Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 23. november 2024

Scroll to top

Top

En kommentar

VIN UDEN PIS: Riesling!

VIN UDEN PIS: Riesling!
Vinhjernen

Riesling kan alt og er udødelig. Det kunne jeg egentligt nøjes med at skrive. Men lad mig da uddybe lidt og lige nævne undtagelserne, fx at det er svært at lave rødvin på riesling. Men druen kan levere bobler, tørre vine, søde vine og vine, der kan leve i dekader og stadig være en fornøjelse at drikke.

I Tyskland, hvorfra druen stammer kommer også de bedste vine men franskmændene vil nok blive kede af det, hvis vi ikke også lige nævner Alsace, der bestemt også er leveringsdygtige i store vine på riesling. I Østrig kan de også være med på glimrende, sprøde og mineralske vine og så må vi heller ikke glemme New Zealand og Australien. Plus alle de andre steder, man også dyrker riesling, fx fik jeg en glimrende hvidvin i Piemonte på besøg hos barolohuset. G.D. Vajra. I USA er det måske distriktet Finger Lakes i New York State, der byder på de bedste riesling.

Hvad kan den så, druen? Den lever vine med duft af lime og petroleum eller stenfrugt og bivoks, der med vanvittigt høj også kan bære en del restsukker uden at vinene af den grund føles søde. Det er især tyske Mosel, der kan det der, med sukker og syre og det er også herfra at vinene nærmest er udødelige, da netop den kombination præserverer vinene formidabelt.

Med alderen(eller med kraftig soleksponering af druerne) udvikler rieslingvine deres særegne duft af petroleum, som aficionados som regel værdsætter. Duften skyldes en organisk forbindelse, der blandt venner kaldes TDN, men ellers går under det mundrette navn 1,1,6-trimetyl-1,2-dihydronaphtralen. Aftrykket kan variere fra et subtil strejf til fornemmelsen af at stå på bildækket på en færge.

Til dagens test er der vine fra flere stedet i Tyskland, Alsace, Østrig og en enkelt australier. Som altid er vinene smagt blindt.

Riesling

Sipp Mack Riesling Vielles Vignes 2018

Pris: 125,- v. 6 (normalpris 145,-)

Forhandler: Jysk Vin

Fyldig næse af syltet pære og et begyndende petroleumspift. Meget fin mund med god fyld og fin syre til at holde alkoholen i skak.


Alkoomi Great Southern Riesling 2019

Pris: 129,95

Forhandler: Sprit&Co

Floral og krydret næse  med mild TDN. Æterisk let og dejlig mund. Sart og meget fornøjelig vin.


Rosch Riesling J.R. trocken 2020

Pris: 105,- v. 6 (normalpris 119,-)

Forhandler: Jysk Vin

Meget blomstret og parfumeret, skøn næse. Saftig og meget charmerende mund med subtil sødme. Pleaser-riesling af bedste skuffe.


White Rabbit

Pris: 69,- (normalpris 109,-)

Forhandler: Kjær&Sommerfeldt

Næsten ingen næse, udover et diminutivt citruspift. Munden har markant sødme inden syrebiddet træder i karakter og frisker lidt op. Blid bælleriesling i ordets gode forstand.


Dr. Wehrheim Birkweiler Riesling Rotliegendes 2019

Pris: 239,-

Forhandler:  Sprit&Co

Ret afdæmpet og ung næse, der ikke kaster alverden af sig. Der er forfriskende smæk på syren i munden der strutter af ung, spændstig frugt. Nydelig.


Weingut Bründlmayer Riesling Terrassen 2021 [BEDST TIL PRISEN]

Pris: 143,- v. 6 (normalpris 159,-)

Forhandler: Jysk Vin

Dejlig, næsten ”fed” næse af kvæde, pære og mariekiks. Herlig mund med nærmest straffende syre, men det hænger flot sammen og slutter læskende. Meget vin for pengene her.


Albert Seltz Riesling 2018

Pris: 129,95

Forhandler: Sprit&Co

Åben og moden næse med næsten fino-agtige træk. Skøn, cremet og fyldig mund med veldoseret syre til den fede frugt. Oxidativ og charmerende, rig stil.


Barth Schönhell Riesling GG 2019 [BEDST I TEST]

Pris: 375,-

Forhandler: Sprit&Co

Fyldig og krydret næse med bivoks og fersken. Munden er spicy og harmonisk, nærmest hvidpeber-krydret og med god fylde. Fremragende.


Robert Weil Kiedricher Riesling trocken 2020

Pris: 189,-

Forhandler: Jysk Vin

Meget urtet næse med knækket hyldegren. Frisk mund med god syre og saftig, sprød finale. Men til prisen savner jeg lidt kompleksitet.


Spindler Lindenhof Forster Ungeheuer Riesling Trocken 2020

Pris: 115,- v. 6 (normalpris 129,-)

Forhandler: Jysk Vin

Hyggelig næse af syltet pære og tørret abrikos. Fin, læskende mund i oldschool stil med parfumeret frugt. Barndomsriesling, som vor mor købte den på Harzen-turene.


Lehner Riesling vom Schotter 2018

Pris: 109,95

Forhandler: Sprit&Co

Lidt reduktiv, krudtduftende næse. Tør, sprød og mineralsk mund. Riesling fra den skarpe ende, hvor syre og mineralitet definerer og nærmest blottet for frugt. Unik stil.


Heitlinger Riesling 2020

Pris: 99,- (normalpris 169,-)

Forhandler: Kjær&Sommerfeldt

Aromatisk og appellerende næse med duft af limeskal og syltet fersken. Meget venlig mund med let, sødmefuld frugt og pænt syrebid. Venlig allemandsriesling.


Stik os en kommentar

Kommentarer

Smid en kommentar