Her får du Danmarks bedste bøfsandwich anno 2014
Det er en konkurrence der optager enhver gastromand og vores egen Eksilsønderjyde deltog da også selv i dommerpanelet for at følge konkurrencen på tætteste hold. vi snakker naturligvis om kåringen af Danmarks bedste bøfssanwich 2014!
Pressemeddelelse: I den brune sovs’ hellige navn døbes Havnens Perle i Aarhus hermed som Danmarks Bedste Bøfsandwich 2014! Hermed kan Havnens Perle, der også vandt i 2012, igen kalde sig Danmarks Bedste Bøfsandwich efter i ét år at have udlånt titlen til Vestre Baadelaug i Aalborg.
December-finalen om årets bedste bøfsandwich havde intet mindre end 6 finalister, som alle leverer fantastiske versioner af kongerigets frækkeste mahognifarvede burger. Årets finalefelt var så stærkt at det måtte udvides til seks kandidater og overraskende var feltet delt 50/50 over Storebælt, til trods for at den gode bøfsandwich med brun sovs er et udpræget jysk fænomen. Da det kom til stykket, var det dog kræs for den brune detalje med en bøfsandwich badet i brunt guld og brune vitaminer, og hvor der bliver nusset godt om løgene, der afgjorde det til fordel for Havnens Perle.
For at en bøfsandwich kan blande sig med landets absolut bedste, kræver det masser af kærlighed, håndelag og brune vitaminer, herunder en bøf af friskhakket oksekød og hjemmelavet sovs – det brune guld. Årets vinder får leveret friskhakket oksekød fra slagteren hver dag og koger selv fond på kraftben og urter til de cirka 150 liter gaffelvenlig brun sovs, de langer over disken hver uge. Med andre ord laver Havnens Perle SOVS og ikke sauce – nøjagtigt som de brune riddere fra dommerpanelet kan lide det. En anden sublim tilføjelse er den eminente hjemmelavede agurkesalat, der giver en potent spændstighed og ynde til en ellers bombastisk ret. Udover et fiffigt twist med at putte engelsk sauce i låget på bollen, disker Havnens Perle op med den vigtige hellige treenighed: Rå, ristede og bløde løg. Eller som man siger i Aarhus: ‘bløøøje løg’ – det gør dem kun endnu bedre! Alt i alt en brun lækkerbidsken af en bøfsandwich!
Gæsteanmelder og madblogger, Malou “Klidmoster” Rotvel Pagh, der i 2013 vandt prisen som årets “mad på sociale medier”-blog, udtaler:
“Den gode tykke brune sovs var en smule salt i sig selv – men sådan skal den jo heller ikke spises. Den skal balancere den sødme, som rødbeder, ketchup og remouladen kommer med. Det syrlige sørger agurkerne for – og knas, sammen med de rå og ristede løg. Senneppen skærer smukt igennem det sødelige og det salte – og den engelske sauce bidrager med et skud umami. Og bøffen? Den var tyk, saftig og med pragtfuld smag af rent oksekød. Jeg fik søreme et flashback til mormors hakkedrenge. Hele herligheden gik op i en højere enhed.”
Du finder i øvrigt en fremragende version af “Tømmermænd pist væk”, som vi kalder den, i Gastromand-kogebogen – prøv den idag! :D
Stik os en kommentar
Kommentarer