Fra flyvinduet kigger jeg ned over Portugal på vej ind til Porto, Portugals næststørste by og basecamp for mit besøg, der de næste dage skal handle om Vinho Verde. Landskabet består af små, grønne bakketoppe, klynger af huse og lyse grusveje, der snor sig op og ned ad bakkerne. Jeg prøver at identificere vinmarker, da jeg ved, jeg er over Vinho Verde, men alt det grønne ligner hinanden.

Udgivet i samarbejde med Vinho Verde

Desuden har den enkelte vinproducent kun ganske lidt vin, typisk omkring 1 ha så markerne kan være svære at spotte fra højden. Jeg elsker portugisisk vin og glæder mig til over et par dage at gå i dybden med lige præcis Vinho Verde, en vinregion i det nordvestlige Portugal.  Måske kender du Vinho Verde som en specifik vintype, men det er kun en lille del af sandheden. Vinho Verde en vinregion med “Beskyttet Oprindelses Betegnelse”, EU’s betegnelse for landbrugsprodukter fra et specifikt område. Og her i Vinho Verde produceres mange forskellige slags vine i mange forskellige kvaliteter.

Før i tiden var VV mest kendt for billige, let perlende vine, men vindistriktet, der målt  i km2 er landets største, har for længst opgivet kun at satse på billig vin og laver i dag fremragende vine af alle mulige slags. Oprindeligt lavede befolkningen her primært vin til sig selv på små jordlodder, hvor højt opbundne vinstokke gav plads til at dyrke grøntsager nedenunder og dermed kunne folk være selvforsynende med både grøntsager og vin.

Vel installeret på hotellet i Porto, tager jeg byen i øjesyn. Byen ligger i den sydlige del af distriktet, der dækker Portugals nordvestligste hjørne.  Jeg vil gerne opleve portugiserne på nær hånd og sanse hvordan gastronomi og vin hænger sammen her. Og jeg trænger til et glas vin. Jeg stopper på en lille café/restaurant, der har usandsynligt travlt, men alligevel formår at klemme mig ind. Jeg bestiller en blækspruttesalat og får et gavmildt og iskoldt glas vinho verde skænket. Tykke, møre skiver af blækspruttearm i en aromatisk og krydret dressing.  Og så en magtdemonstration af, hvad klassisk vinho verde kan. Den sprøde, mineralske klassiske vin er en perfekt ledsager til sprutten, der smager fantastisk. Vinen jeg drikker, er et blend af druerne loureiro, trajadura og arinto og koster formentlig kun få euro i en butik. Alligevel smager den glimrende og passer som fod i druer til maden. #ansigt1

Om aftenen havner jeg på en vinbar, hvor tjeneren er både sympatisk og vinøs tankelæser. Vi når vidt omkring, men aftenens største overraskelse er nok den vinho verde, der både har undergået malolaktisk gæring og ligget på brugte foudres. Ganske utraditionelt for området, men vinen har sit ophav i behold, samtidigt med at den viser at vinho verde også kan være cremet og fyldig. Vinen er vidt forskellig fra den første, jeg fik og understreger, at BOB-området byder på stor diversitet. #ansigt2

I den sydlige bydel Vila Nova de Gaia på den anden side af Dourofloden hvor alle portvinhusene bor, besøger jeg dagen efter “World of Wine”, et nyt kvarter med fokus på vin i form af museer, udstillinger, vinskole og andet godt. Her får jeg en enkelt ret, inden jeg trisser videre i forårssolen.

En torskeceviche, der var lavet med en let tomatiseret leche de tigre indeholdt bl.a. friterede majskerner og et glas vinho verde, der skar som en laser igennem limesaft og chili. Glimrende. I Vinho Verde ses både blends og enkeltdrue-vine og her var det en vin på ren alvarinho, der blev Vinho Verdes #ansigt3.

På bredden af Douro-floden falder jeg til frokosttid over restaurant Muro, der virker seriøs og opfindsom. De serverer grillet blæksprutte i vinho verde-sauce og det skal prøves. Det samme skal en servering med pattegris ”escabeche” og til min store glæde er der rød vinho verde på glas. Det laves der nemlig også en smule af, druen hedder vinhao og vinene er mørke, aromatiske, syredrevede og tanniske.  I regionen drikker man traditionelt denne vin af keramik, og sørme, om jeg ikke også får skænket vinen i en fin, hvid porcelænsskål. Her kommer den intense farve virkeligt til udtryk og vinen er skøn; både rig på syre og tanniner og en rustik, men charmerende sag. #ansigt4

Om aftenen er jeg igen på vinbar og får et herligt glas pet nat fra Vinho Verde.  ”Pet Nat”-forkortelsen kommer fra det franske udtryk ”petillant naturel” og dækker over en metode, hvor vinen flaskes mens der er levende gær tilbage. Den CO2, der opstår når vinen gærer færdig i flasken bliver således til lette bobler i vinen. Metoden kaldes også ”method ancestrale”.

Vinen er skøn og helt anderledes i udtrykket end de ”gammeldags” vinho verde, der er tilsat kulsyre. #ansigt5.

Dagen efter går turen for alvor ind i Vinho Verdes grønne landskab. Jeg besøger Quinta de Aveleda, en af områdets største producenter og ophavsvineri til den ikoniske entry-level vin ”Casal de Garcia”, der er helt billig og oldshool med fine bobler og blå flasker. Den smager sådant set fint, men husets andre vine er selvklart mere spændende og til frokost med udsigt over vinmarkerne bliver der både serveret moden vinho verde fra 2016, der har holdt sig overraskende godt, desuden highend vinho verde til 50euro flasken, der er rig og intens og milevidt fra standardopfattelsen af Vinho Verde. Og sørme, om jeg ikke også får en aguardente til kaffen. Det er Vinho Verdes svar på cognac og den XO, der skænkes matcher bestemt dyre cognacer i kvalitet og kompleksitet. #ansigt6 #ansigt7 #ansigt8.

Senere på dagen er jeg hos Quinta da Arcas, der også disker op med spændende vine. Her får jeg bl.a. turens første rosé, der også er let perlende og med blid sødme. Måske et naturligt alternativ til breezers og lignende? #ansigt9. Mere spændende er en moden alvarinho fra 2017, der stadig har blid syre og tilmed en moden vinhão-rødvin fra 2014, der nærmest dufter af neuf med sit pift af stald. Jeg savner nu den unge rødvins ”brutalitet”, men vinen er god og stadigt lige vild i farven. Om aftenen til middagen er der sørme også boblende vinho verde lavet på champagnemetoden med andengæring på flaske. En imponerende vin med krydret, intens næse og fyldig mund. Fremragende og lang fra champagnepriser, i hvert fald i Portugal, hvor den koster cirka 15 euro. #ansigt10.

Min tur var kort, men intens. Men den bekræftede mig i, at Vinho Verde er et utroligt spændende vinområde. Der er en mangfoldighed at vine og de fleste af dem med unikke udtryk, man ikke finder uden for Portugal, et land der har et væld af indfødte druesorter, der stort set ikke dyrkes udenfor landet. Jeg glæder mig allerede til at besøge Vinho Verde igen, hvor der også er spirende vinturisme. Næste gang skal jeg helt nordpå og se hvordan de laver vin der.

---

#GreatEuropeanWines

#EnjoyItsFromEurope

#VinhoVerdeWineLover

#VinhoVerde

Stik os en kommentar