VIN UDEN PIS: Blandede bolscher i vinspalten.
Det er måske lige groft nok, at vi allerede på tredje omgang af Gastromands nye vinanmeldelser kører en omgang “Intet tema”? Men selv gastromænd kan få trætte hjerner i “sommervarmen”, så bær over med os og læs bare videre, ok?. Vi kan nemlig lade de indkomne testvine tale for sig selv og benytte dem til et lille vinkursus, så du også bliver frisket åndeligt op i heden!
Der er kommet 8 vine til test, en hvid og resten røde. Lad os se, om de er sommervenlige. Der er fx en Muscadet. Så er vi i det vestlige Loire og får sprød vin på druen melon de bourgogne. Forvirrende, ikke sandt? Vinene er typisk lave på frugt og fylde, men høje på syre og mineralitet. En klassisk ledsager til østers, men en nypillet fjordreje kan de også skylle ned. Hvem sagde Vadehavs-safari?
Der er også landet to røde Côtes du Rhône vine på anmelderbordet. I skrivende stund usmagte, men begge er fra 2015 som generelt var noget af en monsterårgang med mange gode køb. Vi lader de to battle ud mod hinanden.
Fra Frankrig kommer også “Galhaud Grenache V.V 2016” fra Pay d’Oc. Årgang 2015 klarede sig godt i Jyllandspostens “DM i vin”, så den skal blive spændende at smage i den nye årgang.
Så er der hele tre italienere med i testen. Fra Emilia-Romagna, i det centrale Italien kommer Il Sapiente, der er lavet på ren sangiovese. Kølet ned til en 14-16 grader skulle det nok være et godt sommerbekendtskab. Den er dog lavet på appassimento-metoden, hvor druerne tørres inden vinen laves. Det giver koncentrerede og kraftige vine, som du også kender fra amarone. Og sådan en skal sørme også testes. Men hvis den nu er god, kan du jo gemme den til jul. OG lur mig om ikke en tredje vin også er tørret druesaft, so to speak. Det er den røde Columella, som også er fra Veneto, men kun en ”rosso” Sidste vinøse bidrag til denne sommervintest er en Rioja Crianza. Havde du helt glemt rioja? Det er der ingen grund, området er midt i en metamorfose, væk fra fortidens aldrende vine, der kun smagte af amerikansk eg og henimod en mere moderne og frugtpræget stil. Vi må se om dagens bidrag er med på moden.
Blandede Bolcher
Il Sapiente Sangiovese 2015
Pris: 59,- v. 6 stk(normalpris 79,95)
Forhandler: andrupvin.dk
Mjaah, næsen vil gerne have alle med, her er sød frugt og et lille vanillepift. Munden er også sød og koncentreret, forsåvidt pænt lavet, og smager som 1000 andre vine. Men god til hverdagsgrill.
Columella Cato 2015
Pris: 59,- v. Forhandler 6stk.(normalpris 84,95)
Forhandler: andrupvin.dk
Endnu en omgang saft fra tørrede druer, denne gang fra amarone-land, Veneto. Her er også sød næse, krydret med lidt læderduft. Fin nok. Munden er mindre sød og mere balanceret end på Sapiente og det klæder sgu. Køl ned til 16 og drik til hvadsomhelst.
Murari Amarone 2013
Pris: 139,95 v. 6(normalpris 199,95)
Forhandler: jyskvin.dk
Alle gode gange tre, har har vi kongen af tørrede druer, en amarone. Jeg faldt i gryden som barn og drikker ikke vanvittigt meget amarone længere, men lad os se, hvad den kan. Kirsebær og læder i næsen, check. Saftig og behagelig mund, check. Ikke en stor amarone, men et helt fint glas vin og du får sgu ikke meget amarone for 140. Og det er helt rart, når det ikke er så drøjt.
Domaine de Lambisque Les Vignes Sauvages 2015
Pris: 79,- v. 3(normalpris 119)
Forhandler: propperiet.dk
Dufter af Rhône, men også lidt reduktivt af prut, så giv den en tur med stavblenderen i margretheskålen. Eller, dekantér i det mindste, så forsvinder det. Munden er saftig og sød. Alkoholen nipper lidt, så hold den under 18 grader. Eller bliv rullet i tjære og dyppet i fjer. Comprendo?
Chateau Malijay 2015
Pris: 79,- v. 3.(normalpris 119,-)
Forhandler: propperiet.dk
Det er friskt af Propperiet at lade to Rhônevine til samme pris(er) duellere her hos os. Malijay er renere i næsen, saftigere og har alkoholen pakket pænere ind. Dejlig saftig og balanceret cötes du rhône.
Grenache Noir V.V. Galhaud 2016
Pris: 74,95 v. 6(normalpris 89,95)
Forhandler: Erik Sørensen Vin
Sidste franske bidrag i denne omgang er den guldetiketterede grenachevin fra Galhaud. Den byder på tjærenæse(du skal ikke dyppe dig) og modne brombær, det kan vi lide. Munden er krydret og juicy og kalder helt specifikt på en stor, fedtmarmoreret svinekotelet på skaft som du griller til den er svagt lyserød og saftig indeni. Afsted til slagteren, Skipper.
Lealtanza Crianza 2014
Pris: 79,- v. 6(normalpris 92)
Forhandler: jyskvin.dk
Adieu, La France. Buenos dias, Espana. Så er vi i Rioja, old world vindistrikt og en af danskernes første favoritdistrikter. Spørg din far om “den i sækken” og faustinoerne. Til sagen, for dulen: Fin, fadkrydret og autentisk næse. Spicy mund og oldschool på den fede måde. Det smager sgu, og så tilgiver vi producenten den virkeligt håbløse bag-etikette-tekst.
Chateau de Beau Soleil 2016
Pris: 69,96(normalpris 89,95)
Forhandler: Erik Sørensen Vin
Her er den så, testens eneste hvide! Smagt til sidst, for at skylle de ru taninner fra de røde væk. Alors, fin fransk frugtig næse; umoden pære og vådt grus. Munden er spændstig og med fin tyngde for en muscadet. Det er østers-tid, baby!!
Stik os en kommentar
Submit a Comment