Hvorfor er den svenske skærgård så populær og har svensken virkelig noget at byde på, som vi ikke finder hjemme i vores egen andedam? De spørgsmål og mange flere har vi sat os for at besvare, når vi over 10 dage, af 3 omgange, fordelt på 3 forskellige områder, spiser og drikker os igennem vores naboland mod øst.

Artiklen præsenteres i samarbejde med VisitSweden.

Familiefaren har allerede guidet jer igennem Småland. Jeg er dog slet ikke i tvivl om, at jeg trak det længste strå, da der stod Vestsverige på min rejsedestination!

Hvis Grebbestad, Fjällbacka og Smögen ikke lige vækker minder, kan jeg fortælle, at vi skal ca. 2 timers Volvo-kørsel nord for Gøteborg – en by jeg faktisk har besøgt flere gange og også varmt kan anbefale som gastronomisk destination.

Færge eller fly?

Når nu man bor i Aalborg, virker det oplagt at tage bilen til Frederikshavn, men da der i længere tid ikke har sejlet hurtigfærge på ruten Frederikshavn-Gøteborg, er tre en halv time på havet altså et no-go for en utålmodig gastromand. Så umenneskeligt tidligt op, ud i danmarks dejligste lufthavn, et kort pitstop i København, inklusiv kaffeoptankning og opsamling af mine to partners in crime fra Foodscene og kl. 09:00 står vi hos Hertz i Göteborg Landvetter Airport og venter på vores Volvo, der skal transportere os sikkert og effektivt rundt de kommende 3 dage.

Bare en hurtig gang husmanskost…

Fotograf-Morten sæter sig bag rattet og snart snor volvoen sig igennem det smukke svenske landskab.

Hurtigt finder vi ud af, at vi faktisk har god tid inden 1. punkt på programmet, så det tager ikke mange ordudvekslinger for 3 madører at blive enige om, at vi sagtens kan nå en hurtig frokost.

Valget falder på restaurant Telegrafen i Grebbestad, der skulle lave en god, gedigen omgang traditionel svensk husmanskost – lige hvad vi er i humør til.

Jeg tror, vi er semiheldige og får det eneste tomme bord i restauranten. Som så mange gange før, er jeg lige dele imponeret og overrasket over vores brødres spise-ude-kultur.

Indretningen i den gamle telegrafstation er vist det man kalder rustik og komforten er til at overse, men her er hyggeligt og der er en fantastisk stemning taget i betragtning af, at vi sidder her kl. 13.

Mine rejsevenner bestiller en klassisk, svensk pannbiff, mens jeg selv hopper på en fiskesuppe, der skal vise sig at være af typen mandfolkeportion! Til at skylle det hele ned med, får vi lokale øl fra Grebbestad bryggeri i glassene.

Fiskesuppen er dejlig cremet med en sødlig smag, der indikerer en base lavet på blåmusliger, tilsat rigelige mængder grädde (fløde). Suppen er toppet med masser af fisk, muslinger og rejer og naturligvis, fristes man til at sige, MASSER af frisk dild! Hvis du ikke er en dildpige, kan du i øvrigt godt få det lidt hårdt i den svenske skærgård – dill with it!

Nå ja, brød, smør, salat, vand og tyttebærsaft forsynede man sig selvfølgelig selv med i baren – det er sgu da et hyggeligt koncept!

Tiden løber og vi haster videre mod kysten, hvor Jonas venter på os.

Seaweed Safari

Indrømmet, jeg var en anelse skeptisk, da jeg fik at vide, at vi skulle på Seaweed safari (Seaweed safari lyder bare federe end tangsafari, right?). Jeg forestillede mig noget i retningen af en vindblæst tur i en jolle med en eller anden anordning i hånden til at ”fange” tangen op af vandet med, anført af en svensk udgave af Søren Ryge – jeg skulle blive klogere.

Oplevelsen skulle vise sig at blive noget helt andet og noget vi snakkede om igen og igen på resten af turen.

Vi mødes med vores Seaweed safari guide Jonas udenfor den gamle toldbygning, og nu tilholdssted for Jonas og kones tangeventyr Catxalot. Jonas er tidligere bibliotekar, men båda han og kone valgte at sige deres jobs op og det samme med lejligheden i Gøteborg – alt sammen for at jagte eventyret i den vestsvenske skærgård.

Det viser sig hurtigt at Jonas er en passioneret mand. Passioneret omkring tang – i alle afskygninger. Se selv i vores venner fra Foodscenes fremragende miniportræt:

12 timer efter vækkeurets insisterende ringen, står vi endelig på skæret imens Jonas er ved at trække i våddragten – altimens bølgerne skår indover klipperne.

Kort forsvinder Jonas i bølgerne og vi ser ham kun, når han er oppe for at trække luft – og der går skræmmende lang tid imellem… Kort efter er Jonas tilbage på skæret med sækken fuld af seaweed.

Som vi sidder der på skæret bliver tang lige pludselig det mest interessante i hele verdenen – også selvom det ikke smager af det store i sin pivfriske form – det skal hjem og tørres før de rigtig interessante dufte og smager melder sig.

Vi vil have mere og inden jeg får set mig om, er vi sgu på vej i Kattegat. Jonas når lige at kaste et par dykkerbriller og snorkler (han havde åbenbart set det komme) efter os på vej i vandet.

På trods af århundredets danske sommer, har denne gastromand ikke været i havet en eneste gang. Det skulle der åbenbart en gang svensk tang til at lave om på. Og heldigvis for det, for det var en overraskende fantastisk oplevelse at dykke i det kolde og klare vand og se tangen stå i sine oprindelige omgivelser. Kæmpe anbefaling herfra!

På vej tilbage til toldbygningen er vi helt oppe at køre over oplevelsen. Smagsprøverne, som Jonas’ kone stod klar med, fuldendte oplevelsen og understregede, at der ikke bare var tale om en sjov gimmick og at tang er langt mere end makiruller. Flere af sorterne udvikler de vildeste dufte og har masser af umamismag, hvorfor tang også er på vej til at gøre sit indtog på vegetarscenen. Den hollandske Weed Burger på Smukfest, står stadig knivskarpt i erindringen, som den bedste vegetarburger, jeg nogensinde har smagt (næstefter min egen naturligvis;-)

Den ultrasprøde tangskål med fed creme fraiche, ”tangrogn” og kapers af tang fuldendte indtrykket og satte et perfekt punktum for tangturen.

Everst Sjöbod

Facaden på Everts Sjöbod gør ikke umiddelbart meget væsen af sig og ligger nærmest skjult bag gæsternes store Volvoer. Hvis nogen skulle være i tvivl er vi altså stadig i Sverige.

Som billedet afslører, ligger hotellet helt unikt og er nærmest bygget på vandet. Everts tilbyder, udover muligheden for en morgendukkert lige uden for døren, østers-, hummer-, krabbe- og makrelfiskeri.

Vi ankommer dog sidst på eftermiddagen og nøjes med en omgang østers inkl. en indførelse i østersåbningens ædle kunst.

ØStersene har en perfekt størrelse, hvis du spørger denne gastromand, er pivfriske og en anelse mere salte end vi er vant til – yummy!

Grebys og den svenske ungdomsfilm

Østersåbningen har pirret vores smagsløg og vi er sultne efter mere. Vi hører rygter om en hotelrestaurant med masser stemning og endnu flere friske skaldyr i nabobyen Grebbestad. 5 minutter senere sidder vi midt i en svensk sommerungdomsfilm – sådan føles det i hvert fald, som vi triller afsted på hotellets cykler, forbi det ene mere idylliske hus end det andet, høje efter dagens oplevelser og med udsigt til fere af slagsen.

Vi ankommer til en propfyldt restaurant, men får os klemt ned i et hjørne. Der er flere selskaber i restauranten og det med stemningen var i hvert fald korrekt. Inden længe står der en Aperol Spritz foran mig og jeg drikker den, som om det pludselig var min favoritdrik. Kortet er en blanding af klassikere og asiatisk inspirerede retter.

Vi hopper hurtigt på en gang blandet skaldyr bestående af søkogte rejer, røgede rejer, jomfruhummere og blåmuslinger. Hertil brød, smør og den bedste aioli jeg har smagt udenfor Spanien.

Det føles som om, de har serveret netop denne type mad på Grebys i generationer. En af foodscene-drengene bestiller Sancere og det fungerer fremragende til at skylle de lækre skaldyr ned med.

Vi er egentlig mætte, men må liiiige smage yderligere et par retter, der bare bekræfter indtrykket af et køkken der kan deres håndværk. Tiden flyver og pludselig er vi de sidste gæster i restauranten.

Efter en afsluttende avec fortsætter vi ud i den lyse svenske nat på vores lånte cykler. Men meget mere om det i næste indlæg…

Stik os en kommentar