Image Image Image Image Image Image Image Image Image Image

Gastromand.dk | 27. juni 2022

Scroll to top

Top

4 kommentarer

Vi er på græs igen… Velkommen til Northside 2022!

Vi er på græs igen… Velkommen til Northside 2022!

Ikke nok med at vi er på græs igen, så har Northside også fået helt nyt græs. En ny og meget større festival og eventplads på Eskelunden. Indvielsen skulle jo faktisk være sket tidligere end i 2022, men så kom Coronaen forbi og gjorde livet surt. Men det bliver så også sidste gang, vi nævner Corona.

Det skal ikke kun handle om græs, men det skal faktisk handle en del om planter. Northside har trukket en stor – og for mange måske noget uventet – streg i sandet på årets festival. Hele mad-programmet er blevet plantebaseret, og derfor vil du ikke kunne finde hverken kød, fjerkræ eller fisk i madboderne, restauranter og andre spisesteder. Det er dog ikke blevet 100% vegansk, da maden godt må have et supplement af max 15% ost, æg og mayonnaise. Afhængig af hvilken ost der benyttes kan der også være animalsk osteløbe i – noget nok ikke alle tænker over, når de spiser deres lækre oste og er vegetar.

På madplakaten finder vi dog stadig stor variation og mange spændende ting, som skal prøves og smages.

Hvad har vi fundet af lækker mad og drikke?

Til at kickstarte dagen røg vi forbi Vodka&Pickles med lokalt produceret Krystallin Vodka. Utraditionelt ja, men det fungerer, og som webmasteren sagde, det går lige i knæene.

GRØD‘s bygotto med svampe og cremet ost var også en fornøjelse. En dejlig rund smag og mættende omgang, og helt sikkert et godt bud til dig, som i forvejen er glad for afarter af risotto.

Et andet bud var en Falafel Big Bowl eller Pita hos Falafel Du Marais, som kombinerer en lang række forskellige både ferske og tilberedte råvarer.

Ish & Chips hos Spiselauget har også trukket lang kø ved madboden. Det er selvfølgelig ikke fisk, men det kan alligevel noget godt – den gyldne brønd har ikke levet forgæves. Det er sprødt og velsmagende, salte fritter gør det også altid godt, og særligt hvis du har lidt tømmermænd. Tatarsaucen fungerede også!

Den helt store vinder er Pizza Boys og deres to lækre og simple pizzaer. Den ene en klassisk Margherita og den anden en Kartoffel & Zucchini (squash) pizza. Begge sprøde og helt igennem god smag. Prisen er nok lidt i den høje ende til 125,-. Men det ændrer ikke på, at det var førstedagens bedste og mest velsmagende måltid.

Njord Gin er heldigvis stadig fast inventar på Northside, og det er vi rigtig glade for. Det er stedet, hvor du uden tvivl finder de bedste drinks og cocktails. Nok også de stærkeste, så du skal ikke drikke for mange – eller det bestemmer du selv :) Det er også en hyggelig afsides bar, hvor man kan sidde og slappe lidt af.

Hvordan var maden mere generelt?

Det er et meget modigt skridt at gå plantebaseret og fjerne alt kød, fjerkræ og fisk. Det er selvfølgelig for at skubbe til folk om at have en mere grøn og bæredygtig levevej. Det kan man også argumentere for, at der er behov for. I virkeligheden er der kun omkring godt 3% af danskerne, som lever vegetarisk – og lang færre vegansk. I runde tal betyder det, at der statistisk set kun vil være højst en 1-2.000 af festivalens mange mange gæster, som i forvejen har en vegetarisk levevej.

Derfor er det også klart, at sådan en beslutning deler vandene og skaber en del røre. Folk vil i virkeligheden gerne have deres frie valg, hvilket også er forståeligt. Men nogle gange skal man måske lige have et skub, og så er der ingen vej udenom at det vil medføre kritik. Når alt kommer til alt, så fandt vi rigtig mange gode og spændende måltider, hvor man blot laver maden ud fra præmissen med sammensætning og smagen i fokus. Det er vejen frem!

Der hvor vi dog desværre gang på gang ser det plantebaserede falde igennem er hvor man forsøger at gøre maden til noget, den ikke er – i bund og grund ved at imitere en ret som i sit grundprincip er kødbaseret. Flere madboder på Northside var heller ikke nogen undtagelse her. Et eksempel er vegge-stegssandwichen, som ja rigtigt gættet alle andre år har været en lækker og saftig flæskestegssandwich. Her var stegen erstattet af nogle udefinerbare og kønsløse skiver af sammenpresset plantemateriale. Beklager, det var bare ikke godt.

Northside har taget nok det største skridt, de overhovedet kunne tage på madfronten. Det kunne måske være taget i mindre etaper. Men nu er broen krydset, og som vi ser det kan man formentlig ikke gå tilbage fra det plantebasserede valg. Derfor vil det være vores klare overbevisning, at vi igen næste år vil se et plantebaseret madprogram på Northside. Take it or leave it – vi glæder os uanset til at se det spændende program herfra.

Vi ses næste år, Northside!

Stik os en kommentar

Kommentarer

  1. Jette Sauerberg

    Tag dog lige at læse teksten igennem inden du udgiver den. For en sprognørd som mig gør det ondt langt ind i sjælen at se alle de fejl. Hvis du er ordblind, så findes der en stave/grammatik kontrol du kan anvende.

    • Jeg tror godt, man kan blive lidt ordblind under en festival – og ja, måske røg det lidt for hurtigt i pressen. Der er kigget lidt på de fejl, vi kunne finde. Jeg håber, du har fået lidt ro i maven :)

      Tak for at holde os skarpe.

    • Marie Lundø

      Hov Jette, når man nu går op i retstavning og grammatik, så har der da vist også sneget sig et par fejl ind i din tekst: stave-/grammatikkontrol, og et manglende komma mellem -kontrol og du. ;-) Rigtig god dag – hilsen en med-sprognørd

Smid en kommentar