Elsker du også italiensk mad? De enkelte – ukomplicerede og smagsrige retter, som er lavet med passion og kærlighed? Det gør jeg, og tanken om den perfekte ukomplicerede middag er for mig en pizza og en kold øl – findes der noget bedre? Det troede jeg ikke, før jeg en fredag i maj besøgte den suverænt bedste italienske restaurant i Danmark – Era Ora, og det var på tide – vil du vide hvorfor?

Min passion for italiensk mad i gourmetklassen stammer fra 2003, hvor San Giovanni i Aalborg var på sit absolut højeste. Dengang var min ekskone restaurantchef på San Giovanni, og på den måde kom jeg tættere på maden og ikke mindst vinen. Jeg begyndte langsomt at forstå den italienske verden, og hvor enkel og velsmagende mad kunne være – men også hvor indviklede og næsten umulige deres vine kunne være. Det er nemlig ikke helt som i Frankrig, hvor du har konstellationer, inddelinger i klasser og strenge opdelinger af druerne – nej, i Italien er det mere som ”The Wild West”. Her krydser man gerne druer, som man har lyst, og er der ikke lige en certificering, som passer, så kan man snildt opfinde en – hvorfor skal det være vanskeligt? Det vender vi tilbage til.

”Era Ora – Det var på tide…”

Min kærlighed for det italienske køkken blev kun større efter at have besøgt San Giovanni flere gange. Men efter noget tid ville jeg også gerne udfordres mere, og jeg søgte derfor efter andre italienske restauranter, som var bedre end denne. Jeg lærte hurtigt om en familiedrevet italiensk restaurant, som tilbage i 1997 havde fået en Michelin-stjerne. Restauranten hed og hedder stadigvæk ”Era Ora”, det blev mit mål at besøge den!

Tiden gik, og pludselig kom der småfolk i familien, og det at rejse til København for at nyde en middag virkede uoverskueligt, navnlig når man får 3 børn på under 3 år! Pludselig var der gået mere end 10 år, og mit mål om at spise på én af det bedste restauranter udenfor Italien var fortsat ikke nået. I mellemtiden havde bloggen Gastromand set dagens lys, og en dag, hvor jeg sad og griflede netop om Italiensk vin, slog det ned i mig som et lyn – du fik aldrig besøgt ”Era Ora” – herefter var der ikke langt fra tanke til handling, og da jeg nu bor fast i København hver anden uge (du kan selv gætte hvorfor) så tog jeg kontakt til restauranten, som med glæde ville have mig og en medspiser på besøg. Denne indledning er yderst passende til ”Era Ora’s” betydning, der løst kan oversættes til ”Det var på tide”….

Skandinaviens Bedste Italiensk Restaurant

Era Ora har siden 1997 kunne klappe sig selv på skulderen for at have en Michelin-stjerne og en stor anerkendelse – faktisk er de pt. “Nominated as the worlds best italian restaurant outside of Italy” – af det anerkende italienske Gambero Rosso som blot understreger deres succes – du kan se nomineringen her. For at toppe de er de kåret som verdens bedste italienske restaurant udenfor Italien – så niveauet er højt som skyldes en kombination af mad i høj klasse flankeret vine, som ligger langt over, hvad du forventer – det vender vi tilbage til. Deres mad er en fusion af det italienske og ikke centeret omkring fx Milano eller Toscana – dog kan du godt regne med at få en del fra Umbrien, hvor familien kommer fra.

Vi er inviteret fredag aften – egentlig var det først lørdag, men da der var Champions League Finale, så flyttede vi lige reservationen. Vi bliver velmodtaget og vist til bords, og kort tid efter sidder vi med et glas bobler i hånden. Sådan skal en middag helst starte. Du har muligheden for at vælge to menuer hos Era Ora – “Full Moon”, som er 7 retter – men nok nærmere 13-14 serveringer til 980 kr. og “New Moon”, som er 5 retter og nok 10-11 serveringer til 1280 kr. Det er fuldmåne for tiden, så vi går efter den fulde oplevelse. Hvis du gerne vil have en mindre udgang så har de faktisk også åbne til frokost – hvor de imodsætning til mange andre michelin-restauranter har en reel frokost der ikke er samme som aftenmenuen – fx 3 retter for 598 – så er prisen faktisk nede på et niveau hvor de fleste kan være med – også selv om du nok ikke skal forvente 300 gram kød til hovedretten :-)

Dertil kan du så vælge mellem 3 forskellige vinmenuer – “Winelovers” til 1420 kr., “Limitied Edition” 2780 kr. og til sidst deres “Extreme Edition” som de faktisk ikke på deres side angiver prisen på – men den er 7850 kr. og det er pr. person! Så er du virkelig en winelover, så er det måske værd at opleve og få adgang til én af de største vinsamlinger i Europa, hvor du finder intet mindre end 90.000 flasker af modne italienske vine helt tilbage fra 1964 og endda en velbevaret udgave af den første italienske vin, der fik 100 Parkerpoints, nemlig en Sassiscaia fra 1985 til ca. 30.000 kr. Vi holder dog hesten her og får en kombination af Winelovers og Limitid Edition menuerne, som også er muligt.

Vores første serveringer består af 6 forskellige snacks hvor der naturligvis lige efterskænkes bobler indimellem. Det ser godt ud og egentlig havde jeg regnet med, at det var mindre detaljerigt – men sådan er det ikke – der er faktisk dømt snack-parade med alverdens lækkerier:

“A Winelovers Dream….”

Vores første glas vin til den første ret er også bobler. Jeg bider mærke i, at glasset er skyllet i vin da de kommer på bordet – “Det er gode tegn” forklarer jeg min medspiser – jeg har ret! Det er en 1998 Cornaleto Pas Dose på 70% Chardonnay, 25% Pinot Noir og 5% Pinot Bianco – altså nu en 20 år gammel mousserende vin, som på trods af sin alder og farve dufter af brioche og citrus – det er naturvin, så bag denne duft ligger der en kende oxyderet duft, som du sikkert har oplevet før – et flot glas, som tilsyneladende hører til Limited Edtion menuen.

Til bobler får vi “Carpaccio af Jomfruhummer” med mozzerella og kirsebær2 – hvor netop alderen fra boblerne gør det helt fantastisk – en imponerende start! Egentlig imponerende at denne ret fungerer, for det er reelt rå skaldyr, som jeg kan have det svært ved – men krydderierne, olien og osten holder sammen på det hele, og sammen med vinen fungerer det. Nu tænker jeg mere italiensk mad end ved snacks’ene.

Det starter godt, og navnlig niveauet af vinene overrasker mig! Vores næste glas er også skyllet i vin, og jeg jubler indvendig og endnu mere, da jeg ser alderen på næste hvidvin – 2008 San Paolo fra Marche på 100 % Verdicchio, en drue jeg bedst kender fra Spanien og elsker! Nu må du endelig ikke tro, at jeg kender vinen – men det er sjældent, jeg får serveret 10 år gammel hvidvin – det sker bare alt for sjældent.

Nu startede jeg ganske vist med at sige, at det er fusion, men lige her tænker jeg faktisk bare “Italien” – og sender tanker til mit store idol Jamie Oliver, der står og laver pasta i hånden med sin mentor “Genaro” – fyldt pasta med ristede mandler og røget “Ricciola”, som vist er en “ravfisk”, jeg må tilstå, at jeg ikke kender den.

Her kommer det italienske køkken til sin ret – enkelt og velsmagende og med vinens sødme, tæthed og fedme, er det et smukt match! Jeg tænker gule modne æbler, honning og næsten marcipan i duften her – og det er hvad du får, når du vælger store vine! Så er du lige så begejstret for vin som mig, så ville jeg bestemt gå efter en af deres vinmenuer, hvor du får lidt mere end normalt.

“Smagen af Italien”

Endnu en smuk Chardonnay – 2012 Villa Fidelia Bianco Spoltoretti bliver skænket til os, og den er helt enestående. Florale noter, syre, sprødhed og en god mineralsk eftersmag  – perfekt til en ret med pasta og fisk. Den kommer fra Umbrien og er igen en flot vin – som jeg faktisk kan være i tvivl om er fra den ene eller anden menu – men alene det, at jeg kan være i tvivl, vidner også om kvaliteten – den viser sig så at være fra den helt gængse vinmenu, da jeg spøger tjeneren.

Retten hertil kunne vel lige så godt være fra Danmark eller andet – men de hvide asparges er fra Bassano del Grappa, så det er den ikke – dertil æggehvide og “falsk blomme” lavet på pistachio – sprød, cremet og lækker – præcis som vinen!

I come for the food – but I stay for the wine….

Denne sætning sad lidt fast i mit hovede under middagen – for jeg blev forført af deres vine, som må siges at være deres spydspids! Overraskende er vores næste ret faktisk en osteret – som kommer før hovedretten – de er sgu bold de italienere!

Smagsrig Pecorino med en chutney af hindbær og radisser. Retten er for mig det italienske køkken indkapslet i denne mundfuld – fyldig og cremet ost, syre fra hindbærrene og radisserne – mere behøver du ikke! Vi får én af vores yngste vine hertil – gode gamle Barbera d’Alba fra Piemonte Giuseppe Cortese serveret fra magnum flaske. Mit bud er, at denne kun har fået ståltanke, for bærnoterne var helt friske og sprøde – masser af kirsebær, solbær og en kende “jordbund” og tobaksnoter – hvis du har nået til at elske italiensk vin som mig, så er den her helt fantastisk.

“To old to die young…”

Kender du det med, at du pludselig er nået til hovedretten og egentlig bare har lyst til at forsætte med både mad og vin – sådan havde jeg det lidt på dette tidspunkt, jeg kunne sagtens have fortsat, men der skal også lidt mådehold til. Min lyst og sult blev dog sat på plads, da vi nåede til vores Brunello fra 1995 – Riserva II Poggione fra Toscana – hvor ellers?

Denne vin ville for mig en hel masse – lidt som en tilredet hest, der gerne ville være hingst igen, og nu er vi nået til vine, der kan skrives utrolig meget om. Pompøs med tanniner og frugtsyre der stadigvæk var tør, masser af ristede noter, mørke bær og sødmefuld anis. Vinen fik mere og mere karakter i de 15 min, den fik lov at være i mit glas!

Hertil fik vi fugl på fire forskellige måder – jeg forsøgte lidt at beskrive det med ene “f’er”, men det gik ikke helt. Brassieret, stegt, indbagt og som puré – hertil grillet løg og æblechutney – charmerende og velsmagende – til vinen et godt eksempel på at “2+2=5” – sådan er det nemlig nogle gange.

The final sweet touch

Efter vores hovedret var det tid til at slappe af og rense ganen – friske jordbær og et lille “agurke-shot” – glimrende efter vores forrige retter. Jeg diskuterer lidt med min medspiser, om det mest passende tidspunkt at servere en “gane-renser” på er før hovedretten eller efter – vi kan ikke blive enige og beslutter derfor at anything goes i det italienske køkken.

Vores sidste vin denne aften er “citrus på flaske” 2015 Villa Fidelia Passito Sportoletti fra Umbria – og hold da op en koncentration af honning, citrus og vanilje – ren slik på flaske!

Dessert er blodappelsinis – mandler og hvid chokolade – jeg er mest til sødt i sødt med sødt på til dessert, men må dog erkende, at syren her skaber balance mellem dessert og vin. Selv om jeg er en total sukkergris, så tror jeg faktisk, det ville være overkill, hvis retten var for sød. Min medspiser ryster lidt på hovedet – “Stop – det er en perfekt afslutning” – jeg giver hende ret!

“En tur i den 7. himmel”

Så er det tid til en tur i kælderen, hvor alle dine våde drømme om italiensk vin kan blive opfyldt – altså hvis du har penge, for der er højt til loftet i den lille kælder, og endeløse rækker med de største vine ligger og smiler til dig – Sassicaia, Dal Forno, Ornellaia, Tignanello og meget meget mere!

Det er dybt imponerende, og selv om nogle årgange forlængst er “over the top”, er det spændende at se – selv den første italienske vin, som fik 100 point af den amerikanske vinguru Robert Parker Sassicaia 1985, ligger og lurer på os…

Efter turen i vinkælderen tænker jeg lidt over de mange år, Era Ora har haft deres stjerne – det er godt gået og egentlig imponerende, for restauranter omkring vælter frem – nogle mere innovative og nytænkende end andre – jeg kommer til at tænke på et citat fra første sæson af House Of Cards, hvor Frank Underwood siger: “Money is the Mc-mansion in Sarasota that starts falling apart after 10 years. Power is the old stone building that stands for centuries. I cannot respect someone who doesn’t see the difference.” Det passer perfekt til Era Ora – restauranter forgår, men enkelthed og kvalitet består – Era Ora består og tak for det!

Stik os en kommentar