Jagten på Danmarks Luksusfestival: Copenhell – Luksussnask er det nye sort
Kan man overhovedet finde ægte luksus blandt læderveste, denim og langhårede orker i Refshaleøens betonhelvede?
Festivalsæsonen buldrer derudaf, og i jagten på årets bedste luksusfestival-oplevelse, har vi allerede set en nogenlunde forventelige topform fra hipster-darlingerne Heartland og Northside. Tiden er dog nu igen kommet til at kigge på sidste års højtbrølende wildcard på den danske festival-scene, festivalfamiliens sorte offerlam; Copenhell! Festivalen som netop sidste år høstede mange rosende ord for kulinarisk engagement fra undertegnede, og da også endte med en overlegen sejr i jagten på Danmarks bedste festivalsnack.
Men nyt skal der jo til (”nyt, nyt, nyt,” hører vi de andre Gastro-mænner messe i kor), og i hvad der vel må betegnes som en form for kulinarisk match-fixing er vi nu sendt på jagt efter Danmarks bedste luksusfestival-oplevelse.
Match-fixing siger jeg, for ja helt ærligt: efter en overraskende sejr i 2017’s kapløb omkring festivalsnacks afløst af kun cirka et års hovedløs hoveren og voksenmobning fra undertegnede skal der åbenbart kastes benspænd min vej! Ja, benspænd! Jeg sagde det! For helt ærligt… Luksusfestival rimer på rigtigt mange ting, men jeg er ret sikker på at corpse paint, death growls og blast beats ikke nødvendigvis er tre af dem!
Så kan man således overhovedet finde overhovedet finde ægte luksus blandt læderveste, denim og langhårede orker i Refshaleøens betonhelvede? Havde i spurgt mig før sidste års gevaldige kulinariske oprustning på Copenhell havde jeg sagt blankt og ærligt nej, men spørger I mig i dag? Så skal det da i hvert fald komme an på en prøve! Jeres trofaste metalkorrespondent er i hvert fald klar til at gøre forsøget.
Den store stygge ulv er større end nogensinde
Sidste år var Copenhell udsat for den største ekspansion i festivalens historie og udvidede blandt andet med nye områder og et helt nyt madudbud. Det gjorde at man ved siden af Copenhell-klassikere som stegt flæsk og pulled pork nu også kunne finde alt fra sit-down dining til et langt bredere etnisk, vegetarisk og flæsketarisk udvalg samt flere snaskede hurraoplevelser.
Således glæder det os da også at høre fra arrangørernes side, at festivalen i år endnu engang skulle have vokset sig større og bedre med flere nye tiltag samt et farvel til enkelte gamle. Hvad det helt bestemt skulle sige, havde vi lidt svært ved at regne ud på forhånd, da Copenhell informationsmæssigt altid har praktiseret en unik form just i–time kommunikation omkring festivalpladsens layout og muligheder. Nuvel, sådan er det, og sådan har det altid været. Som garvet Copenhell-gænger har man lært at lade sig overraske, og det endda ofte positivt.
Det var derfor med en vis mængde undren, spænding og kulinariske sommerfugle i maven, at vi for tredje gang trådte igennem Helvedes porte for at forsøge at besvare spørgsmålet: Findes Danmarks bedste luksusfestival oplevelse på Copenhell?
Og ja, nu tænker nogen nok, at vi lige så godt kunne stoppe her, og at det lyder fuldstændig fjollet at tro, at luksusoplevelser skal findes blandt fadøl og bøllerock segmentet – men hæng nu lige på et øjeblik, for selvom det absolut stadig er muligt at drikke sig en tolvhestes brandert til i Royals ”blå cola” mens man gnasker i en festivalburger af standardslagsen, så er der efterhånden løbet noget guldøl i åen siden festivalens spæde start i 2009, og det som om at både Copenhell festivalen og dens publikum er blevet voksne og mere modne som årene er gået.
Vi, kernepublikummet, er ikke længere de langhårede, bebumsede teenage-typer i forvaskede Iron Maiden t-shirts. Mange af os er nu – som jeg – rundt regnet midaldrende, knap så bebumsede, kortklippede og langsomt grånende typer med mellemlederjobs, en fornuftig disponibel indkomst og forvaskede Iron Maiden t-shirts. Og netop dette afspejles i heldigvis udvalget: kvalitetsøl, god vin og andet spiritus end Tempt og Jägershots fylder stadig mere på drinkskortet, og det købestærke publikum kan mæske sig i hvad der mere og mere begynder at ligne reelle, lækre street-food måltider fremfor 90’erne og 00’ernes kønsløse burgere, durum-ruller eller hotdogs… Så måske er der alligevel håb for Copenhell?
Det var med dette spæde håb at vi, med en I øvrigt Ganske velsmagende bloody mary med røget BBQ sauce og et godt skud chili I hånden, gik på opdagelse blandt festivalens nye madtiltag.
Vi var øjeblikkeligt glade for at erfare, at man I år havde gjort mere ud af at skabe små oaser væk fra musikken med nye og varierede madtilbud samt det tætteste på ro man nu engang kommer på en metalfestival. I ly bag scenerne, i det såkaldte Styx-område, fandt vi flere små torve og kroge med både mindre madboder, vinbarer og sågar et sit-down dining område med både vinbar og ølbar – alt sammen indrettede i ombyggede Winnebago mobile homes under navnet Dining on Wheels.
Det var da også i denne helt nyindrettede del af pladsen, at vi hurtigt faldt over en Gastromand festival-klassiker hos Husted Vin, som var teamet op med PatéPaté fra Kødbyen om at levere festivalens nok mest outrere servering: østers og bobler!
For 95 kroner fik vi tre overraskende velvoksne og fede østers, som smagte frisk og lækkert, men på ingen måde kunne glide ned på down-in-one maner, hvilket måske kan give problemer med indtagelsen for nogle. Vi tilføjede et glas Cava til 45 kroner og ramte højt på lykkeindekset for i alt 140 kroner, hvilket på ingen måde er uretfærdigt for en sådan servering.
Således kickstartet og med de første beskyldninger i lommen for at være en gang sellouts, som hverken var særlig metal eller TRVE KVLT trak vi videre.
Vi landede kort hos PMY, som på restaurantscenen har høstet stor ros for deres latinamerikanske køkken, og til 75 kroner også leverede en noget lille og uanseelig men tung og smagfuld pulled beef arepas (en art stegte majsboller) serveret med masser af latin love fra krydderihylden, chunky salsa, arrig chilisauce og et for vores vedkommende fuldstændig uforståelig drys af kold, industri-gul cheddar, som på ingen måde bidragede til et ellers gedigent og smagfuldt helhedsudtryk, men snarere blev til irritationsmoment i en ellers fantastisk ret.
Anderledes autentisk blev det straks da vi ved et rent og skært tilfælde i jagt på gode øloplevelser i B&W hallerne faldt over Tacovognen, som serverede en trio af latin-amerikanske fusions tacos fra øverste hylde. Vi nuppede for relativt rimelige 105 kroner et sæt på tre: én med frijoles (bønner), røget paprika og friskost, én med svinekæbe carnitas med chipotle og mangosalsa, og én med smør-mør og velkrydret braiseret oksebov. Og det var her, siddende i en halvkold lagerhal med en tilforladelig Albani IPA i koppen og udsigt til en voksen mand i slåbrok og fuldt enhjørningekostume, der dansede tango, at vi fik dette års gastronomiske Copenhell-oplevelse, hvor alle smage bare går op i en enhed så smuk og velstøbt, at vi for et øjeblik troede at forsangeren fra tonstunge og bloddopede Aarhusianske Livløs, som udenfor var ved at rive Hades-scenen fra hinanden i verdens vildeste morgenfest af en ”slås og bolle koncert”, var gået over til at growle på spansk.
Breakfast of Champions?
Vi kommer nu til at springe lidt i tid og sted, for man skal jo også sove på en festival! For vores vedkommende er dette sket på Copenhell Campingpladsen de seneste år, og vi har derfor også været afhængig af campingpladsens udvalg af mad når vi efter alt for lidt søvn har rejst os og gennemført Gastromands ritualer for 8 o’clock mojitos og Champagnebrunch uden brunch.
I år stod FoodSquad for forplejningen på campingpladsen til en veritabel bredside af fornærmelser fra campinggæsterne. Dele af dette var nok selvforskyldt, når man valgte at medbringe en truck og tøj påtrykt referencer til Roskilde Festival og et lydanlæg, der åbenbart kun kan spille Nik & Jay til et publikum, som mest er kend for taktfast at brøle ”SPIL DEN MED SLAYER!”
Andre klager gik på pris versus kvantitet og på kvaliteten af maden. Jeg tror dele her kan tilskrives, at græsset på Refshaleøen netop denne weekend fungerer som eksilghetto for jyder, for hvem 60 kroner for røræg med bacon og pølse eller 75 kroner for en burger tangerer tyveri ved højlys dag, og at mangel på oversaltning snildt kan opfattes som en personlig fornærmelse.
Samtidig må FoodSquad nok selv bære dele af skylden for at være fuldstændig undergearet til efterspørgslen, hvilket skabte forvirring og ventetid. Jeg selv prøvede morgenmaden, som ikke var værd at skrive hjem om, samt en ganske udmærket men let fedtet burger med en bøf af paneret, friturestegt pulled pork, som jeg i et kækt, lettere overrislet øjeblik fik bestilt med fem gange bacon og ost, hvormed jeg vel også mister klageretten over prisen.
Hypet luksus-snask er det nye sort
Hvor det sejlede lidt på snask-fronten på Campingpladsen, var der anderledes styr over løjerne på selve pladsen, hvilket til dels skyldes indrykket af en ny spiller på festivalens sorte madscene. Verdens måske mest hippe grillbar, Grisen på Nørrebro, havde revet stikket ud i Fredensgade ved søerne og var smuttet på metalfestival. Med sig havde de tre ikoniske retter fra kortet: bøfsandwich, flæskestegssandwich og pølsemix. Vi takkede nej til pølsemixen og kastede os over to personlige favoritter:
Flæskestegssandwichen var, som den slags nu engang skal være, og så alligevel ikke helt: smørmør og saftig steg toppet med hjemmelavede syrligt/søde syltevarer og friturestegte ”svinebolcher” var den en art moderne nyfortolkning af en gammel klassiker, der i aftensolen til tonerne af den melodiske dødsmetalhymne ”We Will Rise” fra svenske Arch Enemy bragte undertegnede på kanten af en veritabel madorgasme.
Og bøfsandwichen? Lad os bare sige, at der er en grund til at man i 2016 hev trofæet for ”Danmarks Bedste Bøfsandwich” fra Jylland til Nørrebro. Perfekt stegt bøf, lækre syltevarer, gode løg og en gaffelvenlige sauce, der havde gjort en mormor lykkelig. I helhedsindtrykket skal vi være ærlige at sige, at vi kunne savne en snert syre til at tøjle fedmen og blødheden, men kaster alligevel massive horns til Grisens Death Metal Diner og det hårdtarbejdende hold der for os leverede festivalens korteste ventetider på mad på trods af en massiv interesse fra festivalgæsterne.
Af lignende, snaskede, kulinariske succesoplevelser kan blandt andet nævnes en lækker og skarp prissat Currywurst fra Spisevognen lavet med 200 gram pølse fra Grambogaard og serveret med agurke/løg relish og en tilpas spicy karrysauce. Eller for den sags skyld en overraskende perfekt fish and chips fra Casey’s Fish n Chips med perfekt panering, dejlig frisk og saftig fisk, formfuldendte fritter og en tartar-sauce med god syre og et tvist af dild.
Faktisk tegnede der over dagene et billede af, at det var i dette segment de virkeligt tungtvejende kulinariske oplevelser på Copenhell skulle findes. I nyfortolkede, forfinede versioner af fast food klassikere leveret hurtigt og konsekvent til en fornuftig pris. Og det er faktisk nok også her, vi mener at fokus bør være på en festival som Copenhell.
Dette luksus-snask-segment i prisgruppen 75 – 100+ kroner for et gedigent, mættende måltid af god kvalitet. Et måltid, som alle har råd til, og som vil gøre både Hr. og Fru Danmark glade, for Copenhell er Hr. og Fru sortklædte Danmarks festival, og dermed er det også i deres billede at luksus skal defineres og findes! Er det fucking luksus at spise burger med brun sovs? Det synes vi faktisk så længe både burger og sovs laves med respekt og af ordentlige råvarer og serveres med hjertet.
Findes der et luksus-helvede?
Copenhell er, og vil nok længe forblive en charmerende og dejlig broget størrelse når det kommer til luksus og komfort, og fred være med det. Til forskel fra Heartland og Skanderborgs Morten Korchske idyl lader de rå rammer på Refshaleøen måske noget tilbage at ønske, men nu er Copenhell jo engang både en metalfestival og en byfestival, og hertil udgør de ikoniske B&W haller nu engang en passende ramme, som man forsøger at udfylde på bedste, mest blodigt hyggelige og efterhånden også luksuriøse måde:
Fra mulighed for overnatning i Royal Campletter på festivalens campingområde til muligheden for at chille med hvid bourgogne eller Pingus i det tilbagetrukne Styx-område, eller simpelthen ligge i græsset med en specialøl på skråningen mod Copenhells ikoniske South of Heaven Bar, må der endda siges at være pakket en vis mængde komfort ind i de rå rammer.
Dette krydret med en solid og varierende madprofil, som i år talte alt fra hipster-grillbaren Grisen over hæderkronede latinamerikanske PMY eller Dining on Wheels-konceptet, samt et voksende udbud af varierede drikkevarer, må vi igen konstatere, at Copenhell fastholder sin position fra sidste år som en værdig og efterhånden halvstor underdog i det voksende udbud af danske sommerfestivaler.
Og det er netop derfor at vi – med det perfekte minde om et tårevædet farvel til mørkets aldrende fyrste, der krænger sin slidte sjæl ud på ”Mama, I’m Coming Home” under en dansk sommernathimmel, der dufter mere sødmefuldt end en lørdag eftermiddag på Staden – sammen med 23.000 andre metalheads siger tak… Tak, Copenhell, og på gensyn!
De næste dage bliver lige dele tømmermænd og lige dele gamle kroppe der brokker sig efter tre dage i telt – efterfulgt af en udpræget længsel efter på dummeste vis at gøre det hele igen… SEE YOU IN HELL!!
Vi rammer 4 ud af 6 på Luksusbarometeret – og tuner ind på Tinderbox i den kommende weekend.
Hvad er dit personlige festivalluksus-moment?!
Stik os en kommentarRelated Posts
Jagten på Danmarks Luksusfestival: Tinderbox... 29. juni 2018 | Fynboen
Smukfest 2013: Det spiste og drak vi i bøgeskoven... 3. september 2013 | Webmasteren
-
Jeg er meget overrasket over rosen til flæskestegssandwichen. I mit selskab af fire, spiste ingen op, alle var dybt skuffet over bollen, som var i supermarkedsdiscountkvalitet og forholdet mellem kød og andet snask var helt skævt. (Når man pludselig har en tredjedel bolle tilbage uden kød, er det ikke godt). Og ikke mindst var det flæskesvær tilsat fra præpoppede poser.
Alt sammen et fælt dyk i standarden fra de foregående års sandwiches baseret på grillet flæskesteg med egen svær. -
Det er da det mest massive flæskestegssandwich, jeg ever har set. Hvor tyk var den skive steg lige?
Comments