Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 21. november 2024

Scroll to top

Top

One Comment

VIN UDEN PIS: Nytårsbobler 2021

VIN UDEN PIS: Nytårsbobler 2021
Vinhjernen

Endnu et coronapåvirket nytår nærmer sig.  Så endnu gang opfordrer jeg til at fejre årsskiftet med de nærmeste men til gengæld give den max gas på gastronomiske og vinøse armbevægelser. Selv har jeg valgt at gå på arbejde og lave Private Dining for et lille selskab, der ønskede sig en habil nytårskok. Så skal min egen nytårschampagne til gengæld være det bedre, når jeg er hjemme inden midnat. Er det Krug-år eller Selosse-år? Hmmmm…….

Noget af det, der gør champagne unik, er ”Assemblagen”, altså hvordan vinen blandes. Det, der adskiller champagne fra andre mousserende vine, er brugen af reservevin. Det er vine fra tidligere årgange, der opbevares i kældrene på tanke, i fade eller nogle gange på flasker. Når et champagnehus skal lave deres NV(non vintage) champagner anvendes som regel seneste høst iblandet en vis mængde reservevin, typisk 20-30 %. Mængden varierer fra år til år, afhængigt af, hvordan den seneste årgang har været. De store huse vil gerne have, at deres produkt, fx Moet&Chandon Imperial brut smager ens fra gang til gang. Jo mere reservevin, man ligger inde med, desto mere er der for kældermesteren at blende med for at ramme signatursmagen. De store huse har anseelige mængder mens små nystartede ”grower-producenter” har mindre at lege med.

Prestigechampagnehuset Krug har langt over 100 forskellige reservevine af forskellige aldre at blende med. Årgangschampagner er som navnet antyder vin fra en specifik årgang. Disse vine lagrer typisk længe hos champagnehusene og frigives først, når de begynder at være drikkemodne. Typisk kan disse vine gemmes utroligt længe og udvikle stor kompleksitet selvom det er på bekostning af lidt af boblerne. Jeg har i nyere tid drukket champagne fra 1996 og 1999 i absolut topform selvom de altså var over 20 år gamle. I årets test er der både NV og årgangsvine og så havde en enkelt flaske cava sneget sig ind. Den blev fanget i blindsmagningen men viste sig dog at være en fin cava til prisen. Lad os se hvordan det gik med champagnerne.

Nytårsbobler 2021

Pommery Brut

Pris: 339,- v. 3 stk. (normalpris 399)

Forhandler: Jysk Vin

Dejlig næse af golden delicious æble. Ivrig mousse med mellemfine bobler. Godt, intenst syrebid.


Bruno Michel Assemblé Brut

Pris: 379,-

Forhandler: Kjær&Sommerfeldt

Rank, kalket næse med en lille toasted brødnote. Herlig mousse med fine bobler, munden har god tyngde og autolytisk kompleksitet. Meget dejlig vin.


A. Robert Alliances No 16

Pris: 329,-

Forhandler: Sprit&Co

Citrusdrevet, frisk næse med pift af småkagedej . Rustikke bobler i en velsmagende mund med æblenoter og blid syre. Dejlig allround champagne.


Champagne Philippe de Nantheuil Brut [BEDST TIL PRISEN]

Pris: 179,-(normalpris 269,-)

Forhandler: Kjær&Sommerfeldt

Lidt lukket næse med sart hindbærduft. Langsom mousse med mellemfine bobler. Fin, mundvandsprovokerende vin med saftig syre og god tyngde. Meget champagne for pengene.


A. Robert  Alliances No. 16 Rosé

Pris: 349,-

Forhandler: Sprit&Co

Sart og mildt parfumeret næse med vanilje. Hurtigt ekspanderende mousse med fine bobler. Munden er rank og tør med veldoseret syrebid og et afsluttende fenolisk haps.


A. Robert Ancrages Premier Cru [BEDST I TEST]

Pris: 429,-

Forhandler: Sprit&Co

Meget æblet og indbydende næse. Kraftig mousse, skøn og tæt mund med tyngde, kompleksitet og balance. Glimrende champagne.


Doyard-Mahé Millesime Extra Brut 2014

Pris: 380,- v.3 (normalpris 445,-)

Forhandler: Jysk Vin

Flot næse med duft af våd flint og æblekælder. Læskende, juicy mund med herligt syrebid. Særdeles frisk vintagechampagne, der stadig er ung.


A. Robert Ancrages Blanc de Blancs

Pris: 389,-

Forhandler: Sprit&Co

Næse med stødt æble og brøddej. Blid og langsom mousse inden en fin og kompleks mund åbner sig. Lidt forsigtig, men nydelig vin.


Champagne M. Hostomme Blanc de Blancs Grand Cru Origine

Pris: 279,- v. 3 (normalpris 329,-)

Forhandler: Jysk Vin

Lidt lukket næse. Munden starter lidt forknyt, men åbner hurtigt op.  Meget rank og mineralsk vin, der ikke må være for kold (8-10 grader).


A. Robert Ancrages Millesime 2010

Pris: 479,-

Forhandler: Sprit&Co

Nydelig, mineralsk næse med duft af kridt og citrus. Frisk og læskende mund med sitrende syre og fin harmoni. Sprudler af ungdom endnu.


Cami de Flors Cava

Pris: 79,-

Forhandler: Sprit&Co

Ikke så meget næse. Tør og velfungerende mund med god balance mellem syre, frugt og alkohol. Masser af cava for pengene.


Stik os en kommentar

Comments

  1. Jesper Rahbek

    Hej Gastromand
    Vi er et lille firkløver, der fra den 1/4 tilbyder unikke cavaer på nettet, samt en abonnementskasse, ligeledes med Cava. Altså kun Cava, og kun Cava der kommer fra små vinbrug i Catalonien(Penedes) som vi har en relation til.
    Hvis vi skal gøre os forhåbning om, at du vil komme med din ærlige dom over een eller flere varianter på din blog, hvad er så proceduren herfra?

    Glæder mig til at høre fra dig

    Mange hilsner Jesper

Submit a Comment