GM Anmelder: En rigtig tøsekogebog – eller?
I de hersens tider, hvor mad, vin, realityshows med kendte kokke, middag i private hjem og alverdens konkurrencer for både professionelle og amatører dominerer mediet, følger en uendelig lang række kogebøger med som det tynde øl – eller er det omvendt? Nå men ikke desto mindre er tidens trend fokuseret på mad og på at levere det mest kreative, letteste, sundeste men alligevel også det mest velsmagende. Udover de åbenlyse udgivere, som Gordon Ramsay, Jamie Oliver og vore danske Nikolai Kirk, Den Skaldede Kok, Adam og James Price, der alle har begået sig som tv-kokke finder vi også de udgivere, som primært beskæftiger sig som kogebogsforfattere. Sonja Bock og Tine Scheftelowitz hører under denne kategori, som nu er klar med ikke mindre end deres 11. udgivelse ”Suveræn Simremad” og der findes vel ikke at “midaldrende kvindekøkken”, hvor der ikke står mindst et par af de stribede…
Under normale omstændigheder ville vi som selvudnævnte Gastromænd nok ikke vælge at kaste os over disse “kvindelige” bestsellerkogebøger, men vi valgte alligevel vi at se, om vores fordomme var sande eller ej, så here goes:
Suveræn Simremad indeholder ca. 110 retter fordelt over 230 sider, samt forskellige småtips til kød, udskæringer, fisk, krydderurter samt oversigt sæsoner for grøntsager. De er inddelt efter de fire årstider men også efter; ”Hitlisten”, ”Snyderetter”, ”Opvarmningsretter”, ”Herreretter”, ”100% helse”, ”Fryseegnede retter”, ”Sparreretter” og videre nævnes ”Fransk lammeragout”, ”Vinterbolognese”, ”Flyvende farmors forårschili”, ”Vegetar flip-ud festgryde” under en massebetegnelse ”Festgrydderne” – forpustet? Ja det var vi også, men vores maskuline hjerner hæftede sig især ved ”Herreretter”, som vi fluks hoppede til, for så måtte vi da være på hjemmebane. Men vi skulle blive klogere, for på side 45 (vi bladrede til for at se ”Herreretter”) var der en ny indholdsfortegnelse – min multitasking-kvote var for længst opbrugt! Vi accepterer naturligvis, at de kære Sonja og Tine har lavet dette for at skabe overblik, og ideen med årstiderne er faktisk meget god – Jamie Oliver bruger den også med succes.
Nå, men nu er det jo heldigvis ikke udelukkende indholdsfortegnelsen det skal dreje sig om men madlavning og dermed opskrifter. Vores første indtryk var lidt blandede, og umiddelbart blev vi farvet af den lidt rodede opbygning, men efter lidt tid med bogen finder man frem til, at det grundlæggende er en gennemarbejdet og inspirerende kogebog. Retterne er præsenteret flot, enkelt og meget indbydende – alle med et lille kreativt twist. Som udgangspunkt er alle ingredienser til at skaffe uden at skulle ud i specialbutikker, og for at gøre det endnu nemmere for det brede publikum den appellerer til, er der også forslag til tilbehør ved hver ret.
Billederne er skarpe og får retterne til at se lækre ud. Detaljerne fra billederne er meget varierende, men holder alligevel en rød tråd. Nogle af billederne kunne dog være bedre valgt, som fx de udstoppede biller i umiddelbart nærhed af retten, biller og salat er ikke associationer, som jeg ønsker at få når jeg skal spise…
Vi kan naturligvis ikke give en fuld anmeldelse uden, at have afprøvet nogle af retterne. Derfor har jeg selv lavet deres boller i selleri, vinterbolognese samt to af salaterne, og de må siges, at være gennemarbejdet. Lækre, alternative og indbydende retter. Navnlig salaterne fik rosende ord af gæsterne.
Sonja Bock og Tine Scheftelowitz har på trods af forventede lavet en gennemarbejdet og brugbar kogebog. Den fungerer godt i praksis, retterne er velsmagende og som opslagsværk er den faktisk bedre end de fleste. Der er ingen tvivl om at Suveræn Simremad nok skal finde vej til mange ønskesedler – Jeg mener faktisk at have set den på min mors…
Velbekomme
Husk at du kan abonnere på indlæg ved at oprette dig som bruger, abonnere via RSS, følge os på Facebook eller Twitter
Stik os en kommentar
Submit a Comment