• Vinhjernen
• Den 3. marts 2020
• madhjernen.dk

Det er vist ikke hverdagskost for nogen, medmindre man selv er slotsejer, at få love til at smage samtlige årgang af en bestemt vin. Og selv da er det nok en sjælden begivenhed.

Men det var ikke desto mindre hvad der foregik på Restaurant Salon i København da Philipson Wine havde inviteret italienske Luca Sanjust fra Fattoria Petrolo i Toscana. Vinhuset laver flere forskellige vine, men denne aften skal det handle om deres topvin Galatrona, der er lavet på 100% merlot. Den franske drue blev oprindeligt plantet på ejendommen for at blande i deres sangiovesebaserede vine, men den lerholdige jord på ejendommen viste sig at være perfekt til merlot, og derfor blev Galatrona, opkaldt efter et gammelt borgtårn på ejendommen, skabt i 1994.

Jeg sidder ved siden af Luca til arrangementet og han er selv spændt og ivrig, da han heller ikke har smagt alle aftenens årgange sammen før.

Berømte ”Røde Claus” har lavet en femrettersmenu og så kører vi ellers 23 årgange af vinen baglæns fra 2017 til 1994. Jeg har kun smagt Galatrona, når nyeste årgang kom og har i al fortolighed aldrig været superimponeret. Vinen er god, bevares og altid teknisk i orden, men den har aldrig rigtigt rørt mig. Men nu får vi se, hvad aftenen bringer.

Årgangenes kvalitet i forhold til hinanden er markeret med en skala fra 1-6.

2017 er første vin i glasset og præcis som jeg husker vinen. Næsen er tæt med sød likorøs fugt, munden er slank og elegant med finkornet tannin og det er vellavet og lidt kedeligt. Sikkert bare for ung.

2016 overrasker positivt med det samme. Næsen er muldet, munden er nærmest ren bordeaux højrebred og alt er saftigt og godt.

2015 var et stort år. Nu er der flot solbærfrugt og et køligt mineralsk udtryk. ’15 er en forpuppet kæmpevin, der venter på at folde sig ud.

2014 er sættets mest lukkede vin. Dufter blidt af solbærblad, har stram tannisk mund, men er ikke uden charme, selvom den er utilnærmelig nu.

2013 er første vin, hvor tanninerne er en anelse blødgjorte. Masser af solbær og et urtet udtryk, men vinen er saftig og behagelig.

Idéen bag Galatrona er at lave merlot i Chianti-style fortæller Luca Sanjust, der er enig med mig i at 2013 er aftenens første ”venlige” vin. I 2013 lavede han også en udgave på amfora, men det blev ikke nogen succes og nu eksperimenteres der med beton-æg i stedet.

Middagen skrider frem. Vi får en frisk og herlig rørt tatar med blomkål og trøffel på bordet og næste fem vine bliver skænket.

2012 (fra magnum) har ret ung næse med skarp frugt. Kun et touch af modenhed. Munden er mere en charmetrold end næsen men det er en kølig vin med umodne tanniner. Resten af bordet er større fans end jeg, der finder vinen lidt sky.

2011 (fra magnum) starter reduktivt og pruttet. Næsen er sød frugt og hest. Medgørlige tanniner, saftig og meget frisk syre. Ret charmerende, selv flasken formentlig var en anelse fejlbehæftet ifølge Luca.

2010 starter åbent og gavmildt med næse af tobak og solbær. Det er en stor vin med saftig syre og tanniner der stadig skal poleres lidt, men en levende og meget flot vin der bliver endnu bedre over tid i glasset. Bedste vin so far og bloody good!  

2009 byder ind med sød og moden frugt og et touch af eukalyptus. Saftig og flot moden mund. Drikker meget flot nu og virker på toppen. Frugten bliver endnu mere sød over tid. Den kæmper med 2010 om førstepladsen, men mangler trods alt lidt.

2008 er den mest lukkede næse i sættet og nærmest som ’14. Men munden er fyldt af levende, sprælsk syre og modne, venlige tanniner. Åbner flot op over tid og slutter meget charmerende.

Så får vi stegt havtaske med porre confit, brunet smør og lime, en ret der håndterer næste sæt vine overraskende flot.

2007 har en tæt, krydret karakter, med blåbær og karamel i næsen. Flot vin fra et varmt år.

2006 (fra magnum) har stadig rå, tættet tanniner, men en smuk læskende syre bærer alt hjem og skaber balance.

2005 er perfekt. Fine, fine tanniner og en læskende, cremet saftighed. Kæmpe vin, der virkeligt performer flot nu. Vi er på 2010 niveau og måske over.

2004 virker knap nok moden endnu. En tæt koncentreret vin med tanniner, der stadig er lidt hårde, men også en af aftenens flotteste.

2003 (fra magnum) har blid diskret næse med sveske og balsamico. Rå tanniner, men med så saftig og frisk syre at det er imponerende for så varmt et år.

Jeg er blevet fan af Galatrona. Nok er den kedelig som ung, men når den får alder… mamma mia en vin. Jeg glæder mig ustyrligt til at smage de allerældste. Og til næste flight får vi risotto med braiseret lam og ærter.

2002 (fra dobbelt magnum): Masser af solbærvingummi i ødsel form. Blød, venlig mund med påfaldende ru tanniner. Det modne udtryk kompenserer, men vinen er underholdende, mere end stor.

2001 dufter først af vanilje, så af engelsk Christmas pudding. Perfekt mund, fantastisk syre, let ru tanniner, wooow. En virkeligt stor vin på pomerolsk niveau. Er det WOTN (wine of the night)?

2000 er krydret og tæt som 07. Munden er sød, tæt og meget charmerende.

1999 har en vild næse og dufter af sørøverskib; ædeltræ, krudt og kvindekøn. Munden er en anelse tør med kompenserende syre.

1998 er den tilbageholdende vin i dette sæt. Dufter behageligt og tertiært af møbelpolish. Igen er munden ret tør mund, men Galatronas altid tilstedeværende syre kan altså kompensere for meget.

Det lakker mod enden og der er kun tre vine tilbage, som vi skal smage til oksehøjreb med asparges og bær. Jeg konstaterer, at årgang 1996 ikke er på listen og spørger Luca Sanjust hvorfor. Han kigger på mig med et skævt smil og fortæller at vildsvin åd hele høsten, på en nat. Den smule, der var tilbage røg i en af de andre vine. ”Men så spiste vi vildsvinene og siden har der ikke været problemer” afslutter han.

1997 har smuk, smuk næse og dufter som moden St. Emilion. Munden er perfekt moden mund med bløde tanniner, let syre og smooth drinkability. 23 år gammel og umådeligt dejlig.

1995 oser af soya og champignon. Men mund er sgu tæt og levende, de tørre tanniner til trods. Drikbar, dog uden at være hysterisk spændende

1994 har næse af krogmodnet kød og en meget tør, næsten benet mund. Men igen er der syre til at bære vinen, så den ikke er stendød. Og der er noget poetisk charmerende ved at drikke denne gamle vin, der er den første Galatrona nogensinde.

Jeg går glad fra aftenens smagning. Glad over, at der er mere i Galatrona end ungdommens glatte frugt og finkornede tanniner. Glad over, at man kan få merlot-vin, der ikke er endimensionel og monoton, uden at skulle betale Pomerol-priser. Glad over at være beriget med sådan en kæmpe oplevelse. Glad.