Gæsteblog: Coniglio in porchetta – Farseret kaninus
For nyligt opdagede jeg en fantastisk blog spækket med italienske lækkerier. Bag bloggen står Claus, som er uddannet kok, har arbejdet i Italien af flere omgange – først i Siena, på en traditionel toscansk restaurant, derefter på en 1 stjernet Michelin restaurant i Milano og sidst men ikke mindst på en af Gordon Ramseys restauranter i London – den 1 stjernede Michelin restaurant La Noisette. I Italien mødte Claus også sin ´Amore´ Claudia, som også har en finger med i spillet på BATTUTO.
Jeg har overtalt Claus til at komme med et bud rigtig italiensk herremad og det må jeg sige er lykkedes! Hvad siger du?
Kaniner ser man alt for få af i Danmark og den ringe efterspørgsel gør intet godt for prisen. Det er en skam, for kanin smager urimelig godt og er faktisk taknemmelig hvad tilberedning angår. Skær den i 12 dele, gnid dem godt med olivenolie, rosmarin, salvie, hvidløg, salt og smid det i ovnen på 190 grader i 45 min. – med lidt hvidvin undervejs – og du har den perfekte italienske søndagsmiddag.
Eller spring ud i udbening af kræet og lav et stensikkert hit hos drengene!
Ingredienser
- 1 kanin med indmad
Til farseringen
- 3-4 tynde skiver Pancetta
- 200-250 g hakket kalv og flæsk
- Kaninens lever – hakket fint
- 1 æg
- 20-30 g revet Grana Padano
- En håndfuld bredbladet persille – finthakket
- En lille håndfuld rasp
- En stor håndfuld hvidt brød uden skorpe – stegt blødt i smør
- 10-12 knuste fennikel frø
- lidt revet muskatnød
- Salt og frisk kværnet peber
Sådan gør du
Udbening
- Skær hovedet af
- Fjern indmad
- Læg kaninen på ryggen og pres kaninkøllerne let ud, så de er lettere at arbejde med.
- Skær med en skarp kniv ned langs benets knogler så du åbner op ind til hele knoglebenet.
- Skær nu hele benet ud ved at lægge små snit hele vejen rundt om knoglerne - så tæt på benet som mulig.
- Det samme gør du ved leddene - små snit og igennem det lille stykke brusk der holder sammen på leddet.
- Fjern knoglen og forsæt på samme måde med rygbenet(pas på du ikke skærer igennem kødet). Arbejd hele tiden med fingerspidserne så du har føling med dyret.
- Slut af med forbenet og bovbladet – stadig med samme teknik. Til sidst skulle du gerne have et rektangulært stykke kanin som du salter let - se billedet
Fars
- Rør alle fars ingredienserne godt sammen, undtagen Pancetta
- Form en pølse, som har samme længde som kaninstykket.
- Placer farsen på midten af kødstykket og læg pancetta skiverne over. Fold kaninstykket grundigt over ”pølsen” og opbind med køkkengarn.
- Gnid rullen i olie, salt og stik nogle rosmarin kviste ind under opbindingen.
- Steg på en på en rille midt i ovnen i 45-55 min. på 180 grader.
- Sæt en bradepande under hvor du passende kan smide kartoffeltern i efter 15 min, så er de færdige samtidig med kaninen og smager helt fantastiske med safterne der dryppet ned fra kaninen.
Noter
Buon appetito!
Tak til Claus for et anderledes og frækt bud på italiensk gastromandmad – du finder ham som bekendt på hjemmebanen på BATTUTO
Stik os en kommentar-
Jeg har bemærket at i flere gange skriver, at det er vanskeligt at skaffe kanin, det kunne jeg da vist godt hjælpe med.
-
Orv, laber kanin. Det skal helt klart prøves!
-
Sidder nu med en rum portion mundvand – Ser da bare lidt for lækkert ud Gastroboys!
Kommentarer