I sidste uge kunne I læse 1. del om mit lille weekend-get-away med fruen i anledning af min 30 års fødselsdag i London, hvor frokosten blev fortæret på St. Johns.

Om aften skulle slaget stå på Gordon Ramsays første restaurant, som ligger i Chelsea. Restauranten har eksisteret i 12 år, og har i de 9 af dem haft intet mindre end 3 michelin-stjerner! Udover det faktum at vi gerne ville besøge det bedst mulige på denne særlige aften, havde vi året før besøgt The Fat Duck, som har samme Michelin-rangering og ligger nr. 3 på den seneste San Pellegrinos Worlds 50 Best Restaurants (efter NOMA og El Bulli hvis nogen skulle være i tvivl:-). Vi ville gerne prøve et køkken uden overdrevet brug af molekylær-gastronomi, da jeg efterhånden synes, at have prøvet det. Derfor faldt valget på netop denne restaurant.

Restauranten er, modsat St. Johns, lille – hvis vi skal sammenligne, så faktisk på størrelse med The Fat Duck. Stilen er ren og enkel med runde borde, hvid duge, dekoreret med orkideer – men alligevel hyggelig.

Læs også: GM Anmelder: Gordon Ramsay, London – del 2

Vi bliver pænt vist til et bord ved vinduet, og hurtigt bliver der serveret en lille ”for-appetitvækker” bestående af tynd butterdej, laks og peberrod – fin start.

Hurtigt efter kommer vores tjener og spørger ind til menuen. Vi har valget mellem deres ”Prestige-menu” eller ”Truffle-menu”. Da vi nu på fredag faktisk skal til Trøffel Master Class 2011 (se Århusianerens beretning fra Frederikshøj), hopper vi på deres ”Prestige-menu” – det kan jo også blive for meget med alle de trøfler;)

Kort efter at vi har afgivet vores valg kommer sommelieren og spørger ind til vores ønske af vin. Vi efterspørger en vinmenu, (selv om deres Romanee Conti 2005 til 6500 £ også lyder lovende). Det lover han på bedste vis at sammensætte.

Kort efter får vi skænket vores første vin – Torbrecks Woodcutters på shiraz. Jeg undrer mig lidt over, at vi starter ud med rødvin, men kort efter kommer vores egentlig appetitvækker. En nærmest perfekt rund friteret kugle af sammenpresset kalveskank (jatak!) med skalotteløg og svampe. Vinens fyldige, frugtige men dog stilrene smag passer glimrende med denne lille bid af komprimeret velsmag, et kort øjeblik et det som om, at de andre gæsters snak, lyden af glas der klinger og endda min kones stemme dæmpes – smag og duft har overtaget rummet.

Næste ret byder på foie gras, røget and i butterdej, ferskenpuré og søde mandler, hertil får St. Emilion Fombrauge. Det smager fremragende! Det er som om, at de ved hver detalje har gjort sig så inderligt umage for at skabe æstetisk og velsmag. Læg mærke til den røgede and i butterdejen – bemærk hvor flot oversiden er.

Næste ret har jeg glædet mig til siden jeg bestilte bord – en af Gordon Ramsays signatureretter – Ravioli af hummer, jomfruhummer og laks. Den har været på menuen i hele 12 år, og vil nok være der fremover også – det er i hvert fald hvad vores tjener kækt bemærker da han serverer maden. Igen smager det altså himmelsk, det er lidt som om, at der bare er mere af det hele i hver mundfuld.

Vi har spist mange steder efterhånden, og ofte synes jeg at opleve, at viljen og råvarerne er tilstede, men samspillet mangler – den røde tråd (læs eksempelvis om mit besøg på Bo Bechs Paustian). Det gør den bare ikke her, det er tæt på perfektionisme i min optik. Hertil får vi en vin, som står meget klar i min erindring – Chateau Bauduc Bordeaux Blanc på Sauvignon Blanc. En vin i flot balance mellem syre og let sødme og med en lækker sprødhed. Forbløffende er det, at den kun koster 24 £ på kortet, hvilket forekommer mig meget billigt i forhold til oplevelsen en gang imellem skal man åbenbart være heldig.

Jeg har mødt en del, som spørger ind til, om det nu virkelig var så godt, og om det ikke bare var navnet man købte? Jeg må sige, at man naturligvis betaler en smule for at spise hos Gordon Ramsay – jeg skal nok afsløre prisen i næste del, men når det så er sagt, så er vi indtil videre på et meget højt niveau. De formår, at skabe en stemning, som på trods af næsten synkroniseret og fejlfri servering  af de bedste retter alligevel skaber en afslappet og behagelig stemning, og det kræver altså en del.

Inæste del kan du læse om de sidste fire serveringer.

To be continued (som vi siger)…

Stik os en kommentar