VIN UDEN PIS: Lad livsglæden boble!
Vi har jo talt om det før, det der med at du ikke drikker nok mousserende vin. Fair nok, at du af hensyn til husfreden og budgetkontoen ikke nedsvælger to flasker Pol Roger hver dag, ligesom Winston Churchill, men der er jo alternativer, der er lidt nådigere for portemonnæen. I Danmark bruger vi 65,- per husstand om året på boblevin og det er jo ikke alverden. Vores naboer mod syd, tyskerne, drikker 400 millioner flasker om året. Det er knap 5 flasker per indbygger fra spædbarn til olding. Prost!
LÆS OGSÅ: VIN UDEN PIS: Nytårsbobler 2020
Mousserende vin er en meget bredere verden end du måske lige har tænkt over. Vinene kan gå fra knastørre champagne ”brut nature”(uden tilsat sukker) til hvinende søde spumanter fra Asti. De kan være hvide, rosé eller røde og lur mig, om der ikke også findes en orangevin med bobler i.
I denne test har vi valgt at kigge på alt andet end champagne, for at få lidt bobleinspiration andre steder fra. Der sneg sig dog en enkelt flaske ind fra en let uopmærksom forhandler, så den blev naturligvis også anmeldt, dog med den restriktion, at den blev udelukket fra at vinde priser i denne omgang.
LÆS OGSÅ: Gastromand x Champagne: Ruinart Blanc de Blancs – Wicked Game
Det er en noget broget test denne gang, hvor der uddeles alt fra en til fem Gastromænd med et stort ”blødt” klassement hvor nogle vine var trættere end andre. Der er dog også masser af vine, du med sindsro kan hælde i svælget mens du nyder den sidste del af sommeren for i år. Skål i bobler!
Bobler
Mosel Heinrichshof Riesling Sekt Brut
Pris: 169,-
Forhandler: Sprit&Co
Blid næse af kridt med et lille floralt pift. Let, harmonisk mund med fin syre og blid mousse. Glimrende.
Moingeon Cremant de Bourgogne
Pris: 89,- (normalpris 139,-)
Forhandler: Kjær&Sommerfeldt
Nydelig, løgskalsfarvet roséboble med blid, kalket og urtet duft. Tør, stram mund med finperlet mousse og saftig syre. Bestemt fin.
Cami de Flors Cava semi
Pris: 79,-
Forhandler: Sprit&Co
Næse med kraftig æbleduft, næsten cideragtig. Behagelig mund med en småoxideret tone, der egentligt er klædelig. Diskret sødme.
Pinot Grigio Rosé Spumante
Pris: 59,-
Forhandler: LIDL
Endnu en rosé og med lidt lukket næse. Ret frugtig mund, der slutter lidt kort. Ikke stor, men bestemt drikkelig. Let sødme.
Althea Prosecco D.O.C
Pris: 119,-
Forhandler: Sprit&Co
Mousserende vin lukket med skruelåg? Men jo, der er fine perler i vinen, der dufter af champagnebrus. Meget let vin, men harmonisk og behagelig. Drik den iskold på strandpicnics.
Maison Faucher Cuvée de Roys de Naples Crémant de Loire [BEDST I TEST]
Pris: 149,-
Forhandler: Sprit&Co
Dejligt autolytisk næse med duft af brøddej og saltcitron. Velsmagende mund med ivrig, lidt grov mousse. God, tør og relativt kraftig vin, der snildt kan håndtere din nyharpunerede pighvar eller andet godt.
Foiéta Lambrusco
Pris: 129,-
Forhandler: Sprit&Co
Så ser vi rødt! Mørkerød lambrusco, der er knastør og med tydeligt tannisk bid. Jeg savner dog lidt mere liv i boblerne, men prøv til bbq-marineret nakkefilet eller pulled pork.
Albert Seltz Cremant d’Alsace
Pris: 189,-
Forhandler: Sprit&Co
Frisk, høduftende og indbydende næse. Munden har grov og lidt doven mousse, der ikke helt holder hvad næsen lover.
”Cremant d’Alsace” uden producent
Pris: 75,-
Forhandler: LIDL
Det er mig en gåde, at denne vin er sluppet igennem nogle kvalitetskontroller hos både producent og indkøber. Næsen er ubehageligt pruttet og kålet, munden har grov mousse og en lidt ubehagelig bitter eftersmag. Og den er ikke engang billig. Hold dig langt væk.
Caprari Reggio Emilia Lambrusco Cuvée L’Osteria
Pris: 99,-
Forhandler: Sprit&Co
Endnu en rød lambrusco. Herlig næse af blommer, rust og hængt kød(dufter bedre end det lyder). Og her er der behørigt liv i boblerne. Herlig vin. Let sød, tannisk og juicy.
Castell d’Or Cava Brut [BEDST TIL PRISEN]
Pris: 65,-(normalpris 99,-)
Forhandler: Kjær&Sommerfeldt
Kraftig, næsten lidt pågående næse. Ditto mund, med heftigt ekspanderende mousse. Tydelig syre. Det hele er lidt firskårent men hænger godt sammen og er sgu ikke uden charme. Drik iskold resten af sommeren.
M. Hostomme Champagne ”Tradition”
Pris: 235,- v. 3 (normalpris 279,-)
Forhandler: Jysk Vin
Æblet og fin næse. Tør mund med grove bobler og fenolisk bid. Dejlig og rustik vin.
Sipp Mack Crémant d’Alsace Brut
Pris: 130,- v. 6 (normalpris 145,-)
Forhandler: Jysk Vin
Lidt lukket næse. Nydelig mund med fin og ivrig mousse. Salt, tør og letbitter afslutning.
Pris: 259,-
Fontanabianca Classe 91 Brut
Forhandler: Sprit&Co
Ikke meget næse at komme efter. Knastør og knibsk mund med god syre. Fin, men for dyr.
Caprari Reggio Emilia Lambrusco Cuvée Bollino Rosso
Pris: 109,-
Forhandler: Sprit&Co
Minsæl, om der ikke er mere rød lambrusco på menuen. Den her lander lige mellem de to andre. Lidt lettere, mindre tannisk, men stadig saftig og fin.
Masia Salat Organic Cava Brut
Pris: 99,-
Forhandler: Sprit&Co
Frisk næse af syrlige æbler. Fin og saftig mund. Udmærket, uden at være stor.
- Vinderne i Årets ret med gris og Årets ret med fisk & skaldyr er fundet
- Langtidsstegt and – den perfekte opskrift til Jul og Mortensaften
- Bliv madklar til præsidentvalget i USA med Gastromand
- Årets Ret Med Fisk & Skaldyr: Se de nominerede
- Årets Ret Med Gris: Her er de nominerede
Smid en kommentar