Weekendtesten: AlfaPizza Stenovn | | Gastromand.dk Weekendtesten: AlfaPizza Stenovn – Gastromand.dk

Gastromand.dk | 22. September 2017

Scroll to top

Top

25 kommentarer

Weekendtesten: AlfaPizza Stenovn

Weekendtesten: AlfaPizza Stenovn
Aarhusianeren

Den danske sommer er over os – ikke at det altid er lig med grillvejr, men den har da sine øjeblikke. Kul eller gas – vi har allerede haft mange diskussioner og kommentarer her på bloggen om kulgrillen eller gasgrillen er det rigtige valg. Men der er også dem, der sværger til rigtig brænde, for at opnå den helt rigtige tilberedning og røgsmag.

Sidstnævnte kigger vi nærmere på i dette indlæg – mere præcist en brændefyret pizzastenovn.

Ovnen vi tester her er en AlfaPizza – Forno 4 Pizze.

 

Udseende og førstehåndsindtryk

Pizzaovnen bliver leveret på en palle med en ordentlig røvfuld pap og folie, når du har fået det flået af, står du tilbage med en 140kg stenovn – en temmelig tung satan (jaja, nu er der snart en bruger som skriver, at han da har fået løftet en 500kg stenovn ind i baghaven med en kran). Den er heldigvis monteret med 4 hjul, som gør den væsentlig nemmere at flytte. Faktisk beskrives den som en ovn, som er nem at flytte rundt, alt efter hvor du ønske at tilberede din mad. Man skal dog, som Familiefaren, være mere end almindelig fan af CrossFit, hvis man synes den sjov at flytte over en blød dansk græsplæne. Men på fliser el. lign. lader det sig gøre – også uden at du skal hidkalde samtlige naboer.

Læs også: Min genvej til den perfekte pizza

Inden du kommer i gang, skal der lige afsættes en kortere arbejdsdag på at hive en beskyttelsesfilm, Laser-Film, af på de blank rustfri stålflader – virkelig et hadearbejde, men det sikrer til gengæld en ny pizzaovn uden ridser fra transport mm.

Når den først er pakket ud, står vi med flot stenovn, som, modsat hvad navnet indikere, er lavet – eller indpakket – gennemgående i rustfri materialer, som jo gerne skulle sikre en rigtigt lang levetid for ovnen.

Materialevalg og kvalitet

Rent designmæssigt er vi lidt længere fremme i skoene end den mere klassiske stenovn – faktisk laver AlfaPizza en lang række rigtig fede ovne, bl.a. også til indebrug.

 

It's on fire...

It’s on fire – bemærk forholdet mellem vinflaske og ovn…

 

Materialevalg og kvaliteten må i mine øjne siges at være ganske godkendt. Flere har nævnt, at den ligner et damplokomotiv, og det kan der da været noget om – men vi altså niveauer over det italienske IC4-tog, hvis du spørger mig!

Testen

Det første spæde skridt mod lækker, sprød pizza er at tænde et bål inde i ovnen – jeg bruger nogle natur-tændblokke, lidt små pinde oven på, og herefter nogle lidt større. Stenovnen er en rimelig kontrolleret bålplads, så det er der ikke så mange ben i.

Der bliver trykket på speederen...

Der bliver trykket på speederen…

Ovnen lover en opvarmningstid på 20 minutter, eller det vil sige, søger man lidt på det, loves der også 350°c grader på 15 minutter, eller 330°c grader på 10 minutter. Brændekvaliteten har helt sikkert noget at sige her, og jeg må ha fået fat i noget fornuftigt. Alfa’ens termometer lykkedes det mig, at banke op knap 450°c grader på et sted mellem 12-15 minutter. Så ovnen holder hvad den lover, og det er altså muligt, relativt hurtigt at komme i gang med pizzaerne – eller hvad der skal tilberedes.  Et sted omkring de 350°c grader, synes jeg dog virker bedst ifht. pizza – er den meget varmere, bliver det svært at styre.

Når der skal gøres klar til fx pizzabagning eller andet, skubbes bålet over til venstre side, og bunden fejes ren. I det man gør det, begrænses bålet en smule, og temperaturen kan nemt begynde at falde. Her bliver kunsten så at styre temperaturen, ved at fodre det med brænde, og her må erfaringen være at jo mindre brændestykker jo nemmere. Smider man for store stykker ind, kan det give nogle store temperatursving – been there. Det’ sikkert her, man siger: Øvelse gør mester…

Pizza in the making

Pizza in the making

Pizzaovnen hedder “Forno 4 Pizze” – altså et statement som siger, at man skal kunne tilberede 4 pizzaer samtidigt i ovnen. Nu er der ikke angivet størrelsen på de pizzaer, men med den størrelse jeg typisk laver, så kan der måske godt lige være 4 stk. tæt op ad hinanden. Men så er de to af dem meget tæt på den direkte varme fra bålet, og der ikke meget plads at dreje pizzaerne på. Måske er mine pizzaer for store, måske er mine evner for små, men jeg har ikke lavet mere end to pizzaer i et huk – og medmindre du står overfor at skulle åbne et pizzaria, er det vel også nok?

Pizzaerne

Lufttørret skinke, grillede artiskokker, smørstegte asparges toppet med parmesan

Lufttørret skinke, grillede artiskokker, smørstegte asparges toppet med parmesan

Parmaskinke, gedeost, asparges, og sjat smørstegte løg, rødpeber og portobello

Parmaskinke, gedeost, asparges, og en sjat smørstegte løg, rødpeber og portobello

Smørstegte løg, rødpeber og portobello toppet med frisk mozarella

Smørstegte løg, rødpeber og portobello toppet med frisk mozarella

Morgenmad, æg, bacon, pølser

Morgenmad, æg, bacon, pølser

 

Opskrifterne må du vente lidt på…

Ikke kun pizza

Ovnen er en pizzastenovn, men jeg synes det vil være synd, hvis den ikke benyttes til andet. Jeg har bl.a. lavet noget blandet grønt i fad, naturligvis toppet med bacon og fløde. Her får fløden en rigtig lækker røgsmag, som ikke fåes i en almindelig ovn.

 

Mad i fad

Mad i fad

 

Jeg har ligeledes forsøgt mig udi i den ædle brødbagning – her kan man rigtig teste evner i temperaturstyring.

 

Stenovnsbrød

Stenovnsbrød

 

Da ovnen er helt overdækket, virker den også i det regnfyldte danske sommervejr :)

 

I regn og slud skal pizzaen ud...

I regn og slud – pizzaen skal ud…

Dommen

Ingen tvivl om at dette er en rigtig fed stenovn, som jeg i hvert fald synes design-mæssigt holder meget mere end de mere klassiske stenovne – og den gør sit arbejde.

Der er ingen tvivl om at denne gadget topper på vores gastromand-skala – vi har bål og stål, høje temperaturer, og generelt høj kvalitet. Stenovnen fra AlfaPizza er en klar aspirant til de sjældne 6/6, men med den høje pris in mente lander vi på en god 5’er. Er du allerede i besiddelse af et monster af en grill, må en pizzaovn være det naturlige næste skridt:)

5/6 Gastromands Bedømmelse' width=

Kunne du overveje at investere i en pizzaovn?

Facts:

Areal bund0,48 m2
Opvarmningstid20 minutter
Dybde88 cm
Bredde155 cm
Bageareal60 x 80 cm
Brændeforbrug4 kg/t
Åbning bredde68 cm
Åbning højde22 cm
Vægt140 kg
Pris22,5K (pt. på bud til 17,5K)
Forhandlerpizzastenovn.dk

Kommentarer

  1. Kristian

    Meget tiltalende – men 22.500,- vejl. Come on…. :o/

  2. Anette

    Jeg glæder mig til at se mange flere indlæg om brug af ovnen. Vi har en, der ligner fra Risbrohus, men får den mest brugt til pizza.

    • Det er bestemt ikke utænkeligt, at der kommer nogle indlæg i den retning :)

  3. Halvamerikaneren

    Puha – 17,5 af de lange… Overvejer at investere i Morsø Forno – den kan konen lettere acceptere at have stående i haven. Nogen der har erfaring med den?

    • Har ikke nogen direkte erfaring med Morsø Forno, som jo helt sikkert også har et simpelt og stilrent design. Men den har umiddelbart et noget mindre bageareal, og derfor kan den formentlig kun bage en pizza ad gangen. Men det kan i mange tilfælde også være nok. Noget jeg faktisk ikke har skrevet i anmeldelsen er, at AlfaPizza ovnen kommer med to stykker skorstensrør, så man selv kan justere højden af den. Det gør, at ovnen har en relativt god røg-afledning, så man ikke får røgen direkte i ansigtet. Det tænker jeg måske kan være et problem ved Morsø ovnen? (se evt. Alfa’en i fuld figur her http://instagram.com/p/niIzaeACTD/ – man kan så diskutere om skorstenen i fuld længe ser fjollet ud). Morsø ovnen må blive ekstremt varm uden på i kraft af loftet af støbejern – så man skal altså holde snitterne fra ovnens ydreside. Loftet på Alfa’en bliver også varm, men man kan faktisk godt lægge en hånd ovenpå uden at få brandsår. Men ja, der er naturligvis også prisaspektet, Morsø koster vel små 10K mindre, ellers det vil sige, tager Morsø’s bord/understel med, for at få den op i højden, så skal man lige lægge 5K for det, og så nærmer de sig hinanden :)

  4. Frank

    Har selv en Morsø, den er vældig pæn, men en pizzaovn kan man ikke kalde den. For lille areal, og holder slet ikke på varmen. Glem den!

    • Det var da rent mel fra posen. Men kan du uddybe lidt, hvornår mister den varmen? Er det fx når der ikke er flammer? Og hvor hurtigt mister den varmen?

      • Frank

        Du skal starte med at fyre meget hårdt, gerne i mindst en time. Fej gløderne ind i bunden, og sørg for at der er flammer, skal være meget små/tynde brændestykker der placeres oven på gløderne. Hvis du er heldig kan du nå at lave 2 meget små pizzaer, gør du skal starte forfra. Der er simpelthen ikke masse nok i ovnen, især bunden kunne forbedres. Det vil jeg nok selv prøve. Men det er helt klart den flotteste have ovn man kan få. Men det er nok ikke noget for en gastromand.
        Mvh Frank

  5. vittrup74

    Bilka har en lille pizzaovn til 3000,- og moreland.dk har en til 499. Så er man da billigt i gang. Er man mere til de lidt dyrere, så er der i Gul og gratis en Don Forno Original havemodel til 8500 kr. Blot til orientering ;0)

  6. Fynboen

    Jeg har lyst til pizza nu.

  7. Kokken

    Køb den brugt eller lav den selv til ingen penge.Det er ligesom med brødmaskinerne i sin tid,og alt muligt andet
    Alle skulle have dem og nu ligger de og samler støv til ingen verden nytte.
    Kan du ligge en terrasse,kan du osse samle sådan en lille sag på en dags tid eller to og både spare og få en større glæde og tilfredshed ved at have gjort det hele selv og hvis du ikke gider så smut en tur til Rom,for der bliver det altså ikke meget bedre
    Vi har og får aldrig de samme solmodne grønsager og varer som findes i syden,selvom vi er tæt på og tror det.

  8. Helle

    Har du nogen ide om, hvordan denne ovn præsterer i forhold til Forno fra Morsø? ( http://www.morso.dk/produkt/forno-2 ) Jeg er stadig i fasen, hvor jeg overvejer hvilken udendørsovn jeg skal have mig.

    • Vi har tidligere skrevet frem og tilbage om morsø i kommentarerne, måske du kan finde lige lidt hjælpe ved at læse kommentarer…

  9. Jesper Rasmussen

    Bygden egen pizzaovn. Det er ikke svær men kræver blot lidt hårdt arbejde. Der er masser af byggevejledninger på nettet. Jeg tog det bedste fra de forskellige sider og byggede min egen uden ar have muret tidligere. Du kan også ?
    https://m.youtube.com/watch?v=Xq8_TcpZNYQ

    • Jamen, det kan jeg da kun være enig i – og sådan en ovn, som du linker til der (din?), er med garanti også bedre og har meget mere massefylde og holder varmen bedre. Men vi skal huske på, at det ikke er alle der er født med en murerske i hånden, og det er mere dem som Alfa’en henvender sig til – og så er den trods alt også mere mobil. Men fed ovn du viser frem der! Så lige der stod en standard kuglegrill ved siden af, sådan kan jo også bygges selv :)

  10. Midtjyden

    Hvis man har mod på lidt gør det selv arbejdev kan man også bygge en selv :-)

    Man kan købe et sæt til en ovn på 90 cm i diameter for 3995,-

    http://www.ildfastesten.dk/Byg_selv_Pizzaovnssaet/Pizzaonvssaet_90cm

  11. Anders Jakobsen

    jer der har erfaring med Morsø Forno eller diskuterer det…

    taler vi om den store Forno eller den mindre Forno II?

    http://morsoe.com/dk/outdoor/products

    mvh Anders

    • Hej, jeg er ret overbevist om at vi taler den store, mener også at Forno II er kommet til senere – som jeg ser det, er Forno II også i højere grad til grill og anden madlavning end pizza, altså ikke en decideret pizzaovn.

  12. Uhm. Der findes bare ikke noget bedre end pizza!
    Måske skal det lige nævnes at det langt fra behøver at være så dyrt at investere i en pizzaovn. En hurtig søgning på google gav dette resultat:
    https://www.outdoorcooking.dk/collections/pizzaovne

    Her er du igang med træfyret pizza for under tre tusind.

    • Hej Lars, det er lidt ligesom med biler, der er dyre biler og der er billige biler, den største køreglæde finder du typisk i de dyre biler. Jeg har prøvet Uuni ovnen, og man kan lave en hæderlig pizza i den. Men det er noget møjsommeligt arbejde at holde den igang med træpillerne, den brænder hurtigt ud og bliver hurtigt kold pga. den manglende masse. Når den er i gang, kan man nemt brænde sig på den, da den bliver sygt varm på ydersiden. Her er man meget bedre stillet med fx. Alfaen, som jo også findes i en billigere udgave. Men er den vigtigste parameter lav pris, så vi jeg anbefale at finde en af de mange guides på nettet på at bygge og mure en op selv – hvis man har mod på det.

Smid en kommentar