Jeg kan høre havet bruse. Vinden rusker nådesløst i min jakke og mine ører er iskolde. Alligevel virker alt roligt. Jeg befinder mig på det vestligste af Orkney, med et vue udover et endeløst hav, sporadisk fyldt med klipper, som er tydeligt mærkede af den barske lokation.

Det småregner men alligevel står jeg og skyder løs med mit kamera. Her er simpelthen for smukt – på en fascinerende brutal måde – til at lade være.

Så er det tid! Turens første whisky skænkes – en 18 års Highland Park. Vores tourguide og Brand Ambassador Martin Markvardsen byder os velkommen og hæver sit glas. SKÅL! råber han og jeg følger trop. Jeg har tidligere smagt denne whisky, men husker den ikke så varm, blød og imødekommende som nu! En herlig varm fornemmelse breder sig i min krop. Samme følelse ser ud til at indfinde sig hos mine syv rejsekolleger. Velkommen til Orkney!

 

Da regnen for alvor tager til, går vi tilbage til vores lille tourbus, hvor vi sætter kursen mod færgebyen Stromness, som med sine 2000 indbyggere er Orkneyøernes andenstørste by – det er tid til frokost! Som den glade Gastromand, jeg jo er, glæder jeg mig og glæden bliver større, da jeg ser hvor mange af deres retter der er lavet af lokale råvarer og kød fra fritgående dyr. Det er nemlig noget man lægger mærke til på øen – de mange dyr, som trisser frit rundt og æder græs dagen lang, de passer sig selv og nyder øens ro – sådan skal det være!

 

 

Inden vi rammer frokosten, gør vi et enkelt stop ved “Rings of Brodgar” – og ja, jeg ved hvad du tænker – Lord Of The Rings – netop! En samling af store kampesten fra fastlandet, ikke ulig Stone Henge – bare noget større! Stenene har efter sigende stået der i mellem 4500 og 5000 år og den præcise funktion kender ingen. Om der har været udkæmpet store slag her eller ej er svært at sige, men jeg vælger for dette indlægs skyld at tro på det – ikke desto mindre var det med til at understreget den fantastisk natur Orkney byder på.

 

 

Efter et solidt måltid går turen til Highland Park, som er turens mål. Det er muligt, at det ikke lyder til at have været nogen hård fødsel at komme til Orkney, men for mit vedkommende startede turen med et aflyst fly i Aalborg lufthavn (præcis som Webmasteren oplevede det nogle måneder tidligere – tak SAS!), en kilometers sprint gennem to terminaler i Kastrup Lufthavn og efterfølgende tre connecting flights hvor min bagage forsvandt. Med det in mente, glæder jeg mig meget til at se et af de ældste destillerier i Skotland. Faktisk er det lidt med ærefrygt, at jeg går gennem den gamle port til indgang.

 

Vi begiver os indenfor og vores tourguide Martin leder vejen som om, at vi skulle besøge hans eget hjem. Vi krydser gården og går indenfor til “The Show Room”; hvor der er rigeligt med whisky i alle udgivelser og ALLE prisklasser. Det er smagfuldt indrettet, holdt i mørke sten og træ som giver varme.Da jeg ivrigt knipser løs med mit kamera observerer jeg ikke, at turen rykker videre til en lille biograf hvor der vises en kort film om  produktionen af Highland Park whisky. Her går det for alvor op for mig, hvor alt stoltheden kommer fra! Alt omkring denne produktion er lavet i hånden, selv det tørv de brænder for at tørre byggen graver de op i hånden. Tørring og bearbejdning foregår også i hånden, vores tourguide forklarer, at deres erfaringer er, at slutresultatet bliver bedre på denne måde. Der er meget få destillerier som også selv malter deres byg, men Highland Park er en af dem. På denne måde er der større kontrol over de karaktertræk, som man ønsker fremhævet i sin whisky.

 

 

Efter vores lille film bevæger vi os over i rummene hvor produktionen foregår. Vi standser først ved en enorm ovn, som vores tourguide forklarer er deres “nye” ovn, og viser os tørven, som bruges under produktion. Jeg undrer mig lidt over dens gamle udseende og spørger indtil alderen, som så viser sig at være fra starten af 50’erne. “Ting blev bygget til at holde dengang”, svarer han med et smil på læben.

 

 

Vi bevæger os videre til rummet hvor maltningen foregår. Tidligere har destilleriet forsøgt sig med, at få foretaget maltningen på en fabrik, men efter en mindre produktion blev det besluttet, at smagen ikke var korrekt. Det var som om, at Highland Park var “blevet noget andet” får vi forklaret – denne historie vender vi tilbage til.

 

 

Vi bevæger os videre, hvor vi standser ved produktionen af tønder. Vi får forklaret lidt om hvilken eg der skal bruges, jeg forvilder mig lidt væk og finder et enorm lager af tønder, som bare venter på at blive drukket – jeg nyder stilheden, og tænker lidt ved mig selv, at englene i hvert fald får deres andel her – til dig som er ny indenfor whisky, så kaldes den del som fordamper hvert år 1-2 % “Angels Share”.

 

 

Herefter kommer vi til turens højdepunkt, hvor vi desværre ikke måtte tage billeder! Men fat mod – vi går ned for enden af gang som du kan skimte i det fjerne, på billedet ovenfor. I hjørnet står en tønde med “1968” printet på siden og da Martin kommer med 8 glas, har jeg svært ved at skjule min begejstring. En 45 år gammel whisky som simpelthen bare har fået den tid den skal have! Der bliver skænket gavmildt – MEGET gavmildt! Der er stille igen, som på klippen da vi ankom – Martin bryder igen tavsheden med et skål! Jeg dufter til glasset, den er en anelse kold, så jeg tager fat om glasset og varmer det nogle minutter! Det er meget svært at vente! Så kommer duften! Vanilje, honning, lette krydderier, chokolade…vanvittig forførende! Jeg tager en lille tår og slipper luft ind, det må være som at få olie i munden det her – fedme, smør og fyldig tekstur…masser af sødme og en blid og uendelig lang, perfekt afbalanceret eftersmag – til dato det bedste jeg har smagt. Jeg nikker anerkendende til vores værter – jeg føler mig som plantet midt i noget kæmpestort…

 

 

Vi forlader første del, men i næste uge lægger jeg sidste del op, som handler om selve smagningen og den afsluttende middag, hvor jeg fik “fornøjelsen” af haggis…

Hvad synes du i øvrigt om skotsk whisky og har du selv besøgt landet?

Stik os en kommentar