CANblau – Når en Danmarksmester goes Tapas
Forventningerne har været høje hos undertegnede – rigtig høje!
For efterhånden en del uger siden bød Familifaren indenfor på El Celler de Can Roca i anledningen af kåringen til verdens bedste restaurant. Stifteren af CANblau, Jimmy Holm har som bekendt arbejdet på både El Celler de Can Roca og den nu lukkede elBulli og kan med rette siges at have bragt et lille stykke Catalonien med hjem til Danmark. CANblau er ofte blevet kaldt Danmarks bedste Tapas-restaurant og ofte har vi måttet lægge øre til vores Aarhusianske bloggerkolleger på Gastropassion og Feinschmeckerens ros af CANblau, Aarhus.
Det er derfor med spænding, at jeg har set frem til resultatet af at Jimmy Holm er teamet up med Danmarks bedste kok anno 2013 Michael ”Miv” Pedersen og åbnet CANblau Aalborg.
Torsdag før Store Bededag skulle Miv & Co så stå sin prøve og med kæresten under armen indfandt jeg mig Ved Stranden, hvor CANblau lyser op blandt de mange tvivlsomme turistfælder der bogstaveligt talt omringer CANblau – ingen nævnt, ingen glemt. Lad os håbe der er tale om en tendens – jeg savner i hvert fald ikke “restaurant” Romeo & Julie!
Det første man lægger mærke til, når man træder indenfor, er det hævede anretterkøkken, hvor Miv, som en kaptajn på broen har overblik over sit skib. Det næste der fanger min opmærksomhed er det meget lyse restaurantlokale – godt for en fotograferende madblogger, knap så godt for hyggen i restauranten.
Jeg har som bekendt aldrig spist på CANblau, Aarhus men jeg antager at store dele af indretningen er en del af konceptet. Og der er i høj grad tale om et uformelt koncept – papirsdug og dækserviet, bestillingsseddel og blyant. Højdepunktet på bordet er klart den fremragende olivenolie, som står og lokker.
Efter at have modtaget en kort intro af konceptet og sendt en bestilling af et glas Cava den anden vej, kaster vi os over menuen. Et kort øjeblik overvejer vi dagens menu, som ser ud til at være super value for money, men vender efter lidt betænkningstid tilbage til bestillingssedlen.
Miv & Co. bør i øvrigt overveje at smide et ekstra menukort på bordet, da vi i hvert fald hurtig blev trætte af at sidde og række bestillingssedlen frem og tilbage over bordet. På trods af udfordringen fik vi dog bestilt; Brød, salt og olivenolie, Tatar af røget laks, Pan y tomate con jamon serrano, Patatas bravas, Hot duck, Duroc ribs, Pizza, Mini Brioche Burger og en dessert-tapas.
På hjemmesiden praler CANblau af at have danmarks bedste “husets vin” – den påstand skulle naturligvis efterprøves.
Mens vi forsøgte at bestemme os var cavaen kommet på bordet; Jaume Giró i Giró, Artesena – Reserva. Et friskt glas der, på trods af sine knap så fine bobler, opfyldte sit formål: At rense smagsløgene og skærpe dem til det forestående bombardement.
På CANblau kommer maden hurtigt – rigtig hurtigt, så du skal ikke forvente et mindre gastronomisk maraton bare fordi du har bestilt 8 retter. Det hele kan være overstået på 5 kvarter, hvis du ønsker det. Tempoet er naturligvis en del af autenciteteten, men kan virke en anelse stressende, er man ikke klar over det inden.
Nå, men første kolde salve kom på bordet.
Klassisk og velsmagende pintxo med tomat og lækker serrano-skinke, som gerne måtte have været kraftigere, men så skal man nok op i en af Iberico-skinketyperne på kortet, så det må blive næste gang…
Ovenfor friteret artiskok med grape og soya/trøffelmayo der desværre var erstattet af hvad jeg gætter på var en mangomayo og dermed savnede retten det salte indslag.
Tatar af røget laks med tomat, samme mayo, vagtelæg og urter der bragte minder om Mivs Villa Vest serveringer. En harmonisk ret, hvor man dog bør overveje at sløjfe ordet tatar når nu der er tale om røget laks:)
Halvvejs igennem de kolde tapas, kom de varme til bordet og her fik kvaliteten og kreativiteten lige et pinch op, hvis du spørger mig (og det gør du, hvis du er nået hertil).
Hot duck viste sig at være et brioche-mindende-om brød med andeconfit, tynde skiver af æble og sprøde løgringe på toppen. Kreativt og kærestens klare favorit denne aften – jeg nåede knap at smage.
1 stk. mini brioche burger, som virkelig var mini, hvilket kan være svært at se på billedet, men bestil som minimum en til hver ved bordet – der bliver kamp om dem!
Ovenfor min suveræne favorit. På Gastromand har vi Umami-burgeren – på CANblau har de Umami-pizzaen, de kalder den bare noget andet. BUTTERDEJSBUND MED TALEGGIO-OST, KARL JOHAN SVAMPE,FOIE GRAS OG PARMESAN – jeg kunne ikke have fundet på det bedre selv! Um-um-umami!
Sidste varme tapas var søde ribs med en satans stærk omgang tomatsalsa på toppen, der virkelig bød den fremragende husets vin op til dans.
Det er ikke verdens bedste billede – I know! Men du skal ikke snydes for desserten af den grund; hvad jeg mener var hvid chokolade panna cotta, dulce de leche, marinerede jordbær og kammerjunke-crunch.
CANblau-konceptet er skarpt skåret, men, som vi oplevede det denne aften, har det et par rent praktiske uhensigtsmæssigheder; bl.a. at man kommer til at sidde uden brød eller lign. til sin Cava og at de varme retter når at blive kolde, hvis man ønsker at færdiggøre de kolde først. Den manglende hygge og komfort og den lidt usikre servering trækker ned, men på tallerkenen er der ingen slinger i valsen og det ændrer ikke på, at CANblau, Aalborg med “Miv” i spidsen er en kærkommen tilføjelse til den Nordjyske restaurantscene og jeg vender stensikkert tilbage efter mere!
Har du været på CANblau i Aarhus eller Aalborg?! Og hvad synes du om konceptet?
Stik os en kommentar-
Ved det er lang tid siden, men savner lige en opfølgning på husets vin? Så vidt jeg husker var den fra Cooperativa Garriguella
-
God anmeldelse, som jeg er helt enig i.
Min kæreste og jeg har spist på CanBlau, Århus et par gange nu, og efter første gang derinde knækkede vi koden. Hemmeligheden er at bestille sine Tapas i to eller tre omgange. Dels giver det dig som gæst mindre stress, da bordet er lille, de varme tapas kan blive kolde osv. Så, kort fortalt – bestil i etaper, og bland evt kolde og varme tapas i begge bestillinger.
Det er ikke noget CanBlau foreslår, men omvendt virkede det ikke som om det gør dem noget, og det gør oplevelsen væsentligt mere overskuelig og hyggelig at have 3-4 tap’s på bordet ad gangen der kan spises inden tingene smelter/bliver kolde.
Kort fortalt – etaper :)
God fornøjelse!
Kommentarer