Har du også manglet en ovn, som kan tilberede perfekt fisk, imens den ligger indkapslet i is? På Gastromand vidste vi faktisk ikke, at det var et behov, vi havde, før vi tabte kæben sammen med Miele i Berlin til deres ”Revolutionary Excellence”…

Klokken siger 05.15, og jeg sjosker gennem udenrigs på vej mod 7/11, hvor jeg skal mødes med 11 andre bloggere, journalister, vores vært og andet godtfolk som alle er inviteret af Miele til Berlin. På vej derhen ser jeg et par kendte ansigter bl.a. vores ihærdige gæsteblogger Anders Halskov alias ”Vinhjernen”. Jeg får sagt pænt godmorgen og hilst på alle inklusiv vores vært Asger Bache Jensen fra Miele, som er klar til at lede og guide os til Berlin. Asger kigger lidt forvirret rundt, da klokken har passeret vores aftalte mødetidspunkt –  jeg skynder mig at forklare, at vi venter på Eksilsønderjyden og Århusianeren, som er lidt forsinkede efter en lille diskussion om en pre-paid parkeringsbillet – kort efter ankommer de, og der er ro på igen. Vi aftaler at mødes i Lagkagehuset, hvor vi skal have morgenmad. Efter en optankning med kaffe og morgenbrød er vi klar og lægger fra land.

En kort lur efter er vi allerede i Berlin, hvor Miele-bussen venter på os. Vi kører mod Grand Hyatt hotellet, hvor vi skal overnatte, og efterfølgende går vi ned til Alexander Platz og nyder morgensolen i Berlin. Vi sætter os ved Cafe Einstein og få en omgang eggs benedict og en omelet.

Vi falder i snak med Ditte Julie Jensen, som også er blogger og faktisk endda selvstændig. Ditte er også fastansat hos Miele, hvor hun underviser flere gange om ugen. Efter en lille gåtur ned mod Checkpoint Charlie og en enkelt øl er vi tilbage på Miele-bussen, hvor turen går til Mieles showroom. Ingen ved fortsat, hvorfor de har valgt at flyve til Berlin og bruge deres mandag på et arrangement, som er holdt helt hemmeligt og beskrevet som ”Tab Kæben med Miele”.

Vi bliver tjekket ind og får et kort, hvor der står ”Elegance”, og herefter vist ind, hvor der står tjenere klar med bobler og snacks, der kører musik i baggrunden, og lokalet er kun sparsomt lyst op af røde farver, som matcher Mieles logo. Efter et par gode glas Tattinger bydes der velkommen fra Mieles topledelse. Gastromand er klar, men kæben sidder der endnu.

Vi går alle ind i en form for kasse, hvor dørene lukkes bag os! We are trapped! Kort efter glider ”kassen” væk, og vi befinder os i et showroom med 6 langborde, hvor vores navne er lyst op. Ved hvert bord er der dækket op, og en kok står klar foran to ovne, som er markeret med ”Mchef”. Jeg tjekker kæben, den sidder der endnu. Jeg kan ikke undgå at være lidt skuffet. ”En ovn?” tænker jeg.

Men der bliver skænket godt med hvidvin op, så jeg trøster mig selv lidt og kort efter brager lyden af trommer ud gennem højttalerne, og associationerne til Safri Duo vælter ind over os! Så skal der laves mad, og to isblokke står klar. Vores kok lægger et stykke torsk ned i isblokken og sætter det hele i ovnen og sætter uret på 8 min og 180 grader. Ved langbordet sidder der også et par topdirektører fra Miele, som Eksilsønderjyden hurtigt får bygget bro til.

Vi skåler og snakker om, hvad resultatet mon bliver – flere gætter på teknologien, og om det er muligt? Der tælles ned de sidste 10 sekunder, og ovnen åbnes – ready for this? Isblokken står der endnu, og torsken er tilberedt?

De viser endda med et termisk kamera, at fisken er varm, og isen er kold! Magi? Hokus-pokus eller bare tysk innovation? Du vælger selv. Nu bliver man fanget af stemningen og lader sig rive med, hvilket naturligvis er meningen. Hele dette show er for at vise potentialet med ovnen, som nu afsløres som ”The Dialog Oven”, og ja vores kæbe er begyndt at hænge lidt. Jeg kommer nok aldrig til at bage en torsk indkapslet i is – men for pokker – det er sgu da blæret? Vores kok laver hurtigt en lille ret til os, og i min iver efter at tage billeder glemmer jeg næste at spise.

Næste kanin de hiver op af hatten er ”Hot and Cold Salmon”, hvor jeg sender en tanke til Hestons Blumenthals ”Hot and Cold Icetea”, som jeg fik på Fatduck for 10 år siden. De har et stykke laks, som er tilberedt som ceviche i den ene ende og rå i den anden. Der ligger sølvpapir om den ende, som skal bages og resten er fri.

Laksen får ca. samme tid, og imens begynder Miele at løfte sløret for dette vidunder. Jeg laver lige verdens største disclamer – jeg var semi drunk og fatter hat af den slags teknologi – men det er vist nogle magneter og bølger, som kan måle indholdet af fx fisken, grøntsagerne eller kødet, som så gør, at det kan tilberedes meget præcist. Imens vi venter på fisken, demonstrerer en anden kok, hvordan der kan bages boller med grøntsagsfarve uden af ødelægge farven, og for at understrege pointen så laves samme i en normal ovn. I Dialog Oven er bollerne helt skarpe i farverne, bløde og lækre, hvor den normale ovn naturligvis har skabt en mørk overflade.

Så er laksen færdig og serveres kort efter, og ja, den er varm og kold – tilberedt i den ene ende og holdt ”rå” i den anden. Hvis Heston havde haft denne ovn, kunne han nok have sparet en del research på alle sine molekylære retter.

Til sidst understreger de ovnens præcision ved at indkapsle en kalvemørbrad i bivoks, som smelter ved ret lave temperaturer, men alligevel er det muligt at lave en perfekt kalvemørbrad, uden voksen smelter. Jeg roder rundt efter min kæbe – hands down Miele, det I har lavet er revolutionerende! I will give you that.

Reelt er det jo ikke en ovn som sådan, men så alligevel, for den har også de funktioner, som en normal ovn har – så egentlig er det vel en kombination. Når Dialog Oven engang rammer Danmark bliver den formentlig heller ikke billig – hvis vi kigger på Mieles topovne, så er vi over 40.000 kr. og denne bliver næppe billigere. Hvem er målgruppen så? Det må vel være professionelle kokke ikke? Nej – det er dig, mig og alle andre amatørkokke, som gerne vil lave mad til perfektion, og er der en lille nørd gemt i dig oven i købet, så vil du elske denne ovn.

Vi slutter af med en souffle, som laves på sølle 14 min, og som også er bagt til perfektion! Herefter er baren åben, og selv om klokken kun siger 14.30, og det er mandag eftermiddag, er det vel ikke for tidligt at nappe en GT vel? Vi rammer baren og jammer lidt med vores vært, hvor vi ærligt må erkende, at det er godt arrangeret. Resten af teamet er i mindst lige så god stemning, og turen på den sidste bar, inden vi skilles, er en herlig afslutning.

Vores ledsagere ser dog lidt misundelige ud, da vi fortæller, at en 2* Michelin restaurant ”Facil” venter os, så vi må ”desværre” blive og overnatte på det 5* hotel Hyatt – what a shame! Nogle gange er det hårdt og ubarmhjertigt at være Gastromand ikke?

 

Stik os en kommentar