæld gå all-in på at sætte smagen lige i skabet, og det er de lykkedes med; en upåklagelig burger, som bare smager hamrende godt.

noma burger
Cheeseburgeren byder på masser af smag.

Vegetarburgeren er i grove træk bygget op på samme vis som cheeseburgeren med en skive ost og den umamirige dressing samt tilføjelse af et salatblad og skiver af tomat. Derudover er bøffen naturligvis skiftet ud med en vegetarisk af slagsen. Denne er lavet af koji-fermenteret quinoa, og i sig selv er bøffen ganske bastant og forholdsvis neutral i smagen, men til gengæld giver den en kødfuld og svampet tekstur, som i samspil med de øvrige komponenter skaber en helstøbt vegetarburger, som via den fyldige, proteinrige “bøf” også mætter ganske fint. Begge burgere koster 150 kroner, og selv om det isoleret set er i den høje ende for en burger uden tilbehør, er den bestemt pengene værd.

Vegetarudgaven.

Foruden burgerne er der også mulighed for en lille dessert i form af en baskisk kage med en tæt struktur og sprød skorpe og en intens smag af mazarinkage og smør. I midten finder man et lækkert fyld, som jeg ikke fik beskrevet, men mine smagsløg pegede mig i retning af blommer og hybenrose; god smagte den under alle omstændigheder, og med en pris på 35 kroner må du ikke snyde dig selv for denne lækkerbisken.

Den baskiske kage i smuk præsentation.

På safari i Nomas have

Som gæst i Nomas burger- og vinbar tager man plads i de naturskønne omgivelser i Nomas have nede i den anden ende af grunden set fra indgangsområdet, og det løfter virkelig oplevelsen til et andet niveau. Her kan man tage plads på en af bænkede lige ved foden af den tilstødende sø, hvor ænder og svaner hygger sig på den anden side af de høje siv. Jeg har spist en del gange på det nye Noma, men jeg er aldrig nået ned i denne del af haven, så på den måde giver det nuværende setup også en ny oplevelse og dimension til det at besøge Noma. Der er særdeles idyllisk i de smukke omgivelser, og man kan ikke andet end at slappe af i de skønne omgivelser.

Haven med god plads mellem bordene.

Personalet er som altid i topform, og begejstringen for god service skinner igennem på præcis samme vis, som den normalt gør det i restauranten, når Noma serverer den store menu, og skulle du være en anelse nervøs for at besøge Noma, så kan du roligt slappe af: De er meget søde og tager yderst god hånd om alle, der kommer.

Man hygger sig gevaldigt med en burger i hånden i Nomas grønne omgivelser.

Som nævnt foregår det hele udendørs, og derfor skal man klæde sig på efter de omskiftelige danske vejrforhold. Der er ligeledes mulighed for at få maden som take-away, men har man bevæget sig hele vejen ud på Refshaleøen, ville være dumt at snyde sig selv for at nyde maden i den hyggelige have. For en gangs skyld er det i øvrigt helt oplagt at tage sine børn – store som små – med på Noma, for der er masser af plads at boltre sig på for dem.

Du bør afgjort lægge vejen forbi Refshaleøen.

Der er ingen tvivl om, at der bliver run på de første dage i Nomas nye mad- og vinbar, så vær forberedt på at stå i kø – man kan jo passende have en ventevin eller lignende med i inderlommen.

Velbekomme!

Hvad: Burger- og vinbar på Noma
Hvor: Refshalevej 96, 1432 København K
Hvornår: Torsdag-søndag 13-21, indtil Noma melder ud, at de er klar til åbningen af restauranten.
Hvordan: Læs mere om Nomas burger- og vinbar her eller på restaurantens Instagram-profil.

Læs mere om Nomas burger- og vinbar her.

Stik os en kommentar

Kommentarer

Smid en kommentar