Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 19. marts 2024

Scroll to top

Top

En kommentar

Aalborg Restaurant Guide: Lokale restauranter viser internationalt format

Aalborg Restaurant Guide: Lokale restauranter viser internationalt format
The Johan

Prisvenlighed, kvalitetsbevidsthed og dedikation er blot tre af nøgleordene der sidder printet i hukommelsen efter en lang, velsmagende og tilpas våd aften i hvad nogen, af uforståelige årsager, har valgt at kalde Nordens Paris. Tag med redaktionens selvopofrende gonzo-journalist når han sammen med lokale guider kæmper sig igennem fem af byens populære restauranter. En episk dagsrejse hvoraf den åbenlyse konklusion er, at Aalborgs mellemklasse-restauranter så sandelig sagtens måle sig med deres modstykker i langt større byer rundt omkring i verden. Dette er Gastromands Aalborg Restaurant Guide anno 2022.

Pludselig slår det mig, da jeg står af toget i Aalborg efter 4 timers rejse, at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg har sagt ja til. Normalt er dette Webmasterens jagtmarker, men nu står jeg her – bonderøven fra Kolding, som blev levemand, verdensmand og Gastromand – klar til at mene noget om restaurantscenen i Danmarks tredje største by. Og som altid er jeg her på et nogenlunde fuldstændig uoplyst grundlag. Jeg er her faktisk ene og alene grundet Instagram-samtaler med en lokal pige ved navn Nana, som i tidernes morgen hjalp mig til kontakter på Koldings madscene. “Kom til Aalborg,” skrev hun, “så finder jeg byens bedste sider til os!”

Mens jeg står der, meget langt nord på, omgivet af ukendte vidder, regnbueflag og glade, festklædte, paradedeltagere til hvad der skal vise sig at være Aalborg Pride, føler jeg mig for en sjælden gangs skyld lidt langt hjemmefra. Normalt har jeg lidt idé om, hvad der sker, når jeg trækker i trøjen for Gastromand. Her har jeg fuldstændig smidt tøjlerne.. Jeg overvejer jeg kort om mine velmenende veninder måske har ret, når de siger at jeg har en anelse dårlig dømmekraft, når det kommer til smukke kvinder… Men slår det væk med et smil. Nana er sgu god nok, tænker jeg. Jeg har fulgt hendes Instagram længe, og hun synes at dele min passion for ekstravagante oplevelser og god mad. Hun har en kæreste. Igennem flere år. Og så er man vel næppe morderisk psykopat? Det skal nok gå, tænker jeg. Hvornår har undertegnede sidst været på tur, hvor der har været fokus på planlægning eller langt mellem tanke og handling?

“Under alle omstændigheder,” siger jeg til mig selv da jeg går ud for at finde en burger til at stille sulten oven på rejsen og lade op til aftenens strabadser, “kan dette på ingen måde være så uovervejet end den dag i Østserbien hvor jeg i Gastromands tjeneste lod en tydelig beruset Slivobonde føre mig ned i en mørk, fugtig kælder med løfte om gode oplevelser.”

Prolog: Grillen Burgerbar – Junk food med overraskende serviceniveau

Ved Stranden 1, 9000 Aalborg – Amerikansk-inspireret burgerbar

Der findes mange måder at imponere på, og det viste dagens første, tilfældige restaurantvalg til fulde. Grillen Burgerbar er et af de der kæderestauranter, der ikke på overfladen gør så meget væsen ud af sig. Man har fine, store lokaler, rigelig med udendørsplads og et overskueligt menukort, der er skruet imod et enkelt valg: deres combo af en burger, en fries og en dip for 99 kroner, med mulighed for enkelte add-ons og extras alt efter hvor dekadente og sundhedsskadelige du nu engang ønsker dine mættede fedtbomber.

Der er ærligt talt en slags lødig Bones-agtig stemning over konceptet, men det er hyggeligt, hurtigt, og maden er faktisk god, velsmagende og af ensartet kvalitet – som man ville forvente af et kædekoncept. Hvad man dog ikke nødvendigvis ville vente af et kædekoncept, er servicen: Tomandshæren af søde, unge, smilende piger, der denne lørdag middag patruljerer gulvet med både hast og overblik, men samtidig en varme og entusiasme, som de mere trendy Københavnercafeer faktisk kunne lære af. Arbejdsgangene er indøvede, men smilene er ægte og tonen tilpasset den enkelte gæst, så man slipper for at høre den samme remse gentaget bord for bord, og samtidig føler sig individuelt værdsat, når man mødes med et “er der mere, jeg kan gøre for dig?”

Der er der ikke, tak. Udover at modtage en kæmpe og velfortjent ros for god service. Jeg er mere end almindelig mæt af mættet fedt og stivelse da spørgsmålet falder, men mens jeg stavrer fra bordet slår det mig pludseligt, hvor smukt et folkefærd, nordjyderne egentligt er. Der er ikke meget af den reservation og underspillethed, man hører så meget om, men snarere en herboende varme og imødekommenhed. Man kan lære meget blot ved at tage på burgerbar, og allerede fra den spæde start tegnes billedet af en no-bullshit tilgang til god mad og service. De kan godt lide når prisen er rigtig heroppe – man er jo jyde – men der skal heller ikke være så meget pis. Der skal være nærhed, varme og service, og selvom det gerne må være fint, så gør det altså ikke noget, hvis det hele er lidt nede på jorden.

Intermezzo: Research og middsagslur

Telefonen vibrerer stille på natbordet og vækker mig fra den mættede fedt koma, jeg var faldet i efter at være tjekket ind på mit hotel i det Centrale Aalborg. “Mød os på NAM kl. 17. Her har vi aftenens første booking. ;)” “Første booking,” studser jeg, “hvad har tøsen gang i?” Så sætter jeg mig tilbage tilrette og læser videre på min research til min opkommende tur til World’s 50 Best Restaurants Awards… Og falder prompte i søvn igen…

Restaurant NAM – En dansk vietnamesisk kærlighedshistorie

Vesterbro 76, 9000 Aalborg – Pan-asiatisk fusionskøkken

Jeg ved ikke hvad jeg i alle mine fordomme havde forventet mig af min første restaurantoplevelse i Aalborg, da jeg med en rockstjernes punktlighed vælter ind på Restaurant NAM fra travle Vesterbro på slaget 17.15… Men det var ikke dette! I en stilistisk, zen-minimalistisk oase, afskærmet med glas fra byens larm, venter mig min lokalguide og hendes ulastelige klædte gentleman af en kæreste blandt dusinvis af asiatiske lamper og et smukt, planteklædt loft.

Velkommen til Aalborg, byder de mig smilende, mens en tjener hurtigt forsyner os med stedets forfriskende, sommerlige signature gin cocktail med lime og agurk, og køkkenet bærer an til en sand velkomstsalut af en snackbyge.

Restaurant NAM er en slags pan-asiatisk kærlighedseventyr, lærer jeg hurtigt, skabt, blandt andre, af sønnen af en vietnamesisk bådflygtning, som kom til Danmark i 1981. Retterne spænder vidt og bredt over blandt andet det vietnamesiske, thailandske, kinesiske og koreanske køkken – og endda det danske. Smagen er i højsædet her, forsikrer den engagerede køkkenchef os under introduktionen af vores retter, og traditionerne er smidt godt og grundigt ud af vinduet. Her mixes smage og teknikker fra flere asiatiske køkkener og en stærk kærlighed til det nye moderland, Danmark, til en slags pan-asiatisk fusion med et stænk af Danmark.

Fra snackkortet nipper vi først sulten til en omgang smagfulde, store fjordrejer, der når de friteres med skal, som man gør på Nam, får en sprød, nærmest chips-lignende struktur, og dermed stod helt perfekt i en simpel servering med varme asiatiske krydderier, limeblade og en cremet dipping sauce.

I stærk kontrast hertil står, en sødmefuld, intens og cremet jomfruhummertatar, serveret på ske med et enkelt thai basilikum blad som pynt. En simpel servering, der dog overrasker i både smag og sin uendeligt bløde og cremede konsistens.

Og så kommer fusionskøkkenet og kærligheden til det danske for alvor i spil i en smuk med langt fra helt traditionel grøn Thai karry lavet på både syltede thai auberginer og store, sprøde danske sommerærter. En perfekt tilsmagt, spicy, sød og syrlig himmerigsmundfuld, der forhåbentligt ville vække lige så mange nostalgiske sommermadsminder på den anden side af jorden i Thailand, som den gør hos undertegnede denne aften i Aalborg.

Snackbygens glansnummer, youtiao – kinesisk dybstegt brød – toppet med kimchi, sortfodsskinke og sommertrøffel, kan vel ikke med nogen form for samvittighed beskrives som tilnærmelsesvis autentisk eller traditionelt. Traditionsbundne kinesere ville måske hyle i protest. Men hvad gør det når blødt, dybstegt brød, intens smørmør skinke og trøflens umiskendelige, jordede umamismag smelter sammen i munden og du et øjeblik mister jordforbindelsen i sand madorgasmisk lykke?

Spørgsmålet er ikke som sådan et, jeg når at tænke længe over i min madrus efter Aalborgs måske bedste snackanretning. “Vi må videre, vi har fire steder mere, vi skal nå,” udbryder lokalguiden pludselig, og vækker mig fra min trance. Og med en start som denne, ryger hun hurtigt på min liste over damer, man ikke ønsker at diskutere med. Så vi bryder op, og slentrer stille og forventningsfulde videre ned af Vesterbro.

“Sagde hun lige fire steder mere,” tænker jeg for mig selv, og kigger spørgende på hende. Hun griner mens vi drejer om hjørnet. “Det har jo ikke rigtig oplevet Aalborg før, så vi skal da prøve lidt af det hele, skal vi ikke,” siger hun… Jeg er allerede ret vild med Aalborg.

Bistro Dejavú – Kompromisløs, ærlig dedikation

Ved Stranden 7D, 9000 Aalborg – Klassisk, fransk bistro

Få hundrede meter fra hovedfærdselsåren Vesterbro, og cirka lige så langt fra byens berygtede festgade, Jomfru Ane gade ligger den smukt velbevarede Simonis gård. Og her, blot nogle skridt fra gadens larm, igennem en smuk, stille gårdhave og ned af et par trapper, ligger en af Aalborgs efterhånden knap så gemte perler: Bistro Dejavú hvor kompromisløse franske klassikere serveres i en Great Gatsby-lignende stemning.

“Åh gud,” udbryder lokalguiden spontant, da vi fører til vores bord og hendes blik glider over opdækningen. Som havde hun fået øje på et middelalderligt torturinstrument og ikke den, trods alt, noget mere harmløse opdækning bestående af kniv, gaffel, snegletang og sneglegaffel. Man kan godt lide at køre den lidt old school på Bistro Dejavú, og det rammer mig faktisk direkte i hjertet.

Aftenens første servering er således også art en udfordring til bordet. Borugognesnegle, serveret helt traditionelt med hvidløg, tomat, croutoner og persille. Snegle er noget, danskere har det lidt svært med, både på grund af selve tanken om hvad man spiser, og så konsistensen, som på en gang kan være både lettere sej og en anelse blød og slimet. Sandheden er dog at bløddyrenes svar på autocamperen kan smage absolut fortrinligt når de blot de tilberedes rigtigt. Og dermed skal også lyde en stor ros til Bistro Dejavú for at sætte denne kongespise på kortet i en by, mange ville mistænke for at være en konservativ højborg rent smagsmæssigt.

Medens vi bevæger os fra et bløddyr til et andet og sætter tænderne i en af mine absolut yndlingsspiser, knasende sprøde friterede østers med en grov, urtet og smagsintens tatarsauce, får vi os en snak med vores allestedsnærværende tjener og restaurantchef. Om scenen i Aalborg, om det at drive restaurant, og at gøre det man har lyst til. “For os er det vigtigt at veje stemningen,” forklarede han, mens han perfekt mærker stemningen og skænker et glas robust og intenst frugtigt Champagne fra Pierre Garbais. “Men selvfølgelig også at gøre det, vi har lyst til og gøre det med hjertet. For når vi laver det vi elsker, så smitter det af på stemningen,” smiler han som svar på hvordan man får nordjyder til at spise snegle, før vi kastede os over Dejavús sidste servering for i aften.

Havkat er ikke en fisk, man får særlig tit. Det minder vores nye ven restaurantchefen os da også lige om ved servering. Men på Dejavú gør man altså til tider som del af dagens menu, når den er er til rådighed. Og dette i dagens anledning i en særdeles velstegt udgave serveret med krydderurte beurre blanc, syltede, grillede asparges og hybenrose – perfekt matchet af en prototypisk Alsace Gewürztraminer med fin sødme, diskret syre og en smuk parfumeret, blomstret næse af blandt andet, ja, hybenrose.

“Jeg kan virkelig godt lide at hygge om gæsterne når vi ikke har så travlt,” fortæller vores ven restaurantchefen videre under spisningen og gør os med sin tilstedeværelse og opmærksomhed samtidig klart, at service og nærvær betyder en del – på scenen i Aalborg – og på Dejavú i særdeleshed. Man tilstræber et miljø af hygge og venskabelighed, både for gæster men bestemt også for ansatte, forklarer han, mens han som det mest naturlige i verden leder os fra vores bord, op af trappen ud i gården og videre til vores næste stop hos naboen. Dejavús lidt mere uformelle og rock ‘n’ rollede søster, Applaus. En egentligt ganske unødvendig, men alligevel vanvittig værdsat, lille gestus, der på alle måder cementerer hans pointe. Og selvom vi anser det for umuligt for en mand fra Hjørring at lyve, så behøver man bare snuse en enkelt gang til stemningen på Dejavú før man ved, der er noget om snakken.

Restaurant Applaus – Præmissen er simpel, velsmagen stor

Ved Stranden 9A, 9000 Aalborg – Små retter fra verdenskøkkenet

Stemningen er lige dele hektisk og herlig, da vi efter en kort eskorteret gåtur træder ind i Restaurant Applaus’ hyggelige lokaler. Restaurant Applaus betegner sig selv som en social dining restaurant. Hvad de helt præcis mener dermed, skal jeg lade være usagt. For mig er social dining noget med langborde og fælles serveringer. Det ser vi ikke meget af, da vi lander midt i en stuvende fuld restaurant lørdag aften dækket op med to- og firmands borde.

Men fred være med det, det bliver stemningen nu på ingen måde mindre hjertelig af her imellem de rå vægge og de smukt restaurerede gamle detaljer. Pladsen er begrænset, der er kort afstand imellem bordene, drikkevarerne flyder, køkkenet syder og larmen er perfekt kakofonisk i de gamle lokaler, og tjenerne er igen i absolut hopla.

Præmisserne er simple på Applaus. Her er 60 siddepladser, 14 retter og 50 forskellige vine at vælge imellem. Man tager et sæde, og så kan man ellers vælge at gå på opdagelse blandt retterne efter eget valg eller nuppe en 12. retters menu valgt af køkkenet. Med eller uden vin. Ganske simpelt og ustresset. Det samme kan i øvrigt siges om vores tjener, der på sand Gastromand vis modtager os med åbne arme og en åben flaske Champagne Baron Albert. Klar til at skænke i ligelige mål af både den friske, citrusdrevne og feminine vin samt anekdoter og røverhistorier om dens tilblivelsesproces.

Fra kortet kaster vi os sulten over aftenens første egentlige kødret: Grillet velfærdskylling svøbt i en klassik sauce supreme på kyllingfond, fløde og – ud fra den skinnende overflade at dømme – uartige mængder smør. Hertil nyder vi den helt uden sammenligning bedste gang ærter a la francaise, denne Gastromand nogensinde har sat tænderne i: dugfriske danske ærter med masser af bid, ærteskud, bacon og løg. Så simpelt. Så friskt. Så skal der faktisk ikke mere til. Og mere er der egentligt heller ikke brug for.

Less is more, ville de nok sige i Italien, og det er faktisk netop tilfældet med anden ret fra køkkenet. Lækre, svampede gnoccchi med perfekt bid serveret i en simpel, smagfuld basilikumcreme og garneret med sprødstegt serranoskinke. Lækkert, simpelt, men fuld af bundsmag og kokketalent. Ikke mindst i noget så øjensynligt simpelt som stegning af skinken. Et projekt der sjældent ender godt, selv på restauranter, fordi tynde skinkeskiver har det med at gå fra saftige og smagfulde til brankede og uspiselige på ganske få sekunder. Den slags faktum er man åbenbart ligeglade med på Applaus. Man gør det bare, og det virker. Og præcis det samme gør den hjertevarme, smilende og uformelle service, der heller ikke virker hverken overtænkt eller koreograferet, men til gengæld kommer direkte fra hjertet.

Og måske er det det, der menes med social dining? Denne uformelle gæstfrihed og kræsen om gæsterne under de trange kår i de små lokaler? Med små, lækre serveringer, der i hvert fald i gnocchiens tilfælde viste sig at være delevenlig? Jeg skal lade det være usagt, blot konstatere at smag, service og ikke mindst viden og entusiasme omkring vin efterlader et varmt, positivt indtryk mens Gastromand-karavanen trækker ud af døren, og ganske kort ned af gaden mod næste stop.

Restaurant Menendez – Warp Zone: Mexico

Ved Stranden 7C, 9000 Aalborg – Latinamerikansk køkken med danske islæt

“SES VI I GAAA’EEEN, ELLERHVA?” når jeg at høre en spritdreven ungersvend råbe hen over hovedet på os mens lokalguiden åbner en portal væk fra den vindblæste danske sommeraften på randen af Limfjorden og skubber mig indenfor på Restaurant Menendez. Og pludselig er min verden vendt på hovedet.

Pangfarverne blænder øjet der er justeret til gadens gråtoner, blikket trækkes i stedet mod de mexicanske mønstre i fliserne på baren, rytmerne trækker ufrivilligt i hofterne på selv en bleg, dansk mand uden rytme i kroppen, luften i restauranten dufter af ristet masa, yucca og latinamerikanske krydderier… Og indenfor overraskende få minutter har min skønne medspiser, og den mindst lige så skønne latina-tjener bag baren fanget mig i et sandt bagholdsangreb. Der ryger Mezcal på bordet. Mexicos berømte agave-brændevin, der modsat sin ukultiverede kusine Tequila, er lavet på den ristede udgave af agaveplantens hjerte.

Hvad sker der? Hvor blev den halvkolde, danske provinsby af? Har jeg drukket? Er vi i Mexico? Min hjerne er ærligt talt forvirret. Men så hæver lokalguiden sit glas til skål, og da de bløde, olierede, letrøgede og beroligende dråber rammer mine læber, falder sanseapparatet endelig lidt til ro.

Dette er ikke Mexico City, eller en anden metropol for den sags skyld. Det er stadig bare Aalborg. Vidunderlige, alsidige Aalborg. Og noget så ubegribeligt som en latinamerikansk fusionsrestaurant i en dansk provinsby. Stemningen på Restaurant Menedez kan bedst defineres som et sted imellem Mexicansk tacqueria og en Københavnsk ny-nordisk social dining restaurant. Og det er absolut lige så vidunderligt, som det lyder fuldstændig bizart. Hos Menendez laver man mad efter klare mexicanske og latinamerikanske traditioner, men med et mere end kærligt øje til lokale, danske råvarer i sæson.

Det kan alt sammen lyde lidt svært forståeligt og utilgængeligt, og vi lægger derfor også forholdsvis forsigtigt ud med en frozen margherita og en soft taco med friteret kylling, aioli og salsa amarillo…. som ankommer toppet med jordbær og karse! En finurlig og overraskende eksplosion af velkendte smage, som hjernen på ingen måde naturligt ville sammenkoble.

Det samme kunne i øvrigt sagtens siges om aftenens næste, måske mest simple og måske mest overraskende bid: en simpel toastada (sprødstegt majstortilla) toppet med utallige variationer af friske danske ærter. Den intense smag af dansk sommer koblet med et sprød, ristet element af mellemamerikansk varme fra den stegte majsmel. Ganske simpelt, ganske eminent. Perfekt velsmagende og sandelig også perfekt selskab til endnu et shot Mezcal. Denne gang fra det George Clooney-ejede Casamigos.

Dette parallelunivers er ikke just et sted, man ønsker sig hjem fra, og vi får da også relativt nemt tigget os til et forlænget ophold og endnu en fabelagtig delevenlig fra kortet: Terrine af yucca (også kaldet cassava), kogt i tolv timer, steg af og garneret med ramsløg, grønne tomater og salsa verde. Her er vi så pludseligt et kvantespring fra den danske fusion og velkendte ingredienser, og i stedet hjemme hos køkkenets latinamerikanske hjerte, hvor den lokale yucca rod i denne servering gør det ud for den hjemlige kartoffel og leverer en mild, sød, nøddeagtig bund til en perfekt afstemt syrlig kæberasler af grøn tomat, tomatillo, chili og lime… Imponerende, tænker jeg, og zoner muligvis igen lidt ud.

“Er du tilfreds,” spørger lokalguiden til sidst, da vi snart ikke kan trække den længere. “Han ser i hvert fald rimelig glad ud,” svarer hendes kæreste for mig, mens jeg har travlt med at fiske de sidste gyldne dråber ud af en Don Julio 70 tequila og suge de sidste latinamerikanske indtryk til mig. “Vi skal videre,” insisterer hun. “Æv,” siger jeg helt oprigtigt, men følger med ud i den kølige aftenluft og et par skridt ned af gaden mod nye kulinariske eventyr og en ny madkultur.

Roxana Tapas – Grisefest på 1. klasse

Ved Stranden 5, 9000 Aalborg – Klassiske spanske tapas

Lad os sige det som det er. Det er ikke just fordi vi lider af gammelsult eller akut tørst, da vi efter fire timer og fire restauranter lander på turens sidste stop. Stemningen er vel nærmere at betegne som en form for småforspist, lettere overrislet, overstimuleret og pjattet eufori. Og til netop denne form for stemning synes Roxana Tapas Bar et oplagt valg som turens sidste stop.

Roxana er et spisested først og fremmest, men som spejlkuglen i loftet, det imponerende drikkekort og en lukketid, som lyder på på klokken 02.30 i weekenderne antyder, så er det også et sted, der ser sig selv om en ovegang imellem en hyggelig middag og en våd aften i byen. En chance vi, som de levemennesker vi er, naturligvis ikke lader gå os forbi.

De serverer tapas på Roxanas, som navnet måske antyder. Ikke det der charcuteri-helvede som danskere normalt kalder for tapas. Nej, små, reelle og hyggelige serveringer, som man så kan mixe og matche, som man lyster, eller få køkkenet til at gøre det for sig… Og med en stor pakke bestående velkomstdrink, snacks, 12 servering og vinmenu til latterligt billige 750 kroner virker det ærligt talt som vejen frem.

Vi starter dog simpelt ud med lidt oliven og saltede mandler med et ganske udmærket grillet brød dertil. Den travle men smilende restaurantchefs forslag om hvid sangria accepteres med kyshånd, og det kræver heller ikke de store overtalelsesevner for køkkenet at får os til at hoppe ud i en lille side by side skinke-tasting: en flot, fast og smukt rød 20 mdrs. Jamon Serrano smagt op imod en smeltende mør og intenst smagende 24 mdrs. Jamon Iberico… Det viser sig hurtigt som en af den form for opløb, hvor det er svært at finde en vinder – eller en taber for den sags skyld. Om du er til den mere intense, salte og kraftige kødsmag fra 20 mdrs. udgaven fra Serrano, eller den mere modne, subtile, cremede umamismag fra dens ældre søster fra Iberico kan meget vel komme an på temperament eller dagsform.

Buddet fra denne Gastromand er, at du ikke vil blive skuffet over nogen af delene. Ej heller de andre to andre Jamon-valg Roxana har på kortet, for den sags skyld.

Jeg griner for mig selv, mens musikken tager til, støjniveauet stiger naturligt, og bordene bades i spejlkuglens skær… Sang, dans, gris og sangria; vi er jo i bund og grund til grisefest! Nok ikke en grisefest som vores forældre eller bedsteforældre ville kende den – gud ske tak og lov – men i en mere moderne udgave, hvor vi spiser små lunser af skinke i verdensklasse og drikke store, læskende drag af sangria mens aften langsomt bliver til nat og stemningen langsomt tager til her på kanten af Limfjorden. Det virker grotesk, men på den anden side har vi til nu spist både asiatisk, fransk og mexicansk. Det har virket perfekt. Og det gør den spanske stemning også herinde i varmen,

Der lander friterede blæksprutter på bordet. Det har aldrig været min favorit, men medspiserne er glade. Langt mere positivt stemt er jeg over for jordbærdesserten med hvid chokolade, samt de fint afstemte mojitos, jeg får bestilt for at teste drinkkortet. .. Den slags skal man i øvrigt passe på med, for på steder som Roxana indbyder den slags til mere. Lokalguiden bestiller shots, også til de to herrer på date ved nabobordet, borde rykker sammen, snakken flyder på tværs af selskaber og livet er – ganske enkelt – herligt.

Der ryger Cava på bordet. Og flere drinks. Folk strømmer til som restauranterne omkring os lukker og festen samles langsomt ved et højbord bagest i lokalet. Pludselig er jeg fanget ene syddansker blandt lokale, som alle vil høre min dom om tanker om deres nordlige højborg. Og alle hver og en smiler de, og hæver deres glas, da jeg fortæller dem at det har været overraskende. På de helt rigtige måder. Jeg løfter mit glas med dem, tømmer det og skæver til højre mod lokalguiden. Hendes øjne og trætte smil siger det samme, som jeg tænker: tid til at sige godnat og tak!

Epilog: Limfjordens uslebne diamant

Klokken nærmer sig 2, da vi spadserer langs Limfjorden på vej hjem fra en aften i nordens såkaldte Paris. Jeg kigger ud over vandet. Den ligner ikke Seinen. Så vender jeg mig mod lokalguiden: “Jeg fatter det ikke, hvad er det for noget med Nordens Paris?” Hun sender mig endnu et træt smil og trækker på skuldrene. Ikke engang de indfødte ved det, og der er så absolut heller intet ved aftenens oplevelser, det trækker tankerne i retning af Paris.

Scenen i Aalborg er alsidig og smagsindtrykkene mange, men fælles for de anmeldte restauranter har været et overraskende højt niveau både i forhold til ambitioner, mad og service samt et prisniveau der virker nærmest besynderligt lavt når man er vant til lejet i København og andre større byer. En fuld menu med vin kan erhverves til under 1000 kroner på samtlige besøgte restauranter, og skal vores stikprøve af retter danne basis, vil jeg mene, at man skulle være et skarn, hvis man ikke slog til. Det kan man i øvrigt også sagtens gøre, hvis man – som lokalguidens tålmodige kæreste – ikke drikker alkohol.

Vi smagte glimrende mocktails på turen, og flere steder (herunder i særdeleshed på Dejavá og applaus) deciderede fremragende juice og saftalternativer, hvor man blandt andet legede med kombucha og koldudtræk af te til at skabe alkoholfri alternativer, der af flere omgange formåede at gøre lokalguiden og undertegnede misundelig på vores medspiser – længe før tømmermændsregningen skulle gøres op dagen efter.

Grazias, Amiga! Gastromand og lokalguide til grisefest anno 2022 i spejlkuglens skær. Tak for en fantastisk introduktion til Aalborgs madscene… Og Mezcal!

Kan man anmelde en bys madkultur på en aften? Selvfølgelig kan man ikke det, men man kan så afgjort danne sig et indtryk. 5 restauranter blev det til over det samme antal timer, 18 serveringer, 10 vine eller cocktails, 10 alkoholfrie alternativer og ikke mindst service fra over 20 smilende, høflige, dedikerede tjenere og kokke. Vi nåede fra Frankrig til Fjernøsten og hele vejen tilbage igen i bevidste og sæsonbetonede køkkener, der lavede mad med passion for international smag og lokale råvarer. Simpelt, billigt, velsmagende og godt.

Nordens Paris? Jeg aner stadig ikke, hvad denne betegnelse skal dække. Aalborg har intet med Paris at gøre. Her er ikke så meget som en snert af Frankrigs ensporede, traditionsbundne madkultur og tilbageholdende service. Aalborgs mellemklasse madscene er til gengæld et verdenskøkken og en smeltedigel. Fuld af smage og inspiration, hente fra alverdens eksotiske afkroge, fra Bangkok til Brønderslev. Man leger, eksperimenter og blander – og man gør det med en hjertevarme og en venlighed som andre, mere prominente gastronomiske destinationer kunne tage ved lære af.

Ser man isoleret på smagen og kvalitete af det udpluk af de retter, vi spiste, kunne de lige så godt have været serveret i København, London, Berlin eller en hvilken som helst anden Europæisk storby. Det er blot tvivlsomt, de ville ske med samme varme og til samme forunderligt lave pris. Så skalvi ikke bare droppe det der med Nordens Paris? Hvis Aalborg absolut skal være noget som helst, så må det være Limfjordens uslebne diamant!

Stik os en kommentar

Kommentarer

  1. Gitte Jesting

    Er det ikke lidt useriøst at lave en guide, som kun omtaler restauranter, der er ejet af Mads Hyllested, Kim Jeppesen og Anne-Marie Menendez i forskellige konstallationer?

Smid en kommentar