• Fynboen
• Den 17. juli 2017

Reklame: For nylig blev jeg inviteret over til William Grant & Sons i Skotland. Anledningen var lancering af to nye whiskyer fra Balvenie – Peat Week og Triple Cask. Med kufferten pakket og forberedt på hvad som helst bedrog jeg mig uden de store forventninger af sted mod Skotland. 

Det er tidlig morgen i København, klokken er ikke en gang fem endnu. Jeg har overnattet hos en kammerat, da jeg har et fly, jeg skal nå kl. 06.00. Det hele starter egentlig meget godt, indtil tiden indhenter mig, og jeg ikke når det planlagte metrotog. Nu har jeg travlt! Det vil være skidt at starte dagen med at komme for sent til flyet. Jeg tripper lidt i metroen (den senere afgang) på vej ud mod Kastrup, mens jeg planlægger ruten, jeg skal følge, når jeg når lufthavnen. Metroen standser, dørene åbnes og min sprint mod første barriere; security, sætter ind. Jeg zigzagger mellem mennesker, og folk er tydeligvis stadig i zombie-mode. Jeg spotter den klart hurtigste kø ved security-stoppet, og jeg står lidt og tripper igen. Det glider hurtigt, og jeg kommer nemt igennem. Ifølge skærmene har jeg ikke mange minutter inden afgang, så nu skal spurten mod gaten sættes ind. Min ikke-eksisterende kondi kommer nu til udtryk, og viljen tager over. Korridoren ned mod gaten virker flere kilometer lang, og jeg løber som Tom Cruise i en hvilken som helst film, han har indspillet. Til sidst når jeg målet, og jeg kigger på skærmen ved gaten – Yes! jeg nåede det. Sveden hagler af mig, og jeg pruster og hoster løs. Jeg ser mig rundt blandt resten af passagerene, som sidder ganske roligt og venter på at gaten åbnes, og boarding begynder. Andre passagerer kommer nonchalant slentrende mod området – de har tydeligvis ikke travlt. Mens jeg stadig gisper efter vejret, kan jeg jo så blot konstatere, at jeg enten løber vildt stærkt eller også bare ikke skulle have haft så travlt. Jeg spotter til mit held en automat med drikkelse, som jeg kan trække en kildevand i, og inden den er drukket færdig, begynder boarding – Godt, så er vi igang.

Floden Spey som blandt andet bruges som kølevand til whiskyproduktionen.

Turen mod Skotland skal lige en tur over Oslo, og det er jo en fornøjelse, for her kan man få lov til at købe en vand til 40 kr., mens man venter på sit næste fly. Jeg ankommer som planlagt i Aberdeen lufthavn. Efter lidt kø i tolden, og en en tolder, som tilsyneladende er ligeglad med mit udløbne pas (det var andre IKKE), bliver jeg budt velkommen med et “Cheers mate”. Godt så! Velkommen til Skotland. Jeg får efterfølgende fundet frem til en ventende chauffør og de øvrige, jeg skal følges med. Nu går turen mod Dufftown. Undervejs forstår man godt hvorfor det hedder “Highland”. Naturen ligner lidt Danmark, bare med lidt større bakker end derhjemme.

Første stop på turen. En tiltrængt frokost inklusiv whisky.

Efter lidt forvirring omkring destinationen ankommer vi før tidsplanen til The Highlander Inn, hvor dagens frokost skal indtages. The Highlander Inn minder mest af alt om nogens dagligstue. Vi er de første, som ankommer, så vi tænker, at vi måske lige kan få en bette øl, mens vi venter på resten af selskabet. De tørstige skotter har dog en mærkelig lov, som forbyder udskænkning af alkohol inden klokken 12. Mens jeg sidder og bander lidt indvendig, begynder de øvrige at ankomme. Som jeg har prøvet flere gange før, så kommer jeg hurtigt til at føle mig som novicen i selskabet. Jeg kan godt li’ whisky, men jeg er ingen ekspert. Nu begynder entusiasterne at ankomme. Det er folk fra hele verden, så der må være noget godt i vente, når man kommer langvejs fra. Humøret og humoren er god blandt alle – også selvom nogen har mistet deres bagage undervejs.

Velkommen i dagligstuen i det skotske.

Frokosten markerer også første smagning på turen. Vi skal smage en af deres bestsellere – nemlig Balvenie 12 års Double Wood. Som navnet antyder, har whiskyen ligget på to forskellige fade, inden den er røget i flasken – henholdsvis bourbon og sherryfade. Det giver en blød, behagelig smag. Man fornemmer både frugt, nødder, marcipan, vanilje og et lille pift af røg. Især sødme fra sherryfadene fornemmes i eftersmagen. Udover mødet med denne dejlige whisky, var det også tidspunktet, hvor min krop lige kunne få lidt brændstof – og det var tiltrængt.

Dagens første whisky – Balvenie Doublewood.

Mens vi venter på maden, går det op for mig, at man åbenbart kunne/skulle have forudbestilt sine ønsker – dette havde jeg ikke gjort, så nu blev det jo spændende, hvad køkkenet synes, jeg skulle have.

Steak & ale pie, eller kalvestrimler i øl. Note til køkkenet: Husk at salte maden.

Forretten ankommer og bliver kaldt Haggis. Lidt modvilligt men alligevel fascineret går jeg igang – jeg er sulten. Det er egentlig en lidt mærkelig ret, og slet ikke hvad jeg havde forventet. Det minder mest af alt om leverpostej med kartoffelmos og sovs – en noget blød oplevelse. Hovedretten ankommer og er en Steak pie. En slags gryderet gemmer sig under et låg af butterdej. Efter en enkelt dram mere går turen til destilleriet og forhåbentlig mere whisky.

The Balvenie Destilleri.

Resten af eftermiddagen er bogstavelig talt i whiskyens tegn, hvor vi alle bliver trukket igennem hele processen af, hvordan whisky laves og i det hele taget hvilket håndværk, der lægges i det. Det er vanvittigt interessant og lærende, og langtfra noget alle og enhver lige får et så detaljeret indblik i.

Korn, masser af korn.

Der skal gode overarme til, når der skal svinges med skovlen.

Store kobberkedler

Efter den lange rundtur på destilleriet (og lidt mere whisky) får vi også lov til at se “tøndehospitalet”, som er et kapitel for sig. Her får tønderne en kærlig hånd, så de er klar til at blive brugt.

Tønde-heaven.

Tøndehospitalet. Eftersigende en farlig profession.

Exterminate all whisky.

Et hold glade mennesker (Foto: PR, Balvenie)

Den enormt grundige rundtur sluttes, og nu går turen mod vores lejr – og jeg mener lejr, eftersom vi skal overnatte i luksustelte i det fri. Her er der mere whisky i vente.

Læs med i part 2, hvor der tages hul på Peat Week og Triple Cask.