Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 17. oktober 2019

Scroll to top

Top

Ingen kommentarer

Guide til Balkan – del 2: Fem Fantastiske Destinationer

Guide til Balkan – del 2: Fem Fantastiske Destinationer
The Johan

For en uge siden kickstartede vi Gastromands guide til Balkan på vrangen med fem generelle betragtninger omkring Balkansjæl, madkultur og et par velmenende råd om alt fra heldagsdruk til sommerkjoler. I denne uge farer vi videre på vores Balkan-roadtrip og ser nærmere på fem steder du SKAL besøge på Balkan – lige fra turisthelveder til landsbyer på kanten af samfundet.

Hvis du har fulgt med i første del af vores alternative rejseguide til Balkan vil du vide, at der en vist fart over feltet og en vis sansemæssig mæthedsfornemmelse forbundet med at rejse 5000 kilometer igennem Europa på under to uger. Alligevel har jeg over de sidste par uger lagt hovedet gevaldigt i blød (i både øl, Rakija og rødvin) og giver hermed vores ultimative bud på fem kulturelle og gastronomiske stop enhver Gastromand bør indlægge på sin gastronomiske pilgrimsrejse til Balkan… Vi lægger stille og roligt ud i Kroatiens måske største turistparadis med en mindre diplomatisk krise og trusler om vold med døden til følge fra en aldrende tourguide.

 

Split, Kroatien

”I skal videre til Serbien?! Serbere er en flok banditter,” udbryder den aldrende turguide, vi har hyret i et forsøg på at klare os igennem den smukke havneby Split på de ganske få timer, vi har til rådighed. – ”Hvis I tager til Serbien,” udbryder han og trækker imaginære revolvere fra bukselinningen i bedste cowboy-stil, ”så bliver I med sikkerhed skudt!”

Balkan tourguide - Gastromand på guidet rundtur i Split

”Ej, det er bare for sjov,” siger han med en stemme og et blik som afslører, at det bestemt ikke er ment i sjov… Vi har trådt på en ligtorn af gammelt had og vores 75 minutters guidede tour rundt i Splits antikke centrum ender i en 120 minutters beretning om Serbiens rolle som bølle i Balkan-krigene og Kroatiens uskyld, storhed og uforlignelige skønhed.

Vi blander os ikke, men lytter og nikker. Der er altid mindst to sider til enhver historie, men i hvert fald en del af guidens talestrøm kan ikke fornægtes: Kroatien er et umådeligt smukt land, og mange ting kunne fremhæves som en del af denne charme – eksempelvis hovedstaden Zagreb med sit mix af gammel kultur og ny storbysvibe eller den umådeligt smukke nationalpark, Plitvice Lakes National Park, der igen fik mig til at genoverveje min tvivl på en højere, skabende kraft.

Uundgåelig på listen over must-see steder er dog Split, den oldgamle havneby ved Adriaterhavet, der i modsætning til dens mere kendte søster, Dubrovnik, kun er moderat overrendt af amerikanske Game of Thrones fans.

Smukke Balkan - Split i Kroatien by night!

Bykernen i Split udgøres af ruinerne af et flere tusinde år gammelt romersk palads, som samtidig udgør byens gamle bydel med et ligeligt mix af snørklede gamle passager, tyndslidte romerske gader, hyggelige kroge, souvenirbutikker og deciderede turistfælder. Imponerende og hyggeligt ser det ud, men det kan undre og bekymre en Gastromand at madudvalget i hele bydelen primært består af et mix af pizza, pasta, mellemøstlige specialiteter og tacos(?). Fremfor de vidunderlige fiske og skaldyrsretter, som kystbyerne er så kendte for, eller mere traditionelle retter fra det Kroatiske køkken.

Nuvel, pasta og pizza kan vel på sin vis tilskrives en historisk kobling til Romerriget og dermed Italien før Italien blev til Italien, men i vores mund rimer ”modern Italian cuisine” altså bare temmelig dårligt på ”Balkancharme” og ”traditionel mad.”

VI anbefaler enhver Gastromand eller -kvinde med respekt for sig selv udelukkende at ofre et besøg i Splits gamle centrum for synenes, stemningens og duftenes skyld. Tag turen sidst på eftermiddagen og nyd solen langsomt sænke sig over byens gamle tage. Fortsæt derefter videre helt ned på havnen og tag en afstikker til højre op ad nogle af byens gamle gader, væk fra turistfælderne og ind i det ægte Split hvor små, overrendte familierestauranter ligger side om side og de lokale drikker øl og brændevin til klokken sent over autentiske specialiteter som skaldyrs-gnocchi, Cevapi (krydret kebab af okse, svine- eller lammekød) og grillet kylling.

 

 

Det kommer måske til at kræve lidt kræfter og tålmodighed at få et bord, men det er hele kampen værd – specielt om sommeren når vejret er lunt og øllene kolde til langt ud på aftenen.

 

Mostar, Bosnien-Herzegovina

Der kan føres mange argumenter for, at der ikke var én egentlig vinder af Balkankrigene, men skal der tales om én taber, så må det være Bosnien-Herzegovina. Køreturen fra Kroatien og ind i Bosnien er mildest talt ikke opløftende: Landet er goldt, øde, krigshærget og fattigt.

Balkan på vrangen - sønderbombet hus i Mostar.

Sønderskudte bygninger præger stadig landskabet, og de mennesker, man møder på vejene, kører som om de mistede forstanden i den seneste krig. Så meget desto større bliver kontrasten, når man pludselig rammer landets første større by, Mostar, og på egen hånd oplever den forunderlige kontrast, der er Balkan.

Mostar old town

På turen ind i byen møder man stadig det forunderlige og skræmmende mix af faldefærdige, overgroede eller sammenstyrtede bygninger fyld med skudhuller og ar efter morternedslag, men ved siden af dette også ungdom, livskraft, mod og genopbygning… Og pludselig står man der så, midt på markedet i den gamle bydel, genopbygget med støtte fra EU og Unesco, omringet af et inferno af mennesker, liv, gøglere, gadesælgere og en duft af trækul og røget kød.

Spisested i Mostar Old Town

Kæmp dig igennem mylderet til den nærmeste fortovsrestaurant eller lille madskur og bestil den største portion af krydret Cevapi, du kan få fingrene i samt en af deres grilltallerkner, eller en mixed platter med sammenkogte retter, hvis de har det. En opfordring til spisested vil være nærliggende, men i stedet vil jeg opfordre til blot at gøre, som vi gjorde: gå efter duften, lydene og synet og vælg det sted, der taler til dig.

 

 

Mulighederne er mange, men jeg vil nærmest vove den påstand at lige meget hvad du bestiller og hvor du gør det i Mostars historiske bykerne, så kan det ikke gå helt galt… Og hvis det gør, skal de nok fortælle dig det!

Således var restauranten med det mundrette navn “Aščinica Balkan II” i Mostar det eneste sted, hvor vi oplevede ikke kun at blive vejledt men rent faktisk dikteret i vores madvalg. “Nej, nej, nej,” himlede den karismatiske matrone af en madmutter, da Malene forsøgte at bestille en lille portion Cevapi til frokist – “den er jo til børn, du skal have en stor!”

Helt galt gik det, da vi andre efterfølgende forsøgte at bestille samme ret. “Nej, nej, nej” faldt svaret igen prompte og insisterende på en charmerende simpel blanding af engelsk, tysk og bosnisk, “I skal have vores specialitet! Nu får I to Cevapi og én mixed platter, så kan I dele!” – “Jeg tror sgu ikke rigtigt, det er til diskussion,” sagde jeg til tøsernes spørgende blikke, “men hvis de rent faktisk vil påtvinge os det, kan det vel ikke være skidt?”

Og således blev det… Gestikulerende og himlende noget, der ikke krævede en længere sproguddannelse for at afkode som “forbandede turister” forsvandt madmutter ud i køkkenet til grillfar, som på rekordtid omsatte vores bestilling til et bjerg af traditionel krydret lammekebab og et svømmende overflødighedhorn af lokale simreretter på en bund af sovs og fedt. Tungt, mættende og absolut vidunderligt… Som den bosniske madkultur generelt, i øvrigt… Og så har vi øvrigt efterfølgende ladet os fortælle, at vi ikke engang var i den gode ende af de lokale restauranter den dag.

Maden i Mostars gamle bydel er Bosnien på en tallerken og nydt i denne fuldstændig surrealistiske kulisse af fordums storhed, altødelæggende krig, genopbygning, håb og fremtid bliver det ikke særligt meget mere autentisk Balkan-stemning – på trods af at vi reelt set befinder os midt i et turistcentrum.

 

Sarajevo Old Town, Bosnien-Herzegovina

Der kan føres endda meget saglige argumenteres for, at det ville være nemt for denne Gastromand at forelske sig i Sarajevo. En af mine smukkeste og dejligste veninder er født her, og har fortalt længe, dragende og nærmest tårevædet om byens historie, kultur og fordums storhed.

 

 

Alligevel er det en nærmeste overvældende oplevelse endelig at sidde her på en lun sommeraften med en lokal pilsner i maven, duften af de talrige trækulsgrill fra restauranterne i den gamle bydel i næsen, og den skrattende kakofoniske larm af aftenbønnen fra dusinvis af minaretter i ørerne…

Sarajevos gader

Alt sammen krydret med det noget kaotiske syn af niquab-klædte muslimer, ortodokse kristne og unge frisindede mænd i WWE-t-shirts og band shirts eller ditto kvinder i provokerende nedringende mavebluser, der mødes i et bizart mix af grøn te, øl, vandpiber, ubehageligt stærk kaffe og forskellige afarter af grillet kød. Det er rent kulturchok og en oplevelse af de helt store, og på en sommeraften som denne forstår man rent ud sagt ikke, at vi af visse skriftkloge før turen blev opfordret til helt at undgå Sarajevo som værende et udbombet, deprimerende helvede på jord og en sorgernes by… Og så måske forstår vi det alligevel lidt, for Sarajevo er om noget på Balkan beviset på, hvor meget der kan ske på to årtier.

Sarajevos Roser – i efterkrigstiden blev mærkerne efter dødelige morternedslag fyldt ud med rød farve. Den dag i dag pryder disse roser stadig byens hovedstrøg.

Sarajevo er på mange måder en sorgernes by: utallige gravstene og monumenter er overrepræsenteret i bybilledet som tavse vidner om fortidens uhyrligheder. Men Sarajevo er også håbets by: Et sted hvor vi fra vores nyrenoverede hotel ikke kun kan betragte sønderskudte bygninger, men også nænsomt restaurerede gamle ruiner og helt nyopført moderne skyskrabere af glas, stål og sten samt et på alle måder spirende udeliv, natteliv og ungdomsliv. Sarajevo er et glimtende håb i et lettere udmagret land og et løfte om kommende økonomisk vækst, genopbygning og forsoning imellem folkeslag. Sarajevo er på en gang det mest paradoksale og det mest sammenhængende jeg længe har set.

 

 

… Og maden er fantastisk. Her får du de bedste Cevapi på hele Balkan. Det hører vi både fra vores Bosniske veninde, og fra en af Gastromands yndlingspushere, manden bag Champagnebaren Kester Thomas i Københavns indre by. Og selvom vi har svoret at være upartiske i dette storpolitiske slagsmål må vi nok give dem ret. Det er svært at komme tættere på himlen end en Cevapi fra Bosanska Kuca – det skulle da lige være vores receptionists andet forslag til aftensmad: Burek fra Sač lidt nede af gaden… Eller kødwienerbrød, som vi hurtig får døbt det: filodej med fyld af krydret oksekød sirligt rullet og herefter overdænget med glødende kul og bagt i en gammel stenovn. Næringsprofilen lader formentligt noget at ønske, og folkesundheden lider formentligt under denne form for tiltag, men lykkelig, det bliver man af maden i Sarajevo.

 

 

Det eneste der, som i andre store dele af Bosnien er lidt besværligt, er det med alkoholen, hvis man altså vedkender sig den opfattelse, at alkohol er en del af et varieret aftenmåltid. Store dele af byens og landets befolkning er muslimske, og dermed afholdsfolk. Sarajevo bliver dermed også det eneste sted på vores rejse, hvor vi ser en café med udeservering stolt proklamere ”Yes, we have alcohol!”

WE HAVE ALCOHOL skilt i Sarajevo

En advarsel skal derfor lyde herfra om at undersøge drinkskortet inden man sætter sig til bords, med mindre man naturligvis ønsker at stifte nærmere bekendtskab med Bosniske læskedrikke eller den meget lavalkoholiske blanding af øl og sodavand kendt som Radler.

 

Rajačke Pimnice, Østserbien

Man siger, at de bedste ferieoplevelser findes langt væk fra turistruterne. Og ved I hvad? Det er rigtigt! Aldrig nogensinde har jeg været så meget på afveje, som da vi ledte efter vores overnatningssted i bjergene i Østserbien, aldrig nogensinde før er jeg blevet så fuld af at spørge om vej, og aldrig nogensinde har jeg haft så rammende, rørende og overvældende oplevelser, som jeg havde i en vinkælder i Rajačke Pimnice på grænsen til Bulgarien.

Rajačke Pimnice er et historisk centrum for vinproduktion i Serbien. En gammel landsby befolket af vinbønder og andet rakkerpak, som faldbyder egne vine, brændevine, med mere til både lokale og turister, som måtte forvilde sig forbi… Det ved vi nu. Det var så bare ikke et faktum, vi var klar over, da vi lander i landsbyen. Vi er egentligt blot på udkig efter vores Bed & Breakfast, som også skulle ligge i byen…

Egentligt skulle jeg have anet uråd da den store, overvægtige, svedende og pukkelryggede midaldrende mand kom haltende hen imod os med en halvfyldt 2 liters PET flaske af hvad der grangiveligt lignede hjemmelavet hvidvin i hånden. Men efter en lille time ad grusveje som blev mindre og mindre, igennem landsbyer som blev mere og mere forladte, forbi fritgående køer og geder, der sloges midt på vejen mod et sted så langt væk fra Margeritruten, at vi ikke engang havde en adresse, men blot GPS-koordinater, som viste sig at være ruiner af gamle vinkældre at køre efter, var alle bare glade for at komme ud af den sorte Peugot 207.

”Vi leder efter C’est La Vie,” prøvede vi på den simple kombination af fire verdenssprog, vi nu engang havde mest succes med i denne del af verden. Den stive kæmpe kløede sig i resten af håret. ”C’est… La… Vie…” prøvede Malene langsomt, bragte hænderne sammen, lukkede øjnene og lavede det internationale tegn for at lægge hovedet på en pude.

”Da,” lyste kæmpen op… ”Da! Wein, Bier, Schnapps, komm! Allez,” fortsatte han, og signalerede at vi skulle følge med mens han gik i gang med at fjerne låsen fra døren til en nedlagt ladebygning. ”Er vi sikre på, at vi…” når jeg sådan cirka ind i min sætning før vi pludseligt står midt i en ufatteligt dårligt oplyst og halvmuggen vinkælder med dybe åbne huller i gulvet, som vi på en blanding af Serbisk og fagter bliver formanet om ikke at brække benene i. ”Chardonnay, Cabernet Sauvignon, Merlot…” er de eneste ord vi umiddelbart forstår af kæmpens efterfølgende talestrøm, og så har vi et glas i hånden, og et mere, et mere, og et mere, og så et mere. Ti-femten minutter og fem glas vin, vi af høflighedshensyn ser os nødsaget til at drikke, forsøger vi os igen med en høflig forespørgsel. Denne gang er det, som om den visne kæmpe klarer op og forstår… ”Da, C’est La Vie!” udbryder han og peger på nogle fyldte flasker… ”Quatre Euro!”

Serbisk vinbonde i aktion - Balkan på vrangen

”Nuvel,” tænker min tillakkede hjerne, ”vi skal købe os vej ud!” Jeg siger ja til at købe to flasker, og pludseligt kan kæmpen tilsyneladende godt vejen til stedet, vi leder efter. På serbokroatisk, russisk og en lille smule fransk peger, gestikulerer og fortæller han, og vi vakler videre ud af hans vinfangekælder… Lige ind i det ældste trick i bogen. Selvfølgelig har han ikke ledt os på rette vej, han har ledt os lige i armene på hans kompagnon; egnens fermeste Slivo-bonde!

Et velkendt scenarie gentager sig, denne gang bare med brændevin i glassene… Men vi sejrer, kammerater, vi sejrer ad helvede til! Det lykkes os, lidt i held, lidt ved en fejl, at få vores næste drukkammerat forklaret, at vi er nødt til at komme af med vores bil ved C’est La Vie Bed & Breakfast, så vi kan hente vores penge og komme tilbage at købe noget brændevin hos ham.

Verdensmanden og forretningsmanden øjner et nemt salg, køber vores forklaring og peger på pigerne, derefter bilen, og hiver resolut fat i mig. Nu skal vi åbenbart gå foran og have os en mand til mand på Serbokroatisk og så kan kvinderne ligesom få lov til at føre bilen. Med rustne køreegenskaber samt små fem glas vin og tre snapse indenfor vesten lyder det faktisk som en vanvittig fornuftig idé, også selvom jeg ikke helt forstår hans udlægning af livet i bjergene på grænsen til Bulgarien, som han underholder med undervejs.

”C’est La Vie,” udbryder han endelig og peger… ”Schnapps gut?” – ”Hold nu kæft, din gamle røver,” udbryder jeg muntert og nikker smilende. Han sætter i et halvvejs tandløst grin, ryster min hånd hjerteligt og vralter hjemad.

Vi ender med at ankomme til vores aftale om middag og overnatning på C’est La Vie på, hvad der bedst kan beskrives som Balkantid. Her bliver vi modtaget af vores værter, vært og underholder Saša samt madmor Sanja med smil, åbne arme og tilsyneladende uanede mængder af Serbernes yndlingstidsfordriv – Rakija. Vi forsøger at undskylde vores sene ankomst med at vi for vild, og havde svært ved at finde frem, og at intet i bunken af ruiner og kældre for alvor lignede et Bed & Breakfast. ”Don’t worry,” affejes vi med totalt Balkansk ro, ”this is just dinner place and you are here now.”

Vi bliver bænket, glassene fyldt, tømt og fyldt på ny mens et overdådigt udvalg af røget kød, lokale oste og hjemmebagt brød rammer bordet. – ”Don’t worry, guys, this is just the starter,” lyder det fra Saša, som om der burde være noget i vejen med de fem slags kød, tomatsalaten, ostetallerkenen og de hjemmebagte brød.

 

 

Vi spiser, skåler, snakker, skåler og spiser lidt mere. Kød viger vej for suppe og Rakija giver vej til vin. Lokal vin, rød og hvid, serveret i enliters karafler – og så pludseligt tager fanden ved festen: foran os på bordet lander den ene langtidstilberedte Serbiske specialitet efter den anden: langtidsstegt svinebryst, sarma (surkålsdolmere), kylling, sammenkogte retter på både grøntsager og kød, mere brød, dipping saucer og meget, meget mere.

”I ville jo gerne smage et lille udvalg af Serbisk mad,” siger madmor Sanja nærmest undskyldende, ”tag nu for jer, vores lokale vinmagere kommer om lidt og arrangerer en lille smagning for jer!”

Vi ender med at æde så det halve kunne være nok. Ved langbordet er et midaldrende Serbisk par fra Beograd kommet til. De drikker Rakija, og vi snakker på tværs af sprogbarrierer og igennem røgtåger. På Balkan ryger man – også ved bordet, og det gælder både gæster, vores værter og en mor/søn duo fra den lokale vinproducent Vinarija Raj, der nu også er kommet til.

Og så er der vinsmagning på Serbisk. Det fungere på den ret lavpraktiske måde, at man åbner en flaske, hører et par bevingede ord om den, og så drikker man den. Når den er tom, smager man den næste og så fremdeles indtil fem mennesker har drukket seks flasker vin, og der begynder at ryge ekstra flasker på bordet – sådan bare for hyggens skyld.

 

 

Den lokale vin er god – faktisk overraskende god – men alt sejler. Foran mig er den unge vinmager faldet i søvn ved bordet, mit eget hoved svømmer, værtsparret sidder tæt for bordenden og kigger nærmest nyforelsket på hinanden, vores nye mandlige serbiske ven fra det midaldrende ægtepar er ved at forsøge at lære Emelie det kyrilliske alfabet, mens hans kone, godt hjulpet på vej af Rakija og vin, endelig har smidt genertheden og fået løsnet op for de engelske gloser. Udenfor er eftermiddagssolen gået over i både tusmørke, aften og nat… Og som John Mogensen så rammende sang i sin klassiker fra 1971 ”nu må jeg vist hjem!”

Detaljerne om præcis hvordan vi kommer den korte vej fra vinkælderen til vores overnatningssted i en nærliggende landsby er mig sandt sagt en anelse uklare, men faktum er, at både vi og vores nye Serbiske venner vågner til morgensolens stråler i et hyggeligt men spartansk Bed & Breakfast, som vi har delt natten over. ”Good morning,” siger min nye Serbiske ven og kigger undersøgende på mig, da jeg træder ind i fællesarealet i køkkenet ”sleep well? Don’t worry. You are in Serbia. We are strong men, we have Rakija for breakfast”

Og så er dag to i bjergene i Østserbien skudt i gang…

 

Beograd, Serbien

”105 kr for en morgenkomplet,” udbryder jeg vantro… Og opdager først for sent det paradoksale i min udtalelse. Vi sidder på et moderne fire-stjernet hotel på toppen af et nyopført shoppingcenter i Beograd og nipper til det sidste af den mest overdådige hotelmorgenmad, jeg har indtaget i nyere tid… Men vi er så søbet ind i Balkankultur, Balkanpriser og Balkanmentalitet, at oplevelsen, som snildt havde kostet os det 3-dobbelte i en hvilken som helst anden Europæisk storby virker nærmest urimelig dyr.

 

 

Beograd er kontrasternes by på Balkan – Balkans New York kalder de det, men det er lige så rammende, som når de andre røvhuller på redaktionen kalder Aalborg for Nordens Paris. Byt de to rundt, og du har en mere rammende betegnelse: Balkans Paris, hvor fordums pragt møder nutidig glans, mere eller mindre malerisk forfald og en til tider lidt overvældende lugt af tis og lort.

Krigen virker for første gang på turen uendelig langt væk her: Foruden et sønderbombet tidligere regeringssæde, som står tilbage som et stykke antivestligt propagandahistorie, er her ryddet godt op. De sønderskudte bygninger er renoveret, de tomme er dækket til med kunst eller reklamer, og alting emmer af liv, genopbygning og en overraskende mængde hipstere.

 

 

Til frokost spiser vi sandwich og burgere til frokost til tonerne af house-musik på en trendy burgerbar på byens hovedstrøg. Jeg får en motherfucker af en burger blandt andet indlagt en skive paneret ost. Det er hipster Americana møder old-world charme og elendig service i en prisvenlig cocktail. Senere smager vi os vej i udvalget af små hundrede forskellige frugtbrændevine på Rakija Bar (en slags brunt værtshus for hipstere) og vælger hvilke, vi skal have med hjem. Og vi går gennem aftenen blandt lysende neon, kaffebarer, gademusikanter med varierende grader af talent, restauranter og barer til vi ender ved byens gamle marked og Malenes brors yndlingsrestaurant, Restoran Kalenic.

 

 

Vi får et bord udenfor. Parret ved siden af os drikker Aperol Spritz, et selskab på 8 får to flasker rosé og drinks på bordet og to lettere højrystede mænd til vores anden side dunker vodka og cola, så man ikke skulle tro, at i morgen var tirsdag. Det er vores sidste dag på Balkan, men jeg har det, som om jeg lige så godt kunne sidde i Østberlin. Jo, der var den sgu. Beograd er ikke Balkans Paris, den er Balkans Berlin… Og så kommer vores mad, og vi er pludselig ikke længere i tvivl om, at vi er på Balkan og ikke under mere hjemlige himmelstrøg. Vi får Mućkalica, det på en gang helt rigtige og helt forkerte valg. En tyk, tung og nærmest overvældende stuvning af kød, grøntsager, peberfrugter og krydderier. Det er min skyld, det var det eneste, jeg manglede på min liste, og jeg har trukket tøserne med ned.

Det er stadig stegende varmt her henad aften. Det samme er maden – og stærk. De har et liberalt forhold til chili på Balkan, og jeg elsker det. Mine medspisere måske knap så meget. De kæmper med deres mandeportioner, med varmen og med krydderiindholdet – og de gør det faktisk godt. Da jeg lettere kødskæv og fortumlet kaster håndklædet, smider skeen i min tomme skål og stiller mit andet drænede krus fadøl på bordet – er de også færdige. Ikke som i færdige med maden, men vel halvt igennem en portion, der havde været rigeligt til en markbonde i Tito-tiden. ”Jeg er faktisk imponeret,” får jeg indrømmet. ”Jeg forstår ikke hvordan Balkan kvinder kan være så tynde,” svarer den ene fortumlede pige resignerende og træt.

 

 

Efter en sund mængde hovedrysten fra vores tjener, som åbenbart mente han flere gange forsøgte at advare os omkring galskaben i vores plan om at spise tre voksenportioner, vandrer vi tilbage til vores hotel af brede boulevarder og beboelseskvarterer, som endelig er ved at tynde ud for mennesker her kl. 23 på en hverdag. Spredt omkring i det offentlige rum sidder kærestepar og snakker i den lune sommeraften, venner drikker øl, og vi når lige præcis endnu en omgang af gademusikanternes favorit, Californication af Red Hot Chili Peppers, inden vi rammer hotellet.

Der er ikke meget Californien over Beograd. Beograd er helt sin egen. Det er tankerne i mit hoved mens jeg slentrer de sidste meter på Balkans fortove. Om lidt er vi ved hotellet, om lidt ligger jeg i min seng på vores i det øjeblik dyre juniorsuite til 900 kr. pr. nat, og om få timer går turen tilbage mod Danmark. Jeg er udmattet, træt, overstimuleret og helt færdig af indtryk. Men jeg er på ingen måde færdig med Beograd eller med Balkan, det er løftet til mig selv, da mit hoved rammer puden.

 

To be continued…

Og her når vi så vores næste stop på Gastromands hæsblæsende tur over Balkans stepper. Således beriget med et par oplagte og et par knap så oplagte turistmål, har du forhåbentligt lidt mere appetit på at gøre os turen efter… Følg med næste uge, når vi giver dig fem ikoniske Balkan-retter, du SKAL spise for at stille sulten på din færd!

Stik os en kommentar

Smid en kommentar