Weekendtesten: Grandhall Odeon 32 gasgrill
Vi venter og venter, men mon ikke sommeren kommer på et tidspunkt? På trods af vejret, elsker vi danskere at grille. Faktisk elsker vi det så meget, at vi er det land i verden som har flest grill pr. indbygger. Her på Gastromand er vi skam ingen undtagelse – og en Weberkulgrill er jo det man har. Eller er det? Hånden på hjertet så havde jeg ikke hørt om Grandhall før der pludselig en dag stod en enorm kasse, som faktisk forhindrede mig I at parkere bilen, i min garage.
Witt.dk var afsenderen og målet en grundig test. Grand Hall har eksisteret i mere end 30 år, og hvis man ikke vidste bedre, så ville man tro, at Odeon er ærkeamerikansk, men faktisk er den udviklet i Australien – Down Under, så denne gang er det faktisk ikke amerikansk, selv om den nu minder meget om den “amerikanske stil” indenfor den slags. Nå, men så var der jo belæg for at grille ekstra meget de efterfølgende uger, og grillet blev der!
Læs også: Weekendtesten: Grandhall GTI 4 – din nye gasgrill?
Udseende og førstehåndsindtryk
“Size does matter” og det passer fremragende på Grand Halls Odeon 32. Den er stor og potent- og ja, det synes vi jo rigtig godt om her på Gastromand.
Grillen er holdt i sort og grå og om man synes det er flot eller ej er naturligvis en smag sag, men der er nok ingen tvivl om designet hovedsagligt henvender sig til mænd og jeg er fan (og så nyder jeg selvfølgelig når de kvindelige gæster udbryder – “hold da op den er stor”).
Materialevalg og kvalitet
Grillen er solidt bygget og det er absolut ikke noget “skrallerværk”, som jeg til tider har oplevet hos andre mærker. Det hele virker meget “tungt” og stabilt – I ved, lidt som den der følelse som når man smækker en tung bildør på en Mercedes – vi snakker lidt samme princip her.
Grillen har 5 emaljerede støbejernsriste, som man frit kan flytte rundt på grillarealet, samt 4 infrarøde CrossrayTM-brændere – og hvad er det så for en størrelse? Ifølge det medfølgende materiale bruger de mindre gas fordi de er hurtigere til at gennemvarme dit kød, de bliver hurtigere varme, og så skulle de eftersigende også varme langt mere jævnt i forhold til de traditionelle brændere. Nogle af disse punkter er en smule vanskelige direkte at teste, og så er jeg heller ikke helt enig i alle punkterne, men det vender vi tilbage til.
Et er dog sikkert, brænderne skyder varmen op i et ”kryds”, hvilket betyder, at kødet ikke behøver ligge lige over brænderne, ej heller bekymre dig om flammer som brænder dine bøffer. Du har 85×49 cm at boltre dig på når du griller, og det er virkelig skønt med så meget plads. For en stor gut som mig 185 cm høj passer højden på grillen perfekt, det er rart ikke at skulle stå foroverbøjet, som jeg har været vant til fra den traditionelle Weber kuglegrill.
Ekstra udstyr
Name you desire, og så findes det stort set som tilkøb. Jeg har dog begrænset mig til rotisserie, 6 stk. ”shish kebab spyd” og en lille smart rygeboks – alt sammen i rustfrit stål. På samme måde som med grillen, så er det kvalitet og det er virkelig lavet ordentligt. Specielt glad har jeg været for spyddene. Racken gør simpelthen min madlavning nemmere – spyddene kunne dog godt have haft 4 sider i stedet for 2, som ville gøre det nemmere at grille spyddene på alle 4 sider.
Jeg havde en smule besvær med at få samlet rotisserie, men mine færdigheder inden for den slags er så heller ikke noget at prale med, måske skyldes det også, at jeg efterhånden har forvænt mig til IKEAs simple anvisninger.
Men det virker nu ret godt, og jeg må sige, at kyllingen får en helt ny dimension, når den grilles på rotisserie – om det skyldes rotisseriet alene eller crossray brænderne også gør deres, ved jeg ikke helt, men fakta er at varmen fordeles smukt og kyllingen grilles perfekt hele vejen rundt! Kylling er hermed blevet mit yndlings-grill-objekt – mere om det en anden go’ gang! Grillens Riste kan flyttes rundt efter behov og kan nemt fjernes når man fx skal bruge rotisseriet. De er overraskende nemme at gøre rene efter brug. Om de så holder i de næste 15 år vil tiden vise.
Selve testen
Grand Halls Odeon 32 har gennem den seneste måned været i sving mere end 20 gange , bl.a. da Webmasteren og kæreste kiggede ud til en lille stresstest af grillen, hvor vi havde gang i ikke mindre end 4 slags kød, kartofler og grøntsager. Jeg indrømmer gerne, at det aldrig var gået godt på kulgrillen, på trods min lange erfaring med denne. Der er god plads på “vingerne” og det store grillareal gør madlavningen fleksibel. Jeg er hurtigt blevet forvænt og faktisk er det blevet et helt lille udekøkken.
Grillen går fra 0-100 grader på under et minut – 58 sekunder for at være præcis, 200 grader på 4:57 og til sidst 250 grader på 8:31. Så snart brænderne er varme lyser de rødt via den indbyggede LED-lampe.
Mht. fleksibiliteten og brugervenligheden – det er effektivt og nemt at styre temperaturen, og det kan faktisk lade sig gøre, at få den til at ligge lige under 100 grader (hvilket vi eksempelvis godt kan lide når vi skal lave pulled pork) og så helt op til 350 grader (hvilket vi godt kan lide når vi eksempelvis skal lave pizza på grillen).
Når man, som jeg, kommer fra kulgrill, er det helt genialt at fedt som drypper fra dit kød ikke skaber et flammehav. Det betyder også, at du ikke skal være så nervøs for lige at lade grillen passe sig selv. Låget er tungt og stabilt, det åbnes let og uden at du skal frygte at brænde dig – selv ved 350 grader. Termometeret viser graderne præcist, hvilket er testet med et trådløst termometer. Forbruget er fornuftige 18,6 Kwh med alle 4 brændere ved fuld knald, hvilket er ca. samme niveau som Weber.
Dommen
Jeg må indrømme, at jeg er kommet til at holde af Odeon 32, og synes det er en fremragende grill. Grillen er super nem at betjene og jeg har egentlig bare lyst til at starte den igen og igen. Jeg har intet at udsætte på de infrarøde brændere, som jeg ellers var lidt skeptiske overfor.. Det hele virker faktisk bare gennemført og af god kvalitet, hvorfor det undrer mig at der ikke ydes mere end 2 års garanti? Det er svært ikke at sammenligne med Weber, som jo er hvermandseje i Danmark, her ligger vi nok et sted mellem modellerne “Genesis” og “Summit”.
Eneste minus er egentlig en lille brugervenlighedsdetalje (det er faktisk to). Sammenhængen mellem knapper og brændere virker ikke logisk – de to yderste knapper er til de øverste brændere, og de to inderste er til de nederste og ikonet, som indikerer hvilken knap der er til hvilken brænder hjælper ikke meget på forståelsen. Det er naturligvis en detalje og man lærer det selvfølgelig efter et par ganges brug.
Prisen afskrækker muligvis de fleste, og vi ligger da også i den dyre ende på vejledende udsalgspris på 12.999,- (men er set på tilbud til 9499,- hos kitchenone.dk) – men så får du også en grill, som virkelig leverer varen, og, i kombination med rygeboksen, næsten overflødiggør kulgrillen – dont kill me!
Er du i øvrigt til kul eller gas? Og hvilken grill står der på din terrasse?
Tekniske specs:
5 emaljerede støbejernsriste
85cm x 49cm grill-areal
Varmehylde
Termometer i låget
Smooth-StartTM-tænding
Plads til europæisk standard 5kg/10kg gasflaske
4 infrarøde CrossrayTM-brændere
Rustfrit stål og emalje
LED brænderindikatorer
Vejledende udsalgspris kr,- 12.999
Forhandler: Kan findes på witt.dk
-
Hej. Jeg har to brændere, som gnister, men ikke tænder. Hvad kan problemet være og hvordan det muligvis laves?
-
Hej
Jeg mangler 2stk infrarøde croissanter TM brændere til ODEON 32 granhollHilsen Helmuth
-
Hej Helmuth – jamen modtaget – det er jeg bange for vi ikke kan hjælpe så meget med…
-
Comments