Julevin for den dovne feinschmecker
Julen er hastigt på vej! Der er mange meninger om vin til julemaden og det kan være svært at finde hvad dulen man skal gribe og gøre i, hvis man ikke lige har den store ledvogtereksamen i vin og mad. Der skrevet adskillige artikler om emnet om end anbefalingerne af gode grunde er nogenlunde ens.
Her på kanalen lyder anbefalingerne således:
- Rødvin får det svært, pga. syre i kålen, sødme i kartoflerne og salt fra andeskin eller svær. Drik kraftige banditter, der er let afkølede.
- Tysk Riesling er perfekt til flæskesteg
- Pinot Noir kan fungere til både and og gås
- Belgisk Klosterøl passer perfekt til hele molevitten.
- Drik, hvad du allerbedst kan lide. Det er jul og alt smager godt, uanset om det passer eller ej.
Noer&Kofod, en af vores faste druepushere her på kanalen, har lavet to julesmagekasser, som måske kan gøre det nemmere for dig at vælge. I dem begge to er der både en hvidvin, tre røde, en flaske bobler og en flaske hedvin. Så er du dækket ind til både jul, nytår og mellemdruk. Forskellen på kasserne er prisen, således er den ene en luksussmagekasse, hvor vinene lige er et hak bedre. Vi sætter de kronisk blå bisser i begge kasser og forsøger at placere hver vin i en jule-nytårs-gastronomisk kontekst.
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~
Julesmagekassen
899,- for seks vine
Boya Sauvignon Blanc 2018
Chilensk hvidvin på en drue, der kan være ret hysterisk aromatisk. Her er balanceret og dufter af stikkelsbær. Munden er juicy og sprød med masser af forfriskende syre. Herlig vin, der fx kunne ledsage lidt røget laks, en rejecocktail eller andet godt fra havet.
Vignetti di Ettore Ripasso 2015
Ripasso er på papiret ikke noget dårligt bud til julemaden. Du får et strejf af sødme, der klæder julemaden godt, uden at det bliver amarone-tungt og slår luften ud af dig. Denne ripasso er i den lette ende, uden meget næse, men med frisk og syredrevet mund. Prøv også til et stegt andebryst i pariserstil.
Famille Durieu Vin de France u.å
Rhône-vin, lige uden for neuf, hvor domænet også laver vin. Næsen skal have luft og smide lidt dirty notes. sommer kommer der liflig bærduft. Munden er supersaftig, men også med faste tanniner, og det bliver ikke dumt til julemaden. Kølig vin, store glas, så bliver der vinøs bjældeklang.
Chateau Tour St. Bonnet 2008
11 år gammel cru bourgeois? Vi rammer jo lige ind i min ungdomskærlighed, bordeaux med alder. Som udgangspunkt ikke vanvittigt oplagt til julemaden, men lad os hive proppen af. Næsen er sart, munden er stadig saftig og ret let, med modne noter. Bestemt ikke julevin, men prøv til dyrevildt med rødvinssauce. Eller som meditationsvin i mellemdagene.
Les Cordeliéres Cremant de Bordeaux Brut
Cremant fra Bordeaux ser man ikke så tit, men det plejer at være hæderligt. Her er det ”brut” og lavet på rødvinsdruen cabernet franc. Og du kan glemme alt om kransekage, den spiser du til kaffen og lad boblerne være i fred. Her får du skumvin med velduftende næse, god tyngde og flot mousse. Du kan drikke uden noget, men den er også med på mad. Indledende nytårssnacks, et stykke pighvar eller en omgang skaldyr.
Parcelas Porto Ruby
Portvinsfanatikerne herhjemme hælder den ene årgangsportvin og 30års tawny i svælget, men en helt almindelig ruby er ved at være et særsyn andre steder end forsamlingshuse. Her får du en lille portvin, der ikke gør så meget væsen af sig. Men der er præcis, hvad du skal bruge til risalamanden. God sødme og lidt afsluttende tørt bid, der nok skal matche kombinationen af de fede, søde ris og den sursøde kirsebærsovs.
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~
Luksusjulesmagekassen
1295,- for seks vine
Beaujolais-Lantignié 2017, Domaine Dubost
Vi lægger igen ud med hvid, nu fra Beaujolais og lavet på chardonnay. Næsen er aromatisk og indbydende, med pikant duft af hø. Munden er harmonisk og drikkevenlig. Drik til perlehøne eller fasan i lys flødesauce som en mellemret til nytår.
Pertinace Barbera d’Alba 2016
Første røde er igen italiensk, denne gang en barbera fra Alba, som også var med i vores Halloweenvintema. Der var vi vilde med den, og det er vi også nu. Næsen har masser af kirsebærfrugt, munden starter silkeblødt og afslutter med frisk syre. Køl ned til 15 grader, så skal nok fungere til både gris og and.
Domaine Durieu Chateauneuf du Pape 2015
Så kaster vi os over endnu en vin fra Durieu, nu en ”rigtig” neuf fra den flotte årgang 2015. Slægtskabet til lillebror er tydeligt, det er samme saftige og lette stil, blot et nøk op i kompleksitet. Næse af røde kirsebær og en harmonisk mund med florlette tanniner. Kør til alt, også til julemåltidet.
Lou’s Number 1 Choice Cabernet Sauvignon Barossa Valley 2016
Tung juice fra Barossa? Det får man sgu egentligt også for lidt af efterhånden. Spændende næse med langpeber, mint og choko. Munden er tætvævet med blidt og bestemt tanninbid, juicy syre og tør finish. Skyd en hare og drik til helstegt ryg til nytår.
Champagne Eugene III
To-komponents-bobler på pinot noir, iblandet en sjat chardonnay. Også en brut og dermed igen med absolut kransekageforbud. Det er en flot champagne, den her. Kompleks og indbydende æblenæse med pågående syre, der går til kanten. Jatak. Du kan bruge den alene, til tunge fiskeretter, hummer eller krabbe. Smuk vin.
Grimont Cape Vintage 2017
Luksushedvinen er fra Sydafrika og vi har tidligere været glade for 2016. Næsen er mere afdæmpet i den nye årgang, munden stadig let med afmålt sødme. Brug den både til alamanden og til den hjemmelavede konfekt.
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~
Stik os en kommentar
Smid en kommentar