Gastromand.dk | 19. September 2014

Til toppen

Top

16 Kommentarer

Hjemmelavet Solbærrom – ren blær!

Hustruen og jeg har et godt vennepar – så godt at manden i parret blev toastmaster til vores bryllup. Da vi alle fire boede på Østerbro turnerede vi rundt på de restauranter som skriver 2100 på deres visitkort. Efter at begge par har formeret sig, er vi begyndt at mødes hjemme i privaten i stedet for at tage ud. Og det var ved et af disse private arrangementer at Toastmasteren satte en flaske med en gammel hjemmelavet etiket på bordet – solbærrom 1987. Hjemmelavet af Toastmasterens kones morfar som tog opskriften med i graven. Da jeg smagte på den, var smagen som en særdeles god portvin og jeg besluttede mig for at forsøge at genskabe denne solbærrom.

Solbær rom flaske og glas

Jeg har prøvet forskellige metoder. Jeg har forsøgt med tørrede solbær. Jeg har prøvet med frosne fra pose og jeg har prøvet med helt friske solbær, hvor der også kom blade fra solbærbuskene med. Alle giver forskellige resultater og jeg er nået frem til min personlige favorit – den med bær og blade.

Solbær rom lagring

Solbær rom lagring

Metoden jeg har leget med er dog den samme og det er den som jeg vil gengive her. Principielt kan du godt benytte andre slags bær med samme metode og så kan du prøve dig frem til hvilken slags frugt/bær-rom du selv foretrækker.

Mads Madglads solbærrom:

Solbær rom - hjemmelavet
Forfatter: 
Kategori: Likør
 
Ingredienser
  • 500 g. friske modne solbær (du kan erstatte dem med tørrede solbær eller i nødstilfælde solbær på frost)
  • Evt. 25 skyllede blade fra solbærbusken
  • 5 store spsk god honning
  • 1 flaske mørk rom
Tilberedning
  1. This is the easy part. Bland solbær, blade, honning og rom i et stort patentglas som kan slutte helt tæt.
  2. Ryst godt, så honningen stille og roligt bliver opløst. Det gør du lige sår’n ca. en gang om dagen indtil du kan se at honningen er opløst.
  3. Nu kommer the hard part. Du venter i én måned og så sier du solbærrene og bladene fra, filtrerer rommen og lader den stå mørkt i en flaske.
  4. Du fisker lige bladene op og smider dem ud, men gem lige solbærrene i et glas med låg i køleskabet. De er vidunderlige at lave til marmelade eller som fyld i kager.

Nu er den sådan set klar til at blive drukket, men gør dig selv den tjeneste at du laver nogle flere flasker og gemmer dem bagerst i det skab du kommer mindst i. Om mange år kan du så hive en vintage flaske hjemmelavet solbærrom frem og servere den til osten, kaffen eller iskold en varm sommeraften på terrassen.

Solbær rom i glas

Solbær rom i glas

Bonusinfo

Hvorfor er det lige at du skal bruge en mørk rom og ikke en lys rom? Den umiddelbare forskel er at den mørke rom har fået mulighed for at lagre længere, f.eks. på egefade, og derfor har en mere rund og blid smag end den mere skarpe lyse rom, der oftest bliver brugt til at mikse drinks med.

Rom er destilleret på rørsukkermasse og vand og det er lige præcist derfor at rom er så populært i Caribien, der producerer masser af rørsukker. Det var også her at mange pirater huserede og derfor at rom blev så populært blandt pirater og andre sømænd. Arrrrrrrr matey…

Har du prøvet at “lave” din egen rom? Og hvordan blev resultatet?

Kommentarer

  1. Halvamerikaneren

    hvilken rom bruger du?

  2. Jeg plejer at købe den billigste mørke rom, der ikke er spiced – det gjorde Toastmasterens kones morfar, så det gør jeg også. :-)

    Det er i øvrigt også muligt at lave en ganske fin blåbær eller jordbær rom efter samme princip.

    • Christian

      Bare lige for at få det på det rene.. :)

      Hvad kunne en billig mørk unspiced rom være?

      • Mjo. Gå ned i SuperBrugsen og råb højt “JEG VIL HAVE JERES BILLIGSTE MØRKE ROM!!”.

        Bed evt. om at se flasken. Hvis der står “spiced” på, så lad den være. Ellers så køb den. :-)

        Jeg mener principielt når det kommer til alkohol som man selv tilsætter smag, så skal det ikke være den fineste. Den fineste snaps, vodka, rom, gin, whatever, den drikker man rent!

        /Mads

  3. Halvamerikaneren

    ok – det var nok der jeg gik galt med jordbær-rommen. Brugte desværre en spiced rom. Det må jeg gør om næste gang :)

  4. Christian

    Hvor kan man købe tørrede solbær? :)

  5. Hej Christian,

    Jeg har tidligere købt dem i SuperBest i Rotunden, Hellerup. Jeg har set dem (men ikke købt dem) i Mad og Vin i Magasin og jeg er sikker på at diverse specialbutikker og hjemmesider kan være leveringsdygtige.

    Det allerbedste er dog at forhøre sig hos familie og venner om de ligger inde med en solbærbusk, hvor man måske kan få nogle bær fra – hvis ikke nu, så på sigt.

  6. PFallesen

    Man kan også kaste en god mængde råsukker udover bærrene når de er taget op af rommen. Sukkeret suger saft og alkohol ud og giver en hvis mængde solbærlikør, som gør sig glimrende til isdesserter.

  7. Marianne

    I gamle dage da mor var dreng kunne man købe Pirat Solbærrom. UUhhhhh det var godt.
    Nå jeg skal ud at finde solbær……

  8. Christian

    Hvordan forholder det sig med oxideringen? Jeg kan konstatere på min egen whiskysamling, at de gyldne dråber gradvist skifter karakter efter åbningen grundet kontakt med luft, så jeg kunne forestille mig, at en rom – åbnet for tyve år siden og præpareret med bær – må have taget én eller anden form for skade af at være i berøring med oxygen over så mange år.

    Men det kan også være det er en teoretisk spekulation jeg gør mig, som ikke har hold i praksis?

  9. @Christian – du har som sådan ret i dine teoretiske betragtninger. Men det du skal tage med i betragtningen er nogle ret væsentlige faktorer, nemlig:

    – mængden af ilt, der er til stede i den lukkede (!) flaske
    – overfladen af spiritus, der bliver udsat for ilten
    – tiden at overfladen af spiritussen bliver udsat for mængden af ilt.

    I en lukket flaske, hvor der er ganske få kubikcm ilt i toppen af flasken bliver ikke udsat for lige så meget ilt som en flaske, der er halvt fuld/tom. Ta’ de faktorer med ind i dine spekulationer :-)

  10. Mads A.

    Er det 0,7 l rom?

  11. Gitte

    Har lige prøvet at lave din solbær rom, spørgsmål er så skal den stå på køl el. stuetemperatur ?
    M.v.h
    Gitte

  12. Anita

    Sat er den sat i produktion og jeg har valgt at stille det på køl. Ved ikke om det er en nødvendighed, men det har jeg det bedst med :)

  13. Hans Andresen

    Stuetemperatur – Hellere i et solvindue end på køl
    hilsen Snapsemesteren

Smid lige en kommentar, ik'

Smid lige en kommentar, ik'