Apokalypsens fire ryttere har allerede reddet Refshaleøen i smadder, Kiss har proklameret at vi var til for at elske dem. Judas Priest har været forbi med det smertestillende. Mens gode, gamle Opeth har growlt deres hjerte ud… Copenhell 2022 er halvvejs, men hvis du er bare en lille smule bange for mørket, så kan du stadig nå ud på Refshaleøen og se Iron Maiden. Du kan stadig nå at synge med på It’s After Dark. Du kan joine dine 35.000 nærmeste venner i at kaste langemænd til Putin når Ukrainske Jinjer spiller… Eller du kan gøre som Ingeniøren og The Johan har gjort over de seneste dage. Æde dig absolut skeløjet og drikke 2000 bajere. Copenhell er i gang, og her er vores dom!

”Exiiiiit light?” forsøger det gråendende rockkoryfæ hæst fra scenen. ”EEEEENNNNNTEEEEER NIIIIIIIGHT” kommer det sært hæse, skingrende falske men frem for alt trommehindebristende høje returkald fra publikum. Det er onsdag og efter næsten tre års venten har Metallica sparket gang i 2022 udgave af mørkemændenes folkefest; Copenhell. Det er sommer. Det er festival. Alt er ved det gamle, og så alligevel ikke helt.

Som vi står der i mængden slår det mig. Det er 19 år siden jeg første gang var på festival. Og første gang så Metallica. Stedet var Roskilde 2003. Manden på scenen var langhåret den gang. Det var jeg ikke. Det blev jeg senere, og nu er vi lidt på samme stadie: tynde i toppen og sådan lidt gråt i siderne. Dengang havde jeg også en øl i hånden. Det var vist en Tuborg. Her til aften er det en Yakima IPA. Jeg har det godt i maven i dag. Jeg havde ondt i maven for 19 år siden, husker jeg. Ikke fordi jeg havde overspist på anmeldertogt for Gastromand. Den slags var ikke opfundet dengang. Nej, jeg havde spist en sløj gang Nasi Goreng fra en af madboderne med nogle virkelig tvivlsomme rejer i lage. I dag har Ingeniøren og jeg blandt andet spist pulled pork, pho og butter chicken.

De siger alting var bedre i gamle dage. Men jeg vil godt vædde med at dem der siger det ikke har været på festival med 20 års mellemrum. Niveauet er tårnhøjt i dagens festival-Danmark: ikke mindst mad på og drikke. For bevise denne tese, er Ingeniøren og jeg i år hoppet i den Sorte Garderobe til hvad der nok bedst kan betegnes som Gastromands kulinariske dødsridt igennem helvedes forgård for at besvare spørgsmålet: Kan Copenhell leve op til de senere års høje niveau på madscenen, eller har tre års ufrivillig timeout rykket på tingene?

Hvordan ser maden ud på Copenhell 2022?

Hvor vi i de tidlige dage nok bedst kunne sammenligne madudvalget på Copenhell med en vindblæst skurvognsby af Tulip-burgere og madpandekageboder, minder setuppet i dag vel lidt mere om en arrig og højtråbende version af eventyrlandet lige ovre på den anden side af øen: Reffen.

Blandt årets over 30 madboder finder du et mindre slaraffenland af varieret streetfood fra alle verdenshjørner – krydret med det trygge danske og de kendte klassikere. Ja, bare rolig, du kan stadig få både Tulipburgeren, stegt flæsk og brændende kærlighed! Men så sandelig også alt fra vietnamesisk nudelsuppe, svampekebab, meatball subs og vegansk milkshake. Har du et R.I.P. album kan du endda også gå på restaurant hos Husted Vin.

Og ved gud hvor kan du, hvis du lyster det, også blive fuld i alt fra konsumpilsner og specialøl over vin til mjød, stærk spiritus og andre herlige sager, men det kommer vi til.

Copenhell mad klassikere – some things never change!

Lad os lægge ud med en servicemeddelelse til faste gæster: Selvom forandringens vinde blæser over Refshaleøens rå beton, er meget stadig ved det samme. Og er du tryghedsnarkoman og fast genganger på, kan du være rolig. Du kan stadig få Stegt Flæsk fra Big Bad Wolf, der er stadig smørrebrød og håndmadder at finde, burgeren fra Tulip er den samme som sidste år. Og der er også stadig helstegt pattegris med flødekartofler hos Pigs From Hell. Det sidstenævnte et måltid, der måske ikke kan forsvares i sin kulinariske forstand, men som trods alt har været en uafvigelig fast del af Copenhell-oplevelsen for undertegnede – og utallige andre gæve, gamle gutter. For hold nu kæft, det smager godt.

Ja, sandelig. Copenhell har stadig sit udvalg af… Well, lad os bare tage en chance og kalde det mandemad. Hvis man altså overhovedet må det i disse tider. Vi skal ikke helt kunne sige det, vi efterhånden for gamle til helt at vide hvad det vil sige at være woke. Men betryggende for den gamle garde er det nu, at noget stadig er præcis som det plejer.

Så er du er til mad fra den klassiske danske side af spektret eller mageløse, fedtdryppende kolesterolbomber, der flyder over af baconfedt og sovs, så skal du nok stadig blive mæt på Copenhell.

Fremhæves i den mere klassiske kategorier kan i særdeleshed flæsketarernes paradis Reign In Bacon, som serverer både en ganske udemærket Brændende Kærlighed og et nærmest tårefrembringende gensyn med vinder af årets festivalsnack fra år tilbage; en art djævlens croissant bestående af en croissant i svøb stoppet med skinke og smeltet ost.

Største kontrovers i opløbet for tryghedsnarkomaner er nok at Gastromands yndlingsdyr, Grisen, ikke er at finde på årets festival med deres ellers legendariske flæskestegssandwich. Det skyldes jo nok at Danmarks første gastrogrillbar lukker ved udgangen af måneden, men det gør nu ikke nødvendigvis savnet mindre. Heldigt er det så, at Spiselauget leverer en ganske habil arvtager til Copenhells bud på en fucking sprød sandwich: blød bolle, saftig svin, sprød svær til den nærrige side men masser af snask og sylt.

Længe leve mangfoldigheden – Multikulturel mad på Copenhell

Asiatisk mad har de seneste år været et hit på Copenhell, og ikke mindst i år, synes udvalget at være eksploderet. Hvor det for blot fem år siden kunne imponere, at det var muligt at erhverve sig sushi på en metalfestival, virker tilstedeværelsen af Bar Sushi i dag nærmest som en selvfølge. Og foruden japansk inspireret rå fisk, går spændet i år helt fra indisk over hot Thai curry til nærmest rørende autentisk Pho (Vietnamesisk nudelsuppe) fra Vietnam Street Kitchen med fuld fart på både den gode smag af langsomt tilberedt fond, smagfuldt oksekød i flere afskygninger, elastiske nudler og en solid bund af varme krydderier, samt lidt frisk grønt crunch.

Skal vi bare en lille smule tættere på hjemme, serverer Gaza Grill en fremragende udgave af Danmarks nye egnsret, shawarma – præcis som vores Palæstinensiske mor ville lave den. Med overrraskende fuld smæk på gode økologiske råvarer, og autencitet leverer de en kræftpræsentation af en kebab, som burde retfærdiggøre at indtil flere kebabsnedkere på Nørrebrogade fratrak en endagsbillet til Copenhell som en form for inspirationstur. Wow.

Nærmest lige så traditionel men i en helt andet boldgade finder vi Italian Street Sinners, som disker op med en fin men noget vandet og tomtaiseret modsætning af hvad du ville forvente af en festivals-bolognese: dyb smag af langsomtilberedt kød og grønsager svøbt nænsomt omkring velsaltet og velkogt pasta. Klassisk, Italiensk velsmag, som det er svært at sætte en finger på. Om den friskrevede parmesan fra ti liters bøtte så var så friskrevet – det vil vi lade være åben til debat.

Skal det være lidt mindre klassisk italiensk, kan du tage en imaginær flyvetur over Atlanten og møde Gastromands gode legekammerat Timm Vladimir i hans italiensk-amerikanske food truck: Great Balls of Fire. Her serverer det folkekære madøre en meatball sub så perfekt snasket, spicy og (u)atentisk, at det eneste der egentligt mangler for at føle sig tilbage i New Yorks Little Italy er en dårlig højttaler der spiler Eros Ramazotti og en hyggetyg italiener i wifebeater med en overdimensioneret peberkværn til at fuldende stemningsbilledet. Måske lige en bast-omviklet Chianti-flaske til at agere lysestage. Men så er den altså også hjemme. Bravo, Timm!

Kan man få plantebaseret mad på Copenhell? Ja da!

Debatten om plantebaseret mad har fyldt meget i de danske medier. Endda også pludselig i festivalsnakken, da Northside modigt meldte ud, at de fjernede alt kød fra årets madprogram. Det kan man mene meget om, og det har Aarhusianeren også gjort her. Personligt vil jeg nok kalde det en art overreaktion. Vi må og skal spise mere grønt, ja, men der skal være plads til alle, og et decideret forbud? Tja, helt så grelt er det trods alt ikke gået til den på festivalernes sorte scene, men selv på Copenhell er de plantebaserede indslag trods alt begyndt at fylde mere og mere. Nok crowdsurfet lidt frem af det faktum at specielt de mere ekstreme genrer af metal faktisk huser en del vegetarer og veganere.

I år er der for første gang indgået samarbejde med NATURLI’ om en plantebaseret madbod, som man da ærligt godt kunne ønske havde budt på mere end den forventelige planteburger og Chili Sin Carne, som begge findes flere andre steder på festivalen. Planteglade festivalgængere kan dog trøste sig med, at der findes flere andre alternativer som for eksempel Vegan Hell, som serverer en 4-5 veganske alternativer. Og ikke mindst en lang række vegetarisk alternativer i mange af pladsens boder.

Spørger du et par kødelskere som jeres udsendte, så må vi nok indrømme, at det med planter først bliver rigtig sjovt, når det ikke prøver at ligne noget, det ikke er. Så spar os gerne jeres plantebøffer og kødløse kødsauce, og giv os i stedet en fuckin’ vegan kebab fra The Organic Kebab med ristede lokale svampe, auberginecreme og ristet blomkål. Faktisk må undertegnede nok med skam bekende sig til at netop denne sære, plantedrevne satan stjal madbilledet på årets festival. Undskyld, Satan!

Men hvad skal man så drikke på Copenhell?

Vi er glade for at i spørger, for her er alt igen lidt ved det gamle og så alligevel ikke. Basalt set er bredden af udvalget den samme som de seneste år: øl, specialøl, vin, stærk spiritus og diverse drinks og cocktails.

På ølfronten er der dog skiftet partner fra Royal Unibrew, hvilket betyder et farvel til Jydernes favorit – også kendt som Blå Cola eller Royal Export – og goddag til Fine Festival Copenhell Edition. Blandt andet.

Som en naturlig følgevirkning er der på specialøls siden således også skiftet fra Anarkist til Brooklyn Brewert og Jakobsen. En modig beslutning, måske, med et kernepublikum der efterhånden med et glimt i øjet kunne beskrives som købeklare, bitre og forandringsskræmte, halvgamle mænd, men vi nøjes med at konstatere at man skulle være et skarn for at brokke sig over Yakima IPA på fad.

Ja, det er masseproduceret, men åh ja hvor det da også bare smager tilforladeligt af sol, sommer og festivalsbrandert. At det så tog os alt imellem 20 og 75 minutter at komme igennem ølkøen foran scenerne… Det er en helt anden snak. Og Copenhell, som jeres tæt på største fan er vi nødt til at have den en dag. Jeg om nogen elsker jer, men det giver INGEN mening, at det skal tage så lang tid.

På vinsiden, derimod er meget stadig det samme. Og tak for det. Igen er det Husted Vin, der pragtspiller vinpartner, og det betyder blandt andet et kærkomment gensyn i glasset med de ekstremt rock ’n’ rollede vine fra Charles Smith, hvor specielt Kung Fu Girl Rieslings punkede og syredrevne image trækker gensynets glædestårer.

Alt ved det samme, og så ikke helt. Dommen over Copenhells mad

Lad det være sagt som det er. På Copenhell er meget det samme i år. Og det er en god ting. Maden er ganske god over hele palletten. Det kan efterhånden ikke overraske. Skal man sige noget, er det eneste reelle problem vel, at at barren er sat så højt, at man kunne forvente mere. Det får man ikke. Der er ingen reelle højdespringere eller chokelementer i år, blot mange herlige gensyn samt en god mængde nye indslag af vanlig fin standard. Til gengæld mødte vi så heller ikke mange deciderede skuffelser.

Man får på Copenhell 2022 absolut samme gode, solide bundniveau over det meste af linjen som tidligere år – og som selvudråbt forandringsfjensk og halvbitter aldrende mand, er det faktisk måske en helt god ting.

Kære Copenhell, ærbødige kæmpe horn fra jeres tro tjener i helvede. Og tak for mad.

Stik os en kommentar