VIN UDEN PIS: Forår, fisk og frejdig hvidvin
Altså, jeg er i rimeligt godt humør, der. Det skyldes tilværelsen i al almindelighed, men i særdeleshed at jeg lige har smagt mig gennem vinene til dette tema, som vi har valgt at kalde “Forår, fisk og skaldyr”. Og det var en sand fornøjelse. Lutter gode vine til nådige priser, der også giver vårkänsla i pungen. Altså tegnebogen.
Nu er det nemlig blevet lysere tider, stenbiderrognen er kommet og vi skal have dig ud af dit selvbestaltede vintervinfængsel, hvor du i månedsvin har buret dig inde bag tanniske tremmer og skyllet vinteren end med de allertungeste rødvine. Nu skal du drikek hvidt, vente på asparges, og lade foråret mildne dit sind.
Skulle du fx få lyst til stenbiderrogn, fjordrejer eller østers, skal du bruge tørre, mineralske og syredrevne vine. Det kunne være testens grüner veltliner, hvis det skal være klassisk eller den spændstige ungarnske furmint, hvis du er mere modig. Druen er konge i Tokaj regionen i UNgarn, hvor den lægger krop til områdets berømte søde vine. Men den kan bestemt også lave tør, syrefrisk og mineralsk vin af glimrende kvalitet.
Skal du forkæle en jomfruhummer, så er det rieslingen fra Mosel, du skal have fat i.
De to vine fra Loire, begge på sauvignon blanc, er perfekte til fx gedeost og skyller også gerne din hjemmebagte frokosttærte med kylling ned.
Testens “Best buy” blev en bourgogne fra huset Jadot. Normalt ved de godt, havd skal have for vinene dernede, men her er der masser af vin for en relativt beskeden bourgognekrone. Vinen er fra en ny appelation der hedder Coteaux Bourguignons, hvor det er tilladt at blande forskellige druesorter. Hvide vine må laves på både røde og hvide druer og i det konkrete tilfælde er det chardonnay og aligoté. Rødvin må laves på pinot noir, gamay og de mere sjældne tressot og césar.
Nå, men jeg skal ikke spilde mere af din tid. Du skal ud at købe hvidvin, og rigeligt af det. Det er forår.
Forår, fisk og frejdig hvidvin
Josef Ehmoser Grûner veltliner Terrassen 2018
Pris: 89,25 v. 3 (normalpris 119,-)
Forhandler: Propperiet
Dufter indbydende af æbleplantage i blomst og våd flint. Syren er skarpere end Ricky Gervais til Golden Globe og her er ingen leflen for det brede publikum. Rank, mineralsk og pissegod grüner til stenbiderrogn eller friskrøget torskerogn.
Schmitges Von Haus Riesling Trocken 2018
Pris: 79,75 v. 3 (normalpris 119,-)
Forhandler: Propperiet
Smuk rieslingnæse med masser af floral parfume og et kælent pift af honning. Munden er rendyrket syrligsød balance, omend det faktisk er en “trocken”. Velbalanceret vin, der appellerer til alle Moselgrise, fra altid stabile Schmitges. Tak for den.
Arrogant Frog Chardonnay 2017
Pris:59,95 (normalpris 79,95)
Forhandler: Jysk Vin
Afdæmpet næse i den fede og fyldige ende med diskret melonduft. Harmonisk mund med medium fylde og et lille bittergrønt haps tilsidst. Ikke stor, men masser af vin for den beskedne pris. Forårskonfirmation, anyone? 4 store.
Pajzos Furmint 2017
Pris: 89,25 (normalpris 119,-)
Forhandler: Propperiet
Sart æbleduft i en lidt genert næse. Munden byder til gengæld gavmildt på frisk syre og kølig mineralitet. Furmint er sauvignon uden det hysterisk aromatiske og det er indimellem en kærkommen afveksling.
La P’tite Vauvise Touraine Sauvignon 2017
Pris: 89,95 v. 6 (normalpris 99,95)
Forhandler: Jysk Vin
Næsen går rundt om en stikkelsbærbusk en tidlig morgen med hyldeblomst i håret. Munden er juicy, saliverende og med vinøs tyngde. Meget elegant og seriøs sauvignon i mini-sancerre-kvalitet. Ud at købe Crottin de Chavignol og brød, så mangler der bare et solbeskinnet stykke græs.
Quincy Haute Victoire 2018 [BEDST I TEST]
Pris:119,- (normalpris 179,-)
Forhandler: Kjær&Sommerfeldt
Blid, underspillet sauvignonnæse. Munden er megakoncentreret, stram og virkelig flot. Henri Bourgeois er hamrende dygtig på alle niveauer og her er vin med gemmepotentiale. Godt køb til tilbudsprisen.
Louis Jadot Coteaux Bourguignons Blanc 2017 [BEDST TIL PRISEN]
Pris: 99,- (normalpris 149,-)
Forhandler: Kjær&Sommerfeldt
Ikke meget næse udover et lille pift af hvide ferskener. Behagesyg og silkeblød mund med fin kerne af blid syre og sart frugt. Smukt ægteskab mellem chardonnay og aligoté til aldeles rimelig tilbudspris.
Chateau de Fontenille 2017
Pris: 98,- (normalpris 140,-)
Forhandler: Noer&Kofod
Hvid bdx’r til menneskepenge, det ser man alt for sjældent. Her er der frisk næse med underspillet sauvignonduft og citrispift. Munden er frisk, tør og venlig. Herligt gensmag, saftig vin og alt er dejligt.
Disclaimer: Vinen er eftersendt og anmeldt efter de øvrige og har således ikke haft mulighed for at indgå i dysten om “Bedst i test” eller “Bedst til prisen”
Domaine Durieu Chateauneuf du Pape Blanc 2017
Pris: 350,-
Forhandler: Noer&Kofod
Dejlig næse af æblehave i blomst og nyslået hø. Munden er voluminøs, intens og nærmest burlesque. Hamrende flot vin til ovnbagt pighvar, torsk eller den der Hummer Thermidor, du længe har drømt om at lave.
Disclaimer: Vinen er eftersendt og anmeldt efter de øvrige og har således ikke haft mulighed for at indgå i dysten om “Bedst i test” eller “Bedst til prisen”
Stik os en kommentar-
Jeg er i sær blevet vild med Pajzos Furmint på det seneste. Den passer godt til hverdagsmad på en god torsdag aften mede kæresten.
Comments