Nemt, lækkert, luksuriøst: Verdens bedste kantarelmad
Kantareller, den danske skovbunds guld, svampenes ukronede konge, osv. Lige meget hvad vi kalder den, er det en fantastisk spise, som du endda kan være heldig selv at finde i de danske bøgeskove.
Sæsonen løber fra juni til oktober og kantarellen kan kendes på sin frække gule farve. Kantarellen kan ikke umiddelbart forveksles med nogen giftige svampe, så lad bare jagten begynde.
Under denne uges ferie i Blokhus har jeg været så heldig t falde over et ægtepar, som sidder og piller og renser svampene. Jeg nappede naturligvis en bakke til fornuftige 40 kr.
Kantarellerne blev forkælet af verdens nemmeste brød og verdens bedste ost (Thise Mejeris økologisk Vesterhavsost), hvorfor den med rette kan kaldes verdens bedste svampemad:-). Smør, svampe og ost giver masser af umami, men savner man noget kød, vil en skive sortfodsskinke selvfølgelig sætte prikken over i’et.
Rengøring af kantareller
Kantareller gøres nemmest rene ved at børste jord og andet skidt af svampene med en lille børste. Min erfaring siger mig dog, at det kan være svært at få alt knas af svampene, hvilket giver et mindre lækkert resultat.
Børste vs. skylle
Derfor skyller jeg altid mine kantareller under rindende kold vand. Dette betyder dog, at svampene skal tørres grundigt, således de ikke koger og bliver slatne under tilberedning!
Ingredienser
- 2 skiver af verdens bedste brød
- 1 bakke rensede kantareller
- 1 finthakket skalotteløg
- 1-2 spsk. hakket persille - helst bredbladet hvis du spørger mig
- 1 tsk. hakke citronskal fra en usprøjtet citron
- Lidt høvlet Vesterhavsost
- 2 spsk. smør
- Balsamico
- Olivenolie
- Salt
- Friskkværnet peber
Sådan gør du
- Smør brødet med olivenolie og steg dem sprøde på den ene side på en grillpande
- Skru en pande op på fuld skrald
- Smid en skefuld smør på panden
- Når smørret er brust af smides kantarellerne på panden
- Efter et par minutter tilsættes løg, citronskal og persille og resten af smørret
- Lad det hele stege endnu et par minutter
- Hæld svampeblandingen i en lille
- Stil panden tilbage på varmen og hæld lidt balsamico på og kog ind til en sirup
Noter
Giv brøddet lidt ost og til sidst balsamicosiruppen
Velbekomme og go’ kantareljagt!
Har du iøvrigt en favoritopskrift med kantareller?
Stik os en kommentar-
Hej SørenJeg er vild med dine opskrifter, og bruger dem tit.
Jeg havde ikke købt citron ind, så jeg gav det en sjat hvidvin i stedet.
Under punkt 7 i tilberedning, skriver du ikke, om jeg skal si væskeblandingen fra eller hvad.
Kærlig hilsen Annemarie
Og så skriver du ikke, hvornår jeg skal putte vesterhavsosten i. Du må jo tænke på, vi er dumme som høns! -
Det er meget lækkert med Vesterhavsost sammen med kantarelle 😋 så tak for det.
Hilsen Britta -
Jeg fik lige lavet mig en lækker frokost: Ristet brød med smørstegte kantareller, persille, timian salt og peber og så en skive røget hestemørbrad. Det kan altså godt lige anbefales.
-
Tror der er smuttet et par ord i punkt nr. 7. “Hæld svampeblandingen i en lille”…. Men en lille hvad?
-
Tommy tror du ikke det er en skål jeg undre mig også;-) vil nemlig prøve det i dag
-
-
Bedre sent end aldrig :)
Kartareller af alle slags er da vidunderlige, men at kalde dem skovens ukronede konge naaaaaahhhh.
Hvor skal vi så anbringe Punktstokket Indigorørhat?-
2. pladsen sammen med Karl Johan, efter min mening ;-)
-
-
Apropos kantareller.
Som fastboende på Læsø, har jeg adgang til de forrygende smukke kantareller :) Jeg foretrækker kun at plukke den mængde svampe, jeg skal bruge til det enkelte måltid. Mange bruger at fryse dem ned – men jeg synes at det tager den meget specielle og fine smag væk.Min søster og jeg ville en dag have os en mad med kantareller og da jeg ville prøve en ide af, blev det mig der stod for måltidet.Det skal siges at da vi jo kan plukke de mængder vi skal bruge, sparer vi ikke på de smukke svampe.
Kantarellerne i rigelige mængder
½ skalotteløg finthakket
lidt smør
2-3 spk piskefløde
1-2 spk god portvin
salt og peber efter skøn og smagDet finthakkede skalotteløg steges i smør på panden til stykkerne er gennemsigtige – ikke brune. Svampene kommes i og svitses med. Fløden kommes i en spiseskefuld ad gangen – og koges ind . Tilsæt portvinen og kog ind.Smag først her til med salt og peber.
Retten serveres på lækkert ristet brød. Her bruger jeg fint brød. Har forsøgt med kerner i – men det virker ikke for os.
God fornøjelse.
-
Kantareller, ja svampe i det hele taget, er vitterligt noget af det bedste. Jeg fik en fantastisk bruschetta på en af Cofoco drengenes restaurant (på Vesterbro, kan ikke huske navnet) med riccotta, syltede svampe, rucola, parmesanost og balsamico eddike – det var godt nok en himmerigsmundfuld!
-
Savner man lækker mad i Nordjylland, kan jeg varmt anbefale Franks’ på havnen i Sæby, der har den bedste fiske- og skaldyrsbuffet, hvor alt er hjemmelavet. Familien har testet de fleste fiskebuffeter i Frederikshavn, Skagen og Sæby – Franks’ er en sikker vinder – og så er det endda overkommelig pris.
-
Det er utrolig lækkert. Jeg var på Læsø sidste sommer, hvor vi indsamlede 2-kurve fyldt med kantareller, så der var flere kantarel-madder hver dag. Vi stegte dem i smør med lidt bacon og fløde. Kanon!
Comments