10 bloggere – 21 serveringer – 6 whiskys – somehow a mad scientist combined with a brilliant chef and a Rock ‘n’ Roll Brand Ambassador who knows his shit about whisky – one mad dinner to rule them all…

Normalt er det Eksilsønderjyden der tager sig af “frokostinvitationer” som denne. Årsagen er kort sagt, at han har sagt sit frokostabonnement på jobbet helt op, da han spiser frokost ude 4-5 gange om ugen alligevel. Men whisky er ikke hans game – there can be only one gastromand for that job – me me me! Så jeg lagde kursen mod Østerbro.

Jeg havde ikke gjort mig de store tanker om maden, da jeg ikke ved specielt meget om Alchemist, men det må jeg sige, at jeg kom til! Jeg havde derimod tænkt meget over Macallans rolle her? De fleste af jer ved godt, at mit hjerte banker fra whisky og navnlig Macallan og Highland Park, så det at sætte noget meget traditionelt og straight sammen med det mest outreret, provokerende og grænseoverskridende mad der findes i Danmark vakte i den grad min nysgerrighed.

Jeg ankommer og ser adskillige kendte ansigter – faktisk “The Fellowship” fra de sidste ture til Skotland og Svalbard – Martin Markvardsen, Camilla Salvado og Mikkel Bækgaard samt Rasmus Palsgaard. Vi får stukket en whisky i hånden til at starte med, som vores vært fra Macallan Sietse Offringa forklarer har det ene formål at varme vores smagsløg op!

Herefter forklarer han om den ælde dram, hvor hans kærlighed og passion tydeligt skinner igennem! Sietse forstår virkelig at fylde rummet med sin iver. Imens han forklarer bemærker jeg rummet – som er total mørklagt og indrettet i en hestesko af borde, hvor der tydeligvis er lagt op til show on the centre stage. Rundt omkring i rummet er der blomster og planter på vægge og døre – tanken er nok – back to the roots and the nature tænker jeg? Så hvis arrangøren har tænkt så langt at denne passer glimrende til whisky, så letter jeg sgu på hatten.

 

Så, er det tid til retterne og nej venner – jeg kan ikke gennemgå 21 serveringer for jer i detaljer, vi tager det sgu i bidder – sammen med whiskyen – lidt overraskelse skal der også være til når I selv skal forbi…

Rasmus Munk starter ud med at fortælle, at vi lige skal have renset munden, og det er faktisk bedst med noget syre, som vi får fra nogle skovmyrer! Der går lidt tid før det går op for mig, at det er myrer jeg sidder og spiser. De smager vildt syrligt men passer glimrende til retten.

Derefter en lille pose som får mig til at tænke på “Sour Cream and Onion Chip” – det er kartoffelchips med ramsløg – så tæt på.

Herefter en sphere fuldstændig intenst fyldt med kirsebærcreme! Til ovenstående får vi Fine Oak 12, som passer glimrende, men der er mange smagsindtryk at holde styr på, så et eller andet sted er det faktisk meget fedt, at det “bare” en straight whisky du får til, hvor smagen og duften er meget balanceret. Jeg har svært ved at se hvordan vinene skulle køres til så forskellige retter?

Askebægeret er egentlig kartoffel, porre og tomat der er kogt sammen og brændt til ukendelighed – det smager helt fantastisk og her kommer Fine Oak 12 virkelig til sin ret med sine lettere krydrede og søde noter.

Der er sceneskift til en af mine favoritter på sherry cask “Amber“, som er en fantastisk blid kvinde af få i munden – so to speak… Jeg husker tydelige den intense duft og smag af citrus i Amber, hvilket er det perfekte ægteskab til denne ret med citrus og mynte. I tilfældet af du skulle undre dig er det et sugerør.

Jeg burde måske bare holde kæft, for se lige billederne! Det var et show uden lige og kørt så stramt og perfekt all the way. Her har Rasmus Munk også tænkt detaljerne i retten til ende i forhold til whiskyen – den sødme som Amber også har i forhold til den sødme hummeren havde fået var satme et godt match!

Temmelig stor jomfruhummer må man sige – men et must for anretningens skyld. Halen var delt i 4 bidder. Hele ideen med at tage halen af og karamellisere den i sukker og enebær og så sætte den tilbage igen giver bare retten et ekstra niveau af – ja undskyld udtrykket – weirdness! Man føler jo vitterligt man spiser dyret levende – for mig var det så fedt at få skubbet grænserne!

Ren plesure og i modsætning til forrige ret – noget mere afdæmpet! Tang og kaviar.

Bedst som du tror at det er tid til retter “nede” på jorden får du så en guldfisk med tilhørende fiskefoder ind! Og nej det er ikke til fisken, det er til dig.

Hvad tænker du her? Enkelt ikke? Tjo – hvis du magter at fjerne fiskebenene for at gøre dem spiselige og sætte dem tilbage igen så ja! Er du typen som frygter fiskeben er du hermed kurreret! Dette var den sidste ret vi fik Amber til, som den også kunne klare – fedmen fra saucen og fisken med en sherry cask er godt ramt. Som jeg ser det kunne en Fine Oak sikkert også have givet modspil – men det fungerede glimrende.

Kunstpause, hvor en særlig udgave af Macallan skulle afsløres – deres 12 års Double Cask som har fået afsindig meget kærlighed fra sherryfade af amerikansk og europæisk eg. Dens “bror” Fine Oak 12 indgår der også bourbon fade i – altså er Double Cask modnet på to forskellige fade hvor Fine Oak 12 er modnet på 3 forskellige fade.

Resultatet er intet mindre end smukt, og har givet en dram med masser af fedme, næsten olieret tekstur og med duft af nødder, smør og let røgede noter. Man kunne måske forudse, at Macallan vil gå tilbage og lave whisky med angivelse af år fremfor “Amber”, “Ruby”, “Sienna” osv…

Jeg må erkende at vi vist var nået til den del af smagningen og middagen, hvor min hukommelse lige et sekund var off. Næste ret var skide sjov fordi det lignede en lille bong, som gæsterne virkelig muntrede sig med.

 

Inden du går længere ned i får du lige en disclaimer og en mere og en mere! Det er IKKE for sarte sjæle det he

 

Inden du går længere ned i får du lige en disclaimer og en mere og en mere! Det er IKKE for sarte sjæle det her – læg lige mærke til Sietse i baggrunden på billede ovenfor, som kigger meget bestemt og noget angst på kassen Rasmus kommer ind med…

Ja  du ser rigtigt – den er god nok! Nu er det ikke 100 % blod men det er lammeblod og kirsebær som er blandet sammen. Nu fik jeg ikke skudt et billede af holderne med blodposerne, men sådan blev det serveret.

Det var en blanding af foragtelse og jubel bland gæsterne – selv var jeg helt vild. Jeg ved godt det lyder bizart men jeg drages virkelig af den slags! Jo vildere og jo mere grænseoverskridende jo bedre og når du så har en whisky du kan slynge ned ved siden af bliver det bare ikke bedre!

Det var rå lammehjerte med blod, som du selv fik æren af, at skrabe ud fra hjertet. Det krævede mandsmod og overvindelse også selv om, at jeg får total kick ud af det – its like drugs! Heldigvis havde vi vores Double Cask til at styrke os på – en flaske som jeg må sige falder i bedre jord end jeg havde regnet med. Det er som om, at den lige har et par ekstra lag af nuancer.

Bedst som du tror du har oplevet det værste, så bliver du sgu chokeret igen. Et kranie hvor du selv skal smadre bagsiden for at se melorme, myre ovenpå en foie gras af lammehjerne – Great Scott siger jeg bare! Vil du så høre det underligste – det smagte fandme godt – cremet – sprødt og med masser af dybde! No I am not kidding!

Der er en god pause nu, hvor vi får næste dram i glasset – en god kending, som står mit hjerte meget nært – Rare Cask, som er den første af de “store drenge” i 1824 Master serien, jeg vil vove den påstand, at det er den de fleste godt kan komme i nærheden af for penge (2100,-). Jeg havde den med på vores “Wednesdays Whisky” for nogle uger siden – den holder! Så tilbage til maden – jeg ved næste ikke hvad jeg skal sige – men vi forsætter i rædselskabinettet med et lille confiteret yver…

Du  tror nok jeg laver sjov, men det smagte virkelig lækkert – om det var fordi der var uforskammet meget trøffel og lagret parmesan på ved jeg ikke, men for mig var det en af de bedste retter på aftenen!

Kort efter kommer næste ret – hvor vi kommer til det tidspunkt, hvor man vitterligt ikke ved hvad man skal gøre af sig selv. Jeg er ked af det, men jeg nåede ikke at skyde et billede – men i skålen var der levende bænkebidere, som bliver overhældt med kogende suppe!

Jeg synes faktisk det var ret fedt, og spurgte en af tjeneren om jeg ikke måtte få et par ekstra – hvor jeg så spiste den ene levende. Det var måske det mest grænseoverskridende jeg har prøvet i mit liv.

Reflexion vores afsluttende og en enestående dram. Jeg vælger lige at citere mig selv – fordi jeg kan:

“Jeg er tabt for ord – og det ligner ikke mig, men det er ualmindelig flot og silkeblød whisky! Masser af sødme – endnu mere end de tidligere – hvis det er formålet er det lykkes! Nu snakker vi også små 7000,- for en flaske, så det er tilladt at forvente. Jeg vil ikke trætte med smagsnoter – for der er rigtig mange – tror bare jeg vil sige, at det er noget af det flotteste jeg nogensinde har smagt i mit liv!”

– Mads Schytte, Svalbard 2016.

Når der kommer en lille pakke ind med en rød lille klemme på efter sådan en omgang som ovenstående, så tror man sgu lidt af hvert. Jeg var i samme situation – man aner fandme ikke om man kan spise skidtet.

 

Alle lytter meget aktivt på Rasmus Munk, som forklarer om retten – sesam sten med is hvor der er en lækker oliven olie til – på vej ud siger han lidt kækt – “Nå ja pakken er handsker for det kan godt være det sviner lidt” – folk griner – man ved sgu aldrig!

Jeg får et kæmpe kick ud af det med handskerne og sidder med dem til aftenens afslutning – hvad havde de forventet?

Jeg skåler videre i Reflexion som jeg nyder med den afsluttende ret, hvor kreativiteten får lov til at blomstre, vi skal nemlig male et lille portræt.

Det ligner jo noget taget ud af en film – malingen kunne naturligvis spises – jeg husker ikke helt smagene, men vist passionsfrugt, blåbær, grape og noget pære.

Fuck jeg synes det ser godt ud – og det var det også. Sødmen fra malerier var perfekt match til den afsluttende whisky.

Ja, vi må vist hellere huske den egentlige afslutning, hvor Rasmus Munk fortalte om sit barndomsminde og disse chokoladeskildpadder, som han elskede så inderligt – de var noget bedre end Toms Originale – lad os bare sige det sådan! Jeg forstår nu hele ideen med “Old School vs. New School” for det fungerede vildt godt med whisky til disse retter – hånden på hjertet var nogle af dem så langt ude, at det whisky var eneste rigtige at sætte til!

Skål og velbekomme!

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre om du får mere eller mindre lyst til at besøge Alchemist efter ovenstående omgang?

 

Stik os en kommentar