Gintossen om Dansk Gin: Disse 15 gør Danmark dejligere
Hos Gintossen er vi meget privilegerede, når det kommer til at smage nye ginner. Vi har i vores tid smagt mange – rigtig mange – og som det ser ud lige nu, så stopper det ikke foreløbig med introduktionen af nye varianter. Vi bliver ofte spurgt, hvordan vi i Danmark egentlig klarer os i forhold til de udenlandske – om vi overhovedet kan være med, når store producenter og kendte destilleriområder folder sig ud. Til det må vi bare sige JA!!!
Selvom vi naturligvis har svært ved at hive klaphatten helt af, så må vi bare konstatere, at Danmark i den grad kan være med helt fremme. De danske producenter har en kreativitet og en nysgerrighed, der sagtens kan måle sig med de største.
Fra vores udenlandske kollegaer, er der da også kun rosende ord til overs for de danske produkter, når vi introducerer dem for vores lokale dråber – ikke mindst får vi roser for ofte at tænke lokale råvarer ind i produktionen og for at tænke kreativt, når det kommer til nye smagsgivere og smagsudtryk.
Om det er danskernes naturlige nysgerrighed, vores stolte brygtraditioner eller måske bare en stor kærlighed til ginnens muligheder, ved vi ikke, men vi må bare konstatere, at antallet af producenter, destillerier og produkter stiger med eksplosiv fart og det samme gør de store smagsoplevelser. Vores ven, Michael Sperling, lavede en opgørelse over rene danskproducerede ginner – altså ginner der er både udviklet og produceret i Danmark – og her nåede vi op på ca. 100 forskellige ginner. Lægger vi dertil de ginner, der er udviklet i Danmark og herefter produceret på et udenlandsk destilleri, så er antallet nok nærmere de 125!
De danske ginner høster også mange fine priser derude, selvom der næsten er gået inflation i prisuddelingen – så meget at det nærmest minder om alle de bokseforbund, hvor enhver lokal forening skal uddele en World Award (hmm… måske skulle vi uddele ”The International Gintossen World Wide Honorary Gin Geek Award”???) Men der er stadig flere af de helt store og anerkendte priser, som IWSC & World Spirit Awards, som har tildelt danskerne flot hæder – og med rette!
Det fede er, at netop fordi der er så mange, der producerer lokale ginner med masser af lokale råvarer, så er det næsten muligt at smage sig igennem Danmarks fauna via gin (bare husk ikke at smage det hele på en gang og husk at lade bilen stå). Disse små perler finder du overalt og mange steder har du endda også mulighed for at møde producenten og få en snak om deres små perler.
Vi vil meget gerne slå et slag for nogle af disse små danske perler, i senere artikler vil vi derfor beskrive nogle af disse herligheder lidt nærmere. Så lad denne artikel være en opfordring til at se nærmere på vores danske ginner – giv dig selv (og andre) en flot og ofte lidt vildere smagsoplevelse.
Så her er 15 ginner, som er spredt over det ganske land, og som vi synes du bør se nærmere på, hvis du er i området, eller hvis du vil smage en dansk gin-ialitet…
Anholt Gin
Hvis du har set ”Toppen af Poppen”, så bemærkede du måske sanger, sangskriver og producer Thøger Dixgaard tale om sin nye gin, Anholt Gin. I samarbejde med vennen Jakob Kjærgaard, har de villet vise deres mangeårige kærlighed til Anholt ved at lave en lokal inspireret gin. Sammen med Master Destiller Anders Bilgram fra Nordisk Brænderi og hans produktionsapparat, har de lavet denne lille, lækre gin. De kalder den selv ”mindre pis – mere gin” og vi er faktisk enige!
Ginnen Anholt Gin er produceret på friske enebær fra Anholt, som er håndplukket med hjælp fra en masse frivillige mennesker. Sammen med 3 andre botanicals, korianderfrø, kvanrod og citronskal, har de skabt en flot, enebærpræget gin med en lækker let fedme. Gå med en traditionel Fever-Tree Indian tonic og en lille smule citron – eller gå den lidt middelhavsagtige vej med en Fever-Tree Mediterranean tonic og en kvist rosmarin. Uanset hvad du vælger, så får du en super lækker GT!
Copenhagen Distillery
Drengene på Amager er virkelig nogle kreative fyre! Der leges med alle smagsvarianter, alle cocktail typer og mange forskellige spiritusser. Det har bl.a. resulteret i f.eks. en mexicansk kaffe likør, snaps med indonesisk langpeber og på gin fronten har de netop lanceret deres nye, lækre gin med laurbær, der giver mulighed for at lave en fænomenal lækker GT. Kendetegnet for alle deres produkter, er en overdrevet luksus – lige fra måden indholdet produceres på til selve flasken… vi ELSKER den karakteristiske flaske og den hånddyppede forsegling og vi elsker at de tænker smagsoplevelse først, i alt det de gør!
Deres Oak Gin er endnu en af deres ”to die for” ginner – en fadlagret gin, der bare skal nydes ”neat”. Intet er overladt til tilfældighederne – således skaber de selv deres sherryfade ved at lade nye fade mætte i 4 måneder med kvalitetssherry, som de kun anvender 4 gange. Smagen er intet mindre end en himmelsk mundfuld, som er både rund, sød og fuld af fad- og sherrysmag!
Destilleriet Als
Als er gået ”all-in” og har i dag 2 helt nye destillerier, hvoraf det ene er Destilleriet Als. Da den ene af os Gintosser faktisk har trådt sine barnesko i Høruphav, der ligger 1 km fra destilleriet i Hørup, gør det jo en Gintosse ekstra stolt! Destilleriet startede i 2018 og har kastet sig over både gin og whisky. Vi tror på at gutterne kommer til at give os mange gode oplevelser fremover! Eller som man siger på Sønderjysk ”Gåt gavn, Knejte”
Kalas Gin, som udtales ”ka’læs”, betyder ”stor mængde af noget godt” og det er en frisk gin med noter af enebær, citrus, kardemomme og kamille. Sig ”møjn” til ginnen med en Indian tonic, der kan holde trit med enebærret og citrusnoterne og garner evt. med en lille citronskal.
ELG Gin / Stone Grange Distillery
Henrik Elsner er en af vores helt store forbilleder som Master Destiller. Med en baggrund som en yderst dygtig kemiker, har Henrik en fantastisk disciplineret tilgang til produktionen. Han ved ALT hvad der er at vide om kemi og hvordan dette påvirker på produktionen og smagen. Han har stillet sig selv en vild opgave: At lave helt forskellige ginner med de samme 3 grundingredienser: Enebær, gulerod og koriander frø! Og tro os når vi siger, at han er lykkedes med det – sikke nogle fantastiske resultater! Indtil videre er det blevet til 6 helt forskellige ginner med de samme 3 ingredienser! Så at drikke en ELG gin er ikke kun en fantastisk smagsoplevelse – det er også et studie i, hvor blæret det er, når man tager en systematisk tilgang til tingene og viser at tingene bare holder 100% i praksis!
Henriks seneste skud på stammen – den 6. gin i rækken – hedder faktisk ELG No. 0. Det skyldes, at dette faktisk er hans første opskrift, som han har valgt at vække til live. Gintossen er mere end taknemmelige for dette, for med ELG No. 0, en Franklin & Sons Indian tonic, et par tørrede enebær og en citronskal, har dette være en af Gintossens helt store sommerfavoritter.
Herbie Gin
Anders Skotlander og hans Herbie Team leverer den ene gin perle, efter den anden – og verden reagerer! Vi vil næsten påstå, at vi kan kende Anders’ produkter, hvis vi fik dem i en blindsmagning, da de ofte har en flot lakridsnote over sig.
Deres første gin, Herbie Original Gin, var da også kendt for at være meget lakrids’et – noget som ind i mellem delte vandene rundt om i verden. Vi danskere elsker lakrids – udlændinge er ofte lidt mere skeptiske… men når det er sagt, så skal det nævnes, at den vandt dobbelt guldmedalje i 2016 i USA i ”FiftyBestGin”. Deres Herbie Virgin – den helt uden alkohol (ja…vi skrev uden alkohol) er en international succes og er et fantastisk tilbud til f.eks. folk der skal køre hjem og stadig gerne vil have en lækker cocktail. Anders og hans ginner er virkelig værd at lære at kende – og vi venter meget mere fra hans hånd i de kommende år!
Herbie Export Gin er baseret på deres Herbie Original Gin, hvor lakridsen er justeret noget ned. Resultatet er en fantastisk gin, der (også) har vundet vores hjerter. Udover at bruge den til en GT med en Indian tonic og en appelsinskal, bruger vi den meget gerne til f.eks. en Negroni sammen med en rød vermouth og enten Campari (bitter), Amaro Mondino (mindre bitter end Campari) eller Aperol (sødere og mere orange smag).
Ginscape Gin
En af de stort præmierede danske ginner, er Ginscape London Dry Gin. Senest vandt de en guldmedalje hos World Gin Awards i 2018. Hans, Ole og H.C. har vi mødt mange gange og er nogle virkelig søde og sjove fyre. De var 501 dage om at komme fra ide til færdigt produkt, men hvilken international – og samtidig dansk – gin, de har lavet! Opskriften blev skabt i en baghave i Rungsted og da gutterne var enige om den endelige opskrift, gik de all-in og bestilte den destilleret på det verdenskendte destilleri, Langley i England, som også har produceret eksempelvis Geranium Gin.
Ginscape er lavet med bl.a. bornholmsk havtorn, som de fandt ud af, gav den perfekte balance i denne friske, citrusprægede gin. Blandet op med en Lamb & Watt Original tonic (som er en smule sødere end en Fever-Tree Indian tonic) og en citronskal – eller en Mediterranean Tonic og en appelsinskal – så har man en super lækker, klassisk GT, som både garvede gindrikkere og nytilkomne fans vil elske!
Møn Gin
Isle of Møn Spirits drives af Sara og Uffe Skaaning og deres mål har været at lave en gin, der kun har smagsgivere fra Møn. Som på Anholt, samles urterne med hjælp fra en masse frivillige og som tak for hjælpen, får hjælperne en flaske Møn Gin fra den kommende produktion. Alt omkring Møn Gin er baseret på hjælp fra de lokale – prøv at følg dem på Facebook og se, hvor enkelt det køres (ment på den absolut bedste måde) og hvor genialt resultatet er! Hvis tilmeldingen til enebær plukkeriet ikke allerede var overtegnet for 2018, havde vi meldt os… ikke kun fordi belønningen ville være det hele værd men fordi vi elsker disse lokalt drevne initiativer!
Når man sætter sig for kun at lave gin baseret på lokale smagsgivere, så må man virkelig være kreativ, når man ikke lige kan bruge traditionelle botanicals som citron, koriander og lakridsrod. Derfor kan vi vist roligt sige, at de bruger utraditionelle botanicals – hvor finder man ellers eksempelvis strand-trehage, gråbynke, sødskærm, rejnfan, hvidkløverhonning, citronmelisse og kridt fra Møns Klint. Server den med en Fever-Tree Indian tonic og masser af is og se hvordan et lokalt ginprojekt sagtens kan bide skeer med de helt store!
Njord
Hvis du får mulighed for det, så stik næsen forbi Njord Destilleri i Århus. Drengene har fået lavet et fantastisk destilleri, hvor deres smukke ”Frau Müller” destillationsapparat står placeret smukt i midten i det storslåede lokale. Deres ginner er lige så storslåede, for de to hovedkræfter bag Njord, Lars Toke og Troels, har taget begrebet ”fri leg” bogstaveligt. Njord Gin er en af de eneste destillerier, der alene koncentrerer sig om ginudvikling og produktion. De kalder selv deres projekt ”et hobbyprojekt der gik helt galt” – det kan vi kun sige tak for!
Njord United Nature er et rigtig godt eksempel på, hvordan Lars Toke og Troels leger: En fusion af danske botanicals som rønnebær, mælkebøtterod og pastinak møder spanske appelsin blomster, solmodne appelsiner, timian og rosmarin. Vi holder fast i det sydlandske tema og bruger en Fever-Tree Mediterranean og en lille kvist rosmarin – og som altid masser af is!
Nyborg Destilleri
Når du krydser Storebælt, bør du gøre dig selv en tjeneste: Kør af ved Nyborg og kør et smut forbi Nyborg Destilleri! Det ligger 800 meter fra Circle K og McDonalds ved motorvejen i Nyborg og du aner ikke, hvad der venter dig! Stedet er smukt – de laver en fabelagtig espresso – de laver vanvittig god mad – og så laver de 3 smukke gin perler: Dew, Frost & Mist. Alle 3 ginner er lavet med inspiration fra området omkring destilleriet – tang, sandurt, hyldeblomst og violer, er nogle af de ingredienser, Master Destiller Kim Møller Elshøj bruger i disse alt andet end klassiske ginner.
Den mest ”vilde” af dem rent smagsmæssigt, er Mist – en Navy Strength gin på intet mindre end 57%, som ikke kun med sin power i alkoholen, blæser dig bagover: Anvendelsen af tang og salturt giver et enormt maritimt indtryk, der får en til at tænke på hav og skaldyr. Med tankerne på den fynske kyststrækning en kold efterårsdag, kan du f.eks. lave dig en Gin & Tonic med en Aqua Monaco tonic og en skive grape.
Radius Distillery
Hos Master Destiller Kristian Larsen kan alt ske – alt er muligt og alt er tilladt. Hans tilgang til ginnen er baseret på en enorm kreativitet og lyst til at skabe nye oplevelser og han går langt for at give os helt nye smagsoplevelser. Da han eksempelvis ville skabe en ny gin med røgede enebær og kaffe, måtte han Danmark rundt for at finde de bedste til at koldryge enebærrene – hvilket viste sig at være nogle lokale fiskere på Sydsjælland – og ufattelig mange kaffebønner blev testet inden et Nordsjællandsk kafferisteri havde nøjagtig det, han søgte. Vi ved, at der er meget mere på vej fra Radius Distillery, så hold øje og glæd jer!
Gintossens helt store sommerhit har været Radius Batch No. 003 med hyldeblomst, citronskal, fennikel og enebær. Vores gæster har kaldt den ”Sommer på flaske” når man mikser den med en Fever-Tree Indian Tonic og et lille stykke citronskal, som du ikke skal knække men bare lægge i… Og tro os – det er en smuk, let og forfriskende GT som kan drikkes hele året!
Skagen Gin
Skagen Gin er et rigtig godt eksempel på, at man ikke umiddelbart behøver at etablere sit eget destilleri for at udleve drømmen om at lave en lokal gin. Vinspecialisten i Skagen er kendt for sin meget store samling af ginner og Peter Bak Andersen ville virkelig gerne lave en lokal gin med lokale botanicals. Hans succes er ikke til at tage fejl af – han er nu ved at få Master Distiller Anders Bilgram fra Nordisk Brænderi til at lave 5. batch. Så de første 1.000 flasker er allerede solgt.
Ginnen er skabt ved hjælp af blandt andet porserakler, havtorn, blåbær og naturligvis enebær, hvilket giver en citruspræget gin med en let antydning af sød lakrids. Også her synes vi at en Fever-Tree Indian tonic og citron komplimenterer ginnen rigtig godt. Når man sidder og nyder sin Skagen GT og studerer flaskens smukke elementer med den lakerede stopper og hulstenen, der er bundet om flasken, falder tankerne let tilbage på alle de gode minder man har fra Skagen og den fantastiske natur deroppe.
Sams Island Distillery
”Hey – er der nogen der vil med ud og finde myrer, så vi kan lave en gin?”. Vi tænker at det må ha’ lydt temmelig mærkeligt i manges øre, da de 3 ejere første gang gik i gang med deres produktion af Sams Island Gin. Men anvendelsen af de lokale orangemyrer har vist sig at give ekstremt god mening, for ligesom Noma har vidst, at disse myrer har en lækker appelsin/citrus smag, så viste det sig også at give en fantastisk smag i ginnen. Utroligt hvilken kreativitet man kan udvise, når man gerne vil lave en appelsin/citrus præget gin af lokale Samsø råvarer og der ikke er et eneste appelsin- eller citrontræ i nærheden. ”Appelsinen” fylder faktisk utrolig meget i duft og smagen. Ginnen er en smuk, ganske enkel og sprød gin, der med sin smag af ”appelsin” og lokale enebær, giver et fantastisk godt udgangspunkt for en Gin & Tonic, som du gerne vil have flere af. Vi synes at den lidt sødere Pellegrino Tonic og en appelsinskal giver rigtig god mening, da den både giver en let sødme, en friskhed og stadig lidt spil på smagsløgene.
Schackenborg Gin
I samarbejde med H.K.H. Prins Joachim, har De 5 Gaarde udviklet en dansk gin, som vi er blevet ret pjattede med. Det interessante ved denne gin er, at det er en rigtig alsidig gin – en gin, som du kan bruge til rigtig mange forskellige cocktails og som du kan lave mange varianter af Gin & Tonics med. Det er en lækker blød gin med en afdæmpet enebær profil og som med anvendelsen af appelsin, bergamotte og kardemomme vil være elsket af mange. Dette er eksempelvis en gin til dem, der ikke har 28 forskellige ginner på hylden, men ønsker en virkelig alsidig kvalitetsgin!
Skal du lave et par Gin & Tonics, så ville vi vælge en Fever-Tree Indian tonic og en citronskal til dem, der er til de klassiske GT’ere – og anvende en Fever-Tree Mediterranean tonic og en appelsinskal til dem, der godt kan lide dem lige sødere og rundere. Du kan også gå cocktail vejen og bruge den til en French 75 med champagne. På vores Instagram og Facebook side har vi en del opskrifter på GT’ere og cocktails med denne dejlige gin!
Woodhill Gin
Jeppe Skovbakke Juhl er en mand med enorm sans for detaljer. Og lad os bare sige det som det er: Det er nok den smukkest detaljerede flaske, vi har set i Danmark. Hvis du går på vores Facebook eller Instagram profil, kan du se lidt billeder af nogle af designelementerne – den smukke flaske, proppen med det brændte logo, den lille snor med metalemblemet osv. Jeppe har ville lave en gin, der skulle genskabe den ro og skønhed, han finder i naturområdet omkring Vejby i Nordsjælland.
Ginnen er dels lavet på basis af en række traditionelle botanicals og så har Jeppe også brugt mere utraditionelle smagsgivere, som asparges, rosenknopper, røde peberkorn og lavendel. En Fever-Tree Mediterranean balancerer ginnen perfekt mellem syre og sødme og garnér gerne med nogle af de utraditionelle botanicals, der er i ginnen og du får også en GT, der er en fryd for øjet!
Østersøens Brænderi
Som om Bornholm ikke har rigeligt at vise frem…! Nu har de endnu en ting, de kan vise frem med stolthed: Østersøens Brænderi’s Premium Dry Gin! Vi elsker bare den lækre, lille flaske og det rene og ret simple design. Det er Martin Kofoeds første Dry Gin, og den har han lavet på en 200 liters destillator kaldet Lilly, og vi må sige, at Martin (og Lilly) virkelig har ramt vores smag. Men Martin hviler ikke på enebærrene – han har netop lanceret endnu en lækker Gin, som denne gang er en Rabarber Gin, med den smukkeste lyserøde farve. Derudover er en Ginlikør på morbær som alternativ sil slåen, på trapperne – og den glæder vi os også meget til at smage.
Premium Dry Gin er lavet på 10 botanicals som bl.a. omfatter enebær, æbler, lyng, hindbærblade og havtorn. Smagen er en smuk, ren enebær og citruspræget gin, der fortjener at blive nydt både neat og sammen med den lidt mere neutrale Franklin & Sons Indian Tonic og garnér enten med en skive citron, havtorn eller en skive æble.
Premium Rabarber Gin er lavet på fundamentet af Premium Dry Gin, men her er rabarbersaft benyttet ifm. nedvandingen, men på en subtil og ikke dominerende måde. Det er derfor også nærmere en tør – og på ingen måde sød – Gin. Drik den evt. med en tonic uden for meget kinin (læs: bitterhed) – vi bruger Fever-Tree Mediterranean – og garnér evt. med lidt æble eller timian, som fungerer rigtig godt!
Vi siger det gerne igen: Danske ginner kan sagtens måle sig med det enorme udbud af udenlandske ginner, der er på markedet i dag! Husk, at de her nævnte kun er et lille bitte udpluk af de geniale, danske ginner, vi alle kan være stolte af – der er mange flere vi kunne have taget med, og det er nok ikke sidste gang, I hører Gintossen snakke om danske ginner.
Men tag ikke kun vores ord for det – prøv dem!!! Besøg de lokale destillerier, enten på en de mange ginarrangementer, der afholdes i det ganske land, eller ”hjemme” hos destillatørerne selv. Næste gang du skal vælge en ny gin, så drop ”det sikre valg” og prøv noget nyt! Vi har haft fornøjelsen af at snakke med rigtig mange af producenterne og smagt deres geniale resultater og vi vil så gerne give denne oplevelse videre til dig… de gør virkelige Danmark dejligere !!!
Vil du læse mere om mange af disse ginner, så besøg os på Instagram, Facebook og vores hjemmeside gintossen.dk – og følg vores forsatte smagning gennem det ganske gin Danmark!
Stik os en kommentar
Submit a Comment