Tour de Tatar – En 3-trins raket af råt oksekød
Kød er godt og de fleste gastromænd vil sikkert give os ret i, at råt kød er endnu bedre! Derfor kunne vi naturligvis ikke afslå, da vi fik muligheden for at tage med på Tour de Tatar – den perfekte måde at tilbringe en lørdag eftermiddag med drengene, for at fylde maverne inden aftenens udskejelser.
Konceptet var såre simpelt: 3 restauranter, 3 gange tatar og tre glas hertil.
Bag det geniale koncept stod Vesterbro Vinstue, som desuden skulle fungere som endestation for dagens eventyr.
La Vigne
Vi startede ud på Restaurant La Vigne i Store Kongensgade.
Sandra Skriver (Gastromændenes egen Champagnepige!) bød velkommen med et glas biodynamisk hvidvin fra Languedoc, som vi også drak til den første omgang kød: Asiatisk inspireret tatar, smagt til med soya, ingefær og koriander. Lagt på en sur/sød creme med masser af umami smag!
En noget anderledes og meget spændende tatar! Fin anretning med syltede mini rødløg, kinesisk agurk, skovsyre og koriander stilke – de mange kraftige smagsindtryk gjorde dog at den fine smag af råt oksekød var svær at finde. Spændende at få serveret hvidvin til tatar, omend vinen var skænket længe før ankomst og derfor var blevet lige til den varme side.
Nose2Tail
Efter en lille times tid sagde vi farvel til La Vigne, sprang på cyklen og satte kurs mod kødbyen og Nose2Tail.
Her blev vi pænt modtaget i kælderen, med den velkendte duft at flæskesvær, og ført ned bagerst hvor der var dækket op med masser af Fernet Branca flasker (De fleste dog som vandflasker og lysestager), men også en fyldt flaske pr. bord. Go stil! Skål!
Her var tataren mere klassisk i både udtryk og smag. Hakket af rimmet okseinderlår, som gør kødet fastere og mere rødt. Serveret med syltede ribs, syltede skalotteløg, karse og rugbrødscrumble.
Pisket smør med creme fraiche og purløg on the side, og et voksent stykke surdejsbrød med malt var sidemand til den lækre tatar.
I glasset fik vi rødvin fra Creuse Noire, Frankrig med masser af fad, som gik perfekt til retten – Og selvfølgelig intet besøg på Nose2tail uden Fernet Branca, og flaskerne på bordene blev hurtigt tømt.
Vesterbro Vinstue
Lettere opstemte begav vi os, i samlet flok, videre mod den sidste destination på Tour de Tatar, Vesterbro Vinstue.
Vi blev modtaget i de hyggelige bodega-stemningsfyldte lokaler og igen bænket bagerst i restauranten. Klokken nærmede sig 19 og restaurante var fuld af liv.
Her fik vi serveret en fuldfed mayo-rørt kalvetatar. Mayoen var rørt med creme fraiche, citron og masser af sennep.
En gavmild håndfuld maltjord sørgede for perfekt crunch og de store blade havesyre gav et fint modspil til det lækre fede tatar!
I glasset fik vi spansk rødvin fra Jordan de Asso, en flot blend af Garnacha, Cariñena og Cab – moden frugt med en god syre, som kunne stå imod den fuldfede, og meget velsmagende tatar.
Hermed sluttede vi touren – let berusede, godt mætte og meget tilfredse! Det var et par fantastisk velspenderede timer i hjertet af København!
Nu står vi kun tilbage med et enkelt spørgsmål: Hvornår gør vi det igen?
Skal du med hvis der arrangeres en Tour de Tatar v2? Og hvilke steder SKAL bare med på sådan en tur?
Stik os en kommentar-
Klart Mêlée! Hvis de da stadig har den efter Oubæks overtagelse.
-
Aamans – fænomenal tatar – og ja tak til næste omgang.
-
Man skulle da være et skarn, hvis man ikke ville med på sådan en tur næste gang… Man kunne meget vel kigge forbi Retour og afprøve deres tatar!!
Eneste “farlige” her er at de simpelthen server mandepotioner, som kan mætte selv en hulemand.. Derudover, serveres de lækreste, formentlig tripple fried fritter til og en fed bearnaise!! -
Hovhov! Vesterbro Vinstue råber copyright, ™ og Registered Trademark i gevær! Men de afholder gerne én til;).
-
Skal man være mand for at følge trop? Lover at spise op ;) Råber Manfreds og Bar’Vin.
-
Melee!!
-
Jeg tager meget gerne en tur mere ! :)
Comments