Weekendtesten: Den ultimative test af Bamix stavblender
Den er kaldt ”verdens bedste blender” – ”blenderen som kan alt” og sidst men ikke mindst, ”blenderen som overflødiggør alt andet køkkenudstyr”. Medmindre du lige er droppet ind rent tilfældigt og dette indlæg er det første du læser på Gastromand, så ved du, at vi elsker køkken-gadgets og gerne så voldsomme som muligt.
Efter at have kigget langt efter de andre gastromænds eksemplarer gennem længere tid, tog jeg naturligvis imod udfordringen, da en Bamix Swissline 200 med tilbehør dumpede ind af døren med beskeden om, at vi gerne måtte teste den og teste den grundigt – so I did…
Bamix har eksisteret i mere end 50 år, og udseendet har ikke ændret sig meget – ej heller kvaliteten. Store kokke som Gordon Ramsay har også taget Bamix til sig, og promoverer den også gennem ”hans” Gordon Ramsay Bamix edition.
Udseende og førstehåndsindtryk
Smag er heldigvis individuelt ellers ville verden være frygtelig kedelig – når det så er sagt, så er denne model af Bamix ren porno, den knaldrøde farve brudt af det hvide logo og den rustfrie klinge skriger af et køkkenredskab, som bare vil noget mere end at performe – den vil gå forrest, som man fornemmer, den har gjort de sidste 50 år.
Materialevalg og kvalitet
Bamix ligger godt i hånden, den er tung og robust og virker til at være bygget solidt. Jeg forstår godt, at nogen har ejet den samme over 50 år – den ligger virkelig godt i hånden. Belægningen slutter meget tæt til knapper og alle steder, hvor man kunne forestille sig skidt og snavs ville sætte sig, så rent hygiejnemæssigt er den også i top. Rengøring foregår videre let ved at skylle den grundigt i brandvarm vand.
Selve testen
Testen udført således, at der blev taget tid fra blenderen blev startet, til at jeg vurderede at retten var færdig. Tiderne på retter er udregnet som gennemsnit, men varierede med få sekunder.
- Humus: 2 min. 4 sek. – testet 3 gange
- Pesto: 45 sek. – testet 3 gange
- Frosne bær: 18 sek. – testet 50 gange
- Milkshake med isterninger: 22 sekunder – testet 50 gange
- 2l varm ærtesuppe: 3 min. 20 sek. – testet 1 gang
- 150 ml. fløde pisket til flødeskumskum: 7 sek! – samme test udført med standard mixer med “turbo-funktion” 43 sekunder…
- 150 ml. mini-mælk pisket til skum: 21 sek. – testet 1 gang
Endvidere er ”hurtig-hakkeren” brugt til parmesan, nødder af forskellig art, løg, gulerødder, hvidkål, hvidløg og selleri. Til det ”tørre” altså parmesan og nødder fungerer den perfekt, dens voldsomme kraft pulveriserer alt, hvis ikke man passer på – vi snakker sekunder her. Processoren fungerer dog kun til det tørre, hvis der skal blendes “vådt” altså løg, kål, gulerødder og frugt, så er det klar bedst at brug SliceSy, som har fem forskellige kniv, som så kan skive eller rive, hvad du end ønsker. Dog undrer det mig en smule, at SliceSy ikke “låser” når man skruer den sammen, det fungerer egenlig fint nok, men virker bare lidt mærkeligt.
Dommen
Bamix har nu knust isterning og været brugt i nærheden af 150 gange, og den bliver ikke skånet, den får tæsk hver gang, men lige meget hvad, så beder den bare om mere… Mit bedste bud er, at den er uopslidelig og medmindre du direkte smider den gennem køkkenet (hvis du rent faktisk har prøvet, så smid gerne en kommentar om resultatet) så holder den i årtier. Det undrer mig faktisk lidt at der ”kun” ydes 3 års fuld garanti, de kunne roligt sætte et 0 bagved, nå – back on track – Bamix leverer varen og med en kraftig motor og meget høj ydeevne, så pulveriserer den stort set alt du propper den i.
Som du sikkert kan fornemme er jeg stadigvæk vildt imponeret over at den pisker selv skummetmælk op! Du skal lære at bruge og arbejde med den, da den skal bevæges lidt, men når du mestrer det, så bliver den uundværlig i dit køkken.Den suger sig ikke fast til bunden af gryden eller kanden, som andre blendere kan have tendens til, hvilket er endnu et plus.
Om Bamix så rent faktisk i sig selv overflødiggør resten af dit køkkenudstyr mener jeg umiddelbart ikke (i hvert fald ikke hvis man elsker køkkengadgets), men det er rigtig godt skridt på vejen. Hvis man erhverver sig ”SliceSy”, som kan rumme en del mere end ”hurtighakkeren” som i øvrigt hedder ”Processer”, så er man faktisk er dækket temmelig godt ind. Dog kan SliceSy aldrig erstatte fx en “MagicMix”, men til hverdagsbrug, så er den fin. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke, at Bamix virker mere gennemført end SliceSy, jeg savner nok lidt samme robusthed som Bamix har.
Denne udgave af Bamix med 3 knive, bordstand, processor og kande koster ca. 1500 kr., men ønsker man hele molevitten, så er det muligt at købe Bamix Superbox, som nogle gange er på tilbud til 2100 kr., her får du så SliceSy, “Drygrinder” (som er beregnet til fx at knuse krydderier), ekstra bægre og en kniv til at hakke kød med. Og ja, så er du rent faktisk godt dækket ind.
Er det så pengene værd? Jeg kan nu tilslutte mig koret, hvorfor vi 4-stemmigt kan sige JA! Tænk på en fornuftig blender fra andre kendte mærker med tilbehør koster mellem 500 og 700 kr., og chancen for den går til er altså større – jeg ved det, da jeg for nylig har måtte sig farvel til en af mine tidligere blendere og ved at Webmasteren har lidt samme skæbne.
Forhandlere kan findes hos experisense.dk
Pris: ca. 1500 kr.
Tekniske specs:
Håndbygget i Schweiz
3 års garanti
Levetid ca. 20-50 år
Udskiftelige værktøjer i knivstål
Ydeevne: 200 w – op til 18.000 omdrejninger pr. minut
Vægt: Ca. 1050 g
Tilbehør: Multikniv, piskerblad, blenderblad, bordstander, processor, 900 ml. kande
-
Jeg kan kun tilslutte mig anbefalingerne vedr. Bamix’s holdbarhed. Jeg har en Bamix M100 på 75W som jeg arvede efter min mormor, og jeg kan huske hun brugte den gennem hele min barndom. Jeg er 51 år i dag, og er ikke på udkig efter nogen ny og yngre model, selv om jeg da anser mig selv som lidt af en madnørd. Den fås ganske simpelt ikke bedrer.
Søren -
Hej Familienfar,
Fedt indlæg, dog mangler jeg, viden om den kan hakke mørk chokolade?
Har nemlig ødelagt 2 mini hakkere,den slags der følger med en alm. Hånd blender ( plast stykket der går op i blenderen er simpelthen knækket)
Tak for mange gode opskrifter.-
Hej Birgitte – jeg ville nok ikke bruge minihakkeren selv om den nok skulle holde – jeg ville bruge den store hakker som har mere plads og netop ikke er i hård plastik og derfor kan give sig lidt – den burde godt kunne klare det – nu er jeg ikke lige hjemme, men mandag vil jeg godt forsøge så du kan få svar for sagen inden du investerer… sounds good?
-
Comments