VIN UDEN PIS: Middel mod en tam vildtsæson
Altså, der er jo som sådan ikke noget nyt under solen, siden der sidst var vildt som tema. Du skal stadig drikke pinot til hønsefuglene. Du skal stadig overveje tilbehøret lige så grundigt som det selvskudte protein og så skal du sørge for at drikke noget, du godt kan lide.
Så vi nørder lidt denne gang og koncentrerer os om hjortevildtet. I eget kongerige spænder det jo lige fra de små rådyr på 15-20 kg over sika- og dåvildt til kronvildtet, som er det største vi har gående, når ikke svenske elge er svømmet over sundet.
De smager selvfølgelig ikke helt ens, kronvildt smager af markant mere end råvildt, der ligeledes smager af mere, hvis det er skudt om efteråret end hvis det er sommerbukken. Og de unge dyr er selvklart mildere i smagen end de voksne. De har dog alle det til fælles, at det er kød, der smager kraftigere end oksekød og at kødet er magert.
Dine vine må gerne være kraftige, ligesom til oksekød. Du kan både drikke bordeaux og bourgogne, du kan drikke vin fra Ribera del Duero eller Rioja, du kan drikke chianti, brunello, barolo og barbaresco. Alle disse tanninrige vine er glimrende til hjortevildt, så længe du holder de søde sager ude af tilbehøret. Så glem alt om ribsgele eller tyttebærsyltetøj, der vil få vinene til at fremstå snerpende tørre. Hvis du vil have sødme i retten, så kig oversøisk og drik Napa cab, zinfandel eller malbec.
Jeg vil gerne slå et slag for, at du drikker vine med alder. Modne vine, uanset herkomst, udvikler en sødlig tone, der rammer vildtkødets egen sødme helt perfekt. Så nu er det passende at finde de allerbedste, modne årgangsvine frem. Det har de dyr, du har nedlagt, fortjent. Knæk&bræk.
Vildt-tema 2022
Domaine La Colliere ”Esprit d’Argiles” 2019, Rasteau
Pris: 135,- v. 6 (normalpris 159,-)
Forhandler: Jysk Vin
Krydret og vild næse med garrique, sort peber og hyldesaft. Tæt og kraftig mund med masser af tørstof, finkornede tanniner og blid syre. Dekantér et par timer inden og drik til steg af krondyrkølle eller langtidsbraiseret bov.
Chateau du Bergey 2019, Fronsac
Pris: 89,- (normalpris 139,-)
Forhandler: Kjær&Sommerfeldt
Næse med sødmefuld frugt i form af modne solbær fra cabernet. Ret tør mund med ditto tanniner men fin fylde og saftig syre. Drik til rosastegt (eller rød) filet af dyreryg med ovnbagt rødbede.
Cortonesi Brunello di Montalcino 2017
Pris: 349,- v. 3 (normalpris 399,-)
Forhandler: Jysk Vin
Det dufter herligt af sangiovese; kirsebær, rust og modne blommer. Munden starter æterisk let, inden et tannisk greb om kindtøjet sætter blidt, men vedholdende ind. Saftig finish og overraskende blid af en ung brunello at være. Dejlig vin til vildtgryde med svampe eller osso bucco af hals i skiver.
Chateau Val d’Arenc 2019, Bandol [BEDST I TEST]
Pris: 209,- v. 3 (normalpris 239,-)
Forhandler: Jysk Vin
Jeg er sgu vild med bandol. Her er der dyrisk og stram næse med noter af bitre urter og brombær. Munden har frugtig sødme inden et heftigt tanninangreb sætter ind. Denne vin har virkeligt godt af luft, så dekantér du bare lidt brutalt. Eller gem i nogle år. Drik til indmad, rosastegt lever af det nyskudte dyr eller grillet hjerte i strimler. Eller resten af dyret.
Domaine Alary ”La Gerbaude” Côtes du Rhône 2020
Pris: 109,95 v. 6 (normalpris 125,-)
Forhandler: Jysk Vin
Sød, parfumeret frugt i næsen og et lille vaniljepift fra fad. Kælen, cremet mund med diminutiv sødme og blide tanniner. Venlig og charmerende vin til kølle af rådyr.
Le Clos des Enfants ”sans sulfites” 2021 [BEDST TIL PRISEN]
Pris: 99,95 v. 6 (normalpris 119,-)
Forhandler: Jysk Vin
Så blev det funky og usvovlet! Duft af hessian, mus og knuste ribs. Hamrende saftig mund med smæk på syren og tanniske prygl til gummerne. Du kaster dig ud i at lave din første vildt-tatar, smækker lidt bær ovenpå og drikker den her til. Kølig og i store mundfulde.
Boutinot ”Les Six” Cairanne 2019
Pris: 129,- (normalpris 229,-)
Forhandler: Kjær&Sommerfeldt
Tilbagelænet næse af lædersofa og mørk frugt med et touch af laurbær. Heftig, tætvævet mund med intens koncentration. Drik til blodig filet, indmad eller sort samvittighed. Smid sorte oliven på.
Stik os en kommentar
Smid en kommentar