Gastromands Bornholmske top 5
I den kommende weekend løber den stjernebesatte Sol over Gudhjem-konkurrence af stablen på havnen i…ja, du havde nok gættet det: Gudhjem! Har du planer om at slå et smut forbi konkurrencen (hvor Gastromændene naturligvis har en reporter til stede), eller har du planer om at besøge øen i løbet af sommeren, så læs lige med hér.
For sidste sensommer spenderede jeres udsendte tre dage på at gennemtrawle øen for de mest mindeværdige gastro-oplevelser. Og jeg var ovenud tilfreds, var jeg! For det er intet mindre end imponerende at se på listen af kvalitetsproducenter, unikke produkter og restauranter, som Bornholm efterhånden kan mønstre. En liste der bør få enhver gastromand til at pakke kniv og gaffel, for at drage ud på den kun tre timer lange tur fra København til Rønne.
For at hjælpe dig lidt på vej, får du hér vores guide til de allerstørste oplevelser på solskinsøen.
Fyrtårnet
Restaurant Kadeau
Baunevej 18, 3720 Aakirkeby
Lad os starte på toppen…Ingen over – ingen ved siden af! Det må være konklusionen efter at have været på visit hos Kadeau, som er placeret ganske isoleret og helt vanvittigt smukt, i den yderste klitrække på Bornholms sydkyst.
Meget kvalificeret betjening blandet med en fantastisk stemning af ferie-koloni og naturligvis det (i København) Michelin-præmierede køkken, er i sig selv nok til at ramme toppen af skalaen. Tilsæt så lige en soppetur i vandkanten lige før middagen og den fantastiske udsigt fra vores bord på terrassen foran restauranten! Dette er een af mine absolut største restaurantoplevelser nogensinde – intet mindre! En klokkeklar anbefaling til at kigge forbi når Kadeau-drengene henover sommeren hygger sig på Bornholm.
Gourmét’en
Lassens Restaurant på Stammershalle Badehotel
Sdr. Strandvej 128, 3760 Gudhjem
Med årets kok 2012, Daniel Kruse, bag gryderne er du garanteret velsmag i absolut topklasse når du kigger forbi på det smukke badehotel. Og det til en yderst rimelig pris.
Kruse har fået sin kokkemæssige dannelse på bl.a. formel b og Søllerød Kro, hvilket garanterer et dejligt skarpt måltid med en base i det franske, men med fokus på de lokale råvarer. Hvis det nynordiske er lige dogmatisk og stramt nok til dig er Stammershalle det helt rigtige valg – her er man nemlig ikke bange for fonder, fløde og chokolade – dejligt befriende og resulterende i fuld hammer på smagsdrengen. Ikke mindst på desserterne, som i sig selv er et besøg værd.
Sommerkøkkenet
Restaurant Saison på Melsted Badehotel
Melstedvej 27, 3760 Gudhjem
Bornholm kan præstere endnu en restaurant på dansk top-niveau. For at finde den skal du et smut forbi Melsted Badehotel, hvor de to Saison-drenge Peter Nøhr Christensen og Frederik Bille Brahe styrer slagets gang. Igen har vi fat i et køkken som tager udgangspunkt i de fantastiske lokale råvarer og igen et køkken med det ene ben placeret i det franske.
Den skjulte perle
Christianshøjkroen
Segenvej 48, 3720 Aakirkeby
Dybt inde i Almindingen ligger en helt igennem anbefalelsesværdig (og dejlig livsbekræftende) madoplevelse og venter på dig.
Kroens helt særegne kendetegn, er at en del af personalet i den flotte gamle gule bygning er udviklingshæmmede – både i køkkenet og på gulvet. Men det er på ingen måde på ”good karma”-point at Christianshøjkroen sniger sig med på listen. For de præsterer fanme go mad, gør de! Og så i virkeligt lækre omgivelser. Et skarpt og moderne bornholmsk køkken, hvor overfloden af de gode lokale råvarer behandles flot og respektfuldt.
Uden tvivl den største aha-oplevelse på turen!
Gårdbutikken
Hallegaard
Aspevej 3, 3751 Østermarie
Skal der handles pølser og røgvarer til en frokost ved stranden er Hallegaard det heelt rigtige sted. De leverer ganske enkelt nogle af de bedste pølser jeg mindes at have smagt. Især var jeg meget begejstret for dere lange ølpølser, som jeg kunne snacke i voldsomme mængder. Også deres store udvalg af spegepølser er værd at tage et grundigt kig på.
De andre gode
Af andre bornholmske gastro-oplevelser der bestemt også er et besøg værd, kan nævnes:
Johan Bülow
Bülows lakridser kan du efterhånden finde overalt, men det var altså hér på Bornholm det hele startede. Og en go omgang lakrids kan man sgu altid høvle
Le Port
Virkelig fin frokost – een af de bedste fiskefiletter jeg er løbet på – med en super udsigt. Bestem en lille detour værd!
Aarsdale Silderøgeri og Nexø Gamle Røgeri
Intet besøg på bornholm uden røgede sild og naturligvis en omgang Sol over Gudhjem. Nu nåede vi af gode grunde ikke forbi samtlige røgerier på øen, men disse to skulle være toppen!
Så se at kom afsted! Og fortæl os gerne, hvis du løber ind i andre store oplevelser på klippeøen!
Stik os en kommentar
-
Var på vingården sidste år. Vi ville have en flaske alsace til deres frokost men blev anbefalet en hvid burgundia. De laver så få at den ikke kan købes med men kun serveres på stedet. Her blev vi rigtig meget positivt overraskede. Umiddelbart på linje med en god mosel, meget let drikkelig, frugtig og med noget syre der kunne stå imod flæskesteg og frikadeller. At prøve
-
Så glemte i kun, en rigtig herrebøf på Louisekroen i Bølshavn..
-
Du må være en nær ven af familien. Jeg kan i hvert fald ikke anbefale stedet på nogen tænkelig måde. Samme niveau mad, som på en standard-dårlig restaurant i København.
-
-
Årh ja, Gårdbutikken – der købte vi grillpølser og andet godt forrige sommer!
Nøj, det var godt! Til min egen liste ville jeg også tilføje Svaneke Ismejeri, som har den bedste lakridsis (med Bülow-lakrids).
Vh Louise
Comments