I sidste uge kunne du læse om turen til Alter Meierhof. Nu er det blevet tid til turens absolutte højdepunkt. Så læn dig tilbage og glæd dig over, at du formentligt højest er 4 timer væk fra en lignende oplevelse.

Velankomment i hotellets restaurant og placeret i solen ved vinduet tog vi naturligvis imod tilbuddet om et glas bobler, mens vi studerede menukortet. Det er ikke specielt maskulint, men der er altså noget festligt over de lyserøde bobler.

Da vi (pga. manglende tyskkundskaber) alligevel ikke forstod halvdelen af menuerne og åbenbart så tilpas forvirrede ud, hoppede vi, på tjenerens opfrodring på en Suprise Menu (og tilhørende vinmenu) – et koncept jeg er stor fan af. På papiret så menuen efterfølgende således ud:

Gåselever / blomme / mandel
~
Coquilles Saint Jacques / asparges / æble
~
Hummer / krabbe / rød peber
~
Oksekæber / peber / kålrabi
~
Perlehønebryst / majs / skorzone
~
Eg / kul / aronia

Umiddelbart en overkommelig menu for en gastromand… Hvis ikke det havde været for de 5 snackserveringer, de 9? forskellige slags brød, prædessert og petit fours i lange baner – velkommen til det franske køkken, lets get it on!

Nå ja, champagnen var i øvrigt en  Non-Vintage Rosé fra Champagnes mindste hus Alfred Gratien, lavet på de tre klassiske champagnedruer, hvor pinot noir druen ikke fornægtede sig via den velkendte duft af jordbær og hindbær.

En perlerække af amuse-bouches

Som nævnt fulgte en perlerække af 5 snackserveringer, appetizers eller  amuse-bouches om du vil.

Først rødbedebrød af den letteste og mest luftige rødbedemarengs toppet med rødbedegele og røget ål der smeltede sammen til en røget mundfuld.

Herefter Dirk Luthers udgave af en fransk klassiker. Cremet kartoffelsuppe der gemte på en flydende æggeblomme og lidt skarlotte-, purløg og cayenne til at give bid på toppen.

Næste servering bestod af 4 små himmerigsmundfulde, der illustrerede, hvorfor jeg elsker snackserveringerne – her kan kokkene lege og være kreative uden nødvendigvis at bekymre sig om diverse køkkendogmer. I det her tilfælde var der bl.a. friteret fisk, tatar og tandoori-kylling.

Så var turen kommet til en funky sag i form af en “kærnemælkssuppe” med dild og dråber af dildolie. Heri det lækreste stykke laks. På kanten sad en laksechip og hyggede sig på en klat creme fraiche og agerede rettens sprøde indslag.

Til den sidste “hilsen fra køkkenet” kom der vin på bordet:

Når man skal matche vin til mad, er der to oplagte veje at gå: Finde en vin der komplementerer maden og som har nogle af de samme karakteristika som maden eller matche maden med en vin der fungerer som madens modsætning (det første er klart det nemmeste efter min mening). Denne aften skulle vi opleve begge typer af match og aftenens første vinmatch var klart i den første kategori.  2009 Niederhäuser Riesling QbA, Gut Hermannsberg, Nahe med masser af syre og en let sødme til at komplementere samme elementer i retten.

Marineret sild, agurksorbet og consommé på skinke – agurk kan ofte blive lidt fersk, specielt når det serveres iskoldt, men sammen med fedmen fra silden og den let røgede smag fra skinkeconsomméen (genialt koncept i øvrigt) fungerede det, men jeg må indrømme, at den hurtigt forsvandt fra min bevidsthed igen.

Herefter kom der brød på bordet – eller nærmere til bordet. 9 forskellige slags blev der præsenteret, heriblandt brød med oliven, tomat, rosmarin og sardin, og så var det ellers bare at gå i krig fra en ende af.

Gastromanden hoppede naturligvis på brødet med Flensburger Pilsner – I like!

Foie gras, kammusling, hummer!

Og med aftenens opvarmningen på plads var vi ellers ved at være klar til selve menuen…

Før vi gik ombord i selve menuen var køkkenchef Dirk Luther rundt ved restaurantens borde, udveksle et par ord og ønske god aften. Vi kvitterer med et: God stil!

Og så var det ellers tid til foie gras, symbolet på det franske køkken og grund alene til at jeg stadig foretrækker det franske køkken over det nynordiske – skulle jeg vælge that is.

Og på bedste franske vis blev langt de fleste retter afsluttet ved bordet – naturligvis synkront udført på hver sin side af bordet.

Serveringen var uden tvivl den flotteste omgang foie gras jeg har fået og rettens komponenter spillede flot sammen. Specielt den skjulte men umiskendeligt syrlige grape er noteret som en fremtidig makker til den fede lever, hvorimod krabbekødet ikke gjorde noget særligt for retten, da det blev overdøvet af flere af de andre elementer.

Hvor en ret kan være god i sig selv, kan et godt vinmatch løfte retten til nye højder og det oplevede vi minimum et par gange i løbet af aftenen. 2009 Trittenheimer Apotheke Riesling Auslese, F.J. Eifel, Mosel havde lige præcis det syre/sødme-niveau der skulle til for at bære retten det sidste skridt. At vinen i sig sig selv smagte fantastisk og gav minder om en rigtig god sauternes med sin smag af ananas og tropisk frugt, gjorde jo ikke oplevelsen dårligere. Så ser vi igennem fingre med at alkoholprocenten ikke kunne snige sig over 7,5%. Så kan man tillade sig at drikke det mere af den, som vores vintjener fremlagde det.

Hvis smilet havde indfundet sig ved den forrige ret, blev de rigtig brede nu. Kammuslinger og asparges er to af mine yndlingsspise  – specielt lige nu. Og når tjeneren fortæller at der er tale om nogle af de første tyske asparges, ja så føler man sig jo priviligeret og det det hjælper altid på humøret.

Retten var Dirk Luthers variation over  den franske klassiker Coquilles Saint Jacques som i store træk er gratinerede kammuslinger med skalotteløg, hvidvin og gruyereost. Her tilsat lidt karry, papirtynd crouton, æble, radisse som sprødt og let syrligt modspil til de sødlige kammuslinger og asparges, samt den fede sauce.  Modspil fik retten i høj grad også af vinen da vi var ude i “kontrastmatchingen” i form af 2010 Weissburgunder Qba, Luckert, Franken.

På trods af kærestens kommentar om at det var som fløjl i munden (hvornår hun end har haft det), skar “den tyske pinot blanc” tværs gennem retten med sin ungdommelige syre.

Med aftenens tredje og sidste forret (og aftenens 8. servering) var det blevet tid til hummer i form af en stor fed jomfruhummerhale akkompagneret gulerod, rød peber, hestebønner?, bønnespire og en sauce på baked beans.  En sjov og anderledes hummerservering, som smagte fantastisk, men hvor hummeren måske ikke kom helt til sin ret pga. de mange forholdsvis kraftigt smagende elementer. Vinen? Havde du givet mig bind for øjnene, havde jeg gættet på fornuftig hvid bourgogne pga. de smøragtige noter, toastbrød og pære, men som med var her også tale om et alternativ i form af den spanske 2010 Acoustic Blanc, Cellar Acoustic, Montsant, lavet på hvid grenache – en vin som vores fremragende og meget engagerede vintjener med rette var stolt af.

Jeg overvejer stadig om man skal prøve at købe et par kasser hjem af den.

Perlehøne og oksekæbe – men i omvendt rækkefølge

Efter et par timer var det blevet tid til rødvin og det ved vi godt hvad betyder – kød!

 2010 The Trafford, Plan B, Stellenbosch fra Sydafrika på fornuftige 16,5%! Man ved næsten, hvad der venter af denne 2. vin og der vælter da også kirsebær-, blomme- og lakridsduft op af glasset. Frygten for ren marmelade bliver dog gjort til skamme da vinen har en del tørhed til at balancere den trods alt voldsomme vin.

Og hvad følger der så med til sådan en kraftkarl? Kæresten havde gættet det…

Oksekæbe – ja tak! Hertil svampe, kålrabi, kaviar og en smuk glace på oksehaler, ikke at forglemme. Skulle Pulled Pork vie pladsen som gastromandens favoritspise, skulle det være for denne ret. Masser af salt, masser af kraft, masser af dybde – kort sagt masser af umami.

Og hvad kan så følge efter sådan en omgang? Tja ikke ret meget og derfor overraskede det da også, da der der tydeligvis blev hældt pinot noir glasset efterfølgende.

2006 Chorey-les-Beaunes, Domaine Guyon, Bourgogne – noget af et skifte fra den næsten sorte Sydafrikaner (no pun intended) til den lettere, helt klare og næsten gennemsigtige pinot. Den duftede dog fantastisk og alderen havde tydeligvis givet den noget modstandsdygtighed – jeg vil dog have foretrukket den før oksekæben og dens ven fra Sydafrika havde trampet på mine smagsløg.

Ikke desto mindre smagte vinen fantastisk, ikke mindst da den blev sat sammen med den mindste men kraftigste portion Coq au vin jeg har smagt til dato og som var den tilhørende rets hovedattraktion for mit vedkommende. Perlehønebrystet var stegt upåklageligt og smagte herefter, men som med vinen havde jeg gerne set det komme en omgang før.

Desserttid

Endnu en times tid var fløjet afsted (det gør den jo som regel i godt selskab) var det blevet desserttid – eller rettere prædesserttid.

En smukt lille kunststykke med kirsebær sorbet og champagnesorbet og gele i hovedrollerne.

De to mundfulde var tydeligvis aftenens højdepunkt, set med kærestens øjne (eller rettere smagsløg) og ordet himmerigsmundfuld røg vist over læberne mellem de to mundfulde.

Med ganen renset og munden genoptanket med mundvand var vi klar til dessert. Men først skulle der tjære på bordet i form af Lustau Pedro Ximenez “Murillo” Centenary Selection Sherry. 

Sjældent har smagt noget så intenst. Det duftede som, når man åbner en kasse tørrede dadler og smagte som om den efterfølgende var blevet presset ned i glasset sammen med en håndfuld blommer, rosiner, figner, syltede kirsebær og det hele lige havde fået en tur med bunsenbrænderen. Anderledes og interessant at smage noget kvalitetssherry – det sker alt for sjældent for mit vedkommende.

Og hvad ville du så servere til sådan et glas?

Dirk Luther vil i hvert fald servere egetræsis, aroniabær, syltede svampe og sidst men ikke mindst linket til den flydende tjære – en kulolie!

Det her var som en dessertudgave af vores hovedret. Kan man tale om en maskulin dessert, stod den nu på tallerkenen foran os med det perfekte match i glasset. Jeg er normalt ikke det store dessertmenneske, men egetræet, svampene og ikke mindst det røgede fra kulolien og sherryen var lige mig, omend det var en voldsom smagsmæssig omgang ovenpå de mange retter. Egetræsisen skulle vi i øvrigt løbe ind i ca. 2 timer længere nord på ugen efter, men mere om det en anden gang:)

Kaffetid

Mætte (og småberusede) skulle det gøre godt med noget kaffe.

Kaffen kom naturligvis med en perlerække af petit fours.

Bevidst eller ej blev ringen sluttet rent visuelt med endnu 4 små kunstværker – en macaron (så fik jeg også smagt sådan en) med ananas, safran og peber, tarte tatin, “After Eight” og kokos panna cota, hvor den lille geniale tarte tatin står klarest i hukommelsen.

Som du måske kan fornemme, var vi nu mætte på mere end en måde. Det skal dog ikke tage noget fra de to små men smukke isvafler med syrlig brombærsorbet.

Som om det ikke var nok, kom denne kasse også lige til bordet:

Fyldte chokolader med bl.a. mandler, champagne, kaffe, honning og cognac.

Behøver jeg fortælle, at vi tog elevatoren op til værelset?

Do it!

Alt i alt en aften med stor præcision, variation og kreativitet, smagsindtryk i spandevis og ikke mindst stor dybe i smagene. Vi var hele farvespektret  igennem fra pink til kulsort – bogstaveligt talt og det eneste jeg manglede var en osteservering.

Alter Meierhof og Meierei Dirk Luther i særdeleshed får en klar anbefaling herfra. Er du i humør til forkælelse, reklamerer hjemmesiden med pakketilbuddet “Just Gourmet” – alternativt kunne deres “Martin Luther King”-arrangement godt lokke til oktober!

Køretid fra København: Ca. 3 timer og 15 min.

Køretid fra Aalborg: Ca. 3 timer

Køretid fra Århus: Ca. 2 timer

Vis på kort…

Hvis du skulle vælge, ville du så i øvrigt vælge det nordiske, det franske eller et helt tredje køkken?

Stik os en kommentar