Butter Chicken – en autentisk indisk opskrift
Efter et par oplevelsesrige rejser til Indien, har jeg fundet en favorit ret i det indiske køkken, Butter Chicken – så hermed mit bud på opskriften.
Men det er nok heller ikke uden grund, at Butter Chicken falder i god smag hos en Gastromand, smør og fløde fylder godt op i ingredienslisten – og hvem kan sige nej til det?!
Et vigtigt krydderi i Butter Chicken opskriften også er Garam Masala. Det kan lyde som et enkelt krydderi. Men det er rent faktisk bare en krydderiblanding, garam betyder stærk og masala er blot krydderi eller krydderiblanding.
Her i opskriften har jeg selv mixet krydderiblandingen, da jeg jo faktisk havde det hele på lager i forvejen – det har du måske også? Ellers kan du fint bruge en færdigblandet.
Du kan også selv bestemme, hvor stærk retten skal være. Originalt er indisk mad typisk ret stærkt. Men det kan du fint justere ned på for at gøre retten mere børnevenlig. Mine børn er i hvert fald vilde med det.
Ingredienser
Garam Masala Krydderiblanding (benyt alternativt ca. 8 tsk færdigblandet)
- 3 tsk knust spidskommen
- 3 stk kardemomme kapsler (stødt er også helt fint)
- 7 stk nelliker (stødt er også helt fint)
- 2 tsk sort peber
- 1 tsk kanel
- 1 tsk stødt muskatnød
- 1 tsk chili (du giver den bare gas, hvis den skal være stærkere)
- 3 stk hele tørrede chili (valgfrit)
Marineret Kylling
- 1 kilo kyllingefilet (du kan også bruge en hel udskåret kylling, det er bare mindre børnevenligt)
- 6 spsk yoghurt
- 1/3 dele Garam Masala
Butter Sauce
- 75 gram smør
- 1/4 liter fløde
- 140 gram tomatpure
- 1 spsk fint revet hvidløg
- 1 spsk fint revet ingefær
- 1 tsk gurkemeje
- 1 tsk stærk paprika
- 1 tsk salt
- 3 stk laurbærblade
- 2/3 dele Garam Masala (resten)
Tilbehør
- Ris
- Naan brød
- Frisk koriander
Sådan gør du
Garam Masala (kan også købes færdigblandet)
- Her blander du bare det hele, og bruger du hele kardemomme kapsler skal de knuses lidt.
Marineret Kylling
- Skær kyllingen i mundrette stykker
- Bland kylling, yoghurt og 1/3 af krydderierne mindst 3 timer før du spiser den endelig tilberedning, men gør det gerne aftenen før eller om morgen.
- Den marinerede kylling steges af på en pande.
Butter Sauce
- Smid smøret i en opvarmet dyb pande eller gryde.
- Tilsæt hvidløg og ingefær og svits det godt af.
- Tilsæt tomatpure og lad det svitse med.
- Tilsæt de resterende ingredienser og lad det koge let ind ved svag varm.
- Tilsæt den marinerede og svitsede kylling, og lad det hygge sig ved svag varme mens du koger risene færdigt.
Nutrition
Sådan, opskriften er færdig og retten klar til servering. Et lækkert naanbrød er super tilbehør til Butter Chicken.
Velbekomme!
Stik os en kommentar-
Hvad tror du der sker hvis man erstatter halvdelen af kyllingen med fx kikærter? Ordentlig kylling er jo mega dyrt. Giver kyllingen smag til selve sovsen eller ville det fungere ok tror du?
-
Super opskrift tak :-)
bare en lille ting: Det hedder Naan, ikke Naan brød. Naan betyder brød, så Naan brød betyder brød brød :-) -
Uha det lyder lækkert og lige til at gå til!
Yoghurt = græsk yoghurt, ja? -
Hej, jeg har nu lavet denne opskrift mange gange med 2 mindre “forbedringer”: jeg tilsætter 2 store finthakkede løg (masser af løg) samt dobbelt op på smør (rigeligt med smør…). Som tilbehør altid ris, friske dampede grønne bønner, raita og hjemmelavede Naanbrød. -
Dejlig enkel opskrift, dog undre det mig at der ikke er løg i? Jeg har aldrig spist en Indisk gryde ret uden løg er det en forglemelse eller kan du bedst lide det uden? -
Fantastisk opskrift, som er blevet en af vores hof-retter med pandestegt, hjemmelavet Naanbrød. Har du erfaring med at lave den med lam i stedet for kylling?-
Smager lækkert!!😍 Har lavet den mange gange. I dag med tilsatte grøntsager, for at få lidt sundt islæt i retten 😊
-
-
Simpelthen en fantastisk opskrift. Prøvede den første gang sidste år, da min søn var 9 og skulle skrive skoleopgave om “At ville være kok” og hans projekt var at lave mad og tage en smagsprøve med.
Denne her er nem at lave, men indeholder en masse skønne krydderier så oplevelsen er lækker. Den var et hit i klassen og er efterfølgende blevet den ret han ofte laver når han har maddage. Han har lige gjort kyllingen klar igen her til formiddag og vi glæder os til at smovse i aften.
Har alle gange valgt at gå med den færdiglavede Garam Masala og bruger 8tsk ialt. -
Supergod butter chicken -
Vi har fået det flere gange på Aalborg Streetfood. Det er superlækkert, men denne opskrift er bare endnu bedre. Plejer at give den den 1/4-1/2 liter yoghurt oveni, så retten rækker lidt længere.Foruden ris og naanbrød får vi typisk en salat med forårsløg, tomat og agurk (uden skræl) i tern, en dressing af citron, olie, salt og peber samt peanuts og frisk koriander.
-
SÅ lækkert og nok den nemmeste opskrift ever:)
-
Kan se spørgsmål og svar længere op i tråden.😉👍🏼Tak
Comments