Ribera del Duero – RAQ (”rarely asked questions”)
Artiklen er udgivet i samarbejde med Ribera del Duero
Hvad er det der Ribena del Durum for noget, er det en vindrue?
Allerførst, så hedder det Ribera del Duero og det er ikke en drue, men et af Spaniens bedste vinområder, som ligger et par timers kørsel nord for Madrid. Duero er navnet på floden, der løber gennem landskabet, der er et flere hundrede meter højt klippeplateau.
Javel. Laver de så noget fornuftig juice, dér?
Det skulle jeg mene. Der har været dyrket vin i over 2000 år, så mon ikke, der er ved at være styr på det? Nogle af Spaniens bedste vine kommer derfra, bl.a. den berømte Vega Sicilia Unico, der kommer fra en vingård fra 1864. Og så er der Pingus, lavet af danskeren Peter Sisseck, der er mindst lige så berømt. Begge er vine til flere tusinde kroner per flaske.
Det er sgu pebret. Er de vine virkeligt så gode?
Der er masser af vin fra Ribera del Duero, som er til at betale. Og området er ideelt til vinproduktion. Jordbunden tvinger vinstokkene til at gå i dybden og det barske klima med iskolde vintre og glohede somre giver masser af både tannin og syre i druerne. Og det giver god(og holdbar) vin.
Min svigerfar drikker kun pinot noir. Laver de vine på den ?
Nej, hoveddruen i området er tempranillo, lokalt kaldet tinto fino. Det er en drue som både kan levere unge, saftige rødvine og store muskuløse vine. Din svigerfar skal komme ind i kampen og lære at være alsidig og åben i sin tilgang til vin.
Min dame drikker mest hvidvin, laver de det?
Din bedre halvdel skal nok hellere kigge efter hvidvin i nabodistriktet Rueda. Ribera del Duero er primært rødvinsland og det er de hamrende dygtige til.
Kører de med noget Grand Cru klassificering eller lignende. Jeg vil jo vide, hvad det er godt ?
Ikke helt. Ligesom i andre spanske distrikter klassificerer man efter alder og fadlagring med følgende kategorier:
Crianza: Vinen skal lagre mindst to år, heraf et år på træfad.
Reserva: Vinen skal lagre mindst tre år, heraf mindst et år på fad.
Gran Reserva: Vinen skal lagre mindst 5 år, heraf to år på fad
Der er endnu en kategori, der hedder ”cosecha”. Den er til vine, der falder uden for lagringskravene. Det kan enten være helt unge vine med minimalt fadbrug men også topvine, hvor producenten måske har valgt at fadlagre på anden måde eller måske slet ikke har brugt fad. Prisen indikerer nok om det er det ene eller det andet.
Tjek! Kan det holde sig, hvis man nu fylder kælderen?
Ja da. De bedste vine fra Ribera del Duero har gavn af at hygge sig i din vinkælder. En god Gran Reserva kan sagtens ligge i 20+ år. Så køb du bare rigeligt.
Og hvad skal jeg spise til, når jeg popper en af banditterne?
Det er jo relativt kraftige vine og der er rige muligheder. Oksekød, gryderetter og vildt er nogle af de oplagte ledsagere til de herlige vine.
Allrighty. Men kan vi tale om hvordan nogle konkrete vine smager, mere end alt det generelle halløj?
Ja da. Kommer her:
Bodega Viyuela Crianza 2017
Pris: 189,-
Forhandler: vinemil.dk
Ren tempranillo og 16 måneder på bade fransk og amerikansk eg. Masser af moden frugt i næsen, krydret med pibetobak. Saftig og kælen mund hvor fadet tydeligt spores. God kombi af sød frugt, rustikke tanniner og blid syre. Til rødt kød eller indmad.
Nabal Crianza 2016
Pris: 225,-
Forhandler: Suenson
Fornem crianza lavet på 50-80 år gamle ”bush vines”, altså fritstående vinstokke. Druerne er håndhøstet i små kasser og den færdige vin får 14-16 måneder på nye fade. Vinen har dejligt gavmild næse med duft af modne blommer, laurbær og kaffe. Munden er elegant og cremet med masser af tørstof og finkornet tannin. Skøn vin til vildt eller okse.
Convento de las Claras Crianza 2017
Pris: 249,-
Forhandler: d-wine.dk
Ren og frugtdrevet næse, der oser af friske, røde bær med en tydelig, men velintegreret fadtone fra 22 måneder på ny fransk eg. Munden er stram med flot syre og ganske blide tanniner. Giv gerne luft en times tid og drik til langtidsbraiseret svinebryst.
Bodega Gormaz “12 Linajes” Reserva 2016
Pris: 219,-
Forhandler: vildmedvin.dk
Ældgamle stokke(80-100 år) og 24 måneder på fad. Det giver saft og kraft. Der er smæk på næsen med fadvanilje, modne brombær og et pift af sveske. Munden er pirrende og intens med klar frugt og velbalancerede tanniner. Skyd en elg og drik den her til.
Balbás Reserva 2016
Pris: 349,-
Forhandler: Vinkonsulatet
Her er der 10% cabernet i vinen og det giver da også lidt solbær i den diskrete næse, der lægger lidt reduktivt ud. Munden er intens og blød med rig frugtsmag, blide tanniner og masser af vinøs tyngde. En kraftkarl i skræddersyet silkehabit, der vil blive endnu bedre de næste 5-8 år.
Garmón Ribera del Duero Cosecha 2018
Pris: 349,95
Forhandler: Theis Vine
Garmon holder vanlig stil med sød, moden frugt, lidt fadpift og aromatiske urter. Munden har saftig elegance med krydret frugt og let rustikke tanniner. Nem at drikke nu, men der helt sikkert mere i vente.
Comments