Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 3. oktober 2024

Scroll to top

Top

25 kommentarer

Jagten på det perfekte vinglas

Jagten på det perfekte vinglas
vinkreutzer

Jeg gider ikke latterlige gimmicks. Når jeg skal nyde min vin, så er der få ting jeg har godkendt igennem 20 år som kritisk vinsmager; en god proptrækker, en fladbundet karaffel, det rigtige glas!

Alle andre gimmicks med krystaller der vender atomer i vinen, propper der lufter på vej ud af flasken, karafler med speciel belægning på indersiden etc. Det er ren lir og kan måske se godt ud på dit bord, men du ser det ikke i mit hjem.

Proptrækkeren må for mig gerne være en billig reklameudgave. Er den fra et vinhus, så er det også lidt sjovt. Dyre udgaver kan muligvis også trække proppen op, men jeg synes to-trins systemet i den klassiske virker helt optimalt – hver gang!

En fladbundet karaffel til at dekantere unge vine i, der trænger til at blive blødt lidt op i kanterne. Smukke udformninger, krummelurer og andet er for mig irrelevant. Eneste ting der har værdi her, er at vinen står med en stor overflade i karaflen, så den bliver iltet optimalt

 

Georg Riedel - Tiende generation i Riedels glasdynasti!

Georg Riedel – Tiende generation i Riedels glasdynasti!

 

Glasset er så det vi skal kigge på her. Betyder det virkelig så meget? Ja, det gør det. I min optik, kan det rigtige glas løfte vinen mere end 50 %. Samtidig kan et helt forkert glas også ødelægge oplevelsen af en ellers fremragende vin tilsvarende. Jeg har gennem årene prøvet og testet mange forskellige glas og jeg må indrømme at der er én producent der hæver sig over alle de andre (som jeg har prøvet): Riedel.

Riedel er et glasfirma der har base i Østrig, hvor de udvikler deres glas i samarbejde med de bedste vinproducenter fra hele verden. Druespecifikke glas er nøglen til, at forstå hvad der sker her. Riedel har gennem 11 generationer opbygget en viden om hvordan vinen udtrykker sig, fra forskellige glas.

 

The show is on!

The show is on!

 

Umiddelbart kommer alt dette hurtigt til at lyde lidt frelst og nørdet, men følg med lidt endnu.
Hver enkelt vin er opbygget af forskellige komponenter og har forskellige udtryk som skal præsenteres for dit sanseapparat. Der er så mange forskellige elementer i vine, som vi gerne vil have rigtigt serveret. For blot at nævne nogle få: frugt, blomster, krydderier, tannin, 400 forskellige slags syre, fadnoter, gærnoter samt meget mere. Det som glassene fra Riedel gør, er at fremhæve elementerne fra de enkelte druers vine, på den bedste måde. Det gør de faktisk rigtig godt, i langt de fleste tilfælde.

Jeg var forleden til en smagning med George Riedel der gav en lektion i hvordan disse glas påvirker vores opfattelse af vinen. George Riedel er en fremragende taler og holdt 2 timers hof, med mange gode pointer.

 

Glasset kan ikke ændre hvordan vinen smager, kun hvad der bliver udtrykt, når du smager på den.

George Riedel

 

Endnu engang fik jeg understreget at disse glas kan have en stor indflydelse på hvordan jeg smager på vinen. Forskellige glas leder vinen til forskellige zoner på tungen og fremhæver forskellige elementer i duften. Jeg har gennem de seneste 15 år brugt druespecifikke glas hjemme, og kan kun bekræfte hvad jeg fik præsenteret denne aften. Det rigtige glas kan have en meget stor indflydelse på vinen. Mest overraskende er det hvordan et ellers smukt rødvinsglas kan flå en fremragende vin fra hinanden, så den smager forkert. En Cabernet Sauvignon vin i et Pinot Noir glas, eller endnu værre; omvendt.

 

De tre druespecifikke glas vi afprøvede - fra venstre: Pinot Noir, Syrah og Cabernet Sauvignon

De tre druespecifikke glas vi afprøvede – fra venstre: Pinot Noir, Syrah og Cabernet Sauvignon

 

Jeg er også af den helt klare overbevisning at jo bedre glasset er, jo mere kan det hive ud fra vinens univers. Dette kan tippe begge veje, forstået på den måde at Cabernet glasset vil fremhæve de forkerte elementer fra Pinot Noir vinen, mens Pinot Noir glasset vil samle de rigtige frugt- og blomsterbaserede duftudtryk, tilføje lidt mineralitet og føre vinen i den rigtige bølge ind over dine smagsreceptorer i mundhulen.

 

Hr. Riedel med een af Riedels vanvittige karafler - et af de i starten omtalte gimmicks, hvis du spørger mig!

Hr. Riedel med een af Riedels vanvittige karafler – et af de i starten omtalte gimmicks, hvis du spørger mig!

 

Jeg vil spare jer for de dybdegående noter, men blot bede dig om at lave en test derhjemme. Vælg 3 forskellige glas, gerne et stort rødvinsglas, et lille hvidvinsglas og et 3. efter eget valg, evt. et vandglas. Størst oplevelse vil du få ved at vælge så forskellige glas som muligt.

Hæld koldt vand i alle 3 glas og smag på vandet. Bemærk hvordan de enkelte glas fører vandet hen til forskellige zoner i mundhulen. Hæld nu en god vin i glasset. Bemærk så hvad der sker og oplev hvor forskelligt vinens elementer fremstår i de enkelte glas – i både næsen og munden. Det er ganske enkelt fascinerende, besynderligt og imponerende!

Riedel glas forhandles i Danmark af H.J. Hansen Vin.

Når du har gjort dine egne opdagelser, eller hvis du selv har en holdning til vinglas og andre vingadgets, ville det være fedt hvis du ville skrive om det i en kommentarer herunder…

Stik os en kommentar

Kommentarer

  1. Claus

    Er der nogen som ved hvilket glas man bruger til pingus PSI

  2. Ligesom andre har nævnet, så har jeg også været til en af de omtalte “glas-smagninger”. Jeg kunne også smage forskel og må sige jeg var imponeret. Priserne på de omtalte glas ligger dog i den høje ende, hvorfor de primært står i firmaet og til møder, hvor man kan få et glas vin efter.
    Jeg ved bl.a. at hvis man besøger https://motorcykelgrej.dk her i Odense, så har de også Riedel glas stående. Motorcykler og vin går ellers ikke normalt godt sammen – men det gør god smag :-)

  3. asbjørn

    Var selv mødt op til Riedel glassmagning med en vis skepsis til at starte med. Har altid haft gode vinglas, – men må indrømme at det var en smagning der rykkede vildt. Vinglassene har STOR betydning for smagsoplevelsen. Tynde vægge – rummelige glas – og jeg er heller ikke med på at have 15 slags druespecifikke glas – men der ER forskel på at servere Bourgogne i Cabernet glas og omvendt – helt sikkert. Sådan noget som champagneglas er gået lige fra de fladbundede i 6o erne – til flûtes og lige nu har jeg investeret i ret rummelige tulipanformede glas – stor mave – og meget lukket i toppen – det giv er en rigtig god smagsoplevelse. Men ja – pas på Kejserens Nye Klæder – og lad jer ikke forføre, godt med en sund skepsis til en start. Riedels karafler er for mig at se lidt latterlige – i bedste fald kan nogen kalde dem smukke, men funktionaliteten er sku ikke anderledes – poppet og uden substans – men der er sikkert penge i det!!

  4. Andreas

    Hvad kan anbefales hvis man gerne vil prøve et andet mærke end Riedel (eller Zalto, som blev foreslået i tråden her)?

  5. Jens Frederiksen

    Hejsa.

    Da jeg er mest til italiensk vin, i øjeblikket :-D Hvilke glas skal jeg så gå efter? Er det en Bordeaux eller?
    MVh
    Jens

    • Hej Jens

      Det er der ikke noget enkelt svar på. Italien bruger næsten 1000 forskellige druer, så det kommer meget an på hvor i Italien du bevæger dig.
      Grov generalisering:
      Piemonte med Barbera og Nebbiolo er bedst i Bourgogne-glas
      Toscana med Sangiovese er bedst i noget der minder om Bordeaux glas. Det vil også passe fint til Bogheri etc.
      Syditalien er et kludetæppe af druer og stilarter og glasset er svært at sætte til dem alle.

      Du må prøve dig frem i forhold til hvad du bedste kan lide. Håber at disse enkelte retningslinjer kan bruges.

      Mvh
      Frederik

  6. per

    Har tykkelsen på glasset noget at sige på smagen eller er det bare udformningen på glasset

  7. Hej Frederik
    Så gik der lige et par mdr. før jeg kom tilbage hertil.
    Min Shiraz/syrah smagning skifter lidt efter hvad der er på lager, men det plejer cirka at se ud som fx det her:
    1 Cornas eller i al fald nordlig rhone
    2 Neuf eller anden ren syrah fra Sydrhone
    3 er enkelte gange hoppet til Indien herfra. Ikke fordi det er specielt godt, men i al fald eksotisk :-)
    4-5 det er svært at komme udenom Aussie med et par flasker mindst og dropper nogen gange Indien og tager tre fra Aussie. (Gerne Peter Lehmanns Stonewell som er helt fantastisk, ellers noget Mollydooker, eller Redheads studio som også indeholder så mange gode historier. Et dansk islæt kan være Henley Park fra Western Aus.
    7. Sydafrika med smag af Jord og blod (når det er bedst.
    8. Sydamerika (og gerne en højtbeliggende) der får tankerne lidt tilbage mod NordRhone.
    9 California…..Francis Ford Coppolla….Directors Cut, eller “bare” hans almindelige Syrah.

    Lidt afhængig af hvad folk vil give pr. flaske/smagning kan der leges og fortælles sjove histiorier kan du nok se :-)
    Hvis du er interesseret så skriv det her. Så kan vi sagtens finde ud af noget.

    mvh
    Lars

  8. Mardy

    Jeg vil bare gerne lige understrege at teorien med de forskellige smagszoner på tunger, altså at tungen kan smage surt, salt, sødt osv. eksklusivt på forskellige steder på tungen, altså bare er en myte. Tungen kan smage alt på alle steder, der er bare lidt forskelligt med hvor gode receptorerne er til det, da hvert menneskes tunge er unikt (ligesom fingeraftryk).

    se mere her:
    http://blog.vintagecellars.com/2010/05/tongue-map-myth/

    http://en.wikipedia.org/wiki/Tongue_map

    • Hej Mardy
      Enig, som du påpeger: det er ikke kun på disse punkter at man kan smage grundsmagen, men noget tyder dog på at vi har en større koncentration af enkelte smagsreceptorer forskellige steder på tungen. For mig er det ret tydeligt at jeg smager/fornemmer sødme på spidsen af tungen og syre på siden af tungen. Salt og bitter har jeg lidt sværere ved at stedfæste ligeså præcis.

      Hvad er din egen oplevelse Mardy, hvordan føler du de enkelte elementer på din tunge?

      Tak for gode, og relevante, links.

      Hygge
      Frederik

      • Mardy

        Hej Frederik,

        tak for dit svar! Jeg må indrømme, at en af årsagerne til at jeg skrev var fordi jeg ikke helt kunne gennemskue din egen indstilling til det :) Det er desværre ting, der stadig holder fast, hvilket vel også er til at forstå hvis man er vokset op med det, og til tider bliver brugt til at markedsføre med. Men jeg kan udmærket se/lugte for mig, hvordan de enkelte glas kan præsentere vinen anderledes.
        Jeg er desværre først ved at lære at smage vin, så jeg må indrømme jeg stadig er ved forstå helhedsindtrykket, og ikke de enkelte elementer endnu. Men det går da den rette vej!

        Selv tak for en fin artikel.

        mvh.

  9. Tom Buck

    er selv stor fan af Zalto, både i bordeaux og bourgogne:

    http://www.zaltoglas.at/en_sort.php

    • Jeg har desværre ikke prøvet Zalto, men har en drøm om det snarest…

      Hyg dig og tak for kommentaren.

      Frederik

  10. Lyder som en utrolig interessant smagning allaballas, som jeg gerne ville prøve engang. Blot af ren nysgerrighed, hvilke 8 vine var med i denne smaging?

    Tror at vi er enige i at en drue kan smage meget forskelligt, alt efter terroir m.m. Læg hertil at de forskellige kloner indenfor en drue også kan fremelske forskellige aspekter, så er vi ved at have et yderst komplekst billede og ikke særlig entydigt billede, af en specifik drue.
    Det er min klar opfattelse at Riedel fremstiller deres glas i samarbejde med producenter af topvine, på de enkelte drue. Den vej rundt smager de druen fra forskellige terroirs, men også relativt forskellige typer af samme vin.
    Skal det nørdes helt i bund, så er jeg sikker på at en form er bedst til en 4 år gammel Shiraz fra Barossa Valley og en anden form optimal til en 20 år gammel Cote-Rotie. Riedels Syrah/Shiraz glas i en given serie, giver nok samlet set en bedre oplevelse, end et af deres Cabernet glas.

    Gode vinglas, indrømmer jeg gerne at der eksisterer fra andre glasproducenter også. Det er blot min erfaring at Riedel er bedst til at udtrykke druens forskellige udtryk.

    Hyg dig
    Frederik

  11. Holder selv umådelig meget af god vin og mener bestemt også at man skal have gode glas. Men så stopper legen for mit vedkommende også der. Har netop holdt en vinsmagning (holder en del af slagsen) med temaet Syrah/Shiraz på otte måder. Dvs. en smagning der demonstrerer hvor forskellige udtryk en drue kan have alt efter land og jordbund og årgange. En smagning der gang på gang får folk til at undre sig over at alle vine er 100% på den samme drue. I den kontekst har jeg umådeligt svært ved at se berettigelsen af ét glad til syrah/shiraz da vinen og dens specifikke kvaliteter i den grad svinger. Det gad jeg godt høre din vurdering af.

  12. Var på en glasprovning med Laetizia Riedel härom veckan. En liknande provning som du var på. Förblev helt iskall inför presentationen och förstod ingenting av publikens entusiastiska reaktioner. Noterade endast det mycket manipulativa sätt som provningen presenterades på. Dricker gärna vin ur mina snygga Riedel-glas men är minst sagt kritisk till idén om druvspecifika glas.

    • Enig med dig i at de prøver at manipulere publikum til disse smagninger, men det er vel hele deres forretningsgrundlag. Måske en anelse overdrevet, men jeg synes at glassene giver det sande svar. Jeg er nok en anelse mindre kritisk omkring de druespecifikke glas, end du er Anders.

  13. Fynboen

    Det bedste glas, er et fyldt glas :-)

  14. Lars Mazzarolli

    Hej (gæste)Frederik,

    Du rammer – atter – bull´s eye i ft. en af mine helt store kæpheste i ft at nyde vin optimalt.
    Er selv blevet omvendt af Cirkus Riedel, hvor jeg først og fremmest fornemmer forskelle i duften ved brug af forskellige glas. Smagen erfarer jeg ikke ændrer sig lige så voldsomt ved brug af forskellige glas. Og her forudsætter vi naturligvis, at vi taler ordentlige vinglas!
    Jeg ved sørme ikke, om man med tiden er blevet lidt for nørdet, men jeg kan næsten gå fuldstændig ned med flaget, hvis jeg på udebane præsenteres for en ganske anstændig vin, der serveres i håbløse glas. Fra tid til anden tager jeg diskussionen med værten, andre gange holder jeg kajer og drømmer mig hjem til mine Riedel-glas……
    Ind i mellem er der så heldigvis mulighed for at lave eksperimentet med forskellige glastyper til een vin, og vups: så er selv den argeste kritiker omvendt.
    Vi har selvfølgelig problemet med universalglasset til (blind)smagning, og her føler jeg måske nok, at et cabernet-glas vil gøre størst mulig fyldest. At skifte glas i tide og utide til blindsmagning er sin sag og gør det jo så heller ikke rigtig blindt. Denm kvikke smager vil jo vide, at nu er der burgunder på bedding, når pinot-glasset kommer.
    Tak for relevant indslag om et vigtigt emne.

    /Lars

    • Hej Lars

      Som du kan se af ovenstående, så er vi ikke helt uenige. Derudover er der det officielle smageglas fra INAO. Det kan bruges til smagninger hvor fokus er at dele flasken i så mange dele som muligt og stadig kunne smage den.
      Kan bl.a. købes her: http://vinport.dk/vintilbehoer-78/smageglas-p362

      Hyg dig og god weekend

      Frederik

  15. DH

    Hvis man skulle starte ud med én slags, eller måske bare skal have en “all-round”, hvad vil du så have valgt?

    • Det er det oplagte spørgsmål, ovenpå dette indlæg.
      Jeg bør jo være fortaler for at det generelle glas ikke findes, men af praktiske årsager for alle Gastromænd, så vil jeg nærme mig et svar. For mig i hverdagen må jeg også finde en løsning, hvad skal man ellers starte med, når man har en ukendt vin med hjemme? Jeg bruger primært mit Vinum Zinfandel / Cabernet / Riesling glas som går glimrende til de fleste vine. Dette glas er rimelig neutralt og de fleste vine påvirkes ikke voldsomt i dette glas. Sjældent oplever jeg katastrofer, men er den helt gal, så har jeg som back up Bourgogne glasset i Vinum serien også. Med de 2 klarer jeg de fleste udfordringer i dagligdagen.

      Zinfandel m.m. : http://www.riedel.com/collections/glass-collections/d/vinum/zinfandel/

      Bourgogne glas: http://www.riedel.com/collections/glass-collections/d/vinum/burgundy/

      Hyg dig og god fornøjelse med det.

      Frederik

      • jramskov

        Hej
        Dine links virker desværre ikke mere og Riedels hjemmeside er jo en jungle at finde rundt i :(

    • Jeg har Riedels Syrah glas som mit all round glas og er meget glad for det! :)

Smid en kommentar