Hver uge får jeg en sæk grøntsager fra min yndlingsbondemand Søren Wiuff oppe i Lammefjorden. Det er vild luksus at få sådan en leveret her midt på Nørrebro. Pivfriske og jordede står de ude i min lille have når det er koldt nok og ellers må jeg lave plads i køleskabet. Mine børn ryster lidt på hovedet over min begejstring over knoldende og det som de kalder for ”Sørens Grøft”. Og det må I af jer, der bor på landet eller dyrker jeres egne grøntsager, også gerne gøre.

Foto: Søren Wiuff

Kvaliteten på Sørens grøntsager er altid tårnhøj og der er som sådan ikke noget i de sække jeg ikke føler glæde ved at hive op og tilberede. Men her sidste gang var der alligevel noget, der næsten gave tårer i øjnene og bævrende underlæbe. I posen, blandt meget andet, lå en(1) hvid asparges. Een. Årets første.

Jeg tog den ud som var den et porøst og yderst værdifuldt oldtidsfund, hidkaldte familien som behørigt jublede afmålt, inden de gik tilbage til deres ipads, iphones og iwhatever. Jeg børstede den af for kørvel og andet ukrudt og skyllede den forsigtigt i iskoldt vand hvorefter jeg lagde den på et rent klæde som var det min nyvaskede førstefødte.

Læs også: Vores bedste aspargsopskrifter

Herefter fyldte jeg sauterpanden med rigeligt vand og i mens jeg ventede på, at det kogte skrællede jeg nænsomt det yderste lag af den lille guldklump på de nederste 2/3. Herefter tilsatte jeg salt i passende mængde til det kogende vand og lagde så forsigtigt, meget forsigtigt, den førstefø… sludder, aspargesen i det letkogende vand.

 

Spis dem koldt smør, med sauce hollandaise, med kogt skinke, med sandart, snit dem fint i en salat, fyr dem i tarteletter sammen med høns

 

I mellemtiden var mine børn røget i totterne på hinanden inde i stuen på grund af noget inferiørt  Minecraft-relateret. Ting blev kastet, kunne jeg høre. Der var skrig. Men intet kunne få mine øjne fra vandet med den smukkeste af alle grøntsager, markens konge.

3-4 minutter var gået og aspargesen var begyndt at dufte og det betyder, som bekendt, at den nærmer sig det kritiske stadie. Jeg bakkede over til køleskabet og stak hånden ind i kulden med ryggen til for at finde smøret uden at tage blikket fra den kogende asparges. I stuen var der pludseligt ildevarslende ro. Jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at hvis der flød blod ud under stuedøren ville jeg løbe derind. Det gjorde der ikke. Ikke så vidt jeg kunne se i hvert fald. Jeg kiggede jo, som sagt, på aspargesen.

Det lykkedes mig at finde smørret med ryggen til køleskabet. Aspargesen var færdig. Jeg ville ikke køle den ned for at stoppe kogningen, bare spise den med det samme. Jeg tog den forsigt op med hulskeen, lod den dryppe af og lagde den på en tallerken jeg synes er pæn og lidt rustik. Jeg tog en kniv og skar en skive iskoldt smør af. Vægtforholdet var de obligatoriske 1:1. Jeg lagde skiven oven på den dampende varme asparges og så til, med slut skjult opstemhed, imens smøret langsomt draperede sig omkring det hvide vidunder og smeltede. Jeg dryssede en lille smule af det pæne flagesalt på dens bløde top.

Jeg overvejede at spise den alene, men noget så enestående bør deles. Så jeg kaldte på en jeg holder af og vi skiftedes til at tage en bid. Hun fik iøvrigt spidsen.

Jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om nogen anden sæsonbetonet grøntsag som i den grad kan begejstre mig. Bevares, de første kartofler er skønne, jordbærerne ligeså, men aspargesen. Hold.nu.kæft. Lige så længe jeg kan huske har den dag, de første asparges lå på tallerkenen, været en festdag. I mine barndomsår ved den tyske grænse havde min far dem med, når han kom hjem til weekenden efter at have været på kontoret i Hamburg hele ugen. Og den fredag aften, med min far sikkert hjemme og de dampende asparges på tallerkenen, som blot blev serveret med koldt smør, står lysende og varmt i min erindring.

En 4000 år lang kærlighedshistorie

Vi mennesker har haft en, i hvert fald, 4000 år lang kærlighedshistorie med de falliske skønheder, omend vi først begyndte at dyrke dem her til lands i det 17. århundrede, men der er ingen grund til at kølne interessen. Vi står midt i sæsonen og det er bare med at finde læderet frem og få købt i stor stil. Sæsonen er så kort, maj og juni indtil sankt hans-aften, så ideen er at man skal spise så mange i den korte perioder, at man er ved at brække sig og glemmer alt om dem indtil næste år hvor man hiver den første hvide op af sækken og får tårer i øjnene af pludselig, uventet lykke.

Spis dem med koldt smør, med sauce hollandaise, med kogt skinke, med sandart, snit dem fint i en salat, fyr dem i tarteletter sammen med høns, spørg de herrer Gastromænd her, hvad du skal stille op med dem – Bare du spiser dem og spiser rigeligt. De danske asparges er en af vores få verdensklasseråvarer, helt oppe på piedestalen sammen med Limfjordsøstersen, og det skal vi være stolte af og nyde uhæmmet.

Er jeg iøvrigt den eneste, der er forelsket i aspargesen?!

Stik os en kommentar