Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 5. oktober 2024

Scroll to top

Top

16 kommentarer

50 Shades of Brown – Danmarks bedste bøfsandwich

50 Shades of Brown – Danmarks bedste bøfsandwich
Hotdogjudge

“Spis og drik som en mand” står der øverst her på Gastromands hjemmeside. Helt ærligt: Siden er jo proppet med salat, tapas og ti indlæg under kategorien ‘aspargesopskrifter’ – så med dette indlæg er jeg på en mission, for at rette gevaldigt op på Gastromands rygte og troværdighed!

I løbet af 2013 har jeg og en flok ligesindede spist og anmeldt den politisk ukorrekte burger mere end 50 forskellige steder i landet og dermed gennemlevet de 50 shades of brown.

 

Print
Og selvom vi har gjort os umage for at sortere det værste fra på forhånd, så har der været nogle uheldige kandidater undervejs. Jeg skal være den første til at indrømme at spændet mellem en god og en dårlig bøfsandwich er kæmpe. Bundniveauet er uhyggeligt lavt og desværre kører de fleste steder stadig med frostbøffer og fabrikssovs – men det gør bare missionen endnu vigtigere, så vi kan hylde dem der gør det godt – for de er virkelig gode!

Ud af de mange anmeldte kandidater, står tilbage med de fem styks, som er dem der holder sovsefanen højest! Værsgo, her har du Danmarks fem frækkeste under den brune bruser, i vilkårlig rækkefølge:

 

Chicky Grill, København

Folk, der har passeret Halmtorvet eller Kødbyen i København, har med garanti passeret det brune palads, Chicky Grill. Navnet er en historie for sig, men her taler vi bøfsandwich. Som en anden brun Indiana Jones bliver man udsat for tre prøver. For det første hedder en bøfsandwich til voksne mennesker en Jyllingeburger, så der skal man kende sit menukort. Anden prøve er at vælge en øl i det fine sortiment af klassiske, danske ølmærker. Sidste prøve er betalingen, da de ikke tager plastic, men kun kontanter.

 

chicky-grill_kbh

 

Duft, indretning og oliefernis på alle horisontale overflader vidner om, at der her er tale om et køkken, der kan frembringe fornuftig, dansk mad uden for meget krymmel og gøgl. Chicky Grills Bøfsandwich er en ulv i fåreklæder! Den præsenterer sig ikke så svulstigt som mange andre varianter man møder i landet, men når man går ombord i den, er der dog ingen tvivl om, at her har man fat i den ægte vare! Tricoloren af løg, rødbeder med bid, hjemmelavet agurkesalat, den gaffelvenlige sovs og ikke mindst den fornuftigt medium-stegte bøf. Chicky Grill har styr på deres klassikere, og bøfsandwichen er til topkarakter! Gode råvarer, god tilberedning og fin betjening af Jytte og kompagni.

 

Vestre Bådelaug, Aalborg

Er Aalborg Danmarks sovsemekka? I det sidste års tid har Aalborg udviklet en fantastsisk brun trend, hvor mange caféer er begyndt at hælde cafeburgerne ind under den brune bruser. For i modsætning til andre steder i Danmark, er det i Nordjylland nærmest utænkeligt at servere en bøfsandwich uden sovs.

 

vestre-baadelaug_aalborg

Det er god stil når man, som på Vestre Baadelaug, får en herlig, næsten karamelagtigt SOVS og en fornuftig mængde af den. En herlig stor hjemmelavet bøf, dejlig hjemmesylt, tilpas med remoulade og ketchup. Der er ingen bløde løg og heller ingen sennep i denne version. Det rokker dog ikke ved topkarakteren – Aalborg er en sovseelskers Paradis!

 

Havnens Perle, Aarhus

Sidste års vinder af Danmarks Bedste Bøfsandwich er ikke overraskende med i finalefeltet igen i år. Faktisk har bøfsandwichkongen fra havnen i Aarhus opgraderet den vindende model, så den nu rummer løgtriaden: De rå, de ristede og de bløde løg.

 

havnens-perle_aarhus

Havnens Perles bøfsandwich udmærker sig med hjemmesylt, ved at lave bøfferne af frisk hakkekød der kommer fra den lokale slagter hver morgen, plus en sovs der bliver lavet fra bunden med kærlighed. Succesen er heller ikke udeblevet og tredje generations-ejeren af Perlen, Peter, melder om 40-50.000 solgte bøfsandwiches I 2013! Så kom ikke og sig at man ikke forstår sig på det brune guld i Aarhus. Velbekomme.

 

Marslev Grill, Fyn

I lang tid troede jeg at Fyn var Danmarks brune bermudatrekant, uden gode bøfsandwiches! Heldigvis fik nogle af meddommerne sporet sig ind på Marslev Grillen, øst for Odense, hvor de disker op med en gedigen frækkert af klassens tykke sovsedreng. Enhver sovse-kender får fugt i trussen når man fortæller at Anders og holdet fra Marslev laver sovsen på stegeskyen fra den hjemmestegte ribbensteg!

 

marslev-grill_fyn

De velsmagende og perfekt grillede hakkebøffer kommer friske fra den lokale slagter Theilgaard. Bøfsandwichen serveres med hjemmesyltede agurker og overraskende nok er ketchup, remoulade og sennep undladt. Normalt vil dette trække ned i karakteren for en traditionel bøfsandwich men i denne formidable sovserus – det danske svar på den mexikanske mole – manglede der slet ingenting. Fyn ER Fin.

 

Møllebistroen, Auning

Midt på Djursland disker Møllebistroen i Auning op med en lækkerbidsken med hjemmelavet sovs og bøf af friskhakket okse. Det frække twist i Midtjylland er den virkelig lækre bolle fra naboen – den lokale bager! Inge og Ole fra Møllen har vist at man sagtens kan opdatere klassiske elementer i bøfsandwichen med et godt resultat.

 

møllebistroen_auning

 

 

Narresovs

Der har også været oplagte kandidater til årets bedste som desværre har drejet nøglen om eller skiftet ejere undervejs. Eksempelvis måtte jeg skifte underhylere efter et besøg hos hedengangne Munkholts Cafeteria i Aarhus, hvor sovsen var så fræk at den gav halvfjeder ved første smag. Og Gangsteren i Bredal har solgt biksen og den nye ejer har nu frostbøffer i sovsen. Det er drønærgeligt, men desværre også et meget realistisk billede af grill-Danmark, hvor det kan være svært at få tingene til at løbe rundt, selvom ambitionerne kan være gode nok.

 

Med eller uden sovs?

Specielt på Sjælland oplever man ofte at bøfsandwichen bliver udbudt uden sovs. Retfærdigvis er den nemmere at spise, men hvem gad spise en hotdog uden løg og agurker fordi den spilder mindre? Ligesom pizzaen i hundredevis af år var uden kød, så byder evolutionen på forbedringer – og når en bøfsandwich smager uendeligt meget bedre, badet i det brune guld, hvorfor skulle man så lade være? Nej, vel.

 

Vinderen

Ligesom sidste år, udnævner vi vinderen lige inden nytår og du kan følge med fra første parket lige her! Og lad mig med det samme slå fast, at uanset hvem der vinder, så er der her tale om Danmarks 5 ypperligste eksemplarer på bøfsandwiches!

 

50SOB_2013finals(A4)

 

Fik du også en usandsynlig stor trang til en bøfsandwich? Gastromændene har tidligere begivet sig ud i at lave en version af den brune kult-spise. Du kan finde den lige hér!

Hvad er det vigtigste for dig, når du skal sætte tænderne i en bøfsandwich? Og hvor finder du den bedste?

Stik os en kommentar

Kommentarer

  1. Henrik t

    Bøf sandwich køre i gen på rasses.. Friske kantareller, bløde log og hele pisset

  2. zgorzelec

    Jeg var der i sidste uge og der var den helt fin – ligesom den plejer at være – men jeg synes da du skal klage til Havnens Perle! Det er dog rigtigt at de oftere, end for år tilbage, har meget travlt og det giver ventetid.

  3. Thomas Kjeldsen

    Havnens Perle har virkelig nedgraderet deres bøfsandwich i forhold til billedet vist her på siden. De serverede en mikroskopisk mængde indhold, en smagsløs sovs og en bolle der var smurt ind i alt for meget sennep. Nåja, og så husk tålmodighed – de lader jer gerne vente 25 minutter forrest i køen inden de tager mod bestilling. Kan ikke anbefales.

  4. Snedker

    Fornuftigt valg af øl hos Chicky Grill, findes ikke bedre

  5. Jeg er nabo til Chicky Grill – og jeg kan kun sige den bøfsandwich holder….

  6. @baekgaard der er intet underligt eller fordækt i at P-Grillen i Svenstrup fik en 3/5. Det får man for et standard produkt . Det var hvad Danmarks Bedste Bøfsandwichs udsendte fik på dagen. Fabriksbøf, fabrikssylt samt en kønsløs sovs. Det kan man desværre få så mange steder at det ikke gør den værd at køre extra efter.
    Snakker vi derimod karakter 4/5 og 5/5 så skal disse have en sådan standard at man gerne kører extra, ja måske planlægger en lille udflugt dertil.
    Vi føler os på ingen måde som “Bøfsandwichsnobber”, men som kvalitetsbevidste budbringere.
    Vores mission er at udbrede kendskabet til de bedste bøfsandwich i DK.
    Efter vores mening er det ikke mængden af sovs der tæller men smagen (men der må meget gerne være masser af SOVS, når smagen er der)
    Vi mener generelt at Nordjylland har højt sovseindex og så kommer man desværre ingen vegne med “Sløjsovs”.
    Uden at prale for meget, har vi efterhånden en vis ekspertise i Sovs
    Vi er som altid extremt lydhøre overfor anbefalinger – så fat tasterne og del endelig staldtips med os :)

    Mvh
    Danmarks Bedste Bøfsandwich

    • Baekgaard

      Det var såmænd ikke en kritik af jeres karakter eller metode, bare en undren/egne erfaringer :)
      Kortet er skam gemt som genvej, så man kan planlægge udflugter ud fra det :)

      En grillbar der også bestemt er værd at køre efter, er Rasses skovpølser i Skanderborg. Det hele er hjemmelavet, samtidig med at de tør køre deres egne fortolkninger af grill-klassikerne. De har dog ikke Bøfsandwich. Endnu.
      http://www.rasses.dk/

      • Tror såmænd heller ikke dommer Tridente tog det som kritik, men ville blot forklare at det ikke er tilfældigt hvem vi besøger eller hvem der vinder. Vi tager sovsen meget seriøst :)

      • Iøvrigt var der en dommer der fik lokket en bøfsandwich ud af Rasses sidste år. Det var ingen succes. Men positivt hvis de vil melde sig ind i kampen med et godt produkt!

      • I “gamle” dage var Rasses Skovpølser en af de helt sikre valg også på Bøfsandwichfronten. Den er som du skriver desværre ikke på kortet, men ja vi har da lov at håbe :)

  7. Baekgaard

    Vestre Bådelaugs kan være rigtig rigtig god, men har desværre også oplevet det modsatte. Heldigvis har den været rigtig god de fleste gange. En sjov detalje ved Vestre Bådelaug er, at man maksimalt kan bestille 3 forskellige retter pr bord, køkkenet kan ikke finde ud af mere :)

    Finder det dog underligt at P-Grillen i Svenstrup fik dårlig karakter, de plejer ellers at være sikre til min 4/5.

  8. maaneanden

    Jeg kan allerede spotte vinderen.

    Det er “Vestre Bådelaug, Aalborg” :o)

    En rigtigt Bøfsandwich dækkes HELT med sovs… samt løg på toppen.

  9. Lykke

    Jeg er holdt helt op med at spise bøfsandwich ude i byen. Jeg blev simpelthen skuffet gang på gang! Så den bedste bøfsandwich, for mig, bliver serveret lige her i Casa del Klaris. Jeg vil dog sige, at den fra Chicky Grill ligner min version til forveksling – En skam at jeg stort set aldrig kommer til Sjælland, så jeg kommer højst sandsynligt aldrig til at smage den.

    Og må jeg så lige indskyde, at jeg bliver lidt stolt, når jeg ser, at vores lokale Høker Bajer har fundet vej til Kbh. Sådan en hører nemlig til en bøfsandwich!

    • Som jeg også skriver i blogposten, så er der langt mellem snapsene – så forstår udmærket dispositionen om at nøjes med at spise dem på hjemmebane, hvor man kan kredse om sovsen og alle de andre elementer. Noget vi også ynder at gøre når dommerpanelet stikker hovederne sammen til sovsetopmøder! Men der burde dog ikke være nogen på ovenstående liste der falder igennem.

  10. Kan også klart anbefale Restaurant Vindinggård’s bøf i Vejle! Det’ noge sovs!

Smid en kommentar