For nogle dage siden fik du del 1 af min fantastiske tur til Highland Park i Skotland. Og nu er det blevet tid til del 2.

Vi bevæger os indenfor og ovenpå, hvor der er en lille lejlighed, hyggeligt indrettet med træmøbler. Her står fem glas klar, hvor der er skænket whisky til os. Jeg føler mig hjemme og kigger rundt, hvor der over alt står forskellige udgaver af Highland Parks whiskys i alle aldre.

Nå, vi bliver kaldt til bordet hvor vores tourguide begynder at forklare. Det første vi skal smage er faktisk en nylanceret whisky, hvor vi holder os til beskedne 10 års fadlagring, hvilket er det mindste du finder i en Highland Park, men lad dig ikke narre, det er et gennemarbejdet produkt. Den er lagret på primært genbrugte amerikanske fade og en smule europæisk eg som afslutning. Whiskyen en har en let sødme, smager af citrus, honning og en anelse vanilje som rundes af med en let tør og røget eftersmag – for dig som elsker røget whisky, så er der her tale om “let røg” og slet ikke dominerende – for mig passer det glimrende.

Vi rykker videre opad rangstien, hvor den næste vi skal smage er deres 12 års, som er en af de mest solgte whiskyer i verden. Smags og duftmæssigt minder den faktisk om dens forgænger, men noterne er lidt sødere, bestemt en dejlig whisky i “standard-klassen”. Både denne og 10 års holder 40 % alkohol.

 

 

Så nærmer vi os det tunge skyts, og jeg skal beklage min iver, men jeg holder altså mest af whiskyer med lidt alder, grundlæggende så flækker du jo ikke en flaske på en aften, men nyder den igennem flere måneder og nogle gange år, så hvorfor ikke lige spendere lidt ekstra? Denne 21 års er helt afgjort noget af det bedste du kan få for dine penge, her snakker vi 1100-1200 kr. Prisen er steget en smule, hvilket jo desværre sker, men det er flot whisky – noter af citrus, nyslået græs, lyng, nød, lidt tropisk frugt og fornem balance af røg og sødme. Jeg bider mærke i, at den ligger på diskrete 47,5 % alkohol og bemærker også, at den glider langsomt ned af glassets sider efter jeg har nappet første tår. Det er på ingen måder for meget, men balance, velsmag og masser af smag som varer ved og ved, første efter 45 sekunder kommer den blide eftersmag af røg – flot!

 

 

Så rammer vi en udgave, som jeg har smagt rigtig mange gange, og som aldrig skuffer mig – 25 års, nogle af jer husker måske, at jeg lavede en lille test af den tidligere, som I kan se her. Min oplevelse er den samme igen, det er enestestående whisky, til denne smagning er du varmet op når du rammer de 45,7 % alkohol – som faktisk er mindre end min udgave på 48,1 %. Forskellen på denne og 21 års er det sidste finish og den uendelige lange eftersmag, som denne 25 års har. Den får også 50 % friske fade, så der kommer virkelig noget smag og kraft frem. Farven er mørkere og duften er bestemt også “sødere”. Det er nok svært at skulle vælge mellem den og 21 års, for begge er virkelig gode whiskys, jeg ville nok købe begge to.

 

 

Så rammer vi afslutningen, hvor vi får muligheden for at smage på en af Highland Parks specielle udgaver. Denne er første i deres “Valhalla Collection” og opkaldt efter tordenguden Thor. Årsagen kan ledes tilbage til sagnet om da Thor kæmpede på øen Orkney mod jætterne og i sin kamp kløvede Orkney øen i stykker – true story… Endvidere er Thor også den første gud du møder når du en dag kommer til Valhalla – så ved du det!

 

 

Thor er en 16 års whisky med 52,1 % så du skal forvente en voldsom herre her. Jeg spurgte ind til ideen bag at vælge netop Thor og fik svaret, at ønsket var at skabe en whisky, som måske ikke var perfekt, i fuldstændig balance og helt finpoleret i kanten, men en whisky som var ædel, stærk og karakterfuld, og det må man sige er lykkedes.

Vi forlader Highland Park “mætte” på oplevelser og i bilen på vej tilbage til hotellet er stemningen høj og forstærkes yderligere af, at en af mine medrejsende har smidt lidt autentisk sækkepibe-musik på til turen hjem – herligt.

Efter et varmt bad og en slapper på hotellet gør sjakket sig klar til turens sidste middag på øen. Vi skal besøge Kirkwall Hotel, som vist er “the shit” på Orkney. Jeg har noteret mig, at det var muligt at få en ret med den skotske nationalret “haggis”, hvilket jeg som gastromand glæder mig vanvittigt meget til at smage – for dig som ikke ved det, er det hakkede fåre- el. kalveindvolde kogt i dyrets mavesæk.

 

 

Som jeg også tidligere nævnte under vores frokost, så er det virkelig rart, at deres ingredienser er lokale og ud fra menukortet og vurderet på smagen også primært er fritgående dyr, sådan skal det være. Jeg starter med en lille laks, som smager glimrende, men min sidekammerats crab cakes er lidt mere spændende, så jeg vælger lige at knipse dem. Vi får serveret noget lokal øl, som jeg faktisk i min iver glemte at tage et billede af, men skidt også med det, for efter en kort lille kunstpause kommer min længe ventede haggis.

 

 

Jeg måber faktisk en kende, da jeg ser at der på min tallerken er dobbelt så meget haggis, som på de andres, efter lidt tid går det op for mig, at de har bedt køkkenet om at servere ekstra haggis til mig, sikkert fordi jeg har ævlet om det siden jeg kom. Sådan kan det jo gå når man er lidt fremme i skoene, men til min overraskelse smager det glimrende, en meget tæt og kraftig smag af lever og “jern” går igen, det er godt krydret, og sammen med kyllingen og sennepssaucen, så spiller det faktisk meget godt. Vores tourguide sørger naturligvis endnu engang for, at vi er velforsynet og bestiller en lille whisky til os, som vi kan vælge at hælde over vores haggis, da det er tradition, den hopper jeg med på! Jeg må sige, at er mere tanken om at spise indvolde kogt i en mavesæk, der er værre end selve retten, hvis du får chancen, så spring på!

 

 

Jeg skyder lige et billede af min anden sidekammerats ret, som består af noget vanvittig mørt lam med Yorkshire pudding og stegte kartofler, heldigvis kunne hun ikke spise op – hvilket jo er en af de helt fantastiske ting ved at spise med kvinder.

 

 

Så rammer vi desserten, som vores tourguide faktisk har talt om siden vi ankom, tilsyneladende er det lidt af en kendis-dessert her på egnen. Det er en fudge chessecake af den helt tunge slags – og når jeg siger tung, så mener jeg det. Det er den her type kage, hvor du ved første bid tænker – hold da op, jeg kan klare mindst fire stykker af den her, men når man så har presset sidste bid af første stykke ned, så rammer man muren og begynder så småt at fortryde, det kræver sin (gastro)mand at overvinde denne.

Efter vores middag rammer vi Helgi’s Bar, som er øens bedste sted at få en… ja du gættede den whisky, og for at gøre turen fuldendt, så slutter vi faktisk præcis hvor vi startede med en Highland Park 18 års! Selv om turen kun har varet små to dage, så føler jeg alligevel, at jeg har været væk længe og ikke mindst fået oplevet øen, jeg kan kun anbefale dig, hvis du får chancen at tage afsted, Orkney byder på enestående natur og ikke mindst fremragende whisky!

Du kan læse mere om Highland Park her. 

Har du i øvrigt været i Skotland? Og fik du smagt på deres mad og drikke?!

Stik os en kommentar